Forræderen

Mit forsøg på at skrive noget spændene. Om den 13årige Anne, prinsesse af Elfiffa. Hendes fredfyldte liv ændre sig pludseligt da et oprør mod hendes far kongen tvinger ham i krig. Det hele bliver ikke bedre af at en forræder lusker rundt på slottet.

1Likes
0Kommentarer
943Visninger
AA

2. Oprør

Jeg løb hen til Amanda og Claes, som stod i det andet hjørne af scenen. Min hjerne var forvirret og bange. Hvad skete der? Var der virkelig et oprør i gang mod kongen? Og hvem kunne mon stå bag? Alle tankerne fløj gennem mit hoved og klistrede sig fast, hvor de kunne finde plads. Jeg hørte far råbe efter manden med råberen.

”Hvad?” sagde Amanda. Mig og far havde nået hende samtidig. ”Anne, Claes og Amanda, vi må straks væk herfra!”. Far lød ophidset og bange. ”Gå ned i kareten. Nu!” Vi kunne ikke andet end at lystre. Claes tog mig og Amanda i hver sin hånd. Han så bange ud. ”Hvad sker der?”. Jeg var den, der vidste mest, og jeg fortalte hurtigt om manden på hesten og samtalen. Amandas bryn rynkede sig. Vi var nået ned til kareten. Mor sad der allerede og far kom lige bag ved os. Vi satte os uden en lyd. Mor var, om muligt, blevet endnu blegere. ”De Kongelige forlader nu pladsen, på grund af problemer på slottet. Gør venligst plads!”. Det var manden med råberen, der talte. Alle folk flyttede sig og gjorde plads. ”Vincent, hvad sker der?” spurgte mor. ”Ikke nu Daphne, smil til folk, de er bekymrede!”. Jeg gjorde mig umage med at smile til alle, Claes smed nogle af de roser, han havde fået ud til et par piger, og Amanda vinkede med sit tørklæde. Mor så ikke glad ud.

Vi nåede ud på de smalle, brostensbelagte gader i midtbyen. Folkemængden var tyndet ud nu, så far startede med at fortælle: ”Jo, altså, en af vores soldater bragte mig bud. Han sagde, at omkring tyve mænd er trængt ind på slottet gennem køkkenindgangen!”. Far sukkede. ”De gik til angreb på køkkenet og prøvede at trænge op i tårnene. Men takket være soldaterne og tjenestefolkene, nåede de ikke langt”. ”Kom nogen til skade?” spurgte Claes. ”Hvordan kunne de dog komme ind der?” råbte Amanda. ”Sagde den mand ikke mere?” spurgte jeg. Mor sad helt stille. Hun stirrede på far. ”Børn, vi ved ikke mere. Manden der kom, var hastet af sted, han havde ikke nået at få særlig mange informationer med!”. Far så træt og bange ud. ”Sikke et dårligt sendebud!” sagde Amanda frustreret. ”Øh, far, vi kører altså den modsatte vej af slottet lige nu!”. Jeg havde pludseligt opdaget, at vi kørte mod vest, og ikke mod øst. ”Vi kører ikke tilbage til slottet. Der er alt for farligt. Tjenestefolkene skal nok klare den”. Så kom jeg pludseligt til at tænke på Therese. ”Far, vi må da hjælpe dem! Therese! Benedikte! Og alle de andre! Far, vi kan da ikke bare forlade dem?”. ”Nej, Anne har ret, vi må da tage tilbage og kæmpe sammen med tjenestefolkene! Vi er da ikke krystere!”. Amanda støttede mig, og hendes øjne glødede. ”Man skal ikke være overmodig!” sagde Claes. ”Det ville være dumt og vovet at sætte livet på spil, når vi har dygtige soldater til at klare den slags!”. ”Overmod er hvis ikke dit store problem!” sagde Amanda og hendes øjne lynede mod Claes. ”Amanda!”. Mor var vågnet af sin trance. Amanda stirrede ondt på Claes, far så rådvild ud, men stoppede ikke kusken. Vi nærmede os bymuren, og fars store fæstning.

Fæstningen var oldgammel. Jeg havde tit set den, man passerede den hver gang man red ud af byen. Der var en tyk bymur hele vejen rundt om byen. Der var kun hul nogle få steder. Ned ved havnen, nogle få nødudgange og så her. Man red under en buegang, hvor der stod to vagter døgnet rundt. Buegangen gik igennem fæstningen. ”Jeg rider til slottet. Jeg sender en budbringer når I må komme. Jeg skal nok skynde mig!”. Far talte hurtigt og ignorerede Amandas kommentar om at hun da også ville med tilbage. ”Claes, vil du med?”. Claes blev bleg. ”Skal vi slås?” sagde han med en meget lille stemme. Amanda fnøs. Jeg kunne godt forstå dem begge. Det var Claes’ pligt at tage med, han var jo kronprins, men jeg ville heller ikke bryde mig om at svinge et sværd, og dræbe folk. Især ikke, hvis jeg var så elendig til det som Claes. ”Jeg rider selv” sagde far, der tog Claes’ stilhed som et nej. Mor førte os ud af kareten og hen mod fæstningen. ”Vi finder nogle soldater vi kan spørge om vej” sagde mor fast, og ledte os ind af den store port. ”Hej! Du, det er Dronningen!”. Mor råbte en forskrækket, ung soldat op. ”Deres Majestæt!” sagde manden forfjamsket. ”Til tjeneste!”. ”Find os et værelse, hvor vi kan være. Alle fire. Vi skal vente på bud fra min mand. Der er opstand på slottet”. Mor talte strengt og stirrede manden lige ind i øjnene. ”Selvfølgelig Deres Majestæt, jeg skal straks finde Dem et værelse. Jeg har et med pejs og nogle komfortable møbler. Hvad synes De om det?”. ”Fint, tak!” sagde mor, og så gik vi.

Værelset var fint. Amanda vandrede frem og tilbage foran vinduet. Claes så flov ud. Han satte sig ned i sofaen, ved siden af mor. Jeg lagde mig på en seng. Jeg kunne ikke tænke på andet end Therese og Benedikte. Jeg kunne se billeder af deres døde kroppe i mit hoved. Jeg stirrede ind i væggen. Lyttede. Jeg kunne ikke hører noget. Ingen hestehove, der kom galoperende med en budbringer. Jeg tænkte på, hvad Benedikte havde sagt. ”Må jeg få et par minutter af din tid?”. Men hvis hun allerede var død, så ville hun aldrig få det. Hun ville ikke få det, jeg havde lovet hende. Jeg så op fra mine hænder. Claes stod lige foran mig og så ned på mig. Han satte sig ved mine fødder. Jeg satte mig op, så der kunne blive plads til ham på den smalle seng. Han lagde en arm om mig. ”Sikke en fødselsdag, hva?”. Han så medlidende på mig. Amanda så på ham henne fra vinduet. Hendes øjne var ikke helt så rasende som før. ”Ja” hviskede jeg. Mor forholdt sig stadig helt passiv. Pludselig blev jeg vred på hende. Claes trøstede mig, Amanda ville gøre noget, men mor sad bare der. Hun havde ikke sagt en lyd siden vi kom herop. Det burde da være hende, der trøstede og opmuntrede os! ”Mor!” sagde jeg højt. Hun rettede sig pludselig op og stirrede på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Claes hjalp mig. ”Hvem tror du det er, der er trængt ind på slottet?” spurgte han. ”Jeg ved det ikke” sagde mor og så ned på sine hænder. ”Hvad tror du de ville?” spurgte Amanda. ”Det ved jeg ikke” sagde mor. ”Hvordan kunne de vide at man kan komme ind til hele slottet ved hjælp af tjenestefolkenes indgang?” spurgte jeg ”Det ved jeg…” mor kom ikke videre, for jeg var sprunget op. ”SE!” råbte jeg ”Budbringeren!”. Vi skyndte os hen til vinduet. ”Deres Majestæt!” sagde budbringeren da han så os i vinduet. ”I kan komme tilbage til slottet nu!”.

Vi kørte mod slottet. Budbringeren vidste en masse og snakkede ivrigt. ”Er nogen døde?” spurgte Claes. ”Ja, Deres Højhed” sagde budbringeren og mit hjerte sprang et slag over. ”Tolv af de indtrængende mænd er dræbt. To er hårdt sårede og resten slap væk”. Jeg var så lettet at jeg følte jeg fløj. ”Er noget dyrebart ødelagt?” spurgte mor. ”Ja, Deres Majestæt, det store vægtæppe, der hænger ved tjenestefolkenes indgang er brændt. Nogle porcelæns ting i køkkenet er smadret, og en af vore soldater fik ødelagt sit skjold. Ellers er alt uskadt”. ”Også alle mennesker?” spurgte jeg. Den unge budbringer så trist på mig. ”Nej, Deres Højhed, Desværre ikke. To af vore soldater er hårdt sårede. Et par stykker har stiksår og nogle stykker har bare småskader. I alt er 7 mand af vore havnet på hospitalsstuen.” Jeg sukkede igen lettet. Benedikte og Therese var begge uskadte! Men budbringeren var ikke færdig. Hans øjne blev fyldt med tårer. Han tog en dyb indånding og sagde grådkvalt ”Der er også sket dødsfald blandt køkkenpigerne”. Amanda snappede efter vejret. Claes udbrød ”Dræbte de mænd uskyldige køkkenpiger?”. Budbringeren nikkede. ”Ja, Deres højhed, de dræbte Agathe. Køkkenpigen. Hun var kun 14 år gammel. Hun var faktisk min niece”. Han så på os. ”Kendte De hende?” Amanda var den eneste, der nikkede. ”Er der flere døde eller sårede?” spurgte jeg. ”Ja, Deres Højhed” sagde budbringeren og så på mig. ”Kokkepigen har brækket armen, og så er der Benedikte. Ammen. Hun er hårdt såret.” Budbringeren så på mig. ”Kendte De nogle af dem?” Jeg kunne mærke Amandas hånd på min. Claes lænede sig op af min skulder. Mor så tomt frem for sig. ”Ja” hviskede jeg. ”Det er virkelig synd for den gamle Benedikte” sagde budbringeren ”Hun havde grebet en kniv og prøvede at forsvare sig selv og de andre. Hun stak en mand ned, da han prøvede at trænge op i tårnet, hvor du bor. Hun var virkelig modig, har jeg hørt. Men da hun forsvarede prinsesse Anne Sophias tårn stak en mand hende i ryggen. Hun faldt om og han…”. ”Stop!”. Claes var hvid i ansigtet. ”Forstår du ikke, at damen var Annes amme. For hele rigets skyld dog, lad være med at give hende de uhyggelige detaljer om den stakkels kvindes død!”. ”Undskyld. Jeg er virkelig ked af det, Deres Højhed. Jeg vidste det ikke. Om forladelse!”. Han så fortabt på mig. Men jeg så ham ikke. Benedikte. Min amme. Hun havde været som en mor, også her hvor mor var så syg. Nu var hun død. ”Prinsesse. Deres Højhed?” Budbringeren talte til mig. ”Hun er jo ikke død endnu. Hun levede, da jeg kørte. Hun talte…”. ”Hvad sagde hun?”. Jeg afbrød ham skarpt. ”Øh, jeg tror hun sagde at hun havde ondt. Og så sagde hun at hun var glad for at have forsvaret dit tårn!”. Jeg følte mig knust. Jeg havde ikke haft tid til hende tidligere i dag. Og der var noget hun ville sige til mig. Der var noget hun ville sige… ”Kør!” råbte jeg højt og skingert ”Kør! Vi må hjem til Benedikte!” Budbringeren kørte virkelig til. Vognes jul fløj, når han drejede. Claes råbte højt af skræk, da vi var lige ved at køre nogle ældre damer ned. Vi kunne se slottet nu. Jeg ønskede kun en ting. At nå op på slottet og se Benedikte.

”Gør plads!” skreg Amanda, da vi stormede op af slottes trapper. Hun vidste godt at det betød rigtig meget for mig, det her. Vi stormede op af et par trapper. Hospitalsstuens dør åbnede sig og far trådte ud. ”Anne!” sagde han og smilede ”Amanda! Det er godt I er her! Nej! Nej, I må da ikke gå ind i hospitalsstuen, nej nej…”. Men vi masede os forbi. I sengene lå der soldater. Allerlængst nede bagerst i stuen lå kokkepigen og Benedikte. Benedikte var meget bleg. Hun lå med lukkede øjne. Hendes hænder lå på dynen. Hun blødte lidt fra pegefingeren. Hun var død. Tårerne kom ukontrolleret hurtigt. ”Anne” sagde Amanda og lagde en arm om mig. Men jeg skubbede hende væk. ”Anne” sagde hun igen ”Hun ånder!”. Jeg stirrede på dynen. Den hævede sig. Og sænkede sig! ”Benedikte!” sagde jeg og bøjede mig ind over hende. ”Benedikte, lever du?”. Hendes øjne åbnede sig langsomt. Hun så på mig. Et lillebitte smil kom frem på hendes milde ansigt. ”Anne” hviskede hun. ”Ja” hviskede jeg. ”Anne, vi går dystre tider i møde! Dystre tider! Lov mig at du ikke vil bringe dig selv i unødig fare!”. Jeg nikkede. ”Selvfølgelig Benedikte. Du skal nok blive rask!”. Men Benedikte rystede på hovedet og løftede dynen af. Hun var klædt i en hvid hospitalsdragt. Den var rød af blod midt på maven. Hendes ene ben pegede i en unaturlig vinkel. ”Anne. Jeg elsker dig. Husk det. Pas på dig selv. Jeg har for resten en gave til dig. Her Anne…”. Hun rakte hånden frem. Hun holdt om en lille pakke. Så faldt hånden pludselig slapt ned på dynen. Hendes brune øjne blev hvide. Amanda gispede. Jeg lukkede hendes øjne, tog pakken og hviskede ”Tak, søde, søde Benedikte, jeg elsker også dig!”. Så gik jeg ind i fars favn. Han havde stået bag os hele tiden. Her græd jeg.

Da vi gik ud af hospitalsstuen havde vi alle tre røde øjne. ”Vi giver hende en flot begravelse!” lovede far. ”Vi kan arrangere den i morgen, og lægge hende i jorden om to dage”. Men jeg blev bare ked af det. Benedikte, i jorden. Nej! ”Amanda, dine tjenestepiger venter på dig. De er bekymrede. Amanda hastede af sted. ”Anne, Therese venter i dit kammer”. Jeg havde ikke skænket Therese en tanke. Jeg løb af sted mod tårnet.

Therese sad på sengen. Hun havde røde rande under begge øjne, hendes øjne skinnede og hun var bleg. Meget bleg. ”Therese!” sagde jeg ”Hvor er jeg glad for at du er uskadt!”. Jeg løb hen til hende, satte mig ned og slog armene om hende. ”Åh, Anne, det var forfærdeligt!”. Hun græd uden tårer. ”Fortæl mig om det” sagde jeg. Så begyndte Therese:

”Jeg var gået ned i køkkenet for at hjælpe kokkepigen med at lave festmiddag til når I kom hjem. Vi snakkede og pjattede, alle er så flinke dernede. Vi hørte nogle skramle ved døren. Jeg havde ingen anelse om hvem de var, jeg troede bare at det var køkkenfolk ligesom os. Agathe, den 14årige tjenestepige, gik ud for at lukke op for dem. Men hun nåede aldrig hen til døren. For mændene var trængt ind, og de stak hende ned. Åh Anne, de stak bare et spyd i hende, og trådte hen over hendes lig. De gik amok på os. De var forfærdelige at se på. De havde skinnende, sølvgrå rustninger. Deres våbenskjold var en påfugl. De skreg, nærmest som en påfugl, og gik i gang med at stikke køkkenpiger ned. Kokkepigen slog en af dem med en gryde, og så slog soldaten igen. Det brækkede hendes arm. Alle flygtede. Der kom cirka ti soldater løbende ind i køkkenet. De var på vores side. De råbte, at vi skulle flygte, mens de selv gik til modangreb mod de fremmede. Jeg flygtede, men nåede lige at se, hvad der skete med Benedikte. Åh Anne, det var frygteligt. Kokkepigen pressede alle os piger op af trappen. Hun ledte os ned i vinkælderen. Der forbandt hun selv sin arm, mens hun beordrede os at tie stille. De fremmede måtte ikke opdage os. Jeg priste mig lykkelig for, at I var borte. Det var så godt, at du ikke var hjemme, Anne, for de prøvede virkelig at komme op i jeres tårne. De ville dræbe, Anne. Jeg hørte en af dem råbe at kongen skulle dø. Hans venner skreg noget om at de kongelige skulle afsættes, og nye folk skulle overtage. Jeg var bange, men følte mig alligevel som en kujon, fordi jeg ikke var så modig som Benedikte. Hun blev og kæmpede. Kokkepigen sagde at de indtrængende var godt dumme. Hvis de gik efter kongen, hvorfor angreb de så slottet, når de Kongelige var i byen? Jeg ved det ikke Anne, men så kom soldaterne ned til os. Altså de soldater, der er på vores side. De fortalte at de fremmede var jaget på flugt, eller dræbt, og så hjalp de os op, gav os mad og tog dem der var sårede hen til hospitalsstuen. De var virkelig flinke, men mange af dem var selv sårede. Dem skylder vi en stor tak, Anne”.

Hendes fortælling, og det at hun nævnte Benedikte, fik mig til at græde igen. Therese hulkede. Pludselig bankede det på døren. Amanda trådte ind. Hun havde to af sine bedste tjenestepiger med. ”Hej Anne. Hej Therese” sagde hun ”Festmiddagen er aflyst. Far er taget ind i byen for at holde en tale til folk, han vil sige hvad der skete. Mor er gået i seng og jeg ved ikke hvad Claes laver, men jeg tror ikke han er i festhumør. Er i det?” Både mig og Therese rystede på hovederne. ”Jeg tænkte om vi ikke kunne sove her? Mig og Mia og Jeanette?”. De to tjenestepiger bar på hømadrasser og vattæpper. ”Jo, selvfølgelig” sagde jeg.

Aftenen endte med at blive meget hyggelig. Amanda og hendes tjenestepiger var vældig søde, Amanda gav mig hendes fødselsdagsgave: en lille dukke i voks, den kunne jeg sy tøj til og bruge som model. Den var fantastisk, jeg var virkelig glad for den. Jeg gav Amanda en ny ridepisk, en sort en i læder, men med grønt fløjl rullet rundt om. På grund af det ville det ikke gøre så ondt på hesten. Amanda var meget imod de gammeldags, hårde piske. Min hjemmelavede pisk var meget bedre, sagde hun, og hun blev virkelig glad. Therese gav mig et stort stykke gyldent stof. Hun sagde, at hun ville have købt mig en kjole, men hun ikke kunne finde nogle flotte. Så derfor skulle jeg selv sy kjolen, det synes Therese blev så pænt. Jeg fik straks en masse ideer. Det var virkelig en god gave, men det må have kostet Therese flere ugers løn at købe det stof. Amandas tjenestepiger gav mig en ny broderenål i guld, og de gav Amanda en ny skede til hendes kniv. Lige inden vi faldt i søvn snakkede vi om hvem det havde været der var trængt ind. ”Det er måske nogle fattige, som er desperate for et bedre liv” foreslog Therese. ”Nej” sagde Amanda ”Disse mænd havde sølvrustninger, og fine våben. De var organiserede og havde deres eget våbenskjold. Det er det mest bekymrende, for det betyder at de sikkert har en rig leder”. Vi diskuterede også hvordan de var kommet ind ”Der er kun en løsning” sagde Jeanette, Amandas tjenestepige. ”En her på slottet har hjulpet dem ind. Ingen vidste hvor den dør, var, I ved godt hvor svær den er at se under rosenbuskene!”. Det lød rigtigt. Og forfærdeligt. Tænk hvis der var en forræder på slottet? Til sidst faldt Amanda og hendes tjenestepiger i søvn. Therese og jeg græd os i søvn i hinandens arme.

Midt om natten vågnede jeg ved at far kom ind i værelset. Han var ledsaget af sin krigsrådgiver og hærføreren. ”Deres døtre sover, Deres Majestæt” sagde hærføreren. ”Ja, men jeg ville bare lige se om de var uskadte inden jeg selv går i seng. For sikken en dag!” ”Ja, Deres Majestæt, hvad tror De dette skal ende med?” ”Jeg ved det ikke!” Fars stemme var træt. ”Men hvis dette vanvid ikke stopper, så bliver der krig!”.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...