He figured me out - JDB

Gabriella Mauntell på 16 år, har mistet hendes forældre ved et flystyrt da hun var 13 år. Siden da har hun arbejdet hårdt og knoklet for at tjene penge for at betale hendes tilstedeværelse på forskellige hoteller. En dag skal det store teenageidol, selveste Justin Bieber, bo på et hotel i fem dage, nemlig det hun selv bor på. Hun kender intet til ham, men ved et beachparty som hotellet afholder, bliver hele Gabriellas liv forandret. Kan hun klare forandringen, fortsætte livet og ikke tænke på fortiden? Eller afvise fremtiden og holde fast i fortiden?

68Likes
207Kommentarer
14792Visninger
AA

18. Gabriellas synsvinkel.

Jeg kiggede på pigen - det var underligt at hun snakkede til Michayla som om de havde kendt hinanden i lang tid. Jeg mærkede et stik af raseri, da hun sagde: "Vil du ikke med? Du kan tage Gabriella med, så kan vi lære hinanden at kende.." Hun kiggede på mig og smilede. "Kom nu, så kan vi pjække," fortsatte pigen. Jeg er kommet for at studere, jeg er kommet for at gå i skole igen efter alle de år - hvordan kan hun overhovedet forestille sig, at jeg vil tage med og pjække fra skolen, på min første skoledag?

"Hvorfor gå i skole hvis du alligevel vil pjække.." mumlede jeg for mig selv. Men det var vidst ikke kun for mig selv, hun hørte det nemligt. Hun kiggede lidt forfærdet på mig, men smilede endnu engang. Men jeg havde ret, havde jeg ikke? "Kom nu, så kan vi ordne negle og få os en totally makeover!" fortsatte hun. Jeg rynkede på panden automatisk. Havde hun ikke nok make-up på i forvejen?

"Men du har da make-up og neglelak på?" provokerede jeg og kiggede på hende med et irriteret blik. Pigen så på mig og kiggede hen på Michayla. "Sig mig, hvem fanden er hun?" Pigen grinede hånligt med de andre piger der havde sat sig ved samme bord. Jeg sukkede - pigerne kiggede på mig. "Ej, vi skal da gøre os smukkere!" sagde en af de andre piger. Jeg kiggede på hende og mærkede at jeg blev sur.

"Hvor smuk skal i lige være? I har virkelig meget stas i ansigtet og sikkert også mange produkter i håret.. Er det ikke den indre skønhed der tæller?" spurgte jeg - selvom jeg godt nok ikke vidste hvor jeg lige fik den sætning fra. Hvad vidste jeg overhovedet om indre skønhed? Jeg blev afbrudt i at tænke, af virkelige høje grin. "Ja, det forklarer dit udseende." Pigerne kiggede på mig, og jeg sukkede. Jeg vidste at det her tøj var ækelt.

"Jeg ved godt jeg ikke er smuk, men derfor behøver du ikke kommentere mit udseende. Jeg kan ikke lide at gå rundt med et ansigt der er gemt bag et ton make-up, hvad er det overhovedet? Krigsmaling? I kan vinde krige med det der," kom det ud af mig. På den ene side vidste jeg ikke hvad jeg sagde og jeg fortrød det med det samme - men på den anden side skulle de lære ikke at pjække. Deres blikke borede sig ind i mig, men der kom ikke ét ord ud af deres mund.

Jeg sukkede - jeg havde mistet appetitten efter alt det her. Jeg lagde gaflen fra mig, rejste mig op og gik min vej. Jeg vidste ikke rigtigt hvor jeg skulle gå hen, da jeg ikke kendte noget til den her skole. Det eneste jeg vidste var hvor toiletterne lå, og derfor satte jeg kursen derhen. Der kunne jeg i det mindste være alene og vaske mine øjne af den mascare, som Michayla havde givet mig på. Make-up var virkelig klamt. Virkelig!

Jeg trådte ind og fik øje på fire piger der stod ved spejlet. De kastede mig et enkelt blik, men rettede opmærksomheden mod spejlet. Jeg forstod det ikke. Skulle man have make-up på for at se smuk ud? De stod med en taske og tog alt muligt frem og tværede det udover deres ansigt. De rettede på håret og sprayede noget i. Jeg hostede en enkelt gang, og gik ind på et ledigt toilet - jeg skulle ikke tisse, men jeg gjorde det alligevel.

 

Efter jeg var færdig, var alle trådt ud af toilettet - jeg var den eneste som var herinde. Jeg vaskede mine hænder og ville tage en serviet for at tørre dem, da jeg fik øje på en person i spejlet. Mig. Jeg sukkede. Mine øjne var virkelig... Jeg ved ikke. Jeg tog fat om servietterne og begyndte at tage min mascare af. Det var svært, men jeg vil ikke rende rundt med noget jeg ikke kunnde lide.

Imens jeg var igang, gik døren til toilettet pludselig op. Jeg vendte mig om og fik øje på Michayla der så overrasket på mig. "Ej.." sagde hun og kom over til mig. "Lad nu være med at fjerne det! Det ser godt ud på dig," fortsatte hun og smilede. Jeg sukkede. "Nej det gør ej," vrissede jeg surt. Jeg fortsatte med at fjerne det. Hun svarede ikke, men kiggede på mig. Jeg kunne mærke hendes blik i ryggen på mig.

"Gabriella.. Hvordan turde du svare hende?" Jeg så på Michayla gennem spejlet. Turde svare hvem? Jeg ville åbne munden for at spørge, men så kom jeg i tanke om hvorfor jeg var sur. Pigen. Rettere sagt, pigerne. Jeg vendte mig om mod hende og rynkede svagt på panden. "Hvem er de? Kender du dem?" spurgte jeg. Michayla så på mig - hun tav. "Bare ignorér dem.." mumlede hun. Hun kendte dem.

"Ingen har nogensinde svaret Miranda tilbage, og ingen har kunnet få hende til at holde kæft! Og det gjorde du! Og det der med krigsmalingen var virkelig godt sagt!" Michayla virkede glad for at jeg svarede hende tilbage. Men hvorfor? Jeg sagde jo bare hvad jeg mente. Sig mig, var alle bare bange for at sige deres mening? Og kendte Michayla hendes navn? Så hun kendte dem. Jeg sukkede og trak på skuldrene.

"Michayla, jeg er ligeglad med hvad folk tør og ikke tør. Det er min mening, og synes du ikke jeg har ret? Hvorfor pjække fra skolen? Det her er min drøm: at gå i skole. Og det har det altid været. Takket være dig, har jeg fået muligheden for det.." sagde jeg og kiggede på hende. Hendes blå øjne flakkede. Lige pludselig mærkede jeg hendes arme rundt om min hals - hun krammede mig. Jeg sukkede og lagde armene om hende.

Jeg trak mig ud af krammet og kiggede Michayla i øjnene. Hun smilede og pillede ved mit hår. "Ved du hvad?" sagde hun med en sød klang i stemmen. Jeg rystede på hovedet og løftede mit ene øjenbryn. "Jeg synes du er den smukkeste pige jeg nogensinde har mødt," afslørede Michayla og krammede mig en gang til. Det var løgn, men jeg krammede med. "I lige måde."

"Kom, vi har snart time," sagde Michayla og tog fat om min hånd. Hun trak mig hele vejen hel til skabet, så vi kunne finde vores bøger og gå til time. Vi havde matematik, så jeg fandt mine matematikbøger frem og lukkede skabet. Michayla havde ikke samme time som jeg, men i de fleste tilfælder havde vi time sammen. Jeg sagde farvel til Michayla og fortsatte min vej - jeg stødte lige pludselig i en person. Deja-vu.

Mine bøger væltede ikke, og det gjorde personen heller ikke.. Hey.. Det var jo? "Er du ikke Gabriella fra caféen?" spurgte en velkendt pige lige pludseligt. Det var jo Daniella! Fra caféen! I centeret! Jeg smilede og nikkede. Gik hun også på den skole? Så havde vi jo muligheden for at lære hinanden at kende! "Jo, og du er Daniella, er du ikke?" smilede jeg. Hun nikkede. "Det er anden gang vi støder ind i hinanden!" Hun havde ret. Første gang var i centeret, og nu på skolen.

"Jeg vidste ikke du gik på denne her skole?" spurgte hun og smilede til mig. Jeg nikkede. "Det er min første skoledag.." kom det fra mig, uden at tænke på hvad jeg sagde. Hvad havde jeg sagt? Nu ville hun garanteret spørge ind til det. "Første skoledag?" BAM. Der kom det. Jeg bed mig nervøst i underlæben og nikkede usikkert på hovedet. "Jeg mener, det er min første skoledag pga. at mine forældre flytter meget rundt," løj jeg. Daniella nikkede smilende igen - hun hoppede på den heldigvis!

"Hvordan synes du så det er?" spurgte hun. Jeg havde på fornemmelsen af at hun ville starte en hel samtale nu, og jeg havde virkelig ikke tid til det. Vi havde time om et par minutter. Jeg åbnede munden for at fortælle hende at jeg ikke lige kunne snakke, da klokken ringede. Åh, lige til tiden! Jeg så undskyldende på Daniella. "Jeg bliver nødt til at smutte til time, kan vi hænge ud en dag?" spurgte hun og tog fat om min arm, for at jeg ikke skulle gå. "Selvfølgelig."

"Hvad med idag?" blev hun ved. Hm.. Idag? Det kunne jeg vel go.. Nej vent, jeg skal mødes med Justin idag, så det kunne jeg ikke. Jeg rystede undskyldende på hovedet. "Jeg kan ikke idag, jeg skal mødes med.." - "Justin?" Hun afbrød mig. Hvordan vidste hun at jeg skulle være sammen med Justin? Jeg nikkede lidt undrende, og hun smilede. "Fedt! Kan jeg være sammen med jer?" spurgte hun. Kunne hun?

Jeg tænkte lidt. Jeg havde ikke noget imod at hun skulle være sammen med os - tværtimod! Jeg ville virkelig gerne lære hende bedre at kende, hun lød som en rar person. Men Justin havde sagt at det var lidt vigtigt at jeg skulle møde ham. Hvis det var vigtigt, måtte jeg jo ikke tage hende med. Eller må jeg? Hun kiggede på mig med et trist blik, som jeg ikke kunne modstå. Jeg hadede at sige nej, så jeg sagde bare: "Okay."

Hun hoppede op og ned, krammede mig og løb hen til hendes time. Jeg sukkede lettet og ikke lettet ud. Jeg håbede bare Justin ikke havde noget imod at jeg tog hende med til vores aftale idag. Jeg opdagede at jeg stod som den sidste på gangen, og skyndte mig hen til time. Jeg håbede ikke døren var lukket, ellers ville læreren sikkert skælde mig ud!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...