He figured me out - JDB

Gabriella Mauntell på 16 år, har mistet hendes forældre ved et flystyrt da hun var 13 år. Siden da har hun arbejdet hårdt og knoklet for at tjene penge for at betale hendes tilstedeværelse på forskellige hoteller. En dag skal det store teenageidol, selveste Justin Bieber, bo på et hotel i fem dage, nemlig det hun selv bor på. Hun kender intet til ham, men ved et beachparty som hotellet afholder, bliver hele Gabriellas liv forandret. Kan hun klare forandringen, fortsætte livet og ikke tænke på fortiden? Eller afvise fremtiden og holde fast i fortiden?

68Likes
207Kommentarer
14794Visninger
AA

5. Gabriellas synsvinkel.

Jeg gik i panik. Hvorfor stod jeg overhovedet og snakkede til ham? Han spurgte for meget. Men det var mig der næsten var ved at afsløre det hele. Jeg kunne bare have ignoreret ham. Det vil være lidt ondt, men han var virkelig nysgerrig. Kunne han ikke bare være ligeglad? Jeg var vant til at folk var ligeglade med mig. Men han var ikke ligeglad - slet ikke! Jeg sukkede lydløst og kneb øjnene sammen i et kort sekund.

"Mine forældre plejede at fortælle mig det.. De plejede at fortælle mig alt med skæbne og sådan nogle ting.." sagde jeg og fjernede mit blik fra ham.  "Plejede?" spurgte han hurtigt igen. "Ehm.. Jeg.. Det bare fordi.. Jeg er udvekslingsstudent her.. Og eh, jeg bor her på det hotel.." Min stemme rystede lidt - det lød næsten som om jeg græd. Men jeg håbede bare ikke han hørte det. Jeg så væk og kunne lige skimte, at han nikkede.

"Hvad hedder du egentligt?" Jeg kiggede på ham. Endnu et spørgsmål. Var det her et QuizShow eller noget? Jeg kiggede på ham. Jeg blev fanget i hans brune øjne, men rystede på hovedet for at komme tilbage til verdenen igen. "Gabriella. Hvad med dig?" spurgte jeg ham. Hans blik blev forvirret. Hvad? Forventede han nu også, at jeg kendte hans navn? Var han måske byens populæreste dreng? Undskyld, hr. populær - Ja, jeg var ved at blive gnaven.

"Jeg er Justin?.." spurgte han og lavede et blik der sagde 'det-er-indlysende-hvem-jeg-er'. Jeg kiggede dumt på ham. Justin? Det var da et flot navn. Ret sødt. Men hvorfor sendte han mig det der blik? Var der noget jeg skulle vide?

"Justin Bieber, hvis det hjælper." Han kiggede på mig og smilede charmerende. Jeg rødmede lidt af hans smil, men ignorerede det. Forventede han at jeg vidste hvem han var, hvis han fortalte sit efternavn? Så hvis jeg fortalte mit efternavn, vil han så kunne vide hvem jeg er? "Bieber? Er det ikke bare et efternavn? Jeg hedder Gabriella Mauntell, ved du så hvem jeg er?" Han fik et forvirret blik. "Se selv, efternavne hjælper ikke.." sagde jeg irriteret. Han kløede sig i håret.

"Seriøst?" spurgte han endnu engang. Hvad var der galt med den knægt? Og hvorfor var elevatoren ikke nået op til 13 etage endnu? Jeg sukkede. Jeg så over på ham og kiggede spørgende på ham. "Ved du ikke hvem jeg er?" Det var som om at jeg havde tabt hukommelsen og at han prøvede at få mig til at huske. Jeg sukkede lidt og så på ham. "Nej.. Burde jeg da?" spurgte jeg. Han kiggede blankt på mig og sagde intet - hans øjne fortalte at han skjulte noget.

"Æhm.. Er du sikker? JUSTIN BIIEEEBER!" sagde han lige pludseligt, og lavede en pigestemme og skreg lidt efter. Hvad i alverden havde han gang i? Jeg løftede mit ene øjenbryn og kiggede forvirret på ham.  Jeg sagde intet, men han vidste godt at jeg ikke havde en idé om hvad han lavede eller snakkede om.

Der lød et pludseligt beep og med det samme åbnede døren sig. Jeg sukkede lettet og tog et skridt fremad, da jeg blev stoppet. Jeg vendte mig om og kiggede på hans hånd. Den var blød, men kold. Jeg fik et stød gennem hele min krop. Jeg kiggede op på ham. "Hvad er der?" spurgte jeg og kiggede ham i øjnene. Faktisk, havde han nogle flotte øjne. Brune og store.

Han svarede ikke. "Ehm.. Undskyld.." sagde han hurtigt og tog sin hånd til sig. Jeg ønskede at han ikke gav slip, men han gjorde. "Det var bare.. Ja.. Skal du ikke ud?" spurgte han så. Jeg kom hurtigt til mig selv igen. Jeg sagde intet, men vendte mig om og gik hen til mit hotelværelse.

Jeg havde stadig det stød siddende fast i min krop. Jeg følte mig helt forkert. Var han en eller anden hypnotiserende dreng? Jeg rystede på hovedet - men jeg kunne ikke få hele elevatorepisoden ud af mit hoved. Hvad ville han? Hvem var han? Hvorfor blev han overrasket over at jeg ikke kendte ham? Burde jeg kende ham?

Spørgsmålene drev mig til vanvid. Jeg rystede på hovedet og besluttede mig for at tage et bad. Jeg låste mig ind på hotelværelset og fik pludselig øje på en pose på sengen. Jeg rynkede panden og bevægede mig hen mod sengen. Der lå en lille seddel ved siden af posen. Jeg tog den.

 

Hej Gabriella. Det her er noget tøj som jeg har købt til dig. Jeg ved godt du har behov for det, så derfor lagde jeg posen i smug, for jeg vidste du ikke gad have tøjet hvis jeg fortalte dig på forhånd, at jeg ville give dig det. Hygge! Michayla.

 

Jeg sukkede. Helt ærligt? Jeg havde ikke brug for noget tøj. Jeg tog posen og kiggede lidt i den. Der lå rigtig meget tøj dernede. Der var mange bukser og mange trøjer. Jeg hældede det hele ud, og til sidst fik jeg øje på en mørkerød kjole. Hvad i?! Jeg tog den op. Gud, den var jo helt vidunderlig. Hvordan ville hun have, at jeg skal tage imod alt det her?

Jeg sukkede kort og gik ind på badeværelset. Jeg fik tøjet af og tændte for det varme vand. Det var dejligt at få et ordentligt bad igen. Det var over tre uger jeg sidst havde fået sådan et bad. Jeg måtte stinke.

Efter badet, fik jeg tørret mig. Jeg stilte mig foran det spejl der var på badeværelset, i bar krop. Jeg studerede mig selv. Mine ribben var tydelige. Mine ben var ren knogler. Jeg havde ikke spist et ordentligt måltid siden tre år siden. Jeg havde ikke råd til så meget mad, så jeg kunne ikke bestille noget ordentligt. Jeg sukkede og tog mit undertøj på. Jeg måtte arbejde mere, for at tjene flere penge. Jeg var så sulten hele tiden, men jeg havde intet mad.

Jeg gik ind på hotelværelset igen og hen til kommoden. Jeg tog hårbørsten og børstede mit hår. Det var svært - mit hår var uglet. Rigtig meget endda! Jeg sukkede. Måske skulle jeg bare klippe det. Ikke ved en frisør, men af mig selv. Jeg havde ikke råd til en frisør, og det vil jeg nok aldrig få. Jeg overvejede det kort, men sukkede. Mit lange hår ville jeg ikke klippe - min mor havde altid sagt, at hun elskede det.

Jeg lagde mig ned på sengen i mit undertøj og tog dynen op over mig. Min dagbog lå på natbordet. Jeg tog den og klikkede på kuglepennen.

 

Kære dagbog.

Det gik nogenlunde okay idag. Det er faktisk den første dag der er gået sådan, siden mor og far forsvandt. Men det var også mærkeligt. Først startede det med at der var en masse skrigende piger på det hotel jeg var på. De skreg helt vildt meget og det græd endda. De havde næsten alle lilla på, så jeg følte mig som en outsider. Det var ret skørt. Men der er endnu mærkeligere ting endnu! Der var helt vildt mange mænd der stod og tog billeder. Blitzene var ret stærke, jeg anede ikke hvad der foregik. Og det gør jeg stadig ikke. Hvorfor de var her, vidste jeg ikke. Her for ca. en time siden, mødte jeg en dreng. Han hed.. Hvad var det han hed? Når ja. Justin. Han var utrolig mærkelig. Han blev ved med at spørge om jeg ikke kunne genkende ham. Jeg havde aldrig i mit liv set ham før, men han blev ved. Det var helt vildt mærkeligt, men der var noget ved ham der fik et stød tændt i mig. Jeg vidste ikke hvilken følelse det var, men den føltes forkert. Måske gik han rundt med de der stødtingester i hånden? Ja! Det kunne godt være! Så måtte det være derfor, at han tog min hånd. For at give mig stød med vilje! Hvor er han ond.

 

Jeg sukkede og så lidt rundt. Hvorfor kunne jeg ikke få ham ud af tankerne? Jeg lukkede kort øjnene i og bed mig i underlæben. Det hele var mærkeligt idag. Jeg forstod intet. Da jeg åbnede øjnene igen, mærkede jeg hvor træt jeg egentlig var. Jeg skrev farvel til min dagbog og slukkede for natlampen. Alt hvad jeg virkelig havde brug for lige nu, var at sove.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...