He figured me out - JDB

Gabriella Mauntell på 16 år, har mistet hendes forældre ved et flystyrt da hun var 13 år. Siden da har hun arbejdet hårdt og knoklet for at tjene penge for at betale hendes tilstedeværelse på forskellige hoteller. En dag skal det store teenageidol, selveste Justin Bieber, bo på et hotel i fem dage, nemlig det hun selv bor på. Hun kender intet til ham, men ved et beachparty som hotellet afholder, bliver hele Gabriellas liv forandret. Kan hun klare forandringen, fortsætte livet og ikke tænke på fortiden? Eller afvise fremtiden og holde fast i fortiden?

68Likes
207Kommentarer
14506Visninger
AA

1. Gabriellas synsvinkel.

Hvorfor levede jeg overhovedet? Kunne jeg ikke bare dø? Forsvinde? Brænde op? Det hele var kompliceret. Det her var endnu en dag jeg skulle igennem. Jeg sukkede og satte mig op i sengen.

Hvorfor lyttede Gud ikke til mig? Hver nat inden jeg gik i seng, bad jeg om ikke at vågne længere. Jeg følte at Han gjorde det med vilje. At Han bare vil have jeg skulle lide. Så har Han gjort et godt stykke arbejde, for jeg lider som aldrig før.

"Argh.." mumlede jeg da jeg rejste mig op af sengen. Jeg gik ud på toilettet og startede med at tisse af. Toiletsædet var koldt, jeg var begyndt at få gåsehud. Jeg begyndte på at få mit tøj af, jeg ville i bad.

Badet havde virkelig fået mig til at falde i ro. Det var altid dejligt med et bad. Jeg hoppede i mine shorts som jeg havde haft på i en uge nu. Jeg havde ikke noget tøj, ikke særlig meget ihvertfald. Min simple t-shirt fik jeg på og derefter gik jeg over til spejlet for at tjekke om det så fint ud. Tøjet passede ikke sammen. Der var revet hul i min t-shirt for neden. Mine shorts var beskidte. Det eneste der var nogenlunde fint, var mit hår. Jeg sukkede.

Jeg stod nede ved vejen og viftede med hånden, for at få stoppet en taxa. Det var tid til at finde et nyt hotel igen. Jeg havde ikke råd til at bo på det hotel jeg havde boet på igår. Måske var der et hotel der havde billige hotelværelsepriser?

"Hvor skal De køres henne, frue?" Manden i taxaen så på mig gennem bakspejlet. Hvor skulle jeg egentligt hen? Jeg kendte ingen steder. Jeg kendte heller ingen hoteller. Intet. Jeg havde heller ingenting - ingen penge. Hvorfor sad jeg her? Jeg havde ikke råd til det. Jeg steg ud af bilen.

Jeg begyndte at gå med min lille taske rundt om skulderen. Solen skinnede og der var en masse larm i byen. Jeg gik langs fortovet og stoppede op ved en café lidt efter. Der var et skilt på døren til caféen. Medarbejdere søges, god løn. God løn? Vil det sige man får penge for det? Gode penge? Jeg stod lidt i et par minutter hvor jeg overvejede det, da jeg trådte ind i caféen. Helt automatisk.

"Velkommen til, kan jeg hjælpe med noget?" spurgte en pigestemme. Jeg så hurtigt op og fik øje på en høj pige. Hun var blondine. Flotte blå øjne, sødt smil. Hun var virkelig køn. Så hun arbejdede her? Så der var ikke kun mandelige medarbejdere?

"Hallo?" spurgte stemmen igen. Jeg så hurtigt på hende igen. Hendes blik var koldt. Hendes øjne stirrede ondt på mig. Jeg nikkede bare.

"Ehm.. Undskyld. Men ved du hvem man skal snakke med, hvis man vil arbejde her?" spurgte jeg, efter jeg havde rejst mig op fra stolen. Hvorfor satte jeg mig til at starte med? Hvor var jeg også bare dum. Man skulle ligefrem ikke sætte sig ned, hvis man ville skaffe et job.

"Lige dér, du spørger bare efter Marc Anthony." Pigen pegede ind mod en dør. Personalestuen. Jeg nikkede en enkelt gang og tog en dyb indånding. Jeg svingede tasken om skulderen og derefter satte jeg kursen mod personalestuen. Jeg håbede så inderligt på at jeg kunne skaffe et job - et job som kunne give mange penge.

"Hm.. Vi kunne godt bruge dig," Marc så smilende på mig. Jeg nikkede og fik et lille smil frem på læberne. "Hvornår.. starter jeg?" spurgte jeg nervøst. Jeg var ret nervøs for at han ville sige nej, men det gjorde han heldigvis ikke. "Du går bare straks igang," hørte jeg ham sige. Så fik jeg et forklæde og straks kom jeg igang med det jeg skulle. Forhåbentlig ville jeg få penge meget snart.

Hele dagen gik faktisk okay. Arbejdet var ikke så hårdt og jeg havde fået en person at snakke til - Michayla. Hende der havde villet betjene mig før. Blondinen. Hun var en virkelig rar person. På et tidspunkt havde vi siddet på et bord og snakkede om alt muligt, fordi der ikke var nogen i caféen. Hun havde fortalt mig lidt om hendes familie. Da hun havde spurgt om min familie, havde jeg løjet - de var på forretningsrejse. Og jeg boede i et hus.

"Nå, men vi ses." Jeg krammede Michayla farvel og vendte mig om for at gå, da hun tog fat i min hånd. Jeg vendte mig om og mødte hendes blå øjne. "Jeg kan køre dig hjem, det er ret mørkt udenfor." Hun smilede og holdte stadig min hånd. Hendes hånd var varm. Og hendes greb var ret hårdt.

"Ehm, det er fint, jeg klarer mig," løj jeg og vendte mig hurtigt om og begyndte at gå. Som Michayla sagde - det var mørkt. Rigtig mørkt. Jeg strammede grebet om min taske, der hang om skulderen på mig. Jeg havde fuldstændig glemt at jeg var bange for mørke.

Jeg gik hastigt. Jeg anede ikke hvor jeg var på vej hen, jeg havde ingen steder at være. Jeg gik endnu engang på fortovet, og der var også larm. Jeg var begyndt at fryse, mine tænder klaprede sig sammen og jeg fik gåsehud. Det var også virkelig dumt af mig, hvorfor sagde jeg nej til en køretur? Men Michayla ville køre mig til det hjem jeg ikke havde, så måske var det bedre at gå og fryse.

Jeg havde gået i et kvarter nu, jeg var nået til en skov. Måske kunne jeg finde et sted at sove her? Jeg vandrede ind i skoven og gennem en masse træer. Det var ret koldt, men jeg kunne bare finde et sted med en masse blade - blade var meget varme.

Jeg fandt et sted og lagde mig til rette på en masse grene. Jeg frøs som aldrig før, men jeg havde intet at gøre. Jeg tog min taske ned fra skulderen og tog mine ting ud - de ting jeg havde. Et par bukser og min dagbog. Jeg lagde mine bukser ovenpå mig så jeg ikke frøs, og tog min kuglepen. Jeg åbnede min dagbog og fandt en tom side.

 

Kære dagbog. Jeg døde ikke, uheldigvis. Min dag idag havde været som alle andre. Gå rundt og lede efter et sted at være.. Men jeg fik et job. Og en veninde, Michayla. Det var fint nok, indtil jeg ingen steder havde at være. Jeg ligger i en skov lige nu.. Det er faktisk rart, bortset fra at det er koldt. Men det vænner jeg mig til, jeg skal sove her indtil jeg får løn. Derefter tager jeg på et hotel indtil jeg har brugt mine penge. Og sådan vil det gå. Måske kan du forstå hvad jeg virkelig mener. Jeg vil bare hen til min mor og far. Så det må vi håbe det vil ske denne her gang. Kryds fingre for mig.

Hilsen Gabriella.

 

Jeg lukkede min dagbog og sukkede. Det var hårdt. Livet sådan her havde jeg vænnet mig til, så det var ikke noget problem. Det var bare at være væk fra mine forældre. Og at vi ikke engang sagde farvel. Da jeg lukkede dagbogen, gik det op for mig at jeg græd. Mit største ønske lige nu, var at jeg ville dø. Det havde stort set været mit ønske siden jeg forblev alene - hvor mine forældre var forsvundet. Forevigt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...