Usynlighedens glædesvind

Så er næste skud på stammen klar. Denne gang handler det om blæst. Hvordan kan blæsten pludselig blive "en katalysator for tankespind"? Læs med....

1Likes
0Kommentarer
830Visninger

1. Blæst

Usynlighedens glædesvind

I en dejlig børnesang står det skrevet, at ”blæsten kan man ikke få at se, det er der ikke noget at gøre ved”. Man siger man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Her vælger jeg i stedet at tage fat i en børnesang. Sandt er det, at blæsten er usynlig for det blotte øje. Alligevel har den en uforklarlig betydning. For fremtidens verden er det altafgørende, at vinden kan skaffe os det, eksperterne kalder vedvarende energi. For mig selv derimod har blæsten en langt mere psykisk betydning. Blæsten har den særlige evne, at den er i stand til både at servicere os med gode og dårlige stunder.

Jeg har købt en racercykel, og jeg skammer mig inderligt over kun at få den brugt ”for good” om sommeren, men sådan er vilkårene nu engang. Jeg skal også lave lektier, gå i skole, dyrke sport. Ud over kan det at finde motivation og tid til at tage sådan et dejligt monstrum med ud på de danske landeveje (okay, landevejene på Mors) virke som overkommelig opgave for de fleste. En opgave jeg endnu ikke har klaret med bravur. Dog har jeg spenderet mange timer på min kære cykel. Jeg har selvfølgelig købt en cykelcomputer til den. Ikke noget fancy, den er indkøbt i Brugsen for vel omkring en 100 kr., men den virker upåklageligt. Denne cykelcomputer kan vise ens hastighed. Hvilken egenskab. Første gang jeg rundede 40 km/t i timen var magisk. Vejen ville det, at det nu engang skulle gå nedad, og vejret diskede op med medvind fra den bedste skuffe. Jeg kørte bare derudad. Det var fuldstændig magisk den måde, hvorpå jeg følte mig flyvende. Jeg sværger, jeg kunne have invaderet Polen i samme snuptag. Der var ikke den ting, jeg ikke kunne klare. Netop denne følelse blev skabt af noget usynligt. Det var blæsten, der skabte min rus, og jeg blev ærlig talt mega høj af det. Samtidig har jeg også mange gange været ude for det stik modsatte scenarie. Når du kommer trillende op af bakken med blæsten, der praktisk talt sparker dig i ansigtet, og den så nådesløst sørger for at bringe din i forvejen lave energi til et minimum. De fleste, der har prøvet at køre bare lidt på cykel, vil kunne nikke genkendende til dette. Magen til demoralisering skal man lede længe efter. Endnu engang kan man begrunde sit humør eller sit energiniveau med noget usynligt. I den animerede film ”Bjørne brødre” er der en scene med en sang. Kort fortalt handler ”Bjørne brødre” om en stor og en lille bjørn, som finder sammen og bliver hinandens bedste venner. De bliver faktisk så gode venner, at de kalder hinanden for brødre. I denne scene med sangen er der en lille sekvens, hvor den mindste bjørn står ved en skrænt. Her giver han bare slip og lader sig styre af den netop opståede blæst (bevares, det er jo tegnefilm), men der står han, selvom han ikke forsøger at holde sig oppe. I mit hoved er det virkelig smukt, hvordan blæsten kan afholde denne lille søde bjørn fra ”den visse død”, fordi den hengiver sig fuldstændig til øjeblikket og lægger alle bekymringer til side. Den store bjørn bliver naturligvis betaget af dette, så den forsøger det samme og mislykkedes. Den falder ned af skrænten, som til alt held højst er et par meter høj. På den store bjørns mimik kan man aflæse, at den reelt ikke tror på sådan ”hokus pokus”, og derfor må den lade sig falde. Måske er dette et meget godt eksempel på den store tro, der er plantet i unges sind. Jeg kan nævne i flæng, hvordan man som lille højst sandsynligt har troet både på julemanden, påskeharen og tandfeen. Alle figurer som ingen eksistens kan tillægges, men det smukke ved barnesindet er, at det endnu ikke er blevet forskruet af omverdenen.   Blæsten er noget virkelig smukt. Den er ikke til at se, men den kan skabe ellers utilgængelige glædesmomenter. Den lille bjørn formår på meget kort tid i en animeret film at samle så megen mening og dybde bag blæsten, at jeg også må sidde betaget bagefter. Den formår at henfalde til øjeblikket, hvor den stoler på noget usynligt. Den stoler på troen. Jeg har sidenhen forsøgt at gengive scenen i virkeligheden. Måske har blæsten ikke været stærk nok, hvad ved jeg? Måske har min tro ikke været gennemtrængende nok, men i hvert fald er det endnu ikke lykkedes. Jeg har dog oplevet at stå i et øjeblik uden punkter på programmet. Jeg har oplevet at stå bare for at nyde. Noget jeg synes hverdagen mangler spor af, dette med at gøre ingenting bare for at nyde det. I blæsten finder man en tro følgesvend, der måske i fremtiden vil være en kilde til vores energi. Se, det er en bemærkelsesværdig ting at kunne skrive på cv’et. Der har jeg stået ved en meget fesen klippeskrænt og bildt mig selv ind, at det kunne være livsfarligt for at opnå den samme rus, som gjorde sig gældende på cyklen.  Det lykkedes. I øjeblikket var jeg svævende. Kun jeg selv kunne mærke det, men jeg kunne til gengæld også mærke det.

I vinduet hænger et edderkoppespind. Det er vådt, fordi regnen har taget et lille smut forbi det vestlige Jylland. Spindet ryster noget så voldsomt. Blæsten rusker i spindet. Hvis edderkoppen havde været til stede, havde den haft et seriøst problem med at holde fast, men det er vel endnu en egenskab, blæsten besidder. I dette tilfælde kræver den styrke og gåpåmod af edderkoppen, noget vi alle sammen kan stå og mangle fra tid til anden. På samme måde har blæsten rusket op i mig, når jeg ikke selv har været i stand til det. Blæsten må på mange måder siges at være en katalysator til tankespind af en anden dimension. Jeg svæver, når jeg giver slip på tanker og frustrationer. Jeg koncentrerer mig kun om den blæst, der rusker i mig. Blæsten kan man nok ikke få at se, men den har en kolossal psykologisk betydning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...