Skybrud på samfundsklasser

Hr. Olufsen er snobbet....VIRKELIG snobbet. Men skal han af den grund have lov til at diskriminere folk under ham?

"Noget koldt dryppede ned på hans ansigt, og i et kort øjeblik var den kølige fornemmelse så velkommen for ham, at han helt glemte at undre sig over, hvor den dog kom fra"

0Likes
0Kommentarer
922Visninger
AA

1. Skybrud på samfundsklasser

Hr. Olufsen standsede brat op, da han bemærkede kvinden foran ham, der havde givet den hjemløse penge. Han genkendte hende. Hun var ikke til at tage fejl af.
”Nana!” kaldte han. Og spadserede med hastige skridt hen til hende.
”Hvad laver du?” spurgte han og trak hende ved armen væk fra den hjemløse. ”Man giver da ikke penge til den slags nassere.”
”Men man hjælper folk i nød.” svarede hun ham. ”Og herren der manglede mad.”
”Herren der?” spurgte hr. Olufsen vantro sin søster. ”Det er en tigger, Nana! Samfundsnassere. Grunden til, at vi betaler så meget i skat. Folk der ikke har kunne tage sig sammen til at få sig en uddannelse!”
”Mennesker som folk som dig mener, at man bør holde sig langt væk fra?” Hun skævede op til himlen, hvor er par store grå skyer gled for solen.
”Præcis.” svarede hr. Olufsen og nikkede. ”Den slags folk burde ikke sidde fremme på åben gade, hvor de kan bringe os andre til skamme!”
”Jeg mener stadig, at man bør hjælpe folk, der ikke har lomme fuld af penge.” Nana skævede til sin brors habit, der sad perfekt syet til hen over hans slanke figur, der vidnede om overskud og nøje planlagt kost.
”Helt ærligt Nana!” sukkede hr. Olufsen og gik hen for at købe en to kopper cappuccino fra den åbne café, der lå ud til gaden. ”Hvad ville den mand nogen siden kunne gøre for dig til gengæld?”
”Man behøver ikke altid give folk noget til gengæld.” Nana pustede lidt til til sin cappuccino, før hun tog en tår og lod den kraftige kaffesmag bredde sig i munde på hende og fylde hende med en følelse af velvære.
"Sikke noget sludder!"
Hr. Olufsen kom til at tage en alt for stor sluk af sin varme cappuccino og krympede sig, idet han gispede efter luft. Noget koldt dryppede ned på hans ansigt, og i et kort øjeblik var den kølige fornemmelse så velkommen for ham, at han helt glemte at undre sig over, hvor den dog kom fra.
Han så forvirret op på de grå skyer, der nu var blevet sorte, og han nåede ikke at blinke mere end et par gange, før skyerne åbnede sig, og vandet begyndte at fosse ned.
"For fanden da!" udbrød hr. Olufsen og prøvede at dække sin habit til, men han havde hverken jakke eller paraply. Han begyndte desperat at se sig omkring efter et sted at komme i tørvejr, men der var langt hen til det nærmeste sted. "Mit tøj kan ikke tåle vand! Og hvad vil Industrial Corperation ikke sige, når jeg dukker op i vådt tøj? Er du klar over, at den handel er yderst vigtig for vores firma?"
Nana rystede på hovedet og smilede op i luften, som om hun bød regnen velkommen.
"Tag det nu roligt! Det er bare en smule regn!”
"Bare en smule regn!?"
Hr. Olufsen fik et chok, da en gammel slidt paraply pludselig bredte sig ud over hans hoved og skærmede ham for regnen. Han så sig forvirret omkring, og fik til sit store chok øje på den hjemløse, der stod med paraplyen over hans hoved.
"Du må godt få den!" raspede den hjemløse hæst. "Jeg sætter mig bare ned ved busstoppestedet."
"Der er jo langt!" Nana ignorerede det lettere paniske blik, som hendes bror fik i øjnene.
"Takket været dig, behøver jeg ikke gå sulten i seng. Mad er mere værd end en sølle paraply. Jeg finder nok snart en ny alligevel."
Den hjemløse overrakte paraplyen til den lettere paffe hr. Olufsen, før han vendte sig om og gik.
"Tak skal De have, min gode mand!" råbte hr. Olufsen efter ham. Nana smilede selvtilfredst.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...