Fuglesang/sangfugl

Så er tiden kommet til at publicere endnu et essay. Denne gang har jeg arbejdet med et lille ordspil, der giver sig til kende i titlen. Læs endelig med :-)

2Likes
0Kommentarer
942Visninger
AA

1. Fuglesang

Jeg går en stille tur i skoven. Jeg har taget min iPod med mig, da omverdenen fortæller mig, at jeg på den måde slapper bedst af. Hvor skulle jeg dog opleve sandheden andetsteds. Playlisten er proppet med det seneste pop, som de unge jo vil have. (Flere medier bruger alle deres ressourcer på at fortælle mig, hvad jeg skal lytte til, så de må vide noget om det skidt). Volumen er ikke særlig høj, jeg skulle jo som sagt slappe af. Jeg træder på en kvist. En mere. En myretue har gemt sig ovre i hjørnet i håb om at være i fred. Jeg mindes dengang man partout skulle træde på en nærtliggende myretue. Denne gang vælger jeg ansvarligt at fortsætte min færd og ønsker myrerne god arbejdslyst.

Da sker det, at jeg hører noget højt oppe fra. Noget så smukt har sjældent lyt i mit 16-årige gamle liv. Jeg står fuldstændig stille og lader mig betage. iPod’en bliver slukket for nemmere at kunne identificere en sådan lyd. Oppe i trækronen (en yderst smuk trækrone for resten, det er forår, og alt er smukt) ser jeg en lille fugl sidde. En yndig lille skabning. Højst på størrelse med et måleglas, og alligevel er den i stand til at skabe den smukkeste lyd af sine lungers fulde kraft. Planlagt var en tur rundt i skoven lige for at samle tankerne, men det bliver hurtigt skrottet. Jeg stiller godt og solidt under trækronen for bare at lade tankerne løbe frit. (Apropos løbe, bliver jeg passeret af 3 motionister, der har valgt at lægge ruten forbi denne skov).

Mens jeg står der, bliver jeg mindet om en speciel skov, jeg benyttede meget som lille. Sdr. Herreds plantage er navnet på denne lille oase af idyl. Ofte skulle min far løbe en lørdag eller søndag eftermiddag. Denne anledning benyttede min mor, min storebror og jeg selv til at køre med ham og gå en tur rundt i skoven. Når vi havde gået i mellem 5 og 10 minutter, kom vi til, hvad der dengang virkede som en kæmpe bakke. Jeg var blevet fortalt, at ingen ringere end alles gule ven, Bamse, boede her, når han ikke var i sit hus med den altid tippende skorsten. Hver gang vi kom forbi, skulle jeg undersøge stedet til punkt og prikke i håbet om lige sådan at bumpe ind i Bamse, og hvis alt løb vel selvfølgelig få en længe ventet autograf. Aldrig skulle jeg rent faktisk møde ham, men jeg blev ved at håbe, hvilket også forstærkede min lyst til gang på gang at gå tur netop i Sdr. Herreds plantage. I takt med tiden skulle jeg vokse op, min storebror var længere henne i det end jeg selv. Derfor blev turene til plantagen færre og færre, men minderne er minder, og de vil derfor ingen steder forsvinde hen.

Skønt hvordan en af skovens meget små skabninger kan minde mig om sådanne glædelige stunder, men det er ikke alt, hvad fuglen besidder. Samtidig bliver jeg mindet om en af Danmarks skønneste artister, en kvinde, vi skal prise os lykkelige over, er dansk. Hun hedder Agnes Obel og har lavet en plade, hun kalder for Philharmonics. Philharmonics handler i grove træk om naturen. Den natur, der har mindet mig om hende. Den natur, der desværre ikke huserer Bamse, men som jeg i stedet længe ønskede at tro på. En natur, der på en tilfældig gåtur rundt i skoven, skulle vise sig at byde mig en overflod af fantastiske vibrationer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...