LUCIFER

Lucifer var en af Guds allernærmeste og mest betroede engle og han var leder af det store englekor. Men da Guds pryd nægter at bøje sig for menneskeheden bliver Lucifer forvist til jorden i håb om at han på den måde vil kunne lære at elske Guds små børn.

4Likes
3Kommentarer
1463Visninger
AA

3. LYSERØD AURA & RAFAEL

Jeg vil hjem, jeg vil hjem, jeg vil hjem! Den samme tanke fløj forvildet rundt inde i mit hoved og den var på ingen måde brugbar. For lige meget hvor meget jeg ønskede, at vende hjem så var det umuligt. Jeg var fanget i denne ynkelige og magtesløse krop! Mit vingefang, mit sværd og skjold var taget fra mig og jeg kunne nu føle sulten krybe ind på mig. Min mave knurrede og mine fødder skreg, jeg havde vandret rastløs rundt i flere dage og ingen havde tilbudt mig noget som helst. Intet husly, ingen føde. De små usle kreationer fortjente ingenting, slet ingenting. De var egoistiske, forræderiske og ondskabsfulde men min egen fader vægtede dem virkelig højere end hans egne børn. Det var forrykt. Som et overordentligt tordenskrald buldrede min mave og jeg satte mig fortabt på en bænk.. Mad.

Jeg sukkede og så ned ad mig selv, og opfattede for første gang de klæder jeg gik rundt i! Jeg havde haft så travlt med, at brokke og klynge mig, at jeg slet ikke havde set hvor dum jeg så ud.. Mine hellige klæder var skiftet ud med en kikset skjorte, slidte jeans og beskidte gummisko. Jeg lignede jo en af dem! Jeg skulede op mod den overskyede himmel men midt i min ynkelig opførsel blev jeg afbrudt da en kødklump af hunkøn satte sig ved min side. Bag hendes mørke hår gemte hun sin lyse hud og de grønne øjne som lyste op af ligegyldighed, men det var bemærkelsesværdigt ikke det eneste der lyste.. Hendes auras skær lyste op af farven lyserød! Kærlighedens og oprigtighedens farve. Normalt lagde jeg ikke mærke til kødklumpernes aura, men min sidekammerat sad inde med den rene uskyld og dog virkede hun udadtil som alle de andre; Ligeglad. Hun kiggede kort på mig med hendes grønne øjne og et skjult smil blev dannet på hendes læber, så rejste hun sig fra bænken, tog hendes taske på ryggen og steg ind i det store gule køretøj, og forsvandt.

”Jeg kan ikke tro mine egne øjne! Den pige synes virkelig at Den Strålende Morgenstjerne var .. var.. lækker!?” Jeg så til min højre og der sad han: Rafael! Den humoristiske og frelsende ærkeengel. Min bedste ven. Jeg sprang op fra bænken med et astronomisk smil malet på mine læber. Jeg vidste det! Min fader havde fortrudt og nu kom Rafael for at give mig mit vingefang tilbage, men midt i min sejrsrus så jeg Rafael ryste på hovedet.

”Nej? Hvad mener du med nej? Hvorfor er du så kommet?” Hvæsede jeg spydigt og lod mine arme falde ned langs siden. Min ven kiggede på mig med en forbavset mine.

”Nå, hvis det skal være på den måde.. Så smutter jeg da bare op igen” Mumlede han og spredte sine kraftfulde vinger ud. Mine øjne blev store og med en panisk håndbevægelse fik jeg stoppet hans handling. Min desperate opførsel morede han og han sænkede vingerne.

”Nej, farmand har ikke fortrudt. Tværtimod, så mener han at det er den bedste beslutning han nogensinde har træffet, hvis vi altså ser bort fra forvisning af Adam og Eva. Hvis du spørg mig så var det den værste! Jeg savner dig mand! Mikeal har taget din plads og han kalder sig selv for ”Den der er som Gud” som om det at være ærkeengel ikke var nok? Nå, men siden du ikke vil bøje dig og Gud slet ikke vil bøje sig, så skal jeg være din skytsengel. Fedest ikke? Jeg skal passe på dig og alt muligt, og min første gode skytsengle gerning er at finde dig en plejefamilie og en skole.” Overvældet af alle de mange informationer dumpede jeg ned på bænken igen og gloede på Rafael. Min bedste ven og nu skytsengel.

”Det mener du bare ikke..” Mumlede jeg og lagde opgivende mit tunge hoved på hans skulder. Plejefamilie? Skole? Åh nej..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...