He figured me out - JDB

Gabriella Mauntell på 16 år, har mistet hendes forældre ved et flystyrt da hun var 13 år. Siden da har hun arbejdet hårdt og knoklet for at tjene penge for at betale hendes tilstedeværelse på forskellige hoteller. En dag skal det store teenageidol, selveste Justin Bieber, bo på et hotel i fem dage, nemlig det hun selv bor på. Hun kender intet til ham, men ved et beachparty som hotellet afholder, bliver hele Gabriellas liv forandret. Kan hun klare forandringen, fortsætte livet og ikke tænke på fortiden? Eller afvise fremtiden og holde fast i fortiden?

68Likes
207Kommentarer
14745Visninger
AA

23. Gabriellas synsvinkel.

"Hvordan er Michayla? Hun plejede altid at være irriterende," sagde Miranda og kiggede på mig med et ulæseligt blik. Jeg var nok lidt enig i det hun sagde - Michayla var irriterende nogle gange. "Michayla kan være irriterende nolge gange. Hun var være ret selvglad og dominerende.." fik jeg sagt. Pigerne smilede, jeg vidste ærligtalt ikke hvorfor.

"Men.. Hun er en af de mennesker, der ikke findes mange af.. Hun er helt unik.. Hun har altid været der for mig, og hun har hjulpet mig igennem en masse ting. Hvis det ikke var for hende, ville jeg ikke være her idag.. Jeg elsker hende virkelig," fortsatte jeg efter en lille pause, og mærkede hvordan en varm kildende følelse løb rundt i maven på mig - Michayla var virkelig en vidunderlig veninde.

Mirandas blik blev lidt irriterende at kigge på, da hendes ene øjenbryn var løftet. Hun sukkede og rullede med øjnene. "Pfsh.." kunne jeg høre hende mumle, men jeg ignorerede det. "Men tak for det!" Miranda lagde en arm om mig og sendte mig et stort smil. "Vi har altid vidst at Michayla var noget særligt!" sagde hun i en ret.. mærkelig tone. Jeg smilede og kiggede på hende.

"Men vi har time nu, vi snakkes ved en anden gang!" Hun smilede til mig og jeg gengældte det. En af de andre piger gav mig et skub, så jeg lige var ved at falde. Hvad havde de gang i? Jeg kiggede efter dem og sukkede kort. Jeg ville over til Michayla. Hende havde jeg ikke i næsten hele frikvarteret, siden Miranda trak mig med herover. Jeg vidste ikke hvorfor jeg blev trukket med, de spurgte kun angående Michayla. Jeg sukkede endnu engang og begyndte at gå mod mit skab.

Jeg så Michayla længere henne. Hun var ved at finde sine bøger, så jeg skyndte mig over til hende da vi havde samme time. "Heej Michayla!" sagde jeg og tog de sidste skridt frem mod hende. Jeg åbnede skabet, fandt mine matematikbøger frem og lukkede det igen. Jeg kiggede på Michayla. Hun lukkede skabet og begyndte at... gå? Hørte hun mig ikke? "Michayla vent!" sagde jeg og løb hen til hende, så jeg gik ved siden af hende. Hun skænkede mig ikke ét eneste blik. Var der noget galt?

"Er der noget galt, Michayl...." - "Hej Jacob!" råbte hun lige pludseligt og løb væk fra mig. Jeg stoppede langsomt op og så på hende. Hvorfor ignorerede hun mig? "Har du matematik nu?" kunne jeg høre hende spørge ham om. De gik sammen hen til matematiklokalet og snakkede. Havde jeg gjort noget? Jeg sukkede kort og så lidt rundt på folket der gik forbi mig. Jeg tog mine bøger ind til mig og gik hen til matematiklokatet. Alene..

 

Jeg trådte ind i lokalet, og det første jeg fik øje på, var at Michayla ikke sad på vores bord. Hun havde sat sig ved siden af en masse andre piger som jeg ikke kendte, og bordet vi plejede at sidde på var tomt. Jeg forstod det ikke.. Men måske ville hun bare sætte sig ned ved andre? Det kan godt være hun var træt af at vi hele tiden sad sammen. Nogle gange har man brug for at se andre mennesker, end de samme. Ja, måske var det dét!

Jeg satte mig ned på min egen plads og mærkede tomheden gro i min krop, men ignorerede den. Matematiklæreren kom ind i lokalet og straks slog vi op i bøgerne. Jeg kiggede kort over på Michayla - hun sad og skulede ondt til mig. Jeg rynkede svagt på panden og så ned i min matematikbog. Hvad var der galt med hende? Jeg undslap et lille suk - men det var åbenbart højt nok til at matematiklæreren hørte det.

"Nå, så du sukker over ligningen? Kom herop og løs den," sagde han og gav mig et tegn til at komme op til tavlen. Hvad i.. Jeg vidste ikke hvad han snakkede om, men fik så øje på en ret stor ligning der stod på tavlen. Ville han have jeg skulle op og løse den? Inden jeg vidste af det havde jeg allerede rejst mig op og gået op til tavlen. Han rakte mig et kridt som jeg tog imod. Jeg kiggede grundigt på ligningen og snakkede lavt til mig selv - det var en vane jeg havde, hvis jeg skulle løse noget som krævede at bruge hjernen.

"Hvad er der galt, er det for mange x'ere?" kunne jeg høre en bekendt stemme sige bag mig. Jeg vendte mig om og fik øje på Michayla der sad og grinede med de andre piger. Grinede hun.. af mig? Sagde hun det dér til mig? "Shh!" vrissede matematiklæreren af hende. Jeg så lidt ned i jorden og vendte blikket om mod tavlen igen. Jeg forstod ikke hvorfor hun opførte sig sådan. Jeg rystede kort på hovedet og begyndte at løse ligningen på tavlen.

Jeg blev færdig og kiggede længe på ligningen.. Nej, der var noget forkert her. Jeg glemte at regne et stykke ud. Jeg hviskede noget af ligningen ud og skrev det rigtige svar igen. "Er du nu sikker på det her er rigtigt, Phillip? Jeg mener, en pige som hende kan sikkert ikke regne sådan et stykke ud." Denne her gang var det ikke Michayla, men en af de piger hun sad med - men Michayla grinede af kommentaren, hvilket gjorde mig virkelig ked af det. Phillip - matematiklæreren - bad dem om at lade være med at komme med dumme kommentarer. Heldigvis.

Jeg fik så løst ligningen rigtigt og kiggede hen på Phillip. Han nikkede og så ret imponeret ud - det var jeg glad for! "Jeg vil gætte på i ikke kunne have gjort det som Gabriella her," sagde han og tog stolt sin hånd frem og hentydede til et high-five. Jeg smilede og klappede hans hånd. Jeg kunne høre et lille irriteret støn længere henne. Selvfølgelig var det Michaylas. Mit smil blegnede og jeg satte mig hurtigt ned på min plads igen.

 

 

Hele dagen idag havde været virkelig forvirrende. Jeg vidste ikke hvad der gik af Michayla. Hun havde ignoreret mig hele tiden, sagt noget grimt om mig og siddet med en masse piger der slet ikke var hendes type. Hun havde virket så kold imod mig, og jeg vidste ikke hvorfor. Hvergang jeg prøvede at spørge hende, havde hun skubbet mig væk eller også havde hun ladet som om hun ikke så mig.

"Nå, hvordan var din dag idag, Gabrey?" sagde Michaylas mor, da jeg lige var trådt ind i huset. Gabrey.. Det kælenavn som Michayla havde givet mig. Jeg sukkede og kiggede så smilende op på hende. "Godt..." var den eneste jeg kunne få ud. Hun smilede og kiggede spændt på mig. "Hvad med jeres karakterer i terminsprøven?" spurgte hun. Jeg smilede lidt skævt. "Jeg fik 10 med pil op.." sagde jeg så. Hendes blik lyste op. "Ej, virkelig?! Hvor er jeg stolt af dig!" sagde hun og gav mig et dejligt kram. Årh.. Lige hvad jeg havde brug for - et kram.

"Hvad med Michayla?" spurgte hun da vi havde trukket os ud af krammet. Jeg kiggede på hendes lyseblå øjne - nøjagtigt de samme som Michaylas. Jeg trak lidt på skuldrene. "Hun fik 10." sagde jeg og smilede kort. Hun lavede endnu engang store øjne og begyndte at klappe. "Hvor er jeg stolt af jer to!" nærmest råbte hun. Jeg smilede til hende. "Men hvor er Michayla?" Hendes blik flakkede lidt rundt. "På vej."

Jeg tog skoene af og gik ind til køkkenet hvor Michaylas mor var gået igang med at lave mad. Jeg tog en stol, satte mig på den og tænkte. Tænkte på alle de ting som virkelig gjorde mig ked af det. Justin og Michayla. Justin, fordi han havde kysset Daniella, sagt at han ville skrive og ikke have gjort det. Michayla... Fordi hun virkede så led mod mig idag. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg havde ikke gjort noget der ville få hende til at blive sur?... Måske var det.. at jeg fik bedre en karakter end hende?

"Hvad tænker du på?" afbrød Michaylas mor mine tanker, og havde allerede sat sig ned foran mig. Jeg fik et lille chok og rystede hurtigt på hovedet. "Ehm.. Uh.." stammede jeg panisk. Hvad skulle jeg sige? Jeg ville ikke lyve, men jeg gad heller ikke fortælle hende hvad jeg virkelig tænkte på. "Bare.. Det ved jeg virkelig ikke," opgav jeg og kiggede smilende på Michaylas mor. Hendes latter rungede i luften - den søde latter som mindede meget om Michaylas.

 

Jeg hørte et smæk ude fra entréen af, og vidste at Michayla var kommet hjem. Jeg mærkede et stik i maven - et ubehageligt et. Jeg udstødte et lille lydløst suk og låste mit blik på bordet. Jeg ville ikke se Michayla, jeg ville ikke møde hendes kolde blik. "Jamen hej skat," kunne jeg høre Michaylas mor sige, da hun havde rejst sig op fra stolen. Jeg håbede inderligt på at Michayla ville stoppe med at opføre sig så.. ondt. Jeg kunne bestemt ikke lide det.

"Hvad med en lille kage til jer to, siden i har fået så gode karakterer?" Michaylas mors stemme kunne høres helt til køkkenet. Jeg smilede hurtigt - hendes mor var altid så glad og positiv, hvilket var det jeg elskede ved hende. "Ved du at jeg har fået en god karakter?" kunne jeg høre Michayla vrisse irriteret af hendes mor. Mit smil forsvandt straks, da jeg hørte negativiteten i hendes stemme.

"Ja da, jeg kunne ikke vente med at få dem at vide, så jeg spurgte Gabriella," grinede Michaylas mor og kom gående ind til køkkenet igen, hvor jeg sad alene som en taber. "Nå.. Sagde hun også at hun havde fået en højere karakter end jeg?" Michaylas mor nåede ikke at svare, da Michayla hurtigt fortsatte: "Hvordan kan du overhovedet få et 10 med pil op, i grænsen for et 12 tal, når du kun har været i skole i et par dage? Du har da ikke været i skole i flere år! Og hvordan kunne du løse den forbandede ligning, som var længere end mit hår?! Hvorfor er du så klog?!" brokkede Michayla sig op i mit hoved. Jeg mødte hendes øjne, men kiggede væk.

"Så så, skat. Nu ingen jalousi her," beroligede Michaylas mor og lagde en arm om hende. Michayla kiggede spørgende på mig, på en irriteret måde. Jeg trak svagt på skuldrene. Jeg vidste ikke selv, hvordan jeg overhovedet fik en højere karakter end hende, da jeg ikke havde været i skole i flere år. Jeg var kendt som den nørdede pige på min gamle skole, før hele ulykken skete. Men var jeg stadig så nørdet?

"Jeg er ikke jaloux, jeg forstår det bare ikke!" råbte Michayla lige pludseligt, hvilket gav et lille chok i mig. Jeg kiggede på hende og mødte hendes øjne igen. De smukke blå øjne, som ikke gad skænke mig et eneste blik idag. Hun rullede med dem og så på hendes mor. Hun gav mig ikke muligheden for at kigge på hende. Jeg kunne ikke klare det længere, hun kunne i det mindste sige hvorfor hun opførte sig sådan. Jeg rejste mig op fra stolen og bevægede mig ud mod badeværelset da jeg mærkede tårerne presse på. De var ikke begyndt at rende ned af mine kinder, men det var ihvertfald lige før de skulle til det.

 

Jeg kiggede mig selv i spejlet da jeg var kommet ind. Hvem var jeg overhovedet længere? Jeg vidste ikke hvorfor Michayla behandlede mig på denne måde. Jeg vidste ikke hvorfor Justin ikke havde ringet tilbage. Jeg vidste ikke om jeg stadig var den nørdede pige med det kiksede smil. Jeg vidste ikke hvem jeg var længere - det havde jeg ikke vidst, siden mine forældre blev hevet bort. Jeg vidste ikke en dyt.

Mit spejlbillede.. Jeg græd ikke, men mine øjne var fyldt med vand. Jeg tog en dyb indånding og pustede langsomt ud. Derefter tændte jeg for vandet og vaskede mit ansigt. Måske ville Justin skrive på et tidspunkt.. Måske havde han travlt med noget.. Måske var han bare tilbageholdt for at skrive til mig. Men hvorfor havde han så kysset Daniella? Han var virkelig den eneste dreng der havde fået mig til at føle på denne måde, men så brænder han mig af. Måske var det fordi jeg... var grim? Eller.. Var Daniella hans kæreste? Tankerne kørte rundt i mit hoved.

Jeg ville ønske jeg ikke ville tænke på så meget...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...