Osens jerntag

Industrialisering. Sådan kan det siges, jeg forsøger at belyse det fra forskellige vinkler :-)

1Likes
0Kommentarer
1159Visninger

1. Osens jerntag

Osens jerntag Uden for står en skorsten og oser røg. Den oser faktisk så meget, at hele Danmarks Rygerforening ville blive bragt til skamme. Der er ikke meget at se på, det er stadig tidlig morgen, men skorstenen har fanget mit blik. Mine tanker vandrer hen på den stigende industrialisering, vores verden stadig står overfor.

Gadebelysningen er knap i denne del af ”Udkantsdanmark”. Den rådne banan, bliver det vist kaldt af de fine herrer, der kun har i sinde at bevæge sig rundt i indre København eller til deres fine villaer i omegnen. Jan Gintberg derimod, han tager ud og oplever steder. Han lavede et program med titlen ”Gintberg på kanten”, hvor han bl.a. fik møvet sit fine korpus forbi en nydelig lille ø i Limfjorden, Mors. Her forsøgte han at lave en form for journalistik. Hvilken kan jeg ikke afgøre, for når alt kommer til alt, skal programmet være underholdende, og derfor dur det ikke, at rapportere om stigende arbejdsløshed eller en krakkende bank med et lidt tungt navn for Mors’ omdømme. En bank, der nu er blevet opkøbt af Jyske Bank, og hvis tidligere lokaler nu og for fremtiden vil husere den største Jyske Bank-filial i landet.

Sandheden er bare, at det ikke går strygende. Sådan et samfund har brug for arbejdskraft og gåpåmod, i stedet vælger fremtiden, nemlig de unge, at søge væk og finde lykken andetsteds. Netop derfor får jeg en lille personlig optur over et indspark, som det Jyske Bank har stået for. Nylige skærpede krav fra ”Tinget” er også godt i gang med at sætte en stopper for skaldyrfiskeri. Alt i alt kan det konkluderes, at det som politikerne ynder at kalde for ”Udkantsdanmark” i sandhed har brug for en hjælpende hånd.

Solen er ved at stå op, og frem for mig dukker pludselig træer, græs og buske. Områder, der er gået fri for industrialiseringen, skal man ikke længere kimse ad. Hvis ikke folk havde indset, at noget må der gøres for at sikre sig mod total destruering af skov, hvorfor skulle man så frede skønne naturarealer? Jeg føler mig godt placeret midt i denne skærende kontrast. Området grænsende op til mit vindue er belagt med græs, træer og andet godt fra naturen, mens der 200 meter længere fremme ikke findes det mindste spor af Moder Natur. Der har vi i stedet at gøre med asfaltbelagte veje, huse og en skorsten, der efterhånden forsøger at signalere noget til rumvæsner, vil jeg skyde på.

Jeg vil ikke begynde at argumentere imod industrialisering af to grunde. 1) jeg er ikke komplet idiot 2) industrialiseringen har i sandhed gjort noget fantastisk for vores verden. Jeg vil i stedet belyse de måske lidt negative sider og fremhæve de meget positive sider ved den manglende industrialisering. Selv er jeg vokset op på landet og er derfor ikke bekendt med storbyens trængsel og alarm. På ture til København har jeg tit studset over de virkeligt ikke eksisterende grønne arealer. Noget jeg som inkarneret vestjyde nok ikke kan leve uden. Det er sjovt, hvordan storbymennesker immervæk har dårlige erfaringer med det at leve i et frit område på trods af de sikkert ikke tilstedeværende tidligere oplevelser. Der spørger jeg så mig selv, om vi (i parentes bemærket er vi, jyderne, nu et samlet folk) reelt er bedre. Alle ”rigtige” jyder vil aldrig kunne befinde sig i storbyen mere end en uge af gangen. Hvor mange kan skrive under på faktisk at have tilbragt mere end en uge i en storby? Ligesom med forhold, hvor den første måned er den sværeste, ser jeg logik i, at de første par uger i en storby også er sværere at gabe over end de efterfølgende mange.

Der er ingen vej tilbage. Industrialiseringen er vejen frem, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi alle bliver klar over det. Kina har indset det og er nu gået i en markant offensiv for at overtage alt. De har valgt at satse på dårlige vilkår til arbejderne og stadig voksende produktivitet. Noget de kan, fordi de er en kende flere end os blegfede danskere. Hvis ikke lille Wang Zu-Thein vil arbejde til mindsteløn, kan de formentlig gå til næste gadehjørne og møde en, der vil gøre det billigere end mindsteløn. Mange unge kinesiske piger prostituerer sig ved at agere rigmænds kærester, og på den måde tjener de penge. Som et folk der netop er rundet de 7 milliarder, kan det ikke komme som den store overraskelse, at arbejdspladser kan være hårdt tiltrængt. Problemet er meget åbenlyst. Den stormende udvikling fungerer kun få steder. Hvis man tager de sygdomsbefængte briller på og kigger sydligt på lande i Afrika, fremgår det tydeligt, hvad jeg mener. Folk lever stadig i hytter, der bogstaveligt talt er fremstillet af lort, mens man i Japan arbejder med intuitive robotter.

Der er også de folk, der konsekvent vælger at tage afstand fra moderniseringen af vores hverdag. Folk, som Bonderøven, der er blevet populære på tv for vilje til at klare sig selv og tilmed evnen til det. En hverdag fyldt med praktisk slid og slæb kan uden tvivl have sin charme. Jeg nævner ikke sådan en dejlig mand som Bonderøven uden grund. Jeg fralægger mig al mulig grund til at praktisere samme livsstil, men jeg kan se et smukt islæt over det. Det er ikke delen med at gøre alt selv, jeg vil lægge vægt på. Denne er også imponerende. Man ser så ofte eksempler på mænd med selvopfattelsen et sted syd for bæltet, der mener, de kan bygge dit og dat, men når det kommer til stykket, ender de boblende på sofaen med et ekstra stykke kage, og løftet om at arbejde endnu mere i morgen. Det er også synd, at de sådan er præget af en hård hverdag i forkøbet, og når de kommer hjem forventer konen faktisk, at de laver det, de har lovet. Det er da klart, at de skal slappe af. De burde nærmere blive serviceret til den helt store guldmedalje.

Nej, det er Bonderøvens evne til at nyde det store i det små, jeg vil tage fat i. Jeg har fundet mig et sted, som jeg kalder for mit eget helle. Det er sådan indbygget, at man er tilpas højt oppe til at skabe sig et formidabelt overblik. Samtidig når jeg står der på den lille efternøler af en bakke (mit hellige sted), passer det med, at jeg er fuldstændig afskåret fra nutidens industrialisering. Hvor langt øjet rækker, er der marker. Oftest er der ikke en lyd, vi er jo trods alt i Vestjylland. Når man står der, opnår man 9 ud af 10 gange en ”high on life”-følelse. Man priser sig lykkelig over at være til, mens man giver en fløjtende fis for al mediernes påvirkning af os. End ikke den kolossalt udviklede teknologi har nogen rolle at spille her. Hvilket faktisk ikke rigtigt er helt sandt, for da jeg forsøgte at afbilde stedet en gang, måtte jeg hive min smartphone frem fra lommen og snuppe mig et par billeder. Det viser sig også, at man ikke kan fange sådan en situation med en linse. Den er, hvad jeg vil kalde for den ultimative form for det at leve i nuet. Om du så måtte have en 20-siders biologirapport ventende på dig inden for de fængslende mure, ville dette ikke betyde noget. Du er i stand til at afskære alt. Hvis du har brug for at tømme tankerne (ja, du gættede det), kan stedet i høj grad også anbefales.

En gang oplevede jeg at gå derop og grine lidt af min egen tilværelse. Arbejdere var i gang med at anlægge en ny græsplæne længere nede ad bakken. Vinden blæste således, at røg fra en industriel skorsten nåede min radar. Der stod jeg og kunne fornemme den skønne intethed på den ene side, og fremtiden, industrialiseringen, på den anden side. I øjeblikket kunne jeg ikke beslutte, hvilken del jeg foretrak, så i stedet plantede jeg et smil på mig selv for at glædes de mange muligheder, jeg besidder. I netop sådan en situation var alle vores første verdens problem så små. Og alle andre problemer ligegyldige lige for en stund. Jeg er kæmpe tilhænger af at redde skønne naturarealer. Hvordan skulle det enkle men dog så komplekse menneske ellers få den letteste rus af alle? Rusen af livet. High on life til den dag jeg dør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...