He figured me out - JDB

Gabriella Mauntell på 16 år, har mistet hendes forældre ved et flystyrt da hun var 13 år. Siden da har hun arbejdet hårdt og knoklet for at tjene penge for at betale hendes tilstedeværelse på forskellige hoteller. En dag skal det store teenageidol, selveste Justin Bieber, bo på et hotel i fem dage, nemlig det hun selv bor på. Hun kender intet til ham, men ved et beachparty som hotellet afholder, bliver hele Gabriellas liv forandret. Kan hun klare forandringen, fortsætte livet og ikke tænke på fortiden? Eller afvise fremtiden og holde fast i fortiden?

68Likes
207Kommentarer
14797Visninger
AA

24. Gabriellas synsvinkel.

Der var gået et tre dage siden vi fik vores terminskarakter. Michayla havde hverken snakket til mig, eller bare kigget på mig. Selvom vi plejede at sove i samme seng, var hun begyndt på at sove nede i stuen i stedet for. Jeg følte virkelig som om hun ikke gad mig. Jeg kunne ikke klare al den ignorance. Og så havde Justin ovenikøbet ikke skrevet til mig endnu. Han havde sikkert travlt med at kysse.. Daniella. Jeg havde absolut intet imod at de sikkert nok var kærester, men han kunne have sagt det til mig. Jeg er også bare en idiot. Jeg faldt alt for hurtigt for ham.

 

Jeg var virkelig træt idag. Sådan virkelig. Jeg orkede ikke at rejse mig op fra Michaylas dejlige bløde dobbeltseng, men det blev jeg nødt til. Jeg vil ikke blive hjemme, jeg vil i skole. Men jeg var simpelthen for træt til at stå op. Jeg åbnede det ene øje og kiggede over på uret. Det var utydeligt, så jeg åbnede begge øjne. Åh nej.. Vi skulle jo møde op om en halv time! Jeg rejste mig hurtigt op som en idiot og skyndte mig ud på badeværelset. Jeg tissede af, vaskede hænderne, børstede tænder, kastede noget vand op i hovedet på mig og kom ud igen. Det første jeg fik øje på var en person der manglede - Michayla var her ikke.

Jeg sukkede kort og mærkede tristheden igen. Hun havde ikke vækket mig igen. Hun var bare taget i skole. Igen. Hun havde efterladt mig her. Igen. Hvorfor var hun sådan imod mig? Jeg kunne ikke lide hende, når hun opførte sig på den måde. Hun kunne i det mindste bare fortælle mig hvad jeg har gjort galt, siden hun opfører sig sådan overfor mig. Men nej, jeg skulle åbenbart selv finde ud af det. Jeg fik nogle simple bukser på og så en af Michaylas trøjer. Selvom hun godt nok ikke snakkede til mig, havde hun intet imod at jeg gik rundt i hendes tøj. Hun vil forhåbentligt ikke efterlade mig nøgen.

Michaylas mor kom smilende ud til mig, da jeg var kommet løbende ud til entréen. "Skal du ikke have noget morgenmad, søde?" sagde hendes lille søde stemme og sendte mig et smil jeg ikke kunne lade være med at gengælde. "Narh, jeg klarer mig," svarede jeg hurtigt mens jeg tog skoene på. "Årh, er Michayla taget afsted uden at vække dig, nu igen?" spurgte hendes mor. Jeg mærkede hendes blik hvile på mig, så jeg kiggede op på hende da jeg fik skoene på. Hun kiggede spørgende på mig og jeg rystede svagt på hovedet. "Nå, du skal huske at fortælle hende at hun skal vække dig, søde skat. Michayla er ret glemsom nogle gange." Eller også vil hun bare ikke se mig, tænkte jeg - men jeg sagde det selvfølgelig ikke.

 

 

Jeg skyndte mig at gå op af de seks trapper og åbnede skolens hoveddør. Heldigvis var der stadig nolge folk på gangene, så jeg var ikke kommet forsent. Men.. Der var jo en masse herude på gangen! Jeg kunne næsten ikke gå, da der var en masse personer. Og de.. grinede? Forvirret kiggede jeg rundt og prøvede at se efter hvad der var så sjovt. "Har du set årets freakbillede?!" grinede en dreng mig op i hovedet lige pludseligt. Han slog et billede ind i maven på mig og smuttede sin vej. Jeg lukkede kort øjnene da det gjorde ondt at han slog billedet ind på min mave, men ignorerede det. Hvad for et freakbillede? Jeg tog forsigtigt billedet op. Hvad i... Var det..?!

Jeg mærkede kort et stik i hjertet og kiggede op. Jeg så rundt på folk. Jeg så rundt på skolen. Billedet hang overalt. På skabene, på loftet, på væggene, på dagsordenen og endda på gulvet! Jeg slog blikket hurtigt ned på billedet igen. Hvordan i alverden har de fået skaffet det? Jeg mærkede tårerne presse sig på, men jeg rystede dem hurtigt væk igen. "Hey tøsen!" hørte jeg endnu en drengestemme sige bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede på en lyshåret dreng. "Hvad synes du om den fede ko på billedet?" grinede han og blinkede til mig. Hvad havde han gang i?

Jeg sukkede. Den fede ko på billedet var mig. Det var på mig som var på billedet. Hvis jeg ikke har nævnt det, så var jeg ret... overvægtig, da mine forældre stadig levede. Jeg gik med bøjle, havde uglet hår, havde bumser og mine deller var til syne over alt på min krop. Jeg smilede på billedet - et fjoget smil. Mine forældre havde taget billedet på min sidste fødselsdag med dem. Alle de andre fødselsdage havde jeg ikke holdt, efter de forsvandt. Jeg havde endda glemt hvornår jeg havde fødselsdag.. Hvornår var det egentligt? Det var så længe siden.

"Oh my god, seriøst Gabriella! Tjek lige den fede smatso på billedet! Jeg mener, hvem fanden vil tage sådan et billede af sådan en grim pige? Se lige hendes urenheder!" Daniella stod grædgrinende ved siden af mig - hun var virkelig ved at af grin. Jeg mærkede hvor såret jeg blev. Hvor ydmyget jeg virkelig var lige nu. Daniella slog på mig fordi hun ikke kunne trække vejret af al det grineri. "Seriøst..." Hun grinede, men fortsatte besværligt: "Hvis jeg vidste hvad hun hed, havde jeg garanteret fulgt efter hende og mobbet hende!" Hun slog på mig af grin, men vendte sig om og gik. Jeg mærkede tårerne komme..

 

Hvordan kunne de gøre det? Hvordan kunne Daniella nedgøre en fed pige? Eller.. den fede pige som var mig i mit tidligere liv? Tårerne løb om kap nedad mine kinder, én efter én. Jeg sad inde på et toiletsæde og græd. Græd lydløst. Jeg ville ikke have folk skulle kunne høre at jeg græd, selvom jeg mest af alt havde lyst til at skrige min smerte ud. Jeg kiggede på billedet en enkelt gang og mærkede hvordan tårerne strømmede ned. Selvom de ikke vidste at det var mig, var det virkelig ondt af dem. Hvordan kunne de tillade sig at sige sådan?

Jeg tog mine ben op under mig og mærkede hvordan mine knæ blev våde af min gråd. Hvor var de lede.. Og Michayla grinede sikkert lige nu. Hvis Justin havde set billedet ville han også synes at det var grineren. Jeg snøftede og tørrede hurtigt mine tårer væk. Jeg kunne ikke klare det her længere. Jeg kunne ikke leve sådan her. Jeg ville bare væk. Jeg tog en ørering ud af mit ene øre og tog det ned til min håndled. Jeg kradsede mig selv. Jeg kradsede og kradsede.

Men.. Mine forældre ville ikke have ønsket det her. Jeg slap hurtigt øreringen ud af hånden og kastede den ned på gulvet. Mit blod dryppede, men ikke særlig meget. Kun et enkelt dryp. Eller to.. Jeg rejste mig hurtigt op og gik ud af toilettet og hen til det store spejl der hang langs væggen. Jeg vaskede hurtigt mit håndled, selvom det virkelig gjorde ondt. Jeg blev færdig, tørrede min hånd hurtigt og skyndte mig ud af badeværelset. Jeg ville ikke være her mere.

 

Jeg kom hjem til Michayla. Jeg ville væk. Jeg havde en grund til at blive her, siden Michayla ikke gad snakke til mig. Hun gad ikke engang være i det samme rum som jeg. Jeg skulle ikke få hende til at blive væk fra visse steder i hendes hus. Det var hendes hus, hun skulle ikke holde sig væk. Jeg skulle holde mig væk. Jeg ville gå. Jeg kunne ikke klare det her længere. "Årh, Gabriella dog. Er du allerede hjemme? Har du glemt noget?" spurgte Michaylas mor hurtigt og kom ud til mig i entréen. Hendes blik gik fra 'åh-søde' til et 'nej-hvad-er-der-dog-sket'. Jeg græd, det kunne man ikke undgå at se.

"Hvad er der galt, Gabriella? Er du okay?" spurgte hun og lagde en arm om mig. Hun træk mig ind i stuen og satte sig på sofaen. Jeg gad ikke rigtigt sætte mig ned og snakke om det, men jeg kunne ikke bare sige nej til hende. Hun havde gjort så meget for mig. Jeg snøftede en enkelt gang og satte mig overfor hende på sofaen. "Årh, er du okay, pusling?" Hun trak mig ind i et kram - hendes hånd kørte op og ned af min ryg, hvilket var det mest beroligende jeg havde følt, siden hele tragedien skete.

Jeg græd ned i hendes favn og kunne ikke stoppe. Det hele var bare forbandet. Hele mit liv var en katastrofe. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv. Ingen gad snakke til mig og så blev jeg øvenikøbet blevet til grin på skolen. Selvom de ikke vidste at det var mig på billedet, var det stadig ydmygende. Hvordan vil du have det, hvis du bare står der og hører på alle mulige grimme kommentare om et gammelt billede som virkelig betyder noget? Hvem havde overhovedet skaffet det billede? Jeg græd højlydt ned i Michaylas mors favn. Jeg græd de tårer jeg havde gemt i årevis. Jeg græd de ord jeg lod siddende i mit hjerte i alle disse år. Jeg græd den smerte som havde boet i min sjæl. Og jeg græd.

"Det hele er så kompliceret.." snøftede jeg og trak mig ud af hendes dejlige favn. Selvom jeg havde lyst til at blive i hendes trygge arme, kunne jeg ikke. Jeg ville helst ikke oversvømme hende. Hun sendte mig et trøstende smil og tog noget af mit hår bag mine ører. "Lille skat, hvad er der dog i vejen?" spurgte hun blødt. Jeg elskede hende. Hun var som en anden mor for mig. Hun var der altid når jeg havde brug for hende. Og hendes dejlige søde ord fik mig til at føle mig elsket. Hun fik mig til at glemme at jeg ikke havde en mor. Hun var så rar, sød og hjælpsom. Jeg forstod ikke hvorfor Michayla hele tiden snakkede negativt om hende. Hvis hun bare vidste hvad hun havde..

Jeg kiggede ned og kunne se tårerne dryppe ned på sofaen. Jeg tøvede i et øjeblik, men røb det hele ud. Jeg fortalte hende om Michayla, om Justin og om billedet som hang overalt på skolen idag. Jeg græd ind imellem, det kunne jeg ikke undgå. Nogle ting gjorde for ondt at sige, så jeg havde brug for nogle pauser for at tage mig sammen, eller tage en dyb indånding. Og det bedste var, at Michaylas mor lyttede fuldt ud. Selvom mine pauser var ret lange engang imellem, så havde hun mor bare været tålmodig. Jeg følte en vis tryghed hvergang jeg så hende i øjnene - og det var dejligt.

"Måske er Michayla frustreret over noget?" sagde hendes mor da jeg var færdig med at snakke. Jeg kiggede straks op fra sofaen og ind i hendes øjne. Frustreret over noget? Men hvad? Hvad, hvilket, hvem, hvor, hvorfor? Jeg sukkede og snøftede lidt. "Men jeg har ikke gjort noget," nærmest hviskede jeg. Hun nikkede. "Har du prøvet at snakke med hende om det?" spurgte hun roligt og kørte en trøstende hånd nedad min overarm. Jeg nikkede. "Men.. Hun vil ikke snakke til mig." Hun kiggede lidt blankt på mig i et øjeblik, men smilede trøstende.

 

Vi sad lidt i tavshed, da jeg kom i tanke om hvorfor jeg var kommet hjem. Jeg ville væk herfra. Jeg ville langt væk, til et sted hvor ingen vil finde mig. Jeg nikkede til mig selv og rejste mig op. "Hvor skal du hen, Gabriella?" spurgte Michaylas mor hurtigt. Jeg så om på hende og trak hurtigt på skuldrene. "Bare.. Være alene.." mumlede jeg bedende til hende. Hun nikkede og sendte mig et opmuntrende smil. "Du ringer bare hvis du har brug for noget, søde. Her er mit nummer, jeg smutter nemlig på arbejde her om lidt." Hun skrev hurtigt sit nummer på et stykke papir og rakte mig det. Jeg nikkede og tog forsigtigt imod det.

Jeg kom op på værelset, samtidig med at Michaylas mor tog på arbejde. Jeg var alene hjemme her. Jeg kiggede rundt på Michaylas værelse. Det værelse vil jeg savne. Jeg vil savne Michaylas mor, Michaylas hus og mest af alt.. Michayla. Jeg holdte virkelig af hende, selvom hun afskyede mig. Jeg studerede værelset for sidste gang, og fik pludselig øje på et billede af Michayla og jeg. Den var rammet ind og så virkelig flot ud. Det billede havde vi taget da vi var ud og shoppe for første gang. Jeg smilede og mærkede en tåre falde ned af mine kinder. Hvor vil jeg savne hende.

Jeg tog billedet i mine hænder og kørte min tommelfinger blidt hen over det. Michayla smilede på billedet. Hun havde armen om mig. Jeg lukkede kort øjnene og huskede tydeligt hvornår billedet var taget. Jeg kunne stadig føle hendes arm om mig. Jeg smilede lidt for mig selv og valgte at tage det med, nu når jeg skulle væk herfra.

Jeg tog en lille taske med - en taske som Michayla havde købt til mig helt fra starten. Jeg lagde billedet forsigtigt i og kiggede rundt. Jeg havde ikke brug for mere. Nu var det tid til at forsvinde. Jeg sukkede kort og ville gå, da jeg kom i tanke om at jeg ikke bare kunne forlade det her sted uden besked. Jeg måtte skrive et brev. Jeg måtte skrive et brev til både Michayla og Justin. De var mine nærmeste venner, de fortjener at vide det. Selvom Michayla sikkert ikke gad læse det, ville jeg alligevel skrive det.

 

Jeg satte mig ned på en stol ved Michaylas skrivebord, fandt en blyant og et papir frem, og begyndte at skrive det første brev til Justin..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...