LUCIFER

Lucifer var en af Guds allernærmeste og mest betroede engle og han var leder af det store englekor. Men da Guds pryd nægter at bøje sig for menneskeheden bliver Lucifer forvist til jorden i håb om at han på den måde vil kunne lære at elske Guds små børn.

4Likes
3Kommentarer
1464Visninger
AA

2. FORVISNING

”Buk dig Lucifer, buk dig!” Beordrede en ærbødig stemme, så voldsom at den fik hinsides til skælve men jeg var ikke bange, jeg nægtede at bukke mig. For hvad? Små usle kreationer? Små skrøbelige lerfigurer? Aldrig! Min respekt og kærlighed tilhørte kun den voldsomme stemme, Guds stemme.

”Hvorfor skal jeg vise min respekt overfor dem? Du, og kun du, kan rumme al min kærlighed og al min respekt. De små ler klumper har ikke fortjent den, de er ingenting. Jeg nægter!” Hvæsede jeg sammenbidt og med en voldsom armbevægelse, væltede jeg alle de små figurer afvegen. Gud var rasende og de andre, både ærkeengle og engle, så tavse på. Intet åndedrag, ingen bevægelse. Som statuer stod de bare og så til.

”Nuvel. Mennesket skal gøre sig fortjent til din kærlighed? Så forviser jeg dig hermed fra himmeriget og ned på jorden. Her skal du blive indtil du giver disse vidunderlige statuetter kærlighed.” Jeg kunne ikke tro mine egne ører, forvist?! Jeg tabte holdningen og faldt sammen. Hans ord rungede i mit hoved, og jeg følte mig pludselig svag og ynkelig. Forvist? Og inden jeg kunne nå at protestere ramte jeg en grålig overflade, hårdt!

Egentlig ville jeg ikke have rejst mig op men bare have blevet liggende. Bare lidt, bare for altid. Men nej, de forbistrede bæster skulle selvfølgelig komme løbende. De skulle alle sammen stå og kigge på den forviste ærkeengel Lucifer. Mig. Jeg rulle om på ryggen og så på dem alle, hver og en af dem. Ingen hjalp, ingen gjorde noget. Nej, de så bare til. Levede han? Var han kommet noget til? Ja, det her ville helt klart pifte deres så ellers kedelige og meningsløse hverdag op.

”Er du okay?” Lød det fra en høj ranglet mand, hvis øjne var blevet så store at jeg faktisk frygtede, at de ville falde ud af hovedet på ham. Jeg fnøs, dette måtte helt klart være en af guds testfigurer. Køn var han nemlig ikke! Hans adamsæble var på størrelse med en femkrone og med de koloenorme fortænder kunne han rive asfalten af vejen. Selvfølgelig ventede han på et svar, det gjorde de alle men jeg flettede såmænd bare mine fingre, trillede tommelerne og svarede; ”Jeg faldt ned fra himlen, jeg har fået taget mine vinger og Gud er sur på mig. Var det ikke svar nok Fedtmule?” Langsomt begyndte pøblen at smuldre og spredte sig til alle fire verdens hjørner. Endelig alene, altså, hvis man så bort fra de forbipasserende klumper kød. Ja, så var jeg faktisk alene. Jeg kastede mit blik op mod skyerne og sukkede opgivende.. Jeg troede han elskede mig, hans egen søn, men han elskede åbenbart kødklumperne mere. Jeg kom på benene og kunne endelig mærke smerten i min forslåede krop..

Jeg var for alvor alene og nu eksploderede hjemveen i min miserable krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...