Haru Haru

Yuri og Crystal har været bedste venner lige siden børnehaven. De har snakket om alt, delt alt, oplevet alt sammen, men alt det ændrer sig drastisk, da der starter en ny dreng på skolen.

5Likes
11Kommentarer
2219Visninger
AA

10. Low end

"Lad være, Yang-o!" hvinede jeg, og løb væk. Alligevel fulgte han efter mig med et grin, greb stramt fast om mit liv, og svang mig rundt i luften, så jeg tabte min taske, og alting fløj ud på gaden, der heldigvis var tom. "Se nu hvad du har gjort, baka!" vrissede jeg med et smil, og gav ham et smølfespark i hovedet. "Av," beklagede han sig, og jeg kunne ikke lade være med et grine. "Tøs," mumlede jeg, og bukkede mig ned for at samle alle mine ting op. "Lad mig hjælpe," sagde Taeyang, og bukkede sig ned for at hjælpe. "Du kan beklage dig over hvor stor din hjernerystelse er denne gang, Yang-o," sagde jeg, og rakte tunge. "Meh, baka," mumlede jeg, og proppede alting i min taske. "Oi, ikke så vrissen," beklagede han sig, og trak mig på benene. "Hvis du vil, kan vi endelig tage hjem til mig, for en gangs skyld. Du har altid beklaget dig over, at vi kun er hos dig," sagde han, og holdt mine hænder op i luften. "Iie!" sagde jeg bestemt, men han grinede bare. "Det er for din skyld," nynnede han, og kyssede mig. Langsomt blødte jeg op i hans arme, og nikkede så. Jeg trak mig væk fra ham, og samlede min taske op fra jorden. "Hvad venter vi så på?" spurgte jeg med et smil, og begyndte at gå.

"Du ved nok, at jeg ikke bor helt så pænt som dig eller Crystal," sagde han lavt, da vi gik gennem gaden. Husene stod tæt, og lignede nærmere lejligheder. Gaden var snusket og beskidt, og overalt i skyggerne sneg tyve og andre kriminelle rundt. "Det er jeg da ligeglad med, jeg vil bare gerne se hvordan du bor.. og møde din familie," sagde jeg med et smil, da vi stoppede foran en rød dør. Der var ingen port, eller nogen forstue. Kun døren, der førte direkte ind i huset. Taeyang åbnede døren, og trådte ind. "Mor! Jeg er hjemme!" råbte han, og smækkede døren i bag mig. Med et svagt smil stillede jeg min taske ved mine sko, som jeg tog af ved døren. "Taeyang?" spurgte en svag, men meget smuk kvindestemme, "jeg sidder i stuen." Taeyang nikkede, og tog min hånd.

"Mor? Det her er Yuri," sagde han med et smil, og jeg bukkede dybt. "Hajimemashite," sagde jeg, og rettede mig op. Foran mig sad en smuk kvinde. Hun så ikke ud til at være særlig gammel, og lignede hvert fald ikke en, der ville bo sådan en sted som dette. "Så du er Yuri. Taeyang har snakket meget om dig," sagde hun med et venligt smil, "sæt jer endelig." Hun nikkede mod sofaen, der stod lidt fra hvor hun sad. Hun slukkede fjernsynet, der stille kørte i baggrunden, og kiggede på mig. "Du er endnu smukkere end han har beskrevet, og han underdriver aldrig," sagde hun med et stort smil, "vil I havde noget at drikke? Din søster har lige lavet hjemmelavet saft." Jeg skulle lige til at åbne munden, og takke ja, da Taeyang tog fat i mit håndled. "Ellers tak mor, vi klarer os," sagde han med røde kinder, og hev mig gennem stuen. "Det var hyggeligt at møde dig," sagde jeg i forbifarten til hans mor, inden han trak mig op ad trappen.

Hans værelse var småt og næsten tømt for møbler. Kun en seng, en kommode og lidt småting fyldte rummet. "Blev du pinligt berørt?" spurgte jeg med et grin, da Taeyang lukkede døren, og jeg satte mig på hans seng. Han rystede lidt på hovedet, og satte sig ved siden af mig. Hans kinder var ved at miste den røde farve, men det lod til at hans værdighed havde fået et hug. "Det er altså ingen skam at fortælle sin mor om ens kæreste," sagde jeg smilende, og omfavnede ham. "Jeg har da også fortalt min mor alt om dig," mumlede jeg i hans øre, og han grinte kort. Pludseligt, men med langsomme bevægelser, tog han fat om mine skuldre, og kiggede mig i øjnene. "Du er virkelig smuk," hviskede han, og straks fyldtes mine kinder med blod, "jeg er ked af at jeg ikke kan give dig mere." Han sukkede, og flyttede sine hænder fra mig. Jeg kiggede med et rynket øjenbryn på ham, og tog så hans hånd. "At du er dig selv er nok. Jeg behøver ikke et stort hus eller en masse materielle ting. Alt jeg behøver er din kærlighed," hviskede jeg og førte forsigtigt hans hånd op til mit hjerte, der ukontrollabelt hamrede. Hans blik rettedes mod mit endnu en gang, og han smilede forsigtigt. "Du mener det," sagde han lavt, og jeg nikkede bestemt. "Selvfølgelig, baka," sagde jeg med et smil, og rakte tunge. Han smilede svagt, og lagde armene om mig. Fra det tidspunkt vidste jeg, at uanset hvad der skulle ramme os, var vi usårbare. Intet kunne trænge igennem.

 

_____________________________________________________________________________________

 

Iie : Nej

Baka : Idiot, dumme, osv.

Hajimemashite : Hyggeligt at møde dig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...