Ulveflokken

I denne historie er ulven Belza væk fra sin ulveflok. Hun har været væk før, men hun var løbet væk med vilje. Denne gang skulle hun ud og finde mad for første gang eftersom hun nu var blevet 5 år, men så bliver hun væk. Hele flokken leder efter hende, og hun leder efter flokken. Men pludselig så finder hun en flok. Men hun kan ikke kende nogle af ulvene! På den måde finder Belza ud af at det er en forkert ulveflok. Ejeren af ulveflokken synes Belza er sød, og lader Belza derfor blive en del af den flok. Men så finder Belza's flok Belza. Vil Belza tilbage til sin egen flok, eller vælger hun at blive i den nye flok?

2Likes
26Kommentarer
1395Visninger
AA

1. Belza bliver væk.

Belza vågnede om morgenen. Hun var nervøs. Det var nemlig idag, hun skulle ud og finde mad selv, for allerførste gang. Hendes ven hylede, han var vågnet for lidt tid siden. - Belze? Belze? Belza blev altid kaldt Belze af ham. Han hed Doky, og var en rigtig god ven. - Ja? spurgte Belza. - Skal vi ikke tage sammen ud og jage mad? hylede han. Doky havde den vane altid at hyle, selvom han havde lært at holde op. - Hold så op med at hyle! skældte Belza. - Det lyder hæsligt, fortsatte hun. - Undskyld. Men vil du? spurgte han. - Jaja. De to søde "små" ulve, gik hen til ejeren af flokken. Nemlig Biku. Biku stod og holdte foredrag for de voksne ulve. - Og idag skal alle de små ulve for første gang ud at jage mad. Og det er ikke tilladt for dem at gøre det sammen, for så lære de aldrig at gøre det alene. Det var, hvad Biku sagde. - Ej altså, så må vi ikke, sagde Belza. Hun var irriteret. - Nej, så må vi klare det selv. Biku hørte Belza og Doky snakke sammen. - Små børn. I må altså lære det selv, sagde han trøstende. Alle skovens andre flokke havde skrappe ejere. Men Biku var en god ejer. - Se så at komme afsted. I skulle gerne lære det rigtig hurtigt, for så får I jeres egen mad og I bliver mætte til morgen, frokost og aften, fortsatte han. - Jamen vi er ikke klar endnu, Biku! hylede Doky. Belza trampede sin forpote ned i Doky's forpote. - Doky, hold så op med det hyleri! - Undskyld undskyld. Doky gik hen til søen. Han lagde sig ned, og Belza lagde sig ved siden af. - Jeg fatter ikke vi ikke må fange mad sammen. Biku er virkelig ond på nogle punkter! sagde Doky og begyndte at slikke sig på sin højre forpote. - Så så. Vi skal nok klare det alene, vi bliver mulve glade når vi kommer hjem og har fanget vores mad. Ser du, ja så har vi jo lært at fange mad! trøstede Belza. - Belze, dine ord er altid en trøst. Men husk nu bare, vi kan ikke fange vores mad alene for evigt. Vi må overtale Biku til at fange mad sammen en gang imellem, hylede Doky. Belza begyndte at grine lidt af Doky's hyleri lige nu, for med de ord han sagde lød det sjovt. - Ja Doky. Ej please, stop med det hyleri, grinede Belza. - Jamen vi må da se at komme afsted. Held og lykke på turen! hylede Doky, og rejste sig hurtigt op. Han løb hurtigt på alle fire hen til det dybeste af skoven, og så forsvandt han. Belza kunne ikke længere se ham, heller ikke hans skygge. - HELD OG LYKKE TIL DIG OGSÅ! hylede hun så hele skoven kunne høre det, og så løb hun den modsatte vej.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...