He figured me out - JDB

Gabriella Mauntell på 16 år, har mistet hendes forældre ved et flystyrt da hun var 13 år. Siden da har hun arbejdet hårdt og knoklet for at tjene penge for at betale hendes tilstedeværelse på forskellige hoteller. En dag skal det store teenageidol, selveste Justin Bieber, bo på et hotel i fem dage, nemlig det hun selv bor på. Hun kender intet til ham, men ved et beachparty som hotellet afholder, bliver hele Gabriellas liv forandret. Kan hun klare forandringen, fortsætte livet og ikke tænke på fortiden? Eller afvise fremtiden og holde fast i fortiden?

68Likes
207Kommentarer
14791Visninger
AA

21. Justins synsvinkel.

Jeg var lige kommet ud af badet - jeg ville se godt ud når jeg skulle være sammen med Gabriella. Jeg var virkelig glad for at hun bare kunne glemme det der skete igår. Daniella kyssede mig bare lige pludseligt, og det blev jeg faktisk sur over. Men jeg gad ikke stå og råbe ad hende. Jeg rystede det væk, jeg ville ikke tænke på det mere. Idag skulle det bare være Gabriella og jeg. Os to.

Jeg havde planlagt en masse ting. Først skulle vi mødes på en café, og derefter vil jeg tage hende med på en sejltur - og der vil jeg spørge hende om at hun vil være min. Jeg har været forelsket i hende siden strandfesten på hotellet. Hun var så nede på jorden - og hun vidste ovenikøbet ikke hvem jeg var, og det var det jeg bedst kunne lide ved hende: Hun er venner - snart kærester - med mig Justin, den normale teenagedreng. Ikke ham Justin Bieber, den berømte popstjerne. Hun tog mig som jeg virkelig er.

For et par måneder siden havde vi været ude og købe hende nogle bøger til skolen, og der havde jeg købt en masse pigeting. Jeg havde fortalt Gabriella at det var til en veninde, men det var til hende. Jeg havde ventet med at give hende dem, så jeg kunne give hende dem på denne her dag. Den dag, hvor hun måske ville blive min. Min.

Jeg rettede lidt på håret og sendte nogle flirtende blikke til mig selv i spejlet - det var en vane. Derefter nikkede jeg tilfreds og forsvandt ud af døren, og ned til entréen hvor min mor stod. Hun kiggede smilende på mig. "Husk det, hvis det ikke går som du forventer, gør det ikke noget. En dag vil du finde den rette," smilede hun og aede mig på overarmen. Jeg smilede lidt. Gabriella var den rette, og det kunne jeg mærke.

"Tak mor," sagde jeg og gav hende et blidt kys på kinden. Hun vinkede til mig og jeg gik ned til bilen. Så var det om lidt det hele ville ske. Jeg satte mig ind i bilen, gjorde hvad jeg skulle, og satte kursen mod caféen. Jeg var faktisk virkelig nervøs, selvom jeg aldrig plejede at være så nervøs omkring disse situationer. Dengang med Selena, der var jeg ikke nervøs. - Jeg opdagede at jeg tænkte på hende, og rystede på hovedet. Det var ikke Selena jeg skulle tænke på, men Gabriella.

 

Jeg parkerede bilen ved et privat område og steg ud. Der var heldigvis ingen der opdagede mig mens jeg var på vej hen mod caféen, men jeg var sikker på at de på et eller andet tidspunkt ville opdage mig. Jeg kom ind i caféen og blev ført ud til et lille privat sted, hvor jeg betalte for at være. Jeg ville gøre det øjeblik til det mest perfekte øjeblik - og det ville det forhåbentligt også blive!

Jeg satte mig ned og ventede. Ventede, ventede og ventede. Gabriella skulle have været her for et kvarter siden, hvorfor var hun ikke kommet? Jeg var blevet lidt ked af det over, at hun sagde hun ville dukke op. Brændte hun mig virkelig af? Jeg sad med mine egne tanker, da jeg lige pludselig fik øje på Daniella der kom gående hen imod mig. Hvad lavede hun her? Og hey.. Det var da igår hun havde slået sin ben, hun gik da rimelig fint?

"Hey Daniella, har du set Gabriella et eller andet sted?" spurgte jeg og så op på hende. Hun sendte mig et lille skævt smil - det tegnede ikke godt. Jeg begyndte at føle mig ked af det, selvom hun ikke rigtigt sagde noget der ville gøre mig ked af det. Men jeg kunne mærke der var noget der ville gøre mig ked af det. "Tjo.. Angående det.. Må jeg lige sætte mig?" spurgte hun og pegede på Gabriellas plads. Jeg så lidt på hende og nikkede.

"Hm.." var det eneste hun sagde, da hun havde sat sig ned. Hvad var der? Jeg kiggede spørgende på hende og ventede. "Det er virkelig sødt af dig at arrangere hele det her for en pige," sagde hun og kiggede rundt på det lille private rum. Hvordan fandt hun overhovedet ud af, at jeg sad her? Jeg nikkede bare. "Men måske skulle du arrangere det for piger der fortjener det," sagde hun lige pludseligt. Hvad mente hun?

"Hvad mener du?" spurgte jeg lidt forvirret. Piger der fortjente det? Gabriella fortjente det her mere end noget andet. "Tja.. Jeg er ikke så meget for at sige det her, men hun er ikke den person du tror hun er," fortsatte hun og så på mig med et trist blik. Hvad snakkede hun om?

Jeg kiggede forvirret på hende og forstod ikke noget. "Jo, ser du," startede hun igen og flettede sine egne fingre ind i hinanden. "Hun bad mig komme istedet for hende." Daniella så på mig som om jeg godt selv kunne regne hvad der var galt, men det kunne jeg ikke. Jeg ville spørge hende indtil det, da hun var hurtigere: "Ja, jeg ved godt hvad du tænker. Men hun vil aldrig se dig igen, og fortalte mig at du bare skulle holde dig væk fra hende."

Jeg blev mundlam. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige - jeg vidste ikke noget i det øjeblik Daniella sagde de ord. Havde Gabriella virkelig sagt det? Jeg følte et stik i hjertet og straks blev mit humør ødelagt. Jeg vidste det - jeg vidste at jeg ville blive ked af det. Jeg så ned og følte hvordan skuffelsen steg op i mig. Havde hun virkelig bedt Daniella om at komme for at fortælle mig det?

"Hvorfor kom hun ikke selv og sagde det?" spurgte jeg lidt koldt og kiggede trist på Daniella. Hun trak på skuldrene og sendte mig et sørgmodigt blik. "Nogle folk er bare umodne. Jeg er hendes veninde, ja. Men jeg siger det her for din egen skyld: Hun er ikke dén pige du skal se efter," sagde Daniella. Jeg sukkede lydløst. Måske havde hun ret. Jeg forstod bare ikke hvorfor hun lige pludselig ikke gad se mig mere - var det pga. det kys? Hun havde skrevet at hun tilgav mig, så det kunne ikke være det. Jeg sukkede.

Daniella havde rejst sig op og forsvundet efter et stykke tid. Jeg sad bare her som en taber, som en fortabt møgunge. Jeg følte mig udnyttet. Havde Gabriella virkelig bare leget med mine følelser? Jeg kunne slet ikke forstå det - hun virkede så anderledes, så helt igennem fantastisk. Men det er hun åbenbart ikke. Ikke nu, hvor jeg kender sandheden ihvertfald. Jeg lukkede kort øjnene i og skubbede tankerne væk. Hvad var der galt med mig og piger? Først Selena, nu det her. Måske skulle jeg bare bo med min iPhone en gang når jeg bliver ældre.

Jeg rejste mig trist op og forlod restauranten med hovedet begravet ned i asfalten. Der var et par enkelte der havde opdaget mig, men først da jeg havde sat mig ned i bilen. Jeg elskede mine fans, men idag kunne jeg ikke smile og give dem autografer. Jeg startede bilen og satte kursen mod det kæmpe skib jeg havde lejet. Det skib, som jeg lejede for at få et knust hjerte.

 

Det tøj jeg havde købt hende lå i skibet. Jeg steg ud og gik hen mod skibet. Et par mænd stod og gjorde det hele klar, selvom der ikke rigtigt var behov for det længere. Jeg gik hurtigt ind og undgåede at de ville sige noget, tog det tog jeg havde købt til hende for en måned siden, og tilbage til bilen igen. Jeg var virkelig sur og ked af det. Jeg fattede det ikke. Jeg forstod det simpelthen ikke! Hvis Gabriella virkelig ikke brød sig om mig, kunne hun have sagt det i starten. Hvordan fanden kan hun tillade sig at gøre det her mod mig? Sikke en nar jeg var - jeg faldt alt for hurtigt for piger.

Jeg smed poserne - hvor tøjet lå i - i bilen, og satte mig ind. Jeg sagde ikke et ord, men min tankegang var fyldt med ord jeg gerne ville ud med. Jeg sukkede og lagde hovedet på rattet. Gabriella.. Det var min eneste tanke. Hun havde leget med mine følelser. Hun havde udnyttet mig fuldstændig! Men jeg kunne stadig ikke lade være med at tænke på hende. Jeg var så forelsket i hende. Dødforelsket.

Jeg tog mig sammen, startede bilen igen og kørte hjemad. Min seng var hvad jeg havde brug for. Selvom klokken kun var lidt over seks, så ville jeg sove. Jeg havde en eller anden klump siddende i halsen hele tiden - hvordan kunne hun gøre det mod mig? Jeg troede hun var anderledes, det troede jeg virkelig. Måske er det rigtigt hvad man siger: Kærlighed gør dig blind. Jeg havde for travlt med at give hende ting, at jeg glemte at fokusere på hvem hun virkelig var indeni. Jeg sukkede.

 

Da jeg kom hjem, smed jeg skoene og gik direkte op på mit værelse. "Hey Ju..." kunne jeg høre min mor sige, men hun stoppede midt i mit navn. Hun havde vist set sin lille dreng med et knust hjerte. Jeg kneb øjnene hårdt sammen og smækkede med døren til mit værelse. Hvad skulle jeg nu gøre? Mit hjerte er knust, pigen som jeg virkelig kan lide gider ikke se mig mere, og så var min iPhone ovenikøbet løbet tør for strøm. Jeg troede min iPhone ville være der for mig i sådan nogle situationer, men jeg tog fejl. Min iPhone var selvglad.

Jeg rystede på hovedet da jeg indså, hvad det virkelig var jeg tænkte på. Min iPhone kunne ikke være selvglad? En iPhone har overhovedet ikke menneskelige følelser! Jeg måtte virkelig være helt ud af den, og det var jeg. Jeg var ødelagt indeni. Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på en pige længere? Nogle gange ville jeg ønske, at kærlighed ikke fandtes. Det gjorde så forbandet ondt. Jeg lagde mig ned på maven og begravede hovedet i puden. Jeg græd ikke, men det var lige før jeg gjorde.

"Justin?" kunne jeg høre min mors stemme udefra. Hun bankede på døren en enkelt gang og ventede på mit svar. Jeg svarede ikke. Jeg havde ikke overskud mere. Jeg havde ingen ord at sige. Hvad forventede hun jeg skulle sige? 'Ja mor, kom du bare ind, jeg er lige blevet dumpet af pigen jeg var forelsket i, jubi yay'? Jeg sukkede og stirrede ind i puden. Den duftede af mig selv. Jeg havde en god parfume.

Jeg kunne ikke længere høre min mor - hun var gået. Jeg sukkede. Jeg ønskede virkelig at hun ville komme ind, ae mig på ryggen og fortælle mig at det hele ikke var forfærdeligt. At der måske var noget bag det her der skete. Men hvad kunne have været bag det her? Intet. Gabriella var bare som de andre piger. Ikke en skid anderledes - jeg lod mig bare rive alt for meget med. Sikke en idiot jeg var. Et kæmpe stort fjols.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...