En dårlig morgen

-”Du der! Hallo! Kan du høre mig? Er du okay?” Jeg genkendte ikke stemmen. Jeg anede ikke hvad der var sket.- ........................................ Dette er en forkortet og "tilskrevet/-rettet" udgave af et projekt, som jeg begyndte på for et par år siden, der omhandler det ukendte, og det alle folk har grublet over, så længe menneskerne har gået rundt på jorden.

1Likes
0Kommentarer
842Visninger
AA

1. En dårlig morgen

”Du der! Hallo! Kan du høre mig? Er du okay?”
Jeg genkendte ikke stemmen. Jeg anede ikke hvad der var sket.
I morges var jeg vågnet ved at regnen larmende trommede på mit vindu. Jeg havde sat mig op og tørret de sidste indtørret raseri-tårer af min kind efter det voldsomme skænderi med min mor den forgående aften. Jeg havde svunget benene ud over sengekanten og var gået hen for at tage min jakke fra knagen bag døren.
Jeg havde smækket døren efter mig, men var stødt ind i min mor på vej ud til hoveddøren.
”Og hvor tror du så, at du skal hen unge dame?”
Jeg ignorerede hende og fortsatte mod døren.
”Amanda! Du går INGEN steder, før jeg har talt med dig!”
Jeg hev bare døren op og trådte ud i regnen, før hun nåede at standse mig.
Troede hun virkelig at der skulle så lidt til at standse mig?
Jeg låste min cykel op, og trak den ud af indkørslen.
”Amanda Olsen. Du har bare at tale med mig!”
Jeg ignorerede hende, tørrede regndråberne af mit ansigt, satte mig op på cyklen og drejede ud på vejen.
Jeg hørte lige min mor råbe: ”Amanda Melissa Olsen! Du har bare at komme tilbage, ellers for du stuerast i en måned!” Før jeg var for langt væk til at kunne høre hendes råben.
Den med stueresten måtte jeg tage senere. Jeg gad ikke høre på hendes sædvanlige formaninger som: ”Du høre aldrig hvad der bliver sagt!” eller: ”Du er for uansvarlig! Du skal ikke bare tro, at du kan gøre hvad der passer dig!”
Nu havde jeg så bevist det. Jeg havde startet med at trodse hende, og hun ville snart sluge sine ord i sig igen, når hun fandt ud af, at jeg sagtens kunne tage vare på mig selv.
Jeg var for fortabt i mine egne tanker til at se mig ordenligt for, da jeg krydsede vejen, og i det næste skar et bar skarpe lys mig i øjnene.

Et lys i det fjerne nærmede sig mig. Det blev skarpere og skarpere, og til sidst stod jeg i en stor oplyst sal.
En dame med et clipboard i armene så på mig, og fremdrog dernæst et papir, som hun begyndte at læse op af: ”Amanda Melissa Olsen. Født d. 5 juli 1996, solsystem 13, Jorden, Europa, Danmark, Rigshospitalet....”
Jeg stirrede omkring mig. Jeg stod i en stor lys marmor-sal. Rundt langs med væggende var der store vinduer fra gulv til loft, og på den anden side af vinduerne var der blå himmel. Foran mig sad en afslappet midaldrende kvinde, hende med clipboardet, bag sit skrivebord. Hun havde langt, sort og pjusket hår og sad tilbagelænet i sin stol, idet hun træt så på mig.
”Hvor er jeg?” Spurgte jeg forvirret og så mig omkring.
Damen sukkede, og sagde med en kedsommelig stemme: ”Følg med mig.”
Hun rejste sig fra sin stol og fulgte mig ud gennem en døråbning.
Vi gik gennem den tomme luft, der føltes som det blødeste silke, men var så let at gå hen over som det hårdeste gulv, før vi kom til en en kant, der førte ud i intetheden. Det eneste der var at se derude, var enkelte små prikker hist og her.
”Og du er fra?” Spurgte damen.
”Øh Holte.”
”Så find du Jorden, min ven.” sagde damen og stirrede kedsommeligt frem for sig.
Jeg stod lidt og stirrede ud i den tomme luft, før jeg vendte mig mod damen.
”Men hvordan finder jeg den?”
Damen sukkede og så så ud i intetheden.
”Fokuser!”
Jeg stod der, temmelig dum, og stirrede bare ud i ingenting. Pludselig stod det lysende klart, at jeg skulle fokusere på et af de små prikker.
”Den der!” Sagde jeg og pegede.
I det samme jeg pegede det ud, fløj en af de små klatter automatisk nærmere.
Pludselig stod jeg og stirrede på vores solsystem, hvor jeg hurtigt genkendte Solen, Mars, Jupiter, Saturn og alle de andre. Jeg fandt hurtigt Jorden og pegede den ud.
Vi var omme på den amerikanske halvdel, og på den ene eller den anden måde lykkedes det mig at få vendt kloden, så man kunne se Europa, og jeg kunne finde Danmark.
”Nu skal du bare fokusere på din by, så skal jeg vise dig noget!”
Jeg fandt Sjælland og dernæst Holte. Vi var ret tæt på dem, så tæt, at jeg tydeligt kunne skille tingene fra hinanden.
Damen fandt hurtigt det hun ville, og vi stod nu og så på sceneriet af en ambulance, en flok forvirrede mennesker samt en person der lå indsmurt i blod og livløs på vejen.
”Træd så nogle skridt frem!”
Jeg så forvirret på hende.
”Hvad?”
Hun sukkede, og gik selv lidt frem.
”Følg efter mig!”
Jeg tøvede, men fulgte så efter.
Pludselig stod jeg på en velkendt vej. Himlen var blå, bøgehækken bag mig grøn, og alt var, som jeg huskede det.
Den eneste forskel var bare, at jeg lå blodplettet og død for mine egne fødder.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...