En Skygge i Mørket

Dette er en novelle som jeg skrev i 8. klasse vil jeg tro. En temmelig kort gyser historie om et barneværelse og en skygge i mørket. Håber i nyder den.

0Likes
0Kommentarer
785Visninger
AA

1. En Skygge I Mørket

   En sen sensommer eftermiddag sad lille Izzie Spinet i sin vindueskarm og så ud af vinduet, ned på gaden, ned på alle de travle mennesker der hastede hjem fra arbejdet for ikke, at komme for sent hjem til aftensmaden.

   Izzie og hendes mor var lige flytter ind på anden sal til venstre i en lejlighed i en lille grå bygning. Bygningen lå lige i udkanten af byen, lige op til et meget beskidt og fattigt kvarter.

   ”Izzie, det er langt over din senge tid!”, sagde hendes mor irriteret, og løftede hende ned fra vindueskarmen. Hun placerede hende under dynerne i sengen og puttede dem godt ned om hende.

   Hun smilede ned på sin 4-årige datter, der lå med sin dukke ved siden af sig.

   ”Og kan du så sove godt?”, spurgte moren og kyssede hende på panden, der var omkranset af et hav af lyst krøllet hår.

   ”Min egen lille engel”, tænkte moren kærligt og strøg hen over det lyse hår der altid havde mindet hende om en glorie.

Moren tændte Izzies natlampe, gik ud af det lille barneværelse og lukkede omhyggeligt døren efter sig.

   Izzie lå i sengen og knugede sin dukke ind til sig, imens hun fascineret så på lyset fra sin natlampe med store øjne. Hun elskede den natlampe. Den lampeskærm var skåret ud i forskellige former af savannens dyr, og de lyste roterende om på væggen med et dejligt gult lys.

   Aftenen var koldere end normalt og det blæste forfærdeligt, og Izzie krøb længere ned under den varme dyne.

   Et andet sted i huset hørtes sagte, og hule dunk, som når et åbent vindue blæser ind mod husmuren. Blæsten tog til, og dunkene, blev højere.

   Regnen begyndte at tromme højt mod ruderne og et lyn flænsede nattehimlen lige over den grå bygning.

   Izzie for forskrækket sammen og trak dynen op over hovedet. Hun hadede tordenvejr. Hun var så bange for, at lynene en dang ville ramme den grå bygning og slå både mor og Izzie ihjel.

   Dunkene blev højere. Men du lød det ikke bare som om vinden tog til, det lød som om der var noget eller nogen der bevægede si gennem lejligheden med langsomme faste skridt. De blev højere og højere, nærmere og nærmere.

   Med ét lød der et ordentligt brag, og hele det lille værelse blev lyst op i et glimt, som selv Izzie under den tynde dyne kunne se. Så blev alt stille.

   Izzie blev liggende et øjeblik under dynen, men tog så mod til dig, og tittede op over dynens kant.    Værelset var lagt hen i mørke, strømmen var gået da lynet slog ned. Hun rakte armen ud og tændte og slukkede for kontakten til natlampen et par gange. Ingenting skete.

   Lille Izzie holdt sin dukke godt fast i sine små buttede arme. Hun kiggede rundt i det lille rum. Det hele så lige pludselig meget mere uhyggeligt ud, end det havde gjort da det var lyst. De hvide gardiner, blafrede faretruende i den kraftige vind de kom ind fra små utætheder i vinduet.

   Porcelænsdukken på kommoden i hjørnet så alt for livagtig ud med sit hvide ansigt og øjne der så over mod Izzie. Og den let åbne klædeskabs dør, så ud som om den let kunne gemme en masse skræmmende uhyre bag sig.

   Hun gøs og kneb øjnene hård sammen et øjeblik, og håbede inderligt, at alt ville være badet i et trygt lys når hun åbnede dem igen. Det var det ikke.

   Døren var åben, lagde hun pludselig mærke til. Den dør som hende mor så omhyggeligt havde lukket efter sig, stod nu på vid gab. Bukken røg tættere ind mod brystet.

   Dunkene fra før vendte langsomt tilbage, og lød nu mere som lette fodtrin på gangen uden for det lille værelse.

   Izzie åndede lettet op. Fodtrinene lød bekendte.

   ”Nu kommer mor og får lyset tilbage”, tænkte hun, og slappede af i de spændte muskler.

   Men da fodtrinene nåede døren, var der ingen mor. Der var ingen ting. Helt tomt.

   Izzie lå og kiggede skræmt på den åbne dør i meget lang tid. Hendes små hænder rystede.

   Til sidst kunne hun ikke lade være med at glippe med øjnene og gabe en enkelt gang. Hun kastede et sidste blik mod døren, og så faldt hendes små øjne i.

   Der var helt stille i værelset, ud over lyden fra regnen mod vinduerne og lyden af tordenvejret der forsvandt i det fjerne.

   ”Dunk, dunk”.

   Izzies lille krop rejste sig brat i sengen, og hun stirrede igen på døråbningen. Hendes hjerte hamrede hurtigt og hårdt i brystet på hende.

   Lyset i værelset havde forandret sig. Det lignede lyset på det tidspunkt på aftenen, hvor solen er lige ved at gå ned, men den stråler fylder dog stadig verden med lyst og lange skygger. Og midt i værelset stod en mørk skygge. En skygge der ikke burde være der.

   Tårerne samlede sig i Izzies øjenkroge, og tommelfingeren kom i munden. Den tommelfinger som hun ellers så fint havde vænnet sig af med.

   Skyggen begyndte langsomt at komme nærmere, meget langsomt. Og de hule, lette fodtrin begyndte igen.

   Izzie sad stiv af skræk, imens Skyggen kom helt tæt på.

   En isnende kulde krøb in En isnende kulde krøb ind over hende. Det lagde sig om hendes krop i et kvælertag, og det gjorde ondt når hun indåndede den tunge iskolde luft.

   Fodtrinene var kommet helt hen til sengen nu, og Skyggen lænede dig langsomt ind over hende.

   Rædslen for op i Izzie og hun ville skrige på sin mor, men kunne ikke. Det eneste der kom frem var en hæs hals lys, helt nede fra bagerst i halsen.

   Skyggen løftede langsomt, meget langsomt noget der kunne minde om en arm og rakte ud mod Izzie. Hun kravlede bag ud, så lang hun kunne komme i den lille træseng, og gloede med åben mund på armen der langsomt kom nærmere. Lynhurtigt greb armen frem og lagde sig om Izzies lille hoved ingen hun kunne nå så meget som at blinke, hende øjne faldt i og mareridtene væltede ind over hende. Blodige, uhyggelige mareridt. Mareridt af den værste slags.

   Izzie ville vågne, men Skyggen tvang hende til at blive i de forfærdelige drømme, fyldt med skrig, smerte og rædsel. Den slap langsomt hendes hoved, og hendes lille krop faldt helt slapt ned i sengen.

   Hendes øjne bevægede sig hurtigt under de tynde øjenlåg, og hendes mund var åben i et lydløst skrig.

   Skyggen trådte væk fra sengen og begyndte langsomt at bevæge sig baglæns, imens den langsomt forsvant.

   Men Izzie drømte videre selvom Skyggen var væk. Først flere timer senere vågnede hun med et skrækindjagende skrig, og hendes mor kom løbende. Hun prøvede panisk at berolige sin lille pige, men pigen blev ved med at skrige.

   Lidt senere hørtes sirener uden foran den lille grå bygning. Den skrigende pige blev ført ned i en ambulance, og naboerne tittede nysgerrigt frem bag deres gardiner.

 

   Izzie og hendes mor flyttede ud af lejligheden blot to dage senere. Men Izzie ville blive ved med at få mareridt selvom de kom væk fra husket, og de ville blive ved hver nat resten af hendes liv. Lægerne vidste det ikke, Izzie og hendes mor vidste det ikke, men Skyggen, Skyggen vidste det.

   Det næste to år flyttede fem familier ind i lejligheden på anden sal til venstre i den grå bygning, og lige så mange flyttede ud igen. Alle af en og samme grund; en Skygge i mørket og voldsomme mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...