Fool In Love ~ Jason McCann

Nu ville jeg bare lige prøve at skrive en "one shot" so .. here we go. :)

39Likes
39Kommentarer
2785Visninger

1. ~

"So I guess I'm a fool. I'm a fool in love, but I'm willing to stay here, and bask in the glory of his heart. I guess I'm a fool in love, but I'm willing to look so stupid 'Till I've had enough" ..

 

Jeg sad på sofaen. Ventede trættende på ham, som jeg nu havde gjort de sidste 3-4 måneder. Hver aften ventede jeg på at han ville komme hjem, og det endte altid med at jeg faldte i søvn i mens jeg ventede. Han kom sent hjem, få gange tidligt. Og når han endelig kom, strejfede han mig  aldrig et blik. Det var som om han var ligeglad med mig, eller måske var han, men jeg kunne ikke give slip på ham. Jeg elskede ham for højt til det. Han var nærmest hendes et og alt. Et suk røg ud af mine læber, og jeg kørte en hånd igennem mit brune hår. Han havde så mange givet mit hår komplimenter, og fortalt mig at han elskede at det var så blødt og langt. Men sådan var det ikke længere. Intet var som før. Han var ikke som før. Men jeg håbede at det ville blive det, så inderligt - men alligevel vidste jeg også, at det ikke ville. Jeg var ikke dum, bare ikke klog nok til at slippe ham, mit livs kærlighed. Min dybe tanker blev afbrudt af en dør smække, og jeg fik ihærdigt rejste sig op for at møde ham.

“Hey” mumlede jeg, og i det han fik øje på mig, blegnede hans smil. Han kiggede på mig med kolde blikke, og der var ingen tvivl om at han ikke var glad. Langt fra. “Hey. Hvorfor er du stadig oppe?” spurgte Jason med en kold tone, og tog sit overtøj af. Jeg hjalp ham, men han skubbede mig bare irriteret væk. “Isabella, jeg kan godt tage mit overtøj af selv” konstaterede han, og jeg nikkede hurtigt. Jeg trak mig tilbage, og sikrede mig at jeg ikke gjorde noget forkert, så han blev sur. Det sidste jeg ville have lige nu, var at han råbte og skreg. “Undskyld” hviskede jeg nærmest. Han nikkede ligeglad og satte kurs i mod stuen. Jeg gik efter ham, som en lille hund. Men jeg følte ikke at jeg havde andre valg. Hvis jeg ikke gjorde det, var jeg, Isabella, bange for at han ville blive sur på mig. Jeg hadede sådan når han blev sur på mig. Det gjorde ondt. Så forbandet ondt.

“Hvor har du været?” Jeg tog endelig modet og spurgte ham efter flere uger. Men jeg kunne ikke klare tanken om det længere. Jeg havde overvejet de steder han kunne tage til de første dage, men som dagene gik og han kom senere og senere hjem, vidste jeg, at han tog et specielt sted hen. Jeg vidste også hvor, men håbede at jeg troede forkert. “Hvad rager det dig?” spyttede han ud, og kastede sig på sofaen. Han lagde fødderne på bordet, og jeg sank en klump inden jeg fortsatte.  “Hvor har du været?” gentog jeg, denne gang højere og mere med selvtillid i stemmen.

“Ude” svarede han denne gang, og himlede med øjnene. “Hvor har du været?” Jeg tog en dyb indånding, og gentog for tredje gang mit spørgsmål. “Jeg svarede ude, er du døv?!” halv råbte han, og rejste sig op. Jeg rejste mig også op og gik hen i mod ham. “Jeg spørger dig pænt noget, så svar mig pænt!” skreg jeg ham oppe i ansigtet. Han tog et skridt tilbage og kiggede på mig med overraskede blikke. Lige så gjorde jeg. Jeg havde ikke troet at jeg ville råbe ham i ansigtet, og det var heller ikke mit hensigt, men jeg blev så vred. Ikke kun på ham, men også mig selv. Han svarede ikke, i stedet gik han tættere mod mig, tog om mit håndled og skubbede mit hårdt mod den første væg. Han holdte stadig fast på mit håndled, og skubbede også sin krop tættere mod mit nu. 

“Du skal ikke sige hvad jeg skal gøre, Isabella. Gør det en gang til, og jeg fucker dig op” Og med de ord, slap han om mit håndled, lod mig falde ned på det kolde gulv og smækkede døren efter sig. Jeg lod tårerne trille ned af mine kinder, og rejste sig med besvær op for at gå oppe på værelset for at sove.

~

Dagen efter vågnede jeg op af et par arme rundt omkring min krop. Jeg slog hurtigt øjnene op, og så hvem det var, der havde lagt arme omkring hende. Da jeg så, at det bare var Jason, steg vreden i min krop. At han bare kunne komme og tro, at han kunne lægge sig sådan med mig, efter at have behandlet mig som lort i måneder, og i går var grænsen. Nej, det ville ikke være så let. Jeg skubbede irriteret hans hænder væk, og skubbede mine fødder ud af sengen og trådte på gulvet. Jeg gik først ud på badeværelset for at ordne mig, børste tænder, rede hår og hvad man nu gjorde om morgenen, og derefter gik jeg ned i køknet for at lave mad til mig selv. Jeg havde ikke tænkt sig at gøre noget for ham. Hah, ikke som før. Efter i går, var jeg færdig.

“Godmorgen” hørte jeg hans stemme sige bag mig. Jeg ignorerede det, og fortsatte med at tage små bider af mit toast samtidig med at jeg stirrede på fjernsynet hvor Top Model i øjeblikket var kørende. “Jeg sagde godmorgen” gentog Jason, og kastede sig ved siden af mig. Jeg kiggede kort på ham, og rejste sig op for at sætte sig på den anden sofa. “Hvad fuck er der galt med dig?” vrissede han, og prøvede tydeligvis stadig at vågne op, da han gled øjnene. Jeg vidste ikke engang hvad tid han kom hjem i går, eller i dag midnat, og Jeg kunne ærligtalt ikke være mere ligeglad. 

“Kom og sæt dig her” ordrede han, men jeg rystede bare på hovedet. “Jeg har ikke lyst til at sidde tæt på dig. Ork, jeg har ikke engang lyst til at trække vejret med dig i samme rum - så hvad får dig til at tro, at jeg vil sidde ved siden af dig?” spurgte jeg og rystede endnu engang på hovedet. Hans øjne blev store, og det var lige før at han ville eksplodere, men jeg var ligeglad. Jeg var så træt af alt, bogstaveligt. Han kunne hvad han havde lyst til, men jeg var færdig. Jeg følte ikke engang at jeg havde grunde til at leve længere. Mine forældre som var ligeglade med mig, fordi jeg dummede mig og flyttede ind med en jeg troede var mit livs kærlighed, og det var han også indtil han forvandlede sig til et monster. En person jeg ikke kendte, som kun behandlede mig dårligt. Han havde ikke tæsket mig, ikke endnu og jeg frygtede at den dag ville komme, men at han råbte og skreg, var ligesom det samme for mig.

“Isabella, hør her. Undskyld, okay?” startede han, men jeg rystede på hovedet. “Jeg er færdig med dig og dine lamme undskyldninger” svarede jeg, og stillede den tomme tallerken på bordet. Hans blikke røg op og ned af mig, og han sukkede tungt inden han fortsatte. “Jeg elsker dig, okay? Isa, du ved at jeg elsker dig, så fucking højt” Jason mumlede det sidste, men jeg hørte det så tydeligt. Men på en eller anden måde troede jeg ikke på det denne gang. Alle de andre gange havde jeg troet på det, som en idiot. Men denne gang, endte jeg med at ryste på hovedet som et tegn på at alt det han sagde var bare løgn. “Bullshit” svarede jeg.

“Du siger at du elsker mig, men du behandler mig stadig som lort. Ved du overhoved hvad elsker betyder, Jason? For det tror jeg ikke du gør, overhoved. Men du kunne jo starte med at fortælle mig hvor du var henne i går, vil du ikke? Jeg ventede på dig hele natten” Jason kiggede med overraskende blikke på mig. “Du ventede på mig?” spurgte han, med sjovt nok en overraskende klang i hans stemme. Der røg et falsk grin ud af mine lyserøde læber, som der førhen kun var plantet smile på. Han havde ødelagt alt. Mit glæde i livet. “Ja, dumt ikke? Jeg så ikke at du var ligeglad med mig… ikke indtil i går” Han svarede ikke. Fortsatte med at blive tavs. “Hvad lavede du i går, eller bare alle de andre natte?” spurgte jeg ham endelig, da stilheden kom i mellem dem. Han kiggede op på mig med de øjne jeg førhen så glæde i, ligesom mine egne. Og hurtigt kom minderne tilbage. Første gang vi mødtes, vores første date, første kys sammen, også videre.

“Slip!” råbte jeg og prøvede at få hans hænder væk fra min krop. Lige meget hvor meget jeg så end prøvede, kunne han ikke få hans hænder fra min krop. Det var som om de var limet fast. Tårerne trillede ned af mine kinder, og samtidig søgte mine øjne desperat efter hjælp. Jeg prøvede at skrige, råbe efter hjælp, men intet lyd kom ud af mine læber. Jeg gav op og lukkede øjnene. “Please stop” hviskede jeg, med stadig lukkede øjnene og få sekunder efter blev hænderne fjernet. Da jeg slog øjnene op, så jeg, at manden som prøvede at voldtage mig, var nu ved at blive gennem banket af en. Han blev ved og ved, til manden ikke kunne sige et ord mere, og derefter rettede han hans opmærksomhed på mig. “Du, er du okay?” spurgte han, lagde en hånd på mine bar’ skuldre. Jeg rystede på hovedet samtidig med at tårerne vrimlede ned af mine kinder. “Shh, han kan ikke gøre dig noget” svarede han, og jeg tænkte mig ikke om før jeg lagde armene rundt om ham og krammede ham hårdt. Jeg turde ikke give slip på ham ved tanken om at han måske ville forsvinde. “Jeg hedder for resten Jason” hørte jeg ham præsentere sig selv, men stadig armene rundt om hinanden. “Jason, Jason McCann”

~

“Så, hvor skal vi hen?” spurgte jeg nysgerrigt og under hele køreturen havde mit smil ikke blegnet en eneste gang. Han formåede’ at få det smil frem på mine læber som ingen anden har gjort. “Det kommer du til at se” svarede han kækt og blinkede med det øjne, hvilket fik mig til at rødme straks. “Du ser for resten ret godt ud, Isabella” mumlede han, og prøvede at se hans bivirkning på mig, men holdte dog samtidig også fokusset på vejen.

~

“Er det okay?” mumlede han mod mine læber. Jeg sank en klump og nikkede straks. Der gik ikke før to sekunder inden jeg kunne mærke hans læber for første gang mod mine, og ork, jeg følte mig i himlen. Det var som om at alt stoppede det øjeblik deres læber mødte hinanden, og jeg kunne ikke beskrive den følelse jeg havde i kroppen lige nu. Jeg brændte inden i, af glæde. “Vil du være min kæreste, Isabella?” spurgte han mig om. Jeg kunne ikke andet end nikke, og tænke over hvor heldig jeg var det øjeblik, for at få møde en som ham. En som jeg ikke troede ville gøre mig ked af det. Men jeg havde taget fejl. Grueligt fejl.

-

Jeg rejste mig op og tog tallerknen som jeg havde lagt på bordet, for at stille det i opvasken og jeg kunne se, at Jason fulgte efter mig. ”Jeg var hos Josh” hørte jeg ham sige bag mig. Jeg rystede på hovedet og vendte mig mod ham. Jeg vidste at han ikke var hos Josh. Josh ville ikke lade ham være der i så lang tid hver nat. Han nærmest hadede Jason. Eller hvem gjorde ikke det? Jeg var den eneste han havde tilbage, faktisk. Hans forældre og bror var død, og udover Josh og jeg, var Jason alene.

”Fortæl mig det sande, for engangs skyld Jason!” Han kiggede på mig og himlede straks med øjnene. Jeg vendte mig om for at fortsætte til køknet, da jeg hørte hans stemme igen, bare tættere på denne gang.

”Vil du virkelig gerne vide det, Isabella? Vil du virkelig gerne vide hvad jeg har lavet alle disse nætter?!” spurgte han mig vredt, og kort efter tog han fat i min arm og stoppede mig. Jeg vendte mig om mod ham så vi stod ansigt til ansigt.

”Ja forhelvede! Ja! Fortæl mig hvad du har lavet!” råbte jeg af irritation og skubbede ham lidt væk. Han kom dog bare tættere og tættere på mig. ”Jeg var hos Kayla, og vil du vide hvad vi gjorde?” spurgte han mig med et lusket smil, og havde allerede skubbet mig mod den første væg han fandt. Jeg sank en klump og kiggede ned. Jeg vidste allerede hvad de havde lavet.Jeg fik hende til at skrige mit navn i fornøjelse, Isabella. Jeg –” Jeg stoppede ham hurtigt og gjorde alt for ikke at græde foran ham. ”Skrid” hørte jeg mig selv sige. Han kiggede på mig med opløftede øjenbryn og havde stadig det luskede smil, som jeg hadede mere end noget andet. Jeg hadede alt ved ham.

Fuck ud, Jason! Jeg vil ikke se dig, er du med? SKRID” sagde jeg, skubbede så hårdt til ham, at jeg mistede kontrollen over tallerknen jeg holdte, som nu var smadret itu. Jason havde et overraskende ansigt udtryk, og jeg vidste netop hvorfor. Jeg havde lige bandet. Jeg prøvede altid at være høflig, ikke at bruge skældsord ligesom de fleste. Jeg gik forbi ham og hen til skabet hvor kosten, støvsugeren også videre stod, tog fejebakken og gik hen for at samle det ødelagte tallerken. Lidt efter kunne jeg mærke at han bøjede sig foran mig, og kiggede på alt hvad jeg gjorde. Hvert eneste bevægelse jeg tog. Tårerne løb ned af mine kinder, og ligemeget hvor meget jeg havde lyst til at stoppe dem, gad de ikke.

Isabella” begyndte han, men jeg afbrød ham ved at ryste på hovedet. ”Undskyld” Jeg rystede på hovedet. ”Jeg gider ikke høre dine laterlige undskyldninger, okay? Du har sagt undskyld til mig mindst 100 gange, og dagen efter, hvad sker der så Jason? Fortæl mig der sker? Oh, det kan du ikke. Hvorfor? Fordi du sikkert er fucking flov over dit opførsel. Men ved du hvad, lad mig fortælle dig det. Du ignorer mig, råber og skriger af mig, når jeg prøver at komme i kontakt med mig, og du får mig til at føle som intet. Jeg forstår nogen gange ikke hvorfor jeg stadig lever med dig, Jason. Du får mig til at føle mig som intet” Jeg pustede ud, da jeg fik sagt alt ud, og jeg kunne se, at Jason lige skulle bide alt til sig.

”Jeg tager tilbage til LA i morgen, og bor hos mine forældre igen” hørte jeg mig selv sige, og bed mig nervøst i læben. Mine forældre boede i LA, i mens jeg boede helt i Canada for Jasons skyld. Det var på grund af ham jeg var flyttet væk fra mine forældre, kun for at bo sammen med ham. Hvilket jeg så fandt ud af var et af mine største fejl. Hvis jeg ikke havde taget på besøg hos min kusine som kun boede 1 time fra Jason og jegs hus for et halvt år siden, ville jeg ikke have mødt Jason den dag jeg næsten blev voldtaget. Men jeg mødte ham, og forelskede mig i Jason. Den Jason som jeg elskede mere end alt. Jason kiggede ned, og havde lukkede øjne. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gik tættere på ham, løftede hans hage, og i det øjeblik fandt jeg ud af at han havde tårer i øjnene. For første gang havde jeg set ham med tårer i øjnen, Jason McCann – som aldrig græd.

”Please forlad mig ikke, Isabella. Jeg ber dig” sagde han, tog fat i min hånd og få sekunder efter trak han mig i et kram. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, andet end stå stille og lade ham kramme mig. ”Jeg elsker dig, Isabella. Jeg elsker dig virkelig så højt” hviskede han i mit ører, og der gik ikke et minut før jeg kunne mærke hans læber på mine. De læber som jeg havde savnet mere end noget andet.

Jeg .. jeg kan ikke” Jeg rystede på hovedet, undlod at se hans triste blikke, løb oppe på værelset og fik låst døren inden jeg satte mig på sengen som vi førhen brugte sammen til at sove og græd hele natten. Jeg kunne ikke andet end at sidde og græde som en eller anden taber, men samtidig fik jeg også pakket alt mit tøj. Jeg lavede ikke sjov, da jeg sagde til ham, at jeg ville flytte. Jeg ville ikke lave sjov med sådan noget. Jeg havde tænkt mig at flytte tilbage til mine forældre, og jeg vidste at de ville blive sure på mig, men jeg kunne bare ikke leve sammen med Jason længere. Jeg kunne ikke klare det.

~

Jeg sad og trippede med mine fødder og ventede på at mit fly ville lande så jeg kunne tage til LA så hurtigt som muligt. Da mit blik flakkede rundt i lokalet og endte hos et par, fik jeg straks tårer i øjnene. Det mindede mig om Jason og jeg engang. Dengang vi havde det godt. Jeg havde bare gået i morges uden at sige farvel til ham, og jeg kunne alligevel heller ikke finde ham. Ikke at jeg havde tænkt mig at sige noget til ham, men jeg ville se ham en sidste gang inden jeg skulle væk. ”Los Angeles passager bedes gå til Gate 50” blev der råbt over højtalerne. Jeg tog min håndtaske og flaske i hånden og satte kurs i mod min gate, lige indtil jeg hørte en råbe mit navn. En alt for velkendt stemme var det.

”Hvor har du tænkt dig at tage afsted uden mig, Isa?” Jeg vendte mig om, og så Jason stå foran mig med en håndtaske og have et virkelig lusket smil.  ”Troede du at jeg bare ville lade dig gå? Ahh.. Du vil til LA? Så tager vi til LA” råbte han udover hele lufthavnen, så folks blikke var rettet i mod os. Var der skjulte kameraer, eller?

Jeg elsker dig, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at lade dig gå” hørte jeg ham sige, og da jeg kiggede op, opdagede jeg at han stod lige foran mig, med en billet i hånden. ”Og jeg er klar til at starte forfra, hvad med dig?” Jeg rystede på hovedet, inden et lille smil kom frem på mit læber. Jeg vidste at han ikke fortjente en chance til, og det sikkert også var dumt af mig at give ham det, men jeg kunne alligevel ikke stoppe med at tænke over at han ville droppe sit liv her og flytte til LA med mig.

”Det vil tage dig lang tid, Jason. Men yeah, lad os starte forfra. Jeg hedder Isabella O’Connor, hvad med dig?” spurgte jeg, og rakte hånden. Jason kiggede til at starte med ret overrasket på mig, men tog så imod den med et kækt smil. ”Hmmm O’Connor? Jeg hedder Jason. Jason McCann” svarede han, og blinkede med det ene øjne. ”Noget galt med mit efternavn?” spurgte jeg forvirret. ”Isabella McCann ville lyde så meget bedre, shawty” hviskede han mod mit ører. ”Nah” svarede jeg grinende og begyndte med at gå.

”Jason O’Connor lyder faktisk også godt” Da han hørte det, fik han så store øjne, at jeg brød ud i latter midt på lufthavnen. ”Jeg holder mig til Jason McCann” svarede han, flettede hans fingre i mine og endnu engang begyndte vi igen med at gå i mod flyet. Vi satte os på vores pladser, som Jason på en eller anden måde fik til at blive ved siden af hinanden. Han var endda ved at slåse med manden der sad ved siden af mig, fordi han ikke ville bytte billetter, men det endte med at Jason fik hans vilje, og nu sad vi sammen, og var parat til at starte fra ny. Jeg kiggede smilende på Jason og legede lidt med hans hår, som var så blødt. Jeg elskede hans hår. "Jeg vil gøre dig til en McCann en dag, Isabella. Bare vent” hørte jeg ham sige, inden jeg lagde mit hoved på hans skuldre og faldt i søvn, med ham og vores fremtid i tankerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...