Skjulte handlinger

Mathias sidder på en politistation og venter på at blive afhørt. Han er nervøs. Meget. Hvordan skal han bortforklarer det her? Hværerk er jo ikke som sådan noget ekstremt kriminelt, men det bliver ikke nogen rar oplevelse. Og hans forældre vil flippe ud. Dét er helt sikkert!
...............
Det her er faktisk min skriftelige terminsprøve i dansk, som jeg nu har fået tilbage og derfor afleveret.
...............
Den første del af teksten mangler, da opgaven lød på, at man ikke skulle skrive den ind, så der hvor den starter, er drengen, Mathias, netop blevet forladt i et rum til hos politiet.

2Likes
3Kommentarer
794Visninger
AA

1. Skjulte handlinger.

Forhåndsviden:
En dreng, der hedder Mathias, blev ført ind i et rum til afhøring af en mandelig betjent, som senere gik og bad ham vente.


Et sølle lysstofrør begynder at blinke, som om det ikke rigtigt kan bestemme sig for, om det skal være tændt eller ej. Lyset irriterer ham. Når først sådan en blinkende lampe har fanget ens opmærksomhed, er det ikke til at tage øjnene fra det igen.
Han lukker øjnene, men det resulterer bare i, at billederne dukker frem på hans nethinde igen.
Han blinker et par gange for at få dem væk, og en ridse i bordet fanger hans opmærksomhed. Måske er det en af de andre, der har lavet den?

Der hørers skridt ude på gangen, og lidt efter kommer en skrap udseende dame iført uniform ind.
”Mathias Svendsen?” spørger hun tvært, og da Mathias forsigtigt nikker, smider hun brutalt en mappe med papirer ned på bordet foran ham, før hun sætter sig ned på stolen overfor.
”Det er sandelig en køn suppedas, du har fået sat dig i!” siger damen barskt.
Hun tager en kuglepen frem fra inderlommen, og det lille klik der lyder i rummet, da hun trykker på den, skærer sig gennem Mathias, som var det en skinger advarselstone.
”Du siger ikke så meget, knægt.” fortsætter hun. ”Har man skyldfølelse?”
Mathias svarer ikke, og det lader heller ikke til, at damen havde forventet det, for hun tager en optager frem og stiller den på bordet.
Mathias stirrer på den, som om den kan redde ham fra det, han skal til gennemgå nu.
”Er du klar?”
Damen stirrer på ham, og Mathias synes nærmest, at der er et hånligt glimt i hendes øjne.
Mathias nikker. Han ved, at han aldrig bliver klar, men han skal jo igennem det.
Hun trykker på optag og læner sig let ind over bordet med foldede hænder.
Hendes blik er koldt og udtryksløst, og Mathias mærker, hvordan hans nakkehår begynder at rejse sig, da ubehaget spreder sig i ham.
”Mathias Svendsen, mandag den tredje december to tusind og seks, betjent Benedigte Dalsgaard.”
Mathias mave krymper sig sammen. Han stirrer på den lille optager. Han kan slet ikke lade være.
Det er som om at hans blik bliver lænket til den. Den kan være hans redning. Indeholder den de rigtige ord, kan han frit gå, indeholder den de forkerte, kan han se frem til at blive her i gad vide hvor lang tid.
”Nå Mathias.”
Nå, nu er han ikke længere knægt, men ligefrem Mathias. En muligvis kriminel som de trods alt alligevel skal behandle som enhver anden person.
”Hvor befandt du dig så i går aftes, søndag den anden december?”
Betjenten minder ham om en krage, eller måske er en grip mere passende. Den måde hun sultent sidder og stirrer på ham med kuglepennen mellem fingrene. Hun venter bare på, at han vil sige bare ét forkert ord, og så har hun ham fanget som en sprællende fisk i et net.
”Jeg befandt mig inde på Østerbro.”
”Hvorfor?”
Han har knap nået at svare på hendes første spørgsmål, før hun angriber ham med det næste.
”Jeg var sammen med en gruppe venner.”
”Klokken et om natten?”
Betjenten ler næsten. Hendes tonefald driver af en hånlig undertone.
”Ja.” svarer Mathias. ”Det gør vi unge altså tit.”
”Vil du være venlig ikke at tale til mig i det tonefald?”
Betjentens øjne lyner, da hun kortvarigt ser op fra sin blok, som hun er begyndt at skrive stikord ned på. Pennen kradser mod papiret, og det minder ham om katte der kradser i møbler.
”Hvem var du sammen med?”
Betjenten skæver op på ham.
”Nogle venner.”
”Navne tak!”
Mathias har lyst til at sparke hende under bordet, men han afholder sig fra det. Det vil ikke fremme hans sag.
”Thomas Jørgensen, Rasmus Allingsøe, Søren Tinge og så var Amanda Langager der også.”
”Og de vil kunne bekræfte, at du var sammen med dem søndag aften?”
”Selvfølgelig kan de da det!” har Mathias lyst til at sige, men han gør det ikke. I stedet siger han bare: ”Ja, det kan de.”
”Hvad lavede I?”
”Vi gik rundt i gaderne og sludrede.”
”Havde I drukket?”
”Thomas og Rasmus havde drukket en lille smule, men vi andre var ædru.”
”Var I virkelig ikke det?”
Betjenten hæver det ene øjenbryn og ser op på Mathias.
Han har lyst til at tage hendes kuglepen og stikke den ind i et af de irriterende øjne. Han sagde jo, at han og de andre ikke havde drukket, så havde de vel ikke drukket.
”Nej.” svarer Mathias hende og stirrer igen. ”I kunne vel have taget en blodprøve for at tjekke det.”
Betjenten får et tvært udtryk i ansigtet og læner sig tilbage i stolen med armene over kors.
”Hvis idé var det, at kaste sten mod ruderne i den elektronikforretning?”
”Rasmus’” svarer Mathias. Han læner sig også tilbage i stolen. Hans hænder ryster stadig af nervøsitet, men dem har han gemt under bordet, så betjenten ikke kan se dem. Hun skal ikke se, hvor utilpas han er.
”Og det var I andre med på?” hun fnøs, som om hun allerede havde hørt svaret.
”Nej. Vi var imod. Men så begyndte Thomas også at synes, at det kunne være sjovt, og på en eller anden måde fik de lokket Søren og Amanda med.”
”Så du er den søde lille dreng, der spiller helt og påstår, at han ikke har været med til noget som helst?”
Betjentens spydighed får kvalmen til at stige op Mathias.
”Nej. Jeg gik også med på den til sidst. Og så fandt Thomas nogle sten, som vi kunne kaste mod ruden.”
”Og hvor fandt I de sten? I befandt jer på Østerbro.”
”I en altankasse i en baggård nær forretningen.”
”Kastede I alle med sten?”
”Ja.” Mathias ser ned i bordet.
Betjenten fnyser, men kun lige højt nok til, at det ikke kommer med på lydoptagelserne.
”Ved du så, hvorfor der efterfølgende opstod brand i butikken?”
Betjenten sender ham et hovent blik.
”Nej. Det ved jeg ikke.” svarer Mathias og ryster på hovedet.
”Du var virkelig ikke klar over, at Thomas satte ild til en pakke cigaretter, som han havde liggende i lommen, før han kastede den gennem den smadrede rude?”
Mathias ryster på hovedet.
”Nej. Det bemærkede jeg altså ikke.”
”Bemærkede du så noget andet?” betjenten grifler et par hurtige noter ned og ser op på ham igen.
”Nej?” han ser spørgende på damen foran ham. ”Jeg bemærkede kun, at der pludselig steg flammer ud af de smadrede ruder, og så dukkede I op kort tid efter.”
”Du bemærkede altså slet ikke noget?” gentager betjenten denne gang mere intenst.
”Nej, det var jo det jeg lige sagde. Alting var ret forvirrende, så jeg så ikke noget.”
”Nu spørger jeg dig direkte.” sukker betjenten. ”Ved du, hvad der skete med frøken Langager?”
”Amanda?” spørger Mathias forvirret. ”Skete der noget med Amanda?”
”Vi fandt hende i en sidegade…” betjenten gør mine til, at hun vil have Mathias til at fortsætte.
”Jeg troede, at Amanda var her.”
”Troede du virkelig, at vi ville afhøre jer så grundigt bare for at høre om en smule hærværk?”
”Hvad er der sket med hende?”
Det løber Mathias koldt ned ad ryggen, og han kan mærke, at hans hjerte begynder at banke vildt hurtigt. Vægventilatorens summen fylder hans tanker, som om en flok bier havde valgt at bygge et bo, der hvor hans hjerne plejer at være.
”Lad mig sige det sådan her,” betjenten ser stadig udtryksløst på Mathias, men nu er der også kommet en udefinerbar glød i hendes øjne. ”vi er i gang med at efterforske hendes dødsårsag.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...