He figured me out - JDB

Gabriella Mauntell på 16 år, har mistet hendes forældre ved et flystyrt da hun var 13 år. Siden da har hun arbejdet hårdt og knoklet for at tjene penge for at betale hendes tilstedeværelse på forskellige hoteller. En dag skal det store teenageidol, selveste Justin Bieber, bo på et hotel i fem dage, nemlig det hun selv bor på. Hun kender intet til ham, men ved et beachparty som hotellet afholder, bliver hele Gabriellas liv forandret. Kan hun klare forandringen, fortsætte livet og ikke tænke på fortiden? Eller afvise fremtiden og holde fast i fortiden?

68Likes
207Kommentarer
14746Visninger
AA

3. Michaylas synsvinkel.

Hun var fuld af løgn. Hvorfor fortalte hun ikke noget? Måske var det forkert at kigge i hendes private dagbog, men den faldt ned fra hendes taske da hun var spurtet op på mit værelse. Jeg ville bare give hende den, men den var åben. Jeg kunne bare ikke lade være.

Hun så på mig med en rynket pande og forstod tydeligvis ikke hvad jeg mente. Jeg sukkede og tog hende dagbog op. "Er vi ikke veninder? Du kunne have fortalt mig det, jeg ville hjælpe dig." sagde jeg til hende og sukkede endnu en gang.

Jeg kunne se på hende, at hun var begyndt at få tårer i øjnene. Nej nej nej. "Gabriella.." sagde jeg opgivende og gik over til hende og slog armene om hende. Jeg kunne mærke min bluse blive våd af hendes tårer. Hvor var jeg også bare dum. Jeg havde jo undret mig over hvorfor hun var gået i det samme tøj ugevis. Hun lugtede heller ikke særlig godt - ikke for at være ond. Men jeg kunne have fundet ud af det. Jeg var bare for dum til at hoppe på hendes løgne.

"Hvorfor sagde du ikke noget?" spurgte jeg igen, efter at have trukket mig ud af krammet. Hun så på mig med våde øjne. Jeg fik ondt af hende. Det var også virkelig svært at miste ens forældre og bo ude på gaden i tre år. Og så knoklede hun hårdt for at tjene en smule penge. Jeg havde altid brokket mig over at jeg aldrig fik lønforhøjelse. Men jeg burde være taknemmelig for det jeg rent faktisk har. Gabriella havde intet.

Hun svarede mig ikke, men tog hendes taske om skulderen igen. Hvor skulle hun hen? Hun hev dagbogen ud af min hånd og skyndte sig forbi mig. "Gabriella, vent!" råbte jeg og løb efter hende. Hun ville åbne hoveddøren, men jeg blokerede. "Du må ikke gå," sagde jeg og så på hende. Jeg ville bare hjælpe hende, hun kunne ikke bare gå.

"Flyt dig, Michayla!" råbte hun i hovedet på mig. Hendes stemme var knækket over og hun græd. Jeg fik selv tårer i øjnene af at se på hende. "Du kan ikke bare gå, Gabriella! Hvor vil du sove? I skoven igen?! Hvorfor vil du ikke forstå at jeg bare vil hjælpe dig? Jeg har et hus du kan bo i!" Min stemme var stærk i forhold til hendes. Hun sagde intet - Men hendes tårerfyldte øjne sagde alt.

Lidt efter sad vi i stuen begge to. Jeg havde givet hende en dyne, hun frøs nemlig meget. Hun lå på en sofa og jeg sad på bordet foran hende. Jeg ville høre alt. Alt hvad hun havde været igennem og hvordan det hele skete. Men jeg troede ikke hun ville fortælle mig det. Hun lå helt stille, uden et ord. Jeg sad bare og stirrede på hende.

"Jeg var tretten.." Hendes stemme var hæs og hendes øjne gad ikke stoppe. Hun græd som et vandfald, men lydløst. Utroligt at hun kan fælde en masse tårer uden at sige et eneste ord. "De skulle på forretningsrejse.. I et par dage.." sagde hun efter noget tid. Jeg sad overfor hende og nikkede.

Det gjorde ondt i hjertet at tænke på, at hun ingen forældre havde. Jeg sagde intet til det hun fortalte, jeg lyttede bare. Der var ingen ord som kunne siges, som ville gøre det hele godt igen. Jeg føler med hende. Jeg mener, jeg ønsker mig hele tiden at mine forældre bare forsvandt, næsten hvert eneste dag..

 

Jeg fik min korte kjole på og rettede lidt på mit krøllede hår. Jeg glædede mig helt vildt meget til festen i aften, Ethan var en dreng jeg kunne lide. Han holdte fest og det var min chance for at få ham. Jeg har været vild med ham længe nu, og jeg har aldrig taget mig sammen til at fortælle ham det. Det var i aften alt skulle ske.

"Mor, jeg smutter nu!" Miranda, Serena, Taylor, Nathalie og Zoe var dukket op. De var mine bedste veninder, og det var så også dem jeg skulle følges med til festen. "Skat, du er hjemme klokken elleve!" råbte min mor inde fra køkkenet. Jeg sukkede og vendte mit blik om på pigerne. De sendte mig mærkelige blikke.

"Helt ærligt, hvorfor er din mor sådan?" Serena sendte mig et ondt blik og tyggede på sit tyggegummi. "Ehm.. Bare gå, jeg indhenter jer." Jeg skubbede dem ud af døren og smækkede den i. Godt nok var de mine bedste veninder, men dem kunne man ikke stole på. De ydmygede én, hvis de fandt ud af noget. Min mor var ved at ødelægge det hele for mig.

"Seriøst, mor? Foran mine veninder? Og som om jeg gider komme hjem ved elleve tiden." sagde jeg med en sur klang i stemmen. Hvilken person i denne her verden tager til fest klokken otte og kun er der i tre timer? Min mor plaprede løs om hvorfor og jeg sukkede.

"Jeg går og kommer ikke hjem klokken elleve!" råbte jeg og fik mine stiletter på. Nogle gange var min mor virkelig overbeskyttende. "Hvis du ikke gør, så får du stuearrest!" Min mor kom ud til mig og sendte mig et dræberblik. "Jeg gider ikke." Jeg åbnede hoveddøren, men hun tog fat om min hånd.

"Jeg bryder mig ikke om den tone, Michayla!" råbte min mor og lukkede hoveddøren. Helt ærligt! "Mor, jeg er sytten! Jeg har ikke brug for at du fortæller mig hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal!" Jeg blev sur. Hun bestemte for meget. Nogle gange ønskede jeg bare min far var her. Han var i det mindste nemmere at overtale.

"Hvis du skal opføre dig sådan her, må du ikke tage med! Gå op på dit værelse! Nu!" Min mor så surt på mig og pegede hen mod trappen. Jeg måbede. "Jeg hader dig! Jeg vil ønske du bare forsvandt!" råbte jeg og trampede op på mit værelse. Min mor skulle bare dø..

 

"Og jeg lyttede ikke.." Gabriella tørrede hendes tårer væk. Idét hun gjorde det, opdagede jeg at jeg også sad og græd. "..Jeg nød at mine forældre var væk," fortsatte hun med en knækket stemme. Jeg snøftede en enkelt gang og så på hende. Jeg turde ikke engang tænke på, at jeg en gang til vil komme til at ønske, at min mor var død. Jeg tørrede mine tårer væk og satte mig ned foran hende.

"Gabriella.." sagde jeg, og jeg kunne sagtens høre på mig, at jeg græd. Jeg trak hende ind til mig og krammede hende. Hun græd ned i min skulder og jeg græd ned i hendes. Jeg havde virkelig ondt af hende. Hvis jeg var hende, havde jeg begået selvmord for længe siden. Men hun holdte ud og fortsatte. Hvis jeg nogensinde skulle stå i hendes situation, ville jeg ikke kunne være så stærk som hun havde været.

Det blev aften og vi gik op på mit værelse igen. Gabriella var allerede faldet i søvn, jeg havde givet hende min varme snoopy pyjamas, og så havde jeg givet hende min varme dyne. Hun havde fryset i rigtig lang tid nu, så hun fortjente at ligge helt selv i min bløde seng, med dyne og det hele.

Jeg lagde mig ned på en madras og fandt min mobil frem. Femogtyve beskeder og seks opkald. Alle beskederne var fra enten Zoe, Serena, Taylor, Miranda eller Nathalie. De havde spurgt hvor jeg var henne og hvorfor jeg ikke var sammen med dem så tit. Opkaldene var fra min far. Han ringede næsten hvert eneste minut, for at spørge om jeg ville over til ham. Jeg havde altid synes det var irriterende, men jeg skulle bare være glad for at jeg havde en far der holdte af mig - i det hele taget bare have en far.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...