He figured me out - JDB

Gabriella Mauntell på 16 år, har mistet hendes forældre ved et flystyrt da hun var 13 år. Siden da har hun arbejdet hårdt og knoklet for at tjene penge for at betale hendes tilstedeværelse på forskellige hoteller. En dag skal det store teenageidol, selveste Justin Bieber, bo på et hotel i fem dage, nemlig det hun selv bor på. Hun kender intet til ham, men ved et beachparty som hotellet afholder, bliver hele Gabriellas liv forandret. Kan hun klare forandringen, fortsætte livet og ikke tænke på fortiden? Eller afvise fremtiden og holde fast i fortiden?

68Likes
207Kommentarer
14741Visninger
AA

7. Justins synsvinkel.

Jeg så mig hurtigt omkring og åbnede mine arme og greb hende, inden hun nåede at lande på sandet. Hun havde lukkede øjne, men hun så ret bekendt ud. Langsomt åbnede hun sine øjne og jeg forsvandt i nogle grønne store øjne. De bekendte øjne - hende fra elevatoren, der ikke anede hvem jeg var.

Jeg så hende i øjnene og da det gik op for mig at vi var i offentligheden og at der sikkert var paparrazzier, hejste jeg hende hurtigt op og rettede lidt på mit tøj. "Eh, det må du undskylde, jeg ville bare hjælpe.." sagde jeg hurtigt og så på hende. Hendes kinder blussede langsomt op og så rystede hun på hovedet lidt efter. "Nej.. Ehm.. Tak," fik hun fremstammet, og jeg kunne lige se ud af øjenkrogen, at hun trak ned i sin kjole.

Jeg blev stående og det samme gjorde hun. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg kunne ikke lade være med at kigge på hende. "Justin! Justiiiin!" Der blev råbt fra alle sider og med det samme blev jeg overfaldet af piger. Jeg var lige ved at tabe øjenkontakten med pigen, men det gjorde jeg ikke. Hun stod lidt udenfor pigekredsen og så underligt på os. Helt seriøst. Vidste hun slet ikke hvem jeg var?

Jeg masede mig ud af kredsen, tog hendes hånd og begyndte at løbe. Solen var ved at gå ned, da jeg løb med hende langs kysten. Hvis jeg havde siddet på en stol og set en pige og en dreng løbe langs kysten, mens solen gik ned og det hele var orange, ville jeg synes det er romantisk. Men det her var ikke romantisk. Det var smukt, ja. Men vi stak af. JEG stak af. Jeg trak hende med uden grund.

"Hey, stop, hvad laver du?!" råbte hun mens jeg løb med hendes hånd. Jeg kunne mærke hun ville vride hendes hånd forbi, men holdte fast igen da pigerne begyndte at løbe efter os. "Hvor skal vi hen?!" råbte hun endnu engang. Jeg så om på hende mens jeg løb. "Vi skal gemme os," sagde jeg lavt, men hun kunne høre det. Jeg kiggede fremad og fik øje på en busk lidt længere henne. Den kunne vi godt gemme os bag i, så jeg trak os omme bag busken.

Jeg kastede mig ned bag busken med hende efter mig. Hun så forvirret på mig og trak vejret hurtigt. Hun var forpustet. "Altså hvad laver du? Hvorfor løber de efter dig?" spurgte hun chokeret, og lidt for højt. Jeg lagde min hånd ovenpå hendes mund. "Shh.." sagde jeg og bukkede mig ned. Hun gjorde det samme, da jeg gav hende tegn til det. Med det samme kunne jeg høre en masse skrig og en let brise kom hen over os - pigerne løb forbi busken. Heldigvis.

Da pigerne var forsvundet og man ikke længere kunne høre dem i nærheden, tog jeg min hånd ned fra hendes mund. "Helt ærligt.." mumlede hun og trak vejret endnu engang hurtigt. Hun var vidst stadig forpustet. "Og vil du ikke svare på mit spørgsmål? Hvorfor løber de efter dig?" spurgte hun igen. Jeg kunne ikke tro det - hun ANEDE virkelig ikke hvem jeg var.

"Du er den eneste pige jeg har mødt, som ikke ved hvem jeg er," fortalte jeg hende. Og det overraskede mig selv endda. Det føltes anderledes at sidde med en pige, der ikke aner hvem man er. Hun er anderledes. Men anderledes på den gode måde. "Hvor er du dog selvglad.." mumlede hun og himlede med hendes grønne øjne. Jeg så på hende og rystede på hovedet. "Jeg mener det."

Hun så på mig og sukkede kort. "Hvem er du? Og hvorfor trækker du mig med, når det er DIG de følger efter?" spurgte hun. Hendes ene øjenbryn var løftet. Skulle jeg fortælle hende det? Jeg er bange for at hun vil behandle mig anderledes. Jeg fremtvang et lille smil og sukkede kort efter. "Det er en lang historie.. Men jeg har lige et spørgsmål. Og svar mig ærligt!" sagde jeg - jeg ville vide om hun kendte mig eller ikke. Jeg fattede det ikke.

"Hvad?" spurgte hun og ventede på at jeg ville sige noget. Jeg trak vejret dybt og lukkede kort mine øjne. Jeg anede faktisk ikke hvorfor jeg gjorde det, men jeg gjorde det bare. "Ved du helt ærligt ikke hvem jeg er?" spurgte jeg og så på hende. Hun sukkede og slog ud med armene. "Hvad er der med dig? BURDE jeg vide hvem du er, siden alle mulige piger jagter dig?" spurgte hun og jeg kunne høre på hende, at hun blev irriteret. Okay, nu var det bekræftet - hun kendte mig ikke. Men jeg ville være sikker.

"Har du ikke en computer med internet, har du aldrig set mig på nettet?" spurgte jeg endnu engang. Jeg vidste selv at jeg var begyndt på at lyde irriterende, men hun var anderledes. Og det kunne jeg lide. Jeg så på hende og ventede et svar. Hun tav lidt og så ned i jorden. "Nej.. Jeg har ikke haft en computer siden tre år." Hun så op på mig med triste øjne. De øjne, der var fyldt med mysterier.

"Hvad med en mobil? Og kan du give mig dit nummer imens?" Jeg sendte hende mit charmerende smil, men hun så ikke ud til at falde for det. Hun var blank og rystede på hovedet en enkelt gang. "Jeg har ikke en mobil," mumlede hun og fjernede hendes blik fra mig. Jeg grinede lidt og rystede på hovedet. Seriøst, hvordan kunne hun leve et liv uden en computer, eller en mobil?

Jeg grinede og så på hende. "Hvad har du overhovedet? Har du nu heller ikke en familie?" jokede jeg og grinede af min kommentar. Nogle gange synes jeg at jeg skulle blive komiker. Jeg grinede stadig, men opdagede at hun blev helt stille - mere stille end hun allerede var. Jeg ved ikke om det bare var mig, men jeg kunne skimte et par tårer i hendes øjne. "J..Jeg må videre.." sagde hun lavt og rejste sig op. Havde jeg sagt noget forkert? Jeg greb hendes arm og rejste mig også op.

"Undskyld, men sagde jeg noget forkert?" spurgte jeg bekymret. Jeg havde dummet mig, det kunne jeg se. Men jeg sagde da ikke noget specielt. Det var bare en lille joke? Hun tog sin arm til sig og rystede hurtigt på hovedet. "Nej.. Det bare.. Min veninde venter på mig." Hun undgik mit blik, hun ville ikke se på mig. Jeg sukkede og så hende gå væk. Jeg kiggede mig om en enkelt gang - ingen paparazzier, ingen fans. Jeg følte mig fortabt.

 

Efter jeg havde stået lidt alene, besluttede jeg mig for at gå over til menneskemængden igen. Strandfesten foregik derover, og ikke her. Jeg gik hele vejen hen til dem, og straks blev jeg overfaldet af en masse piger. Jeg fik skrevet en masse autografer og fik taget en hel del billeder.

Jeg kiggede lidt ud af pigekredsen og fik øje på en blond pige lidt længere henne. Hey, vent. Var det ikke hende blondinen, som sad med.. hvad hed hun nu.. Gabriella? Jeg ville mase mig igennem kredsen, men der dukkede bare flere og flere piger op. "Aye, Justin?!" En bekendt stemme lød bag mig. Jeg vendte mig om og fik øje på Alfredo. Årh, den perfekte timing!

"Yo, piger?!" Alfredo pegede på sig selv, så pigerne straks løb over til ham. Jeg smilede til ham og han sendte mig et 'gør-hvad-du-skal' blik. Men.. Hvordan vidste han, at jeg havde noget at gøre? Jeg rystede kort på hovedet og skyndte mig over til blondinen. Hun stod sammen med en masse andre piger, som jeg håbede på ikke var nogle skøre fans. Jeg prikkede hende en enkelt gang på skulderen, og med det samme vendte hun sig om.

Hun fik øje på mig og rynkede straks på panden. Hun undskyldede til hendes veninder, og trak mig hen til siden. "Hvad vil du?" spurgte hun og så på mig. "Hvor er din veninde, Gabriella?" Jeg så spørgende på hende. Hun kiggede mig kort over skulderen, men fangede mit blik igen. "Hvad har du gjort mod hende?" vrissede hun surt af mig. Havde jeg da gjort noget?

Jeg trak på skuldrene og så på hende. "Vi snakkede sammen, og pludselig blev hun ked af det. Hvem er hun?" spurgte jeg - jeg ville virkelig vide noget mere om hende. Hun var interessant. Jeg kunne virkelig godt lide, at hun ikke vidste hvem jeg var. Men jeg fattede det stadig ikke. Er der overhovedet nogle piger derude, som slet ikke har hørt om mig?

Blondinen svarede ikke. Jeg sukkede kort. "Jeg vil bare gerne vide hvem hun er, og hvorfor hun blev ked af det. Jeg fortalte bare en lille joke om hendes forældre, og så.." - "Hey vent, sagde du lige at du jokede om hendes forældre? Hvad ved du om hende indtil videre?" Hun afbrød mig, men det irriterede mig ikke. "Hun er en udvekslingsstudent her og at hun hedder Gabriella. Mere ved jeg ikke." Blondinen sukkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...