Den anden side

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2012
  • Opdateret: 7 jun. 2012
  • Status: Færdig
Cecilia er opvokset i storbyen. Men det hele bliver vendt op og ned da hendes forældre flytter hele familien flere kilometer væk fra hele den store by og ud på landet. Hun stikker af på grund af vrede og kommer hen i mod en stor skov. Hun overnatter i skoven og vågner op i et stort fremmed land!

8Likes
5Kommentarer
2130Visninger
AA

6. William

- Av det svier! hylede jeg mens William rensede det store åbne sår på min hånd. Han rensede det med en mærkelig baige-farvet væske, og det sved ekstremt.

- Jeg er virkelig ked af at jeg tog dig med til Madame Susi, jeg troede hun snart ville omvende sig til det gode! sagde William mens han forbandt min hånd med nogle bandager.

- Hvorfor skar hun egentlig i mig? snøftede jeg og aede min ømme hånd. William så væk som om han egentlig ikke ville svare på mit spørgsmål. Jeg puffede let til hans skulder.

- Sig det nu, jeg er så forvirret! sagde jeg og klemte hans arm. Han tog min hånd og nussede den.

- Hun er bare interreseret i drømmevandre blod!

- Mit blod?

- Ja, hun syntes drømmevandres blod er fascinerende, det har denne flotte røde farve og hun fortalte mig dengang jeg var lille at hun syntes det ser magisk ud. Det er derfor hun samler på det.

- Hun lyder skræmmende, jeg har ikke lyst til at møde hende igen! sagde jeg og kiggede rundt i rummet. William havde fulgt mig hen til en lille landsby og ind i den sødeste lille hytte, som jeg havde en ide om var hans bolig. Charlie smilede til mig og fjernede rensemidlet til min hånd.

- Men er der da egentlig foreskel på mit blod og dit da? spurgte jeg og tænkte det igennem. William nikkede.

- I drømmevandreres blod er normalt menneske rødt blod mens vores....

- Har i en anden farve blod? udbrød jeg og kom med det samme til at tænke på rumvæsener. William grinede.

- Ja vores blod er den samme som jeres det er bare blå/lilla i stedet for rødt! grinede han. Jeg kunne mærke kvalmen og en klam syrlig klump komme på vej op. Det lød mega klamt med blå/lillat blod. Jeg tog mig til munden og hostede lidt.

- Bliver du dårlig? Spurgte William og satte sig ned til mig. Han trak min hånd væk fra min mund. Kvalmen forsvandt lige i det vi sad der hånd i hånd. Jeg rystede på hovedet. Han smilte og nussede mig i håret. Lige der kunne jeg ikke holde mig tilbage, jeg lagde mine arme om ham og maste mig ind til ham i et kram. Han holdt mig fast ind til sig.

- Bare rolig Cecilia, du skal nok komme hjem, og jeg skal nok hjælpe dig! lovede han. Jeg følte mig tryg hos William, det var meget sjældent jeg følte mig tryg hos nogen faktisk. Så det her var helt nyt og specielt. William slap mig lidt og så mig i øjnene. De små tårer i mine øjenkroge tørte han lige så stille væk med sin tommelfinger.

- Er du sulten? spurgte han. jeg rystede på hovedet men svarede:

- Meget! William grinede. Han slap mig helt og gik over og fandt lidt mad frem til mig. Han gav mig lidt kød og et æble og et majsbrød eller hvad det end var. Jeg tog en bid. Og smagen sprang på en måde inde i min mund. Så lækkert var det.

- Smager det godt? Spurgte han. Jeg nikkede voldsomt med hovedet.

- Er du gal, det smager jo himmelsk! og det er bare et normalt æble noget kød og lidt brød! sagde jeg overrasket. William trak på skuldrene.

- Godt du kan lide det, der er mere nede i kælderen i madkammeret. Sagde han og pegede ned på gulvet.

- Er her også en kælder? spurgte jeg endnu mere overrasket end før. Han nikkede og hoppede hen til et sted på gulvet hvor der lå et tæppe. Han fjernede tæppet og frembragte en lem. Jeg stillede den halvt spiste tallerken mad og gik over og hev lemmen op. Der var meget mørkt.

- Er der andet der nede? spurgte jeg og så fascineret ned i det store firkantede sorte hul. William nikkede.

- Der er gange der fører under jorden og ud af byen, men de er komplicerede. men de bliver mest brugt i krig! fortalte han. Jeg fik et chok.

- Kan her være krig? udbrød jeg og følte mig meget bange. William rystede på hovedet.

- Det er flere år siden der sidst var en krig, så det går nok sagde han. Jeg nikkede lette og bestemte mig for at gå derned.

- Det går nok ikke helt, du må hellere få noget søvn i stedet! Sagde han og hev mig op. Jeg puffede lidt til ham.

- Gemmer du da noget der nede? Spurgte jeg. han fniste sammen med mig og lukkede lemmen i. Vi gik over til bordet, og der kom jeg i tanke om noget. Han havde ikke svaret på mit spørgsmål. Gemte han virkelig noget der nede?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...