Dyreinternatet - JDB

Alexa og Justin mødes på en ret utraditionel måde. I starten kan Alexa ikke fordrage Justin og det er forståeligt efter det han har gjort. Men hvad sker der da Justin tager Alexa med til Italien for at rette op på fejlen?

Hele novellen er skrevet i Alexa's synsvinkel. God fornøjelse.

5Likes
17Kommentarer
2297Visninger
AA

1. Kap. 1

Vejen førte til dyreinternatet, dagen var lørdag d. 25 juni, sangen hed Domino og jeg selv… tja navnet er Alexa Lauren Viper og jeg er 17 år. På passager sædet i min efterhånden et år gamle Rang Rover – som mine forældre gav mig i 16 års fødselsdag – sad min hund, Bonnie. Jeg havde købt hende på selvsamme internat som vi var på vej hen til nu. –Og nej det var ikke for at købe endnu en hund at vi var på vej der hen nu. Jeg er ved og læse til dyrelæge og har fået en praktik plads på internatet. Halvdelen af tiden som dyrelæge assistent og den anden halvdel af tiden som hundepasser. Jeg kunne mærke en lille knude i maven. Jeg var nok lidt nervøs, for selvom det ikke var mit første ”job” så var det her anderledes. Hvis der her gik godt kunne jeg få en anbefaling og dermed få lettere ved at få et job senere. Jeg kørte ind på parkerings pladsen, viste mit kort, som jeg havde fået tilsendt et par dage i forvejen og hvor der fint stod mit navn og at jeg var studerende. Derefter satte jeg, med Bonnie på armen, kursen mod hoveddøren. Indenfor duftede der skønt af lavendel – spørg mig ikke hvorfor. Ved skranken fik jeg at vide at om et par minutter ville Susanna, som stod for praktikeleverne, komme og hente mig. Som sagt kom Susanna efter få minutter og hentede mig. Jeg fik de vigtigste ting at vide og fik mig et skab. Så manglede jeg bare et klæde om til noget mere praktisk tøj som Susanna havde sagt. De først 2 uger var min opgave at passe hundene og de næste 2 skulle jeg være dyrelæge assistent. Klokken nærmede sig 15.00 hvilket betød og nu kom ”kunderne” eller hvad man skulle kalde dem. Åbningstiden hed 15.00-19.00, jeg havde dog fri klokken 18.00. Lige nu var jeg ved at sætte de to sorte labrador hvalpe – Cutie og Lutie – ind i deres bur. Bagefter ville jeg gå ind til Sarina, en blandingsrace på 2 år. ”Hvad så smukke” mumlede jeg inden jeg satte mig op af muren med hende på skødet. Jeg havde ikke siddet der længe før en dreng og en pige der holdt i hånd kom forbi. Kort efter kom drengen trækkende tilbage med pigen. ”Se” mumlede han: ”Den er perfekt”. ”Må vi komme ind?” spurgte pigen. Hun var køn og de så ud til at have en fantastisk kemi, men de så bekendte ud. Hvor var det jeg kendte dem fra? ”Ja selvfølgelig. Jeg arbejder her bare” jeg fik rejst mig op og trådte ud af buret. Drengen fangede mit blik og han havde de mest fantastiske brune øjne. ”Bare gå ind og hils på hende” mumlede jeg mens jeg er sikker på jeg rødmede. Pigen skyndte sig ind, mens drengen lige nåede at hviske mig i øret: ”Jeg elsker piger der rødmer”. Dette fik mig i mellem tiden ikke til at rødme mindre, men i stedet for at gå kold hviskede jeg bare igen: ”Jeg kan til gengæld ikke fordrage drenge der tror de ejer helle verden”. Der efter vente jeg om på hælen og fik lige råbt over skulderen at jeg ville hente en der havde lidt mere forstand på det end jeg. Inde på kontoret fik jeg fat i Michel og spurgte om det var noget han ville sørge for. Han ville straks gå derned men nåede lige at sige at jeg bare kunne begynde på aftenfodringen. Inde i foder rummet fandt jeg vognen til hunde og gik så ned mod gangen med hvalpene. Jeg går ud fra at de kender lyden af vognen for inden de overhoved kunne se den var der piben og gøen fra alle vinkler. Da jeg endelig var færdig var klokken 18.03 og jeg havde fri. Efter at have skiftet til mit normale tøj, fundet Bonnie og sagt farvel til dem der stadig skulle arbejde begyndte jeg at gå ud mod min bil. Ude på parkeringspladsen var der stort set stille bortset fra en pige og en dreng der stod og skændes. De stod ved siden af min bil så jeg blev nød til at gå i den retning. Da jeg kom tæt nok på til at høre hvad de sagde, var skænderiet ligesom ved at ebbe ud og jeg kunne også se at det var drengen og pigen fra tidligere. ”Så drop det dog Justin! Og se at bliv voksen i stedet! Vi to er så færdige med hinanden” pigen vendte om på hælen og gik mod hovedvejen. Jeg må have stået stille og stirret for lige pludselig kunne jeg høre drengens – Justins – stemme skære igennem stilheden. ”Hvad står du og lytter efter for?!”. I chok over den sure stemme kom jeg til at tabe Bonnie som kiggede surt på mig og begyndte at lunte overmod bilen. ”Jeg.. jeg lyttede altså ikke” prøvede jeg men den såkaldte Justin var åbenbart så sur at havde brug for at komme ud med nogle aggressioner, for da stakkels Bonnie nåede dertil hvor han stod sparkede han vredt til hende. Hun lagde sig pibende ned på ryggen. ”Hvad fanden har du gang i!?” udbrød jeg vredt og løb så hen til Bonnie som tydeligvis havde store smerter. Jeg tror først at det gik op for Justin hvad han havde gjort da han hørte mit udbrød, for kort efter sad han på hug ved siden af mig og det vrede udtryk var skiftet ud med en blanding mellem skyld og sorg. ”Und… undskyld” stammede han og gjorde at han kunne for ikke at kigge mig i øjnene. ”Så gør dog et eller andet” hulkede jeg mens jeg tog Bonnie op i armene. Først lignede han en der ikke anede hvad han skulle gøre, men efter at have kigget sig omkring var det som om det gik op for at begge at vi stod lige ude foran et dyreinternat, med dyrelæger! "Lad mig tag hende" mumlede Justin og inden jeg nåede at reagere havde han løftet Bonnie op i hans arme og halv løb så mod hovedindgangen. Selv løb jeg hulkende efter ham. Mit syn var sløret og min hjerne kørte rundt. Hvad hvis de ikke kunne gøre noget? Da jeg nåede ind var overlægen ved at tage hunden fra Justin mens han prøvede at forkalre at det var min hund -og hvad der var sket. Dyrelægerne tog Bonnie med og jeg prøvede selvfølgelig at følge med men en assistent viste mig pænt hent i et venteværelse istedet. Der sad jeg de næste 10 minutter og tudede som jeg aldrig havde gjort før.  "Er… er du okay?" Justin satte sig nervøst ved siden af mig. Først ignorerede jeg spørgsmålet for hvad tror han selv? Også var det som om at det gik op for mig at det var ham der var skyld i det. Ham der sparkede til Bonnie. "Som om du ikke er ligeglad!" udbrød jeg mens jeg vredt rejste mig. "Jeg…" mere nåede han ikke at sige før jeg afbrød: "Det var dig der sparkede hende! Det din skyld! Jeg hader dig!". "Jeg…" igen afbrød jeg ham: "Bare gå, okay?" jeg satte mig med hovedet i hænderne. Jeg havde ikke siddet særlig længe da en af dyrelægerne kom ud og spurgte efter mig. Jeg fik rejst mig og fulgte sammen med Justin efter hende. Da vi nåede døren til kontoret trådte jeg ind og smækkede så døren lige i hovedet på Justin. Hvor dum er han lige? Han er skyld i min elskede hund ligger i smerter, vi har lige haft et skænderi også går han fandeme med når dyrelægen vil tale med mig?! MIG. "Bare sæt dig" dyrelægen som jeg tidligere idag fik navnet på, men allerede havde glemt det. Jeg satte mig på stolen mens jeg snøftede. "Lige nu har vi 2 valg" startede han pænt ud: "Den første er en aflivning og den anden er et smertefuldt liv. Vi anbefaler selvfølgelig aflivningen". Jeg kiggede tomt ud i luften. Skulle Bonnie aflives? "Kan man ikke gøre noget? Jeg er villig til at betale hvis det er?". "Der er en mulighed. En meget dyr mulighed" dyrelægen tastede lidt på computeren. "Doktor James i Italien har specialiseret sig i rygskader på hunde". "Hvad vil prisen være?". "Omkring 150.000 for selve operationen også er der jo transport og opholdet i Italien". "Jeg bliver nød til at ringe til min bank om et evt. lån, må jeg have lov lige at gøre det?". "Selvfølgelig. Bank på når du er klar".

 

 

Det skal lige siges jeg ikke har tjekket for stavefejl og jeg har heller ikke lige gået op i komma da jeg ikke rigtig har tid. Lev med det eller lad hver xD Kom gerne med både ris og ros -Sara

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...