Forræderen

Mit forsøg på at skrive noget spændene. Om den 13årige Anne, prinsesse af Elfiffa. Hendes fredfyldte liv ændre sig pludseligt da et oprør mod hendes far kongen tvinger ham i krig. Det hele bliver ikke bedre af at en forræder lusker rundt på slottet.

1Likes
0Kommentarer
951Visninger
AA

8. Forræderen

”Nå!” sagde Claes fortumlet. ”Jeg skal prøve, hvis det er så vigtigt!” Hans ansigt blev rynket i koncentration. ”Hun var ung, meget ung, måske kun 12 eller 13 år. Hun var mørkhåret og hendes hud var solbrændt. Hun lignede en af de små piger fra havnen. Hun var klædt i sort, og med et hvidt forklæde, så jeg vidste hun var tjenestepige. Er det nok?” ”Altså jeg kender hende ikke!” sagde jeg. ”Men det gør jeg!” udbrød Therese så pludselig. ”Det er Iza. Hun er lige startet her, som tjenestepige. Hun kommer nede fra havnen, det hørte jeg hende sige til kokkepigen for nogle dage siden. Men hun kan ikke være forræderen, for hun ved ingenting om slottet. Hun er jo også først lige startet, så hvordan kan det passe?” ”Det er sikkert forræderen der har bedt hende gøre det, for en sikkerheds skyld!2 sagde jeg. ”Du er ret god til at lege helt, Anne!” drillede Therese. Jeg tjattede ud efter hende. ”Vil i hører hvad der så mere skete?” spurgte Claes. ”Ja!” kom det fra os begge. ”Altså jeg sagde tak for bægeret uden at tænke over hvad og hvorfor jeg havde fået det, og så gik jeg op i pejsestuen med det. Jeg tog en slurk så jeg kom ind af døren, og det smagte dejligt, men bismagen var bitter. Så… så husker jeg ikke mere!” Claes så ulykkelig på os. ”Hvordan er jeg så havnet her?” ”Hr. Schüttelfeldt fandt dig bevidstløs en time senere. Lægerne bar dig herop, og her har du ligget i fem dage. Du har været bevidstløs, og i dag vågnede du!” ”Det kan jeg godt huske!” sagde Claes. ”Jeg slog øjnene op, og der sad en sygeplejerske ved min seng. Hun begyndte at skrige, og snart stod der mindst ti mennesker omkring mig. De har undersøgt mig på kryds og tværs. Jeg er frygtelig sulten, og de har fodret mig med grød og vand hele dagen. De siger at det er et mirakel at jeg ikke har nogle varige men. Min hals svider når jeg synker, men lægerne siger at det går over. Det er giften der har ætset min hals og det heler snart igen!” Therese smilede glad til Claes, og han smilede tilbage. ”Vi snakker med Iza i morgen!” sagde jeg ”I nat kan mig og Therese sove her i hospitalsstuen. Jeg går lige ud og snakker med lægen!” Jeg rejste mig, og lod dem være alene. Jeg fandt lægen, og det var hel i orden at vi blev natten over. Da jeg kom tilbage sad Therese stadig med Claes i hånden. Det gibbede i dem begge da jeg højt sagde: ”Hej!” Den nat sov vi alle tre på hospitalsstuen. Mig og Therese på madrasser på gulvet og Claes i sengen. Jeg sov tungt og godt på den bløde madras, og da jeg vågnede var jeg udhvilet og glad. Therese sov stadig. Hendes gyldne hår skinnede i det blege sollys. Hun smilede i søvne, og jeg tror hun tænkte på Claes. Claes lå også og sov fredfyldt. Hans smukke hår lå som en pude om hans smukke ansigt. Hans hænder var foldet over den hvide dyne. Jeg smilede, og begyndte at tænke på de spørgsmål jeg ville stille tjenestepigen. Hun måtte ikke blive skræmt, og ikke føle sig truet til at svare. ”Kære Iza” sagde jeg til mig selv ”Da du gav Claes det dér bæger med mjød, hvem fik du så bægeret af?” Sådan kunne man spørge. Men hvad så hvis hun sagde at det kunne hun ikke huske, eller at det ville hun ikke sige, hvad skulle vi så gøre? Jeg grublede lidt, og fandt på noget nyt: ”Kære Iza, hvis du vil være så venlig at fortælle os hvem der gav der det bæger, som du senere gav til Claes, så kan du få en smuk kjole, 100 sølvmønter og en forfremmelse til hofdame! Samtidig kan du være med til at forhindre at flere uskyldige mennesker bliver forgiftet! Vi du ikke nok?” Vi kunne få Claes til at give hende en rose, og spørge med sukkersød stemme: ”Smukke Iza, vil De fortælle mig det, så er du sød?” Jeg smilede. Claes er bare så god til at overtale, og selvom Therese nok ikke ville kunne lide det, var det en god idé. ”Anne?” spurgte Therese søvnigt ”Er du vågen?” ”Hm” mumlede jeg, og satte mig op. ”Skal vi gå ned og finde Iza?” spurgte Therese, mens hun rejste sig. Hun var klædt i hende hvide natkjole, og hende hår var flettet i en lang fletning. ”Godmorgen Therese!” sagde Claes og gloede på hende. Hun sprang af sted og løb ud af stuen. ”Jeg tager lige noget tøj på!” råbte hun over skulderen. ”Claes!” sagde jeg bebrejdende ”Skam dig!” Claes smilede bare, og rejste sig. Han tog hurtigt tøj på, og hjalp mig med at rydde madrasserne op. Hospitalsstuen var efterhånden godt befolket af sygeplejersker, læger og patienter. To kønne sygeplejersker kom trippende. ”Har De brug for hjælp, Deres Majestæt?” spurgte den ældste og smilede til Claes. ”Ja, du må gerne lige bære de her madrasser ud!” sagde jeg og blinkede til Claes. Den anden sygeplejerske fulgte ærgerligt efter sin veninde. ”Anne!” sagde Therese der pludselig stod lige ved siden af os. Hun var klædt i smukt lyseblåt tøj, og hendes øjne lo sammen med mine. ”Der er morgenmad til jer i spisesalen” ”Tak, Therese” sagde jeg, ”Du kan da bare spise med!” sagde Claes, ”Kom nu, så følger jeg dig til bords” De tog hinanden i hånden, og vi gik sammen ned til morgenmaden. Spisesalen var øde. Jeg kom pludselig til at savne de dage hvor alt var som det plejede: Far og mor, Amanda, Claes og jeg spiste alle måltider sammen. Bagefter tog mor os med på besøg hos adelsfolk, eller legede med os på vores kamre. Far ordnede papirarbejde, og han holdt tit fester for alle hans folk. Det var der jeg lærte at danse. Dengang tænkte jeg ikke over dårlige ting, og jeg havde ingen problemer. Mor og far havde heller ingen store problemer, alt var godt. ”Anne” sagde Claes og rev mig ud af min drømmeverden. ”Anne, vil du ikke have noget mad?” Jeg var gået lige forbi bordet. ”Øh, jo!” sagde jeg, og gik hen og satte mig hos dem. ”Nå, hvad er det så vi skal?” spurgte Claes med munden fuld af æg og brød. ”Vi?” spurgte jeg ”Hvornår er du kommet ind i det her?” ”Hold nu op, Anne!” sagde Therese vredt ”Selvfølgelig skal Claes være med. Det er da klart at han gerne vil være med til at finde den person der forgiftede ham!” Jeg kunne godt høre at der ikke var noget at gøre, så jeg sagde modvilligt. ”Nå, nå fint: Vi skal ned til tjenestepigernes kamre og finde Iza. Så spørger vi hende ud, og når hun fortæller os hvem der gav hende bægeret udspørger vi også den person. Sådan bliver vi ved indtil vi finder den der er den skyldige, forræderen!” De to andre nikkede. ”Men Anne, hvad hvis hun ikke vil fortælle os noget?” spurgte Claes. ”Hm, ja det har jeg tænkt lidt over…” sagde jeg, og så fortalte jeg om min plan med at lokke det ud af Iza. Thereses mund blev stram da jeg fortalte om Claes rolle. Han lo bare højt, og smilede sit mest charmerende smil til hende. ”Godt!” grinede jeg, og vi spiste færdig mens vi diskuterede om Iza ville nægte. ”Jeg tror det ikke” sagde Therese ”Iza er lille, ny og genert. Hun er meget sød, jeg har snakket lidt med hende i køkkenet. Desuden tror jeg ikke forræderen har bedt hende holde mund, for så ville hun bare blive mistænksom. Jeg tror forræderen bare har givet hende bægeret som en bagatel, og regnet med at Claes ville dø!” Jeg nikkede. Det var realistisk. ”Jeg tror hun spytter ud når jeg bruger charmesmilet!” lo Claes og blinkede til Therese. Da vi gik ned af den mørke gang ned mod tjenestepigernes gemakker. På begge sider af gangen var der døre der førte ind til tjenestepigernes kamre. Det var længe siden jeg havde været her, og jeg hørte interesseret på Thereses fortælling om hver dør: ”Der bor kokkepigen i et stort værelse, og der bor Else og Lærke, de to tjenestepiger for din mor. Der bor jeg sammen med Mia og Jeanette, Amandas tjenestepiger. Og derinde bor de fire nyeste piger, Iza og tre andre der er lidt ældre” Vi gik ind. Værelset var stoppet med folk. Gråd, skrig og højlydt råben fyldte rummet. ”Hvad sker der?” råbte Therese gennem støjen. ”Aner det ikke” sagde jeg, selvom jeg havde en mistanke. Vi masede os fremad mod en gruppe tjenestepiger, deriblandt kokkepigen. ”Hvad sker der her?” spurgte Claes. ”En tjenestepige er blevet fundet død!” skreg kokkepigen. ”SE!” Og der, i den nederste køje i den høje seng, lå en meget ung tjenestepige. Hende ansigt var nydeligt, og hendes sorte hår var blankt. Hendes hud var hvis som sne, og hendes øjne var lukkede. Hun var klædt i en hvid natkjole, ligesom den Therese har. Den var bare ikke helt hvid. Da kokkepigen blidt vendte pigen om så hun lå på maven, kunne man se en stor, rød, blodplet lige mellem skulderbladene. Therese vendte sig bort i væmmelse, mens Claes blev kridhvid i ansigtet. Han satte sig ned på en stol, og tog sig til hovedet. Han kan ikke tåle blod, påstår han. Jeg så fortabt på den stakkels pige. Alle mine planer smuldrede. ”Gør plads!” råbte en læge, ledsaget af to sygeplejersker. Han masede gennem den chokerede mængde. ”Du tilkaldte mig, kære kokkepige!” sagde han prustende. ”Ja, hr. læge, en ung tjenestepige er fundet dræbt!” ”Åh, nej!” mumlede han, og bøjede sig over pigen. Han trak blidt hendes natkjole af, og løsnede hendes underkjole. Izas bare ryg var ligeså bleg som hendes ansigt. Tre blodråber sad omkring et sår. Det lignede bare en rift der sad mellem skulderbladene, men hvis man kiggede grundigt kunne man se at den gik dybt, dybt ind. ”Pigen er tydeligvis blevet dolket i ryggen” sagde lægen tørt. ”Kniven har været, hm lad mig se… 3 cm bred og er gået direkte ind i kroppen. Morderen har helt klart villet dræbe, og har gået efter hjertet” Lægen sukkede og lagde blidt dynen op over Izas døde krop. ”Æhm, ro!” sagde han ”Må jeg bede om ro!” Alle i det overfyldte rum tav. ”Tjenestepigen Iza er død!” sagde han myndigt. ”Gå nu tilbage til arbejdet. Jeg vil tage hendes krop med op på hospitalsstuen, og vi vil kontakte hendes familie” Så gik lægen ud af rummet med den døde pige i armene. Claes trak blidt i mig. ”Piger, der er ikke mere at gøre her!” sagde han, og trak mig og Therese af sted. Therese græd, og jeg tog hende i hånden. Claes førte os op på hans kammer, det var et tårnværelse ligesom mit. ”Kom, Therese!” sagde han og satte hende på den enorme himmelseng. Hun stirrede rundt i det store værelse. Værelset havde kun to vinduer, ikke fire som på mit kammer. Derfor var der mere mørkt, men også hyggeligt. Rundt på væggene hang smukke billeder, malet af byens dygtigste kunstnere. Billederne var af Claes, og de var meget flotte. På gulvet lå et rødt tæppe med guldbroderier. Broderierne forestillede gyldne spirer som kom op af jorden. Det var Elfiffas våbenskjold, og det betød håb. Rundt om i værelset stod der smukke reoler med bøger og manuskripter. Der stod også et staffeli med skitserne til et billede af havet. Claes var virkelig god til at male, det så vi nu. Han tændte op i pejsen, og værelset blev hurtigt dejlig varmt. Therese græd ikke mere, hun stirrede bare ind i flammerne. ”Det var hr. Schüttelfeldt der gjorde det!” sagde Claes pludselig. Der var ikke nogen der havde sagt noget længe, så mig og Therese hoppede af forskrækkelse. ”Hvordan ved du det?” spurgte jeg. ”Altså hr. Schüttelfeldt bad Iza om at give mig bægeret, og troede at hun ikke ville tænke mere over det. Men da han hørte at vi ville spørge hende ud dræbte han hende for at hun ikke skulle afsløre noget om at det var ham der havde givet hende bægeret!” Therese nikkede. ”Du har ret!” sagde hun begejstret. ”Det her kan vi da bruge som bevis!” ”Der er et brist i din teori!” sagde jeg pludselig. De to andre gloede. ”Du sagde Men da han hørte at vi ville spørge hende ud!” ”Ja?” sagde Claes ”Hvordan kunne han vide det? Hvordan kunne hr. Schüttelfeldt vide det?” Claes trak på skuldrene. ”Jeg har ikke fortalt det til nogen” sagde jeg. ”Heller ikke mig!” sagde Therese. ”Og der kan ikke være nogen der har hørt os tale om det, for vi var helt alene i spisesalen, og ingen hørte os i hospitalsstuen!2 sagde jeg. ”Har du sagt det til nogen, Claes?” spurgte jeg. Claes tænkte sig længe om. ”Jo, jeg sagde det til mor i går, da jeg besøgte hende på hendes kammer!” sagde han. ”Så passer det!” sagde Therese glad, ”Så har hr. Schüttelfeldt hørt jer tale sammen!”   ”Bank, Bank, Bank!” lød det far døren. Vi stirrede vantro på hinanden. ”Øh, kom ind!” råbte Claes.  Og ind af døren trådte hr. Schüttelfeldt. Jeg tabte underkæben. ”Kære kronprins Claes Vincent” sagde hr. Schüttelfeldt, mens han stirrede ned i gulvet. ”Ja?” sagde Claes. ”Jeg er kommet for at tilstå!” sagde hr. Schüttelfeldt, og vred sine hænder. Therese stirrede på ham. Claes så glædesstrålende på mig. ”Sæt dig her!” sagde han, og hr. Schüttelfeldt satte sig på sengen. ”Jeg tilstår at det var mig der dræbte den uskyldige Iza!” sagde han. ”Jeg fortryder. Jeg er frygtelig ked af det. Jeg kunne bare ikke andet når min frue bad mig om det!” Claes smil forsvandt. ”Din frue?” spurgte jeg ”Mor?” ”Ja, Hendes Majestæt dronning Daphne!” sagde hr. Schüttelfeldt. ”Så det du fortæller os nu er at det er mor der er forræderen?” Hr. Schüttelfeldt nikkede stumt. ”Løgner!” råbte Claes. ”Forbandende løgner! Du giver mor skylden! En uskyldig, syg kvinde! Hvordan skulle hun være forræderen?” ”Det ved jeg ikke” sagde hr. Schüttelfeldt. ”Spørg Hendes Majestæt selv!” ”Jeg vil ikke anklage mor uden beviser!” sagde jeg hidsigt. ”Jeg har kniven her” sagde hr. Schüttelfeldt, og viste os en lang, bred kniv. Den var rød af blod. ”Jeg dræbte hende, men det var jeres mor der bad mig om det! Jeg sværger!” ”Det hele passer!” sagde Therese pludselig. ”Claes, du fortalte jo kun din mor om Iza. Hvordan reagerede hun?” Claes så chokeret på Therese. ”Nu du siger det blev hun helt hvid i hovedet!” sagde Claes. ”Ja!” sagde Therese. ”Hun har set sin plan smuldre, fordi vi havde regnet hende ud!” ”Vil det sige at du ikke forgiftede mig?” spurgte Claes hr. Schüttelfeldt. ”Nej, jeg fandt Dem mere død end levende!” sagde hr. Schüttelfeldt. ”Men hvorfor ville mor forgifte sin egen søn?” spurgte jeg, og Claes blev bleg som et lig. ”Jeg ved det ikke” sagde hr. Schüttelfeldt, ”Men som jeg sagde før kan I jo spørge Hendes Majestæt selv!” Claes, Therese, hr. Schüttelfeldt og jeg gik med raske skridt ned mod spisesalen. Så gik vi op af trappen til mors kammer, og lige ind i hendes gemak. Mor lå og sov, med sine smukke øjne lukkede, og håret liggende som en pude omkring hendes smukke ansigt. ”Jeg kan ikke tro det!” sagde Claes. ”Mor?” sagde jeg. ”Mor, vågn op!” Mor vågnede med et skrig. Vi hoppede alle af forskrækkelse. ”Hvad laver i her?” spurgte hun, og trak vejret i gisp. ”Havde du mareridt?” spurgte Claes. Mor nikkede. ”Mor, vi er kommet for at spørge om du er forræderen?” Mors øjne flakkede. Hun blev endnu blegere. ”Hvad mener i?” spurgte hun. ”Det ved du!” sagde jeg, mens mine værste mistanker, blev bevist. ”Kresten!” skreg mor. ”Du sladrede!” Hr. Schüttelfeldt nikkede. ”Undskyld” sagde han, og gik. ”Mor, hvorfor?” spurgte Claes med tårer i øjnene. Og så sank mor grædende om på gulvet. Da vi tre timer senere trådte ud af mor kammer, var der sket en hel masse. Mor havde fortalt os at hun var forræderen. Hun var frygtelig bange for folks vrede. Hun sagde at hun længe havde overvejet hvad hun ville gøre hvis hun blev afsløret. Hun havde bestemt at hun ville holde en tale. En tale til folket. Hun ville fortælle alle mennesker i Elfiffa at hun var forræderen, og at krigen var slut. Vi havde sendt endnu et brev af sted til far, 10 mand var redet af sted, 10 dygtige krigere. Overalt i byen red budbringere og herolder rundt og råbte: ”Kom til torvet om to dage. Der vil dronningen afsløre hvem forræderen er. Der vil i høre Dronningens Tale!”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...