Forræderen

Mit forsøg på at skrive noget spændene. Om den 13årige Anne, prinsesse af Elfiffa. Hendes fredfyldte liv ændre sig pludseligt da et oprør mod hendes far kongen tvinger ham i krig. Det hele bliver ikke bedre af at en forræder lusker rundt på slottet.

1Likes
0Kommentarer
949Visninger
AA

3. Krig

To dage senere begravede vi Benedikte. Far, Claes, Amanda, mig, Therese, Agathes familie og alle de andre piger og kvinder fra køkkenet var der. Den Kongelige Begravelsesplads var smuk, velholdt, men den passede ikke til Benedikte. Først sænkede tre stærke mænd Agathes kiste i jorden. Far sagde nogle ord om hvor dygtig hun havde været, hvor ung og smuk hun havde været og hvor synd det var for hende og hendes familie. Amanda havde fugtige øjne, men det var intet imod hvor meget hendes familie græd. Budbringeren var der også. Far så virkelig trist ud, og han lagde n stor, smuk krans på pigens grav. Agathes mor sagde noget om hvor rørt hun var over kongens venlige opmærksomhed, og om hvor stolte de var af at Agathe lå på Den Kongelige Begravelsesplads. Hun sagde at det mildnede savnet lidt, at så mange mennesker gjorde noget ud af en lille, fattig piges begravelse. Jeg kunne godt forstå hende, men vidste godt at over halvdelen af disse mennesker ikke ville være kommet hvis det ikke var for Benedikte.

”Benedikte, datter af Jens Bagersvend, ansat på slottet som amme for prinsesse Anne Sophia, død d. 28. august. Ære være hende, og hendes mod!” Jeg sank en klump. Fars ord var smukke, men passede ikke på Benedikte. Han havde ikke sagt et ord om hvor sød, venlig, gavmild, kærlig og omsorgsfuld hun var. Jeg kunne mærke tårer i øjenkrogen, da mændene sænkede hendes lysebrune lindetræskiste ned i hullet. Amanda græd. Claes tog mig om livet, men jeg vristede mig fri. Jeg gik hen til hullet og så ned på kisten. Det var en smuk begravelse, men Benedikte ville nok helst have ligget i køkkenet eller i Rosenhaven. Den synes hun var så smuk. Det gav mig en ide. Jeg spænede væk. ”Anne!” råbte far. Men jeg vendte mig ikke om. Jeg kunne høre folk bryde ud i mumlen, men jeg var ligeglad. Benedikte var død, og hun skulle have den smukkeste begravelse nogle kunne ønske sig.  Jeg nåede Rosenhaven, forpustet og svedende. Vejret var varmt, selvom det var september i morgen. Jeg løb hen til en busk med røde roser. Jeg prøvede at plukke nogle, men stilkene var seje og tornene stak mig. Jeg løb hen til et skur hvor gartnerne holdt til. Jeg tog en rosensaks og løb af sted igen. 5 minutter senere havde jeg en buket med 2 roser fra hver busk i haven. Det blev cirka 30 roser.

”Anne!” sagde far ”Hvad skulle du?” Jeg viste ham den enorme buket. ”Den er smuk Anne. Lad os lægge den på graven. Mens jeg havde været væk havde de dækket hullet til, og nu lagde både Claes, Therese, Amanda og far deres små ting på graven. Den blev smuk. Far rømmede sig og sagde: ”Benedikte har betydet meget for os. Hun var en dygtig amme, en kærlig én, hun var modig, og hun er elsket” Mere sagde han ikke. Det var også nok. Der gik en hel måned. Det blev september, og bladene blev gullige. Mig og Therese syede vinterkjoler. Vi brugte også det stof jeg havde fået af Therese til min fødselsdag. Jeg syede den med pufærmer, og den blev rigtig god. De andre kjoler blev også flotte, i røde, orange og grå nuancer. Amandas hingst Sergios hopper folede en efter en. Til sidst havde far i alt 8 føl i sin stald. Alle med Sergio som far. Claes forberedte sig allerede til Efterårsfesten. Han var meget hos sin private skrædder, frisøren og billedhuggeren. Han var ved at lave en statuette af Claes.

De fleste mennesker talte om angrebet. Mange gættede på hvad, hvem og hvorfor det var sket. Nogle teorier var direkte vanvittige. For eksempel sagde en kone der bragte os frisk mælk hver morgen til Therese: ”Jeg ville sige op hvis jeg var dig. De mennesker var skovmennesker far bjergene. De har skik med at udrydde hele folkeslag. De hænger fødderne op fra alle dem de har dræbt. Man siger de har flere tusinde!” Therese nænnede ikke at fortælle den skræmte kone, at både Benedikte og Agathe havde haft deres fødder i god behold, da de blev begravet. Andre mente at de var de gamle slægter der spøgte. I gamle dage havde det jo været en anden slægt der regerede. Altså ind til oprøret. Nogle der forstod sig på det sagde at der stod en rig mand eller kvinde bag dette. Jeg troede mest på det sidste, men jeg ved ikke hvem denne rige person kunne være. Der er en masse hertuger og adelsmænd i Elfiffa. Der bor også en del af dem på små slotte rundt om byen og ude på Sletten. Måske kunne en af dem, nej. De ville ikke vide hvor tjenestefolkenes indgang var. Måske kunne en af dem have sladret, hvis de nu fik penge for det?

En dag, da vi sad og spiste morgenmad, fik far et brev. Vi sad alle og snakkede om Efterårsfesten om 20 dage. Mor var syg og lå i sit kammer. Therese var i byen for at købe stof til nogle strømper, vi ville sy. Fars sædvanlige morgenpost ankom. Han kiggede den igennem. Hans øjne blev store, da han nåede til det sidste brev. Jeg bemærkede det og spurgte ”Hvad er det for et brev, far?”  ”Jeg ved det ikke, men se lige, der er ingen adresse eller afsender!” Jeg tog brevet og viste det til Amanda og Claes. ”Åben det, Anne” sagde Amanda. Far nikkede. Vi læste alle sammen brevet flere gange. Der stod:

Vi har en hær. En stor hær, som venter i bjergene. Vi angriber byen om 3 dage. Hvis I vil forhindre det, må I møde os i bjergene. Vores mål er at fælde kongen og hele hans hær. Vi skåner ingen. Vi ved alt om jeres liv og jeres borg. Vi kender alle de hemmelige indgange. Vi kender jeres hemmeligheder. Hvis vi først trænger ind i byen, er der ingen steder, hvor I kan gemme jer. Vi skåner ingen.

Jeg så på far. Hans ansigt udtrykte forbavselse, men ikke frygt. Det beroligede mig lidt, for jeg var blevet kold af angst. Især det sidste, det med at de kendte os, det var skræmmende. De havde jo vidst, hvor tjenestefolkenes indgang var. Så hvorfor ikke… ”De udfordrer os!” sagde Amanda. ”Det brev ville jeg ikke stole på!” sagde Claes. ”De nærmest tigger os om at komme til bjergene! Hvis de virkelig kender os så godt, så trænger de vel bare ind, når I er taget af sted!” ”Hvad mener du med ”I”, Claes?” spurgte Amanda. Claes blev faktisk rød i hovedet. ”Jeg må drøfte dette med min hærfører og krigsrådgiver. I må ikke tænke for meget på dette brev, børn, det kan bare være for sjov” Men far så bekymret ud. Han rejste sig fra bordet og marcherede ud. Da han var væk begyndte Claes og Amanda at skændes. ”Jeg ville gerne med, hvis vi skulle slås!” sagde Amanda stolt ”Du har jo ingen erfaring i krig!” sagde Claes ”Hvordan er det nu man får erfaring, Claes?” spurgte Amanda hånligt. ”Du har ikke modtaget undervisning!” sagde Claes ”Og hvad så? Jeg har trænet med staldkarlene! Jeg ved en masse om krig og strategi!” Amanda stirrede Claes i øjnene. ”Og hvis man har modet, er intet andet nødvendigt!” Hun rankede ryggen og spiste en smule brød. Jeg var ved at blive træt af deres evindelige skænderier. ”Amanda!” sagde jeg ”I bliver jo aldrig enige! Så lad dog være med at skændes!” ”Nå!” sagde Amanda foragteligt ”Så du holder altså med ham!” Hun kastede hovedet hen mod Claes. ”Anne har da lidt fornuft i hovedet!” sagde Claes og lagde hånden på min arm. ”Hvad mener du med at jeg har lidt forstand! Jeg ved en masse, og Amanda, jeg holder ikke med Claes!” Amanda smilede triumferende og Claes flyttede hånden. ”Og jeg holder heller ikke med dig, Amanda!” sagde jeg ”jeg holder med den der først holder op med at skændes!” De tav begge. Jeg smilede. Min taktik virkede. ”Jeg har tænkt på noget. Hvis der virkelig er en ”forræder”, så kunne han jo også lække andre oplysninger til denne fjende!” Jeg så på Amanda. Hun nikkede. ”Du har ret. Hvis der er en spion her på slottet, så kan denne fjende vide alt muligt!”  Claes nikkede. ”Det skrev han jo også i brevet!” sagde han.

Resten af dagen gik jeg med tanken i hovedet. Hvem? For det blev mere og mere sandsynligt at en fra slottet havde lækket oplysninger. Jeg snakkede om det med Amanda og Therese, men de vidste jo ikke mere end mig. Til aftensmad den aften snakkede Amanda, Claes og jeg igen om brevet. Døren gik op, og far trådte ind. ”Børn” sagde han og så dystert på os. ”Hele hæren tager til bjergene i morgen” Så var det sagt. Jeg følte mig allerede bange. Og forvirret. For hvem var denne fjende? Kunne man drage i krig mod nogen man ikke vidste hvem var? Claes åbnede munden. ”Far, hvis dette er en list, eller et baghold, hvad vil du så gøre? Hvad nu, hvis i kommer op i bjergene og der ikke er nogen hær? Hvad nu, hvis denne hær angriber Elfiffa imens!” Far nikkede. ”Disse ting har vi tænkt på, Claes. Men vi besluttede at tage en chance. Der bliver næsten 50 mand i byen. Hvis nogen angriber er de her. Hvis brevet er sandt møder vi fjende om 2 dage. Så kan vi slå denne hær tilbage før den når at skade Elfiffa. Den chance må jeg, kongen, tage!” Amanda smilede. ”Det var en god tale far!” sagde hun. Far smilede ganske lidt. Han så på sin hærfører der stod ved siden af. ”Bring bud til hæren. Informer nogle bud der kan sprede historien. Alle i byen skal vide at hæren rager af sted i morgen” ”Javel Deres Majestæt!” sagde hærføreren og gik. ”Jeg vil gerne sige farvel til jer nu” sagde far. ”I morgen tager vi af sted tidligt. Jeg får nok ikke meget tid!” Jeg mærkede en sort sky lægge sig om min mave. Den sendte konstant lyn ind i maven. Det føltes som små nåle der prikkede. Det gjorde ondt. ”Claes, som kronprins vil de fleste forvente at du tager med, du har gennemgået din modningsceremoni, du er 15 og i fin form!” Claes blev helt hvid i ansigtet. ”Far, jeg er ikke i form! Jeg har ikke fået undervisning i kamp de seneste 2 år!” ”Det er kun fordi du har brugt din tid på andre ting, som for eksempel skuespil og kunst!” Amanda så foragteligt på Claes ”Jeg vil med, far!” sagde hun ”Jeg er i den grad i form!” Jeg blev helt kold ved tanken om Amanda i krig. Hun var en af mine nærmeste venner, hvis ikke den nærmeste, hun måtte ikke tage af sted. ”Amanda, du er kun 13 år, du har ikke modtaget kampundervisning, og du er en…” Far stoppede. ”En pige!” skreg Amanda ”Bare en lille, svag pige, ikke? En pige der ingen kampundervisning har fået!” Amanda rejste sig fra bordet. ”Jeg ved så meget mere om krig end den svækling!” Hun pegede på Claes ”Men han må gerne komme med! Han er 15, og en dreng! Det er urimeligt, far!” Amanda styrtede ud af salen. ”Amanda!” råbte far. Men Amanda var væk. Han rejste sig og gik med lange skridt efter Amanda. Da han var væk sagde Claes ”Hun har ret, Anne!” Forundret så jeg på ham. ”Hun vil gerne slås, jeg vil ikke. Er det så ikke mærkeligt at hun ikke må, men at jeg skal?” ”Jo” mumlede jeg. ”Forventer folk virkelig at jeg går ud og slår ihjel, og bliver slået ihjel?” Claes så bedende på mig. ”Claes, de forventer det fordi det har alle andre kronprinser gjort. Far er den største krigerkonge der nogen sinde har levet! Man forventer at hans søn er ligesådan!” Jeg sagde dette, men jeg kunne godt hører at det lød forkert. ”Anne, kong Vincents søn vil ikke i krig! Der må da være noget andet jeg kan gøre?” ”Hm, sikkert, men det at du ikke vil i krig, det er underligt. Og det kan folk ikke lide!” ”Jeg er ligeglad!” sagde Claes højt. ”Jeg gør ikke ud og slås, bare fordi nogle tåber fra vores by mener at det gør en rigtig kronprins!” Han rejste sig og gik. Jeg rystede på hovedet og forlod som den sidste selv den lune sal.

Den aften kunne jeg ikke sove. Der var alt for mange tanker, som ikke var blevet tænkt igennem. Brevet, krigen, skænderiet, far, Amanda, Claes. Jeg følte allerede savnet efter dem. Nogle af soldaterne kendte jeg godt. De skulle også af sted. Far havde 20 mand han var særligt knyttet til. De var modige, kloge og hans gode venner. De blev kaldt Rådet, fordi far holdt råd med dem i ny og næ. Rådet skulle også af sted, og dem kendte jeg godt. Jeg fik pludselig en ny tanke: Jeg kunne jo også tage med! Og være sammen med Amanda og Far! Jeg prøvede at overbevise mig selv om at det var en god ide, men min fornuft ville ikke overtales. Jeg var lille, spinkel, 13 år og jeg havde ingen kamperfaring eller træning. Og så troede jeg heller ikke jeg kunne slå ihjel hvis jeg prøvede. Jeg følte mig som en kujon. Jeg turde ikke tage med. Men jeg måtte vel heller ikke. Og heller ikke Amanda. Jeg besluttede mig for at tage af sted hvis Amanda gjorde. Jeg ville ikke blive tilbage som Den Bange Søster. Beslutningen lettede lidt, men der gik endnu et godt stykke tid før jeg sov.

Den næste morgen vækkede Therese mig. Det var stadig mørkt udenfor, men man kunne ane røde striber langt ude over havet. ”Anne, du må op! Din far tager af sted ved solopgang! Jeg har ladet dig sove alt for længe, men jeg har ikke kunnet lide at vække dig!” Jeg fløj ud af sengen, jeg kunne næsten ikke stå stille mens Therese redte mig. ”Hvem tager af sted?” spurgte jeg hende. Hun hørte alt, for hun færdedes i køkkenet og på de lange gange hver tidlig morgen. ”Din far tager af sted med halvdelen af Rådet. Resten bliver hjemme og styrer mens han er væk. Han har samlet 700 soldater, 500 tager med ham, 200 bliver hjemme.  Det var vidst alle” Jeg sukkede lettet. ”Så tager Claes og Amanda altså ikke med?” ”Ikke så vidt jeg ved” svarede Therese ”Amanda har barrikaderet sig i sit kammer, og jeg har ikke set noget til Claes” Hun rødmede lidt. Jeg lo af hende og hun blev lidt sur. ”Din mor har givet mig en kjole du skal have på!” sagde hun skarpt ”Hun siger at du er gammel nok til at gå med sørgetøj!” ”Hvad?” hvinede jeg ”’Må jeg se!” Therese viste mig en lang, sort kjole. ”Men far er jo ikke død endnu! Hun siger jo nærmest at denne krig er tabt! Og det er den jo ikke!” Jeg så rasende på Therese ”Det er jo ikke min skyld, Anne!” sagde hun stødt ”Undskyld, Therese, vil du ikke nok hjælpe mig med at få den på?” Therese nikkede og fik mig i kjolen. Den gik helt ned til jorden. Den sad stramt rundt om livet, og havde pufærmer. Og den var kulsort. Jeg nåede ikke at stoppe Therese før hun kom en tilhørende hat på mit hoved. Den var sort, og bag på den hang et langt, sort slør, som gik helt ned til jorden, som et slæb. ”Den klæder dig, Anne” sagde Therese, men jeg fnøs. Så greb Therese mit smykkeskrin. Hun fandt nogle sølvarmbånd, en halskæde og et diadem. Med alt dette på så jeg meget kønnere ud. ”Tak Therese” sagde jeg, mens hun satte mit hår i en lang fletning.  Så gik vi ned til kareten, der skulle køre os til byporten. 

Mor havde også en sort kjole på. Hun var som sædvanlig smuk, men havde røde øjne under øjnene. Hr. Schüttelfeldt hjalp hende op i kareten. ”Kære Dronning, De kan jo ikke gøre for at din mand altid skal drage i krig!” hørte jeg ham hviske. Jeg blev rasende. ”Mor!” sagde jeg. ”Kan Therese ikke komme med i kareten?” Mor nikkede bare, og mig og Therese steg ind. Claes sad der allerede, han var bleg, han så ud som om dette skulle blive hans død. På mange måder forstod jeg ham godt. Han skulle stå og se på mens hans modige far tog i krig, foran en hel by der forventede at han tog med. Jeg puffede Therese ned i sædet ved siden af ham, og satte mig selv ved siden af mor. Hr. Schüttelfeldt gik ind i slottet igen. Jeg troede vi ventede på Amanda, men da kusken kom kørte vi. ”Hvad med Amanda?” spurgte jeg mor ”Hun vil ikke komme ud af hendes kammer. Hun siger at hun vil med. Tåbelige pigebarn!” Jeg knyttede hænderne i vrede. Det var mor der var tåbelig. Claes rettede på sin sorte kappe, og Therese stødte ind i ham da vejen drejede. ”Undskyld, Deres Højhed!” sagde Therese og blev kogende rød i ansigtet. Claes smilede til hende, men sank så tilbage, sad bare og stirrede ud af vinduet. Vognen skrumplede af sted på brostensvejen.  Vi kørte op af hovedvejen som førte ud af byen. Man kunne se folk i gaderne, de gik samme vej som os.

Da vi kom hen til bymuren var der samlet en masse mennesker. Mor stod ud først. Så Claes, som rakte hånden til Therese. Therese tog den, og han hjalp hende ned. Så hjalp han mig, og så gik vi alle fire op af vejen. På hver side stod mennesker.  Vi kom op til hæren, som stod opstillet, i rækker og små grupper. Allerforrest red de ti mænd fra Rådet, og far. Han vinkede til os, og vi maste os udenom hæren, og hen til ham. ”Daphne!” sagde han. ”Gå op på muren. Så kan i se når vi rider af sted. En mand fra Rådet blæser i et horn, og så rider vi. Jeg elsker dig” Mor tog fat i Claes og mig og trak os hen mod muren. Jeg rev mig løs og løb hen til far. ”Farvel far!” sagde jeg. ”Farvel Anne. Hils Amanda og sig at jeg er så ked af det. Jeg ved hvor god hun er, men Rådet tillader det ikke. Kun mænd i krig, sådan er reglerne. Jeg elsker dig, Anne, og også Claes. Farvel. Gå nu. Nu, Anne!” Jeg måtte gå. Mor kaldte. Jeg sendte far et fingerkys, og løb hen til mor, Claes og Therese. Hæren stod lige foran bymuren. Midt på muren var porten, men der var mur ovenover, og der stod mig, mor, Claes og Therese. Vi kiggede på da portene åbnede sig udad, og hele hæren red eller gik ud på den enorme slette.

Mens vi havde stået der var det begyndt at blæse. Vinden var iskold og hård. Min kjole var en vinterkjole, men slet ikke nok til at holde en sådan vind ude. Jeg ville gerne have stået og set hæren drage af sted, men mor trak mig væk. ”Anne, du fryser. Kom nu med. Anne, det var en orde!” Jeg fulgte modvilligt med. Therese tog min hånd. Hendes hånd var lun og rar, men jeg frøs stadig. Claes dukkede sig da vi gik gennem menneskemængden. Folk så skeptisk på ham. En lille pige råbte med klar stemme: ”Mor! Hvorfor er den soldat ikke taget i krig?” Hun pegede ivrigt på Claes. Hendes mor tyssede på hende, men Claes havde hørt det. ”Det er et godt spørgsmål!” hvæsede en gammel kone. ”Syg er han i hvert fald ikke! Kong Vincent gik i krig som 13årig, og fra ham hørte man ikke et eneste klynk!” Jeg stirrede den gamle kvinde i øjnene, og hun så væk. Men Claes havde også hørt denne bemærkning, og han sagde ikke noget hele vejen hjem.

Da jeg så slottet blev jeg på en måde lettet. Der var varme, morgenmad og en middagslur i vente, vidste jeg. Men på den anden side mindede slottet mig om at jeg ikke var draget af sted. Jeg var blevet hjemme. ”Anne, kom nu, vi skal ind nu!” sagde Therese og rev mig ud af mine drømmerier. ”Ja” sagde jeg bare, og fulgte efter hende ind. Hr. Schüttelfeldt stod klar med en varm drik og tæppe til mor. ”Oh høje dronning, Deres Kære Majestæt, de må være træt og kold, kom lad os gå ovenpå, også du Ædle Kronprins, trænger du ikke til et varmt bad og et krus hyldete?” Claes nikkede og fulgte med mor og hr. Schüttelfeldt med op af trapperne. Jeg stod tilbage med Therese. ”Kom nu, søde Anne, vi må op på værelset og få varmen, ikke?” ”Jo. Selvfølgelig Therese” Vi gik op af den anden trappe, der førte til mit tårn. ”Tag tøjet af, så henter jeg noget nyt til dig, og noget varmt at drikke, og et fodbad!” Therese forsvandt igen. Jeg så efter hende, hun var virkelig sød. Nogle gange glemte hun bare sig selv. Jeg smed mig på sengen, iført drivvåd kjole og støvler og slør og diadem. Jeg ved ikke om det var den voldsomme afsked med far, eller det at jeg var stået op før solen der gjorde det, men efter få minutter sov jeg fast.

Da jeg vågnede var det midt om natten. Jeg måtte have sovet i mindst 12 timer. Jeg stod op, og mærkede hvordan kjolen stadig klæbede til kroppen. Mine støvler var stadig mudrede. Mit hoved gjorde ondt, og jeg opdagede at diademet havde lavet et rødt mærke tværs over min pande. Jeg tog alt tøjet af, og tog det rene, tørre på. Therese havde lagt det på sengen. Der stod også et krus te. Teen var kold, men smagte stadig godt. Jeg fik varmen, og besluttede at finde Amanda. Jeg måtte fortælle hende hvad far havde sagt.

Jeg listede ned af tårnet, gennem spisesalen, op af trappen til Amandas trappe. Hendes dør var lukket. Jeg prøvede at åbne den, men den var låst. ”Amanda!” sagde jeg og slog på døren. ”Det er mig, jeg skal sige dig noget vigtigt fra far!” Jeg kunne høre gulvet knirke. Amanda var stået op. Hun åbnede døren. Hun så forfærdelig ud. Hun havde røde øjne, hendes hår var filtret og hun var blevet tyndere bare på to døgn. ”Amanda, du må have noget mad! Jeg henter det lige!” Jeg styrtede af sted. Ned til køkkenet, tilbage med en kurv fyldt med mad, ind i Amandas kammer og hen til hende.  Amanda sad på sengen og græd, da jeg kom tilbage. ”Amanda, spis!” kommanderede jeg. Hun spiste lydigt, faktisk grådigt. Tårerne løb ned over hendes blege kinder, og stålgrå øjne blev røde. Jeg redte hende, mens hun spiste og græd. Da hun var færdig lagde jeg hende ned i sengen, dækkede hende med et tykt tæppe og så sov hun. Jeg ordnede hendes værelse, gjorde et bad klar og ryddede maden væk mens hun sov. Jeg tænkte på at sige til mor at hun havde åbnet døren, men så ville hun bare komme og vække Amanda, og skælde hende ud. I stedet sov hun nu, sødt. Nogle gange var det hende der var den bløde, den lille og den bange og triste. Nogen gange byttede vi roller.

To timer senere vågnede Amanda med et gisp. Hun satte sig op i sengen og stirrede rundt. ”Rolig nu, Amanda, jeg er her” sagde jeg. Hun lagde sig ned igen. Hun lå helt stille i nogle minutter. Så rejste hun sig op, klædte sig af og badede i baljen jeg havde sat frem. ”Anne. Anne, er virkelig ked af det!” Hun græd lidt. ”Jeg var bare så vred over at jeg ikke måtte komme med. Og ked af at far tog af sted, og at Claes svigtede. Mor virkede så ligeglad, og jeg orkede bare ikke at se dem. Så jeg låste mig inde. Åh Anne, jeg er så sulten!” Jeg smilede. Amanda havde spist en masse før, men jeg havde taget et brød og noget røget gedekid med til hende. Hun talte videre mens hun spiste. ”Jeg ville ikke være med til at sige farvel til far og hæren. Jeg skammede mig over at blive hjemme. Så jeg blev herhjemme og tænkte. Jeg fandt frem til, at hvis vi ikke bliver angrebet om to eller 3 dage, så er der virkelig krig. Krig, Anne. Krig!” Hun så på mig. Jeg nikkede bare. Så kom jeg i tanke om fars besked. ”Jeg skulle sige fra far at haner så ked af det. Han ved hvor god du er, men Rådet tillader ikke at piger tager i krig. Han elsker dig, Amanda” Amanda græd. ”Åh Anne hvor er dette her ondt!” Jeg nikkede igen. ”Far har sagt til mor at han vil skrive et brev så snart han kan!” sagde jeg opmuntrende ”Nu er det bare at vente”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...