Forræderen

Mit forsøg på at skrive noget spændene. Om den 13årige Anne, prinsesse af Elfiffa. Hendes fredfyldte liv ændre sig pludseligt da et oprør mod hendes far kongen tvinger ham i krig. Det hele bliver ikke bedre af at en forræder lusker rundt på slottet.

1Likes
0Kommentarer
949Visninger
AA

5. Fest

Den næste morgen var jeg oppe to timer før solopgang. Therese og to andre tjenestepiger vimsede rundt om mig. Her til morgen skulle vi spise morgenmad med et udvalg af gæsterne i spisesalen. Bagefter var der ringridning og bagefter dans for alle i den enorme festsal. Jeg blev iklædt en lysebrun kjole med små, mørkebrune blomster. Mit lange hår blev flettet i to fletninger, og rullet op som frikadeller. ”Ih, hvor er De yndig” hvinede en af pigerne begejstret. Hun var ikke mere end ti år, og havde selv et kønt ansigt. ”Tak” sagde jeg ”Du skal nok blive smuk når du bliver ældre!” Pigen rødmede dybt, og skyndte sig at hænge et par øreringe i mine øre. Therese smilede sit glade smil til mig. Jeg smilede tilbage. Så skyndte jeg mig ned til spisesalen. Allerede inden vi nåede ind i salen, faktisk allerede ude på gangen, kunne vi hører alle menneskernes snak. Støjen blev kraftigere da vi nærmede os. Da vi trådte ind i salen tabte vi begge underkæben. Der stod ti lange borde i salen. De var dækket af hvide silke duge og bedækket med guldtallerkener og knive og gafler. Der sad omkring 15 mennesker ved hver bordside, så i alt 300 mennesker sad nu og spiste. En strøm af tjenestepiger og tjenere fløj frem og tilbage og hjalp folk. De bar på tallerkener med ost, oliven, brød, karafler med juice, the, gedemælk og vindruer. Therese førte mig ned til min plads. Der var nemlig faste pladser til alle, og jeg skulle sidde mellem Amanda og min veninde, Bianca, hende havde jeg ikke set siden fødselsdagen for to måneder siden. Therese skyndte sig ud i køkkenet for at hjælpe til. ”Anne!” sagde Bianca Von Bratzen og klappede på stolen ved siden af hende. ”Hvor er det godt at se dig!” Jeg smilede til hende. Hun var altid glad. Jeg kan huske da vi var små og hun prøvede alle mine kjoler. Dengang lo hun også altid, og hun havde de sødeste krøller. Nu var hende kulsorte hår glat og blankt. Amanda skænkede sveskejuice op i mit glas, og stak mig en lille kage med kanel. ”Hvordan går det med din bror, Bianca?” spurgte Amanda. ”Han er i bjergene” sagde Bianca stille, og så ned i bordet. ”I krig?” spurgte jeg chokeret. ”Ja” sagde Bianca og så mig i øjnene. ”Og vi har ikke hørt fra ham!” sagde hun så, og nu var hun ikke glad længere. ”Det forlyder at det går skidt, og man har jo hørt om denne nye fjendes storhed, rygterne siger at kongen vil tabe” Amanda fnøs. ”Rygter!” sagde hun foragteligt og slugte en vindrue. ”Rygter, Bianca! Vi har fået brev fra far, og det fortæller intet om at kongen vil tabe!” Jeg så rædselsslagen på Amanda. Hun havde skældt Bianca ud, netop som hun sad og fortalte om sin stakkels bror i krigen. ”Amanda!” sagde jeg skarpt. ”Du skulle…” Jeg ville sige mere, men Bianca afbrød mig. ”Kære Prinsesse Amanda Elise, du burde begynde at tage rygter mere alvorligt! Jeg kan fortælle dig at der lige nu er rygter om din bror, Claes, og om hans fejhed og hans mangel på styrke og om hans evne til at blive konge! Der går rygter om din mor, om hendes mærkelige sygdom, hendes mærkelige tjener, hendes kulde overfor befolkningen her under krigstid. Der går rygter om dig, ja dig Amanda, og om hvor svær du er at styre for dine forældre. Der går rygter om Anne og hendes mærkelige venner, tjenestepigen Therese, den gamle amme Benedikte, og andre personer der ikke er adelige eller kongelige. Der går også rygter om din far, Amanda, din far som nogle tvivler på er ved sin sunde fornuft mere. Folk synes krigen er tåbelig, og forstår ikke at kongen ikke bare slår disse oprører tilbage og vender tilbage. De sørger over de døde, og forstår ikke hvorfor de skal dø. Disse rygter er langtfra sande, det ved jeg, men de kan betyde meget. Og hvis nogle prøver at overtage magten i Elfiffa, så burde i nok tænke på hvor loyale befolkningen er overfor jer og jeres slægt!” Bianca stirrede Amanda i øjnene mens hun pustede ud efter sin lille enetale. Mig og Amanda så skræmte på Bianca. ”Undskyld, Bianca” sagde Amanda. ”Jeg vidste ikke at disse rygter var så, så, vilde. Er du sikker på at de er så slemme?” Bianca så på Amanda med sine store, lyseblå øjne. ”De er meget slemmere, nogle af dem. Der er også mange flere, som jeg ikke har fortalt” Amanda så vild ud i hovedet. ”Det er for galt!” sagde hun. ”Det kan da ikke passe! Jeg vidste ikke at det var så galt! Så meget desto mere…” Amanda rejste sig med et ryk og gik hurtigt ud af salen. ”Hvad skulle hun?” spurgte Bianca overrasket. ”Hun skulle måske lige ned til Sergio?” sagde jeg ”Nogle gange får hun ideer eller tanker hun straks må dele med ham!” Bianca smilede lidt, men sorgen og vreden var stadig i hendes øjne. ”Anne, det lød så trodsigt og ondt da jeg fortalte dig om de rygter” sagde hun så. ”Det må du undskylde. Men det er altså sandt. Folkets loyalitet er meget vigtig. For dig, for din far, men også for mig og alle der står kongen nær. Derfor kommer denne fest lige i tide. Folk skal føle at det er en fest at have en konge!” En halv time senere rejste Claes sig og slog på karaflen. ”Kære gæster!” begyndte han. ”Om få minutter starter ringridningen ude i slotsgården. Der kommer mennesker langvejsfra, og hele byen er inviteret til at komme og se på. Så jeg må advare jer, der kommer til at stå omkring 3000 mennesker i slotsgården. Hvis i ikke bryder jer om det, skal i ikke deltage. Rigtig god fornøjelse.” Så gik Claes ud mod udgangen, og alle gæsterne fulgte med. Ikke en eneste ville gå glip af det fantastiske show. Jeg gik ved siden af Bianca og hendes forældre. Min mor sluttede sig til os, sammen med en gammel grevinde fra en fjern del af landet. ”Bare Amanda nu er der” hviskede jeg til Therese der netop var dukket op ved min side. ”Hvad er der da sket?” spurgte hun. ”Lang historie” sagde jeg ”Men hun er i hvert fald ikke her!” Therese så spørgende på mig, men vidste at jeg ville fortælle hende det senere. Vi nåede ud på pladsen. Inde i midten var der strøet savsmuld, og forskellige ting stod klar. Riddere og væbnere løb rundt om hinanden i én forvirring. Men da Claes ankom truttede en trompeter i sin trompet, og alle blev stille. Rundt om midten var der lavet tribuner hvor de fine gæster skulle sidde. Det var i alt 700 gæster. Rundt om, over, under og ved siden af stod der almindelige mennesker fra byen. Alle klappede, heppede og råbte da ridderne red parade. Mig og mor og Claes sad midt på tribunen, og til min lettelse sad Amanda der også. Bianca, grevinden og Therese satte sig andre steder. Så begyndte det. Det var flot, spændene, smukt og blodigt. To riddere måtte bæres ud, fordi deres modstandere havde såret dm for hårdt. En tyk mand stod gennem hele forestillingen og råbte i en råber om hvad der skete. Da showet var slut var der 3 timer til dansen og den store middag om aftenen. Nogle af gæsterne gik på besøg rundt om i byen, andre rundt om på slottet, og nogle tog en middagslur så de var friske til dansen. Blandt dem var Thereses familie, så hun havde rigeligt tid til at gøre mig fin til dansen. Vi gik op i tårnet, efter at have set Amanda styrte ned mod staldene. ”Ih hvor bliver din mor sur!” sagde Therese da hun så det. ”Jeanette har fortalt mig at Amanda nægter at tage ordentligt tøj på om morgenen. Hun siger at Amanda tager en jakke og et par bukser på, og så styrter hun ned i staldene, eller i byen!” Jeanette var Amandas tjenestepige, og hende og Therese var gode venner. Jeg vidste ikke at Amanda havde været i byen siden den dag hos smeden. Hvorfor havde hun ikke fortalt mig det? Og hvad lavede hun i byen, når mor sagde at hun ikke måtte? På den anden side, hvornår havde Amanda sidst gjort som mor sagde? Jeg satte mig på sengen, da jeg kom op på værelset. Therese fandt kjolen jeg selv havde syet af stoffet fra fødselsdagen frem. Hun hang den udenfor så den kunne få blæst lugten af klædeskab og møl væk. Jeg badede, Therese tørrede og redte mit hår. Jeg fortalte hende om Biancas tale. Hun vidste heller ikke at det havde været så slemt med de rygter. Hun vidste heller ikke hvad Amanda havde lavet mens hun var væk. Hun gav mig silkeundertøj på. Det var meget nyt, fra et land der lå på den anden side af havet. Havet var faktisk orange, for solen gik så tidligt ned. Therese satte mit hår i to lange fletninger, rullede dem op i en knold, rev lidt hår ud, og krøllede det. Hun hængte smykker i mine øre, på min hals og omkring mine arme. Hun klemte mine fødder ned i de bittesmå dansesko. Jeg bed tænderne sammen, men det gjorde virkelig ondt. Så var jeg færdig. Vi havde stadig en time til middagen klokken 17. ”Therese!” sagde jeg ”Jeg pynter dig!” Hun rødmede. ”Anne, du er prinsesse. Jeg er tjenestepige! Anne…” Men jeg havde allerede fundet hendes tøj frem. En lang, mørkerød silkekjole, et lille diadem af guld, dansesko, et halssmykke og øreringe. Jeg vaskede hendes hår, redte hår og satte det smukt op. Jeg klædte hende på, og lagde lidt kirsebærfarve på hendes læber. Da hun så sig selv spejlet, spærrede hun øjnene op. ”Du er så smuk, Therese!” sagde jeg og smilede til hendes kønne hoved i spejlet. ”Alle vil tro du er en fornem prinsesse fra et fjernt land!” Therese lo højt. ”Oh min underskønne prinsesse Therese af Langt Borte, giv en fattig ung mand en dans!” sagde jeg med min mest mærkelige stemme. Therese nejede, tog mig om skuldrene og vi valsede rundt i rummet. Efter 10 minutter, med piruetter og hurtige valse og tangotrin, sank vi pustende om på sofaen. ”Åh Anne!” udbrød Therese ”Vi skal være ved middagen om tre minutter!” Jeg sprang op, rettede Thereses kjole mens hun rettede min. Vi hastede ud af døren, ned af trappen, hen af gangen, ind i salen. ”Hold da op!!” gispede jeg da jeg kastede et blik på salen. Der var hvide duge på bordene, guldservice, tjenere og tjenerinder i hvidt, alle gæsterne i deres stiveste puds, og en dejlig duft af lækker mad. Rundt på væggene hang hvide roser, selvom det var efterår! Hvid silke lå overalt, overhældt med rav, gyldne blade og smukke sten. Claes havde overgået sig selv! Therese førte mig ned til min plads. Jeg skulle sidde ved siden af mor og Amanda ved højbordet. Mor var iklædt en smuk, purpurfarvet kjole, med sølvsmykker og et lille sort sørgeslør. Det symboliserede nok krigen, men jeg synes det var lidt mærkeligt til en glædens fest. Mors ansigt var stramt, vredt, faktisk rasende. Nu så jeg hvorfor. Amanda var der ikke. ”Hvor er Amanda?” spurgte jeg dumt, da jeg satte mig ved siden af hende. ”Det håbede jeg du vidste!” snerrede mor ”Den uforskammede lille gås kommer ikke engang til hendes bror storslåede fest!” Mor vinkede til en grevinde med brune krøller, og stirrede så på mig. ”Anne, ved du hvor hun er?” ”Nej, det har jeg jo lige sagt!” Jeg blev sur, hvorfor troede mor ikke på mig? Typisk, hun troede aldrig på nogen, andet end hr. Schüttelfeldt. ”Når man taler om solen” hviskede jeg for mig selv, for nu kom hr. Schüttelfeldt ind i salen, han løb op til mor. ”Dronning Daphne” sagde han stakåndet. ”Ingen spor af tøsen!” Jeg blev rasende. Min søster, Prinsesse Amanda Elise, var ingen tøs, og det skulle en sølle tjener heller ikke kalde hende! ”Undskyld, Kresten” sagde jeg overlegent. Kresten, det hed han til fornavn, jeg ville ikke kalde ham ”Hr.” som mor altid gjorde. ”Du taler om en prinsesse, Kresten, og du burde tale med respekt om hende. Det er respektløst, at du ved det!” Hr. Schüttelfeldt tabte underkæben. Så blev han rød i hovedet af raseri. Jeg havde svinet ham til, latterliggjort ham, og hans øjne lynede af vrede. ”Anne!” sagde mor chokeret. ”Hvor vover du…” Men Claes afbrød hende ved at slå højlydt på sin karaffel. ”Mine herrer og damer” sagde han højt. ”Velkommen, og velbekomme!” Så knipsede Claes med fingrene, og mindst 20 hvidklædte tjenerinder løb ind i salen med sølvfade bugnende af mad. Folk snakkede lystigt mens de forsynede sig. Mors borddame snakkede ivrigt, så mor måtte nikke og svare, for ikke at være uhøflig. Imens hun var distraheret, skyndte jeg mig at spørge Claes, som sad to pladser fra os: ”Claes, må jeg ikke sætte mig ned til Bianca?” Claes smilede. ”Det er så mærkeligt når du taler til mig som om jeg var far, men selvfølgelig Anne, smut med dig!” Jeg smilede taknemmeligt til ham, og skyndte mig ned til Bianca. Hun sad ved det midterste langbord, og havde heldigvis en ledig plads til mig. Festmiddagen var udsøgt. Store fade med helstegte pattegrise, ænder, gæs, duer og lammebove blev båret rundt. Skåle med frugt, friske grønsager og lækkert brød stod på alle bordene. Folk drak rigeligt med vin, men der var også juice, vand og en gæret drik, lavet af honning. Mig og Bianca lo og pjattede, og jeg ignorerede de vrede blikke fra mor. Therese kom hen til os, men vi så intet til Amanda. ”Hun er bare vred på din mor!” sagde Bianca beroligende. ”Hun er sikkert blevet tvunget til at tage kjole og smykker på, og nu nægter hun at vise sig. Det er da typisk Amanda!” Hun havde ret. Det var typisk Amanda at gøre sådan noget. Men hun plejede ikke at gøre det uden at sige det til mig. ”Mere vin, mine damer?” spurgte en lettere fordrukken mand med et frækt smil. ”Øh, nej!” sagde Bianca, og flækkede af grin. Så slog Claes på glasset. ”Mine damer og herrer” begyndte han ”Nu har vi alle spist og drukket, så lad os nu gå ind i balsalen. Orkesteret er allerede klar, og de første der er klar åbner ballet!” Så rejste alle sig og gik ind i balsalen. Jeg gik ved siden af Bianca, men pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder. ”Øh, Deres Højhed?” spurgte en køn, rødhåret dreng bag mig. ”Må jeg bede Dem om en dans?” Jeg så rådvild på ham. Han så da meget sød ud, med sit mørkerøde hår, fregnerne og de mørke øjne. Han var klædt i grønt, og det klædte ham. Jeg hørte mor kalde bag mig. Hende ville jeg helst undgå, så jeg skyndte mig at tage drengens hånd, og trække ham ud på dansegulvet. Bandet spillede en vals, så vi dansede vals, mens han overrasket præsenterede sig selv som hr. Taus, søn af Hertug Gustavo fra en sydlig del af Elfiffa. Han var god til at danse, og jeg dansede med ham indtil jeg var helt sikker på at mor ikke kunne finde mig. Nu var salen nemlig helt fyldt op med mennesker. Claes bød mig op, og jeg måtte lade Taus stå og glo efter os.  Claes fortalte at mor var rasende, og stadig ledte efter mig. Han sagde at Amanda ikke var blevet fundet, og at han nu måtte videre for at danse med en ny pige. Jeg så ham svanse hen til en meget køn pige i en rød kjole. Hun strålede da han bød hende op, og de dansede smukt ud i mængden. Pigen var ingen anden end Therese. Resten af aftenen dansede jeg med Taus, Claes, og flere forskellige andre drenge. Jeg fik ondt i fødderne, min kjole blev beskidt, jeg blev træt, og ør i hovedet af musikken og varmen, men jeg dansede. Therese og Claes dansede i lang tid, og alle måbede og pegede på den smukke pige. Ingen vidste hvem hun var, og Therese nød det. Vores blikke mødtes, og hun smilede. Men Amanda var stadig ikke kommet. Jeg fik det for varmt, og besluttede at gå ud og trække noget luft. ”Skal jeg ikke gå med Dem?” spurgte min dansepartner venligt, men jeg takkede nej. Alene forlod jeg salen, og smuttede ud i gården. Inde fra stalden lød hestevrinsken. Amanda måtte være derinde. Jeg løb ind i stalden. Der var dunkelt, så jeg greb en fakkel fra væggen. ”Amanda?” kaldte jeg. En hest vrinskede nær mit øre, og jeg hoppede forskrækket. ”Amanda?” kaldte jeg igen. Pludselig kom en stor, sort hingst ridende direkte hen mod mig. På dens ryd sad en pige. Hun var klædt i rustning med min fars våbenmærke. I hånden havde hun den ridepisk jeg havde givet Amanda i fødselsdagsgave. Hun havde en skede i bæltet, og i den sad et langt, blankt sværd. Det var Amanda, og nu red hun ud i døren. ”Hvad går der af dig?” råbte jeg efter hende, og begyndte at løbe. Ude i gården holdt hun Sergio an, og råbte til mig: ”Jeg tager i krig, Anne!” ”Nej!” råbte jeg. ”Amanda, stop dog! Er du blevet vanvittig?” Hun lo over hele hovedet. ”Dette sværd…” sagde hun og trak det blanke sværd ”Det skal kæmpe for far. Jeg købte det i smeden, den dag med ham vagten!” Hun lo. ”Du slipper aldrig ud af byporten!” råbte jeg. ”Vagterne lader dig ikke ride ud!” ”Jo de gør!” skreg hun tilbage. ”De er nemlig til fest, og godt fordrukne allerede. I stedet er porten blevet bevogtet af én enkel mand, men han sover allerede af den vin jeg gav ham tidligere i dag!” Jeg så håbløst på hende. ”Hvorfor, Amanda?” råbte jeg desperat da hun vendte Sergio for at ride væk. ”Fordi nogen jo må gøre det! Biancas tale fik mig til at indse at det virkelig står skidt til. Hils Claes og mor og sig at nu må de da være glade. Nu behøver de ikke selv flytte deres små, ynkelige kroppe længere end fra sengen hen til ædesalen. Ynkelige kujoner. Farvel Anne, du er den bedste søster jeg nogensinde har haft!” Så sporede hun Sergio, og med et vildt hyl galoperede hun ud gennem porten, og væk. Nu var jeg helt alene.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...