Forræderen

Mit forsøg på at skrive noget spændene. Om den 13årige Anne, prinsesse af Elfiffa. Hendes fredfyldte liv ændre sig pludseligt da et oprør mod hendes far kongen tvinger ham i krig. Det hele bliver ikke bedre af at en forræder lusker rundt på slottet.

1Likes
0Kommentarer
887Visninger
AA

1. Fødselsdagen

Jeg satte mig op med et sæt. Et øjeblik anede jeg ikke, hvor jeg var. Så sagde en stemme lige ved mit øre ”Tillykke med dagen, sovetryne!” Jeg vidste godt, hvem det var. ”I lige måde, Amanda” sagde jeg til min tvillingesøster. Hun så på mig med hendes stålgrå øjne og lo højt. ”Er det ikke fantastisk, Anne, vi er 13 år nu?”. ”Jo da” svarede jeg, men kunne ikke finde den samme begejstring som Amanda. Hendes smukke, solbrændte ansigt lo igen, hendes slanke, stærke krop dansede rundt. Hun var kun iført natkjole. ”Anne” sagde hun, mens jeg gned søvn ud af øjnene. ”I dag skal Musse måske fole!” Hun sprang hen til døren til trappen, som førte ud af tårnet. ”Jeg må ned og se til hende! Lige nu!”. Hun forsvandt.  Amanda har altid elsket heste. Hun har selv en enorm, sort hingst som hun har kaldt Sergio. Hun elsker det bæst, og hun går meget op i at Sergio skal bedække alle staldens hopper. Det er lykkedes rimeligt godt, så nu skal alle hopperne fole snart. Min far, kongen, blev rimelig sur, for når hopperne er drægtige kan hans krigere ikke bruge dem. Men Amanda sagde bare at hans hestebestand snart ville blive fordoblet. Amanda elsker også krig, og krigslege. Hun render altid rundt med en dolk i bæltet, og hun slås med drengene fra stalden. Mor er inderligt imod, hun mener ikke at en prinsesse skal te sig sådan, men Amanda går sine egne veje. Hun er vild, modig og en dejlig veninde! Jeg tænkte på hvor glad hun ville blive for den gave jeg ville give hende i dag.

Døren fløj op igen. Denne gang var det min storebror, Claes, der kom ind. Han er to år ældre end mig og Amanda, og gennemgik sin modningsceremoni i foråret. Han ser virkelig godt ud. Han er høj, slank og elegant. Hans strålende blå øjne og hans bølgede, kastanjebrune hår er iøjefaldende smukt. Han holder af at male og spille teater. Han er virkelig en dygtig skuespiller. Han har altid hadet blod og krig, og han har aldrig villet kæmpe eller slås. Han er ikke ret stærk, og de fleste mener han er en kryster. Blandt dem er Amanda. Hun kan ikke snuppe Claes og hans ”Nej, jeg vil ikke slås”. Nogle mennesker mener at Claes vil blive en dårlig konge. Han er jo kronprins, og når far dør, skal Claes overtage. Amanda er igen enig. Derfor skændes Amanda og Claes en del. Lige nu smilede Claes til mig, sit fantastiske, blændende smil og sagde: ”Tillykke søs!”. Han stirrede i sølvspejlet, der hang på væggen, og glattede håret. ”Der er mad om lidt, Anne, måske skulle du være klædt på der?”. Han stod selv i et par guldbroderede knæbukser og en lang, vinrød kappe. Han vendte om for at gå, men stødte ind i Therese. Therese blev ildrød i hovedet. ”Undskyld Deres Højhed, det beklager jeg dybt!”. Hun nejede. ”Det skal du ikke tænke på Therese” sagde Claes og smilede varmt til den lille tjenestepige. Hun blev endnu mere rød i hovedet, og stirrede efter Claes, da han gik ned af den stejle trappe. Så styrtede hun hen til mig. ”Åh Anne, tillykke! Tillykke!”. Hendes runde, søde ansigt lo til mig. Therese er lille, buttet og lyshåret. Hun er ligeså gammel som mig. Hun har langt, gyldent hår, og hendes lyseblå øjne er så smukke! Therese er sød, ydmyg og gavmild. Hun rødmer tit, er en elendig kok og har aldrig været stærk i at læse eller regne. Men hun er min bedste veninde og min tro tjenestepige. Hun tog sig pludselig til hovedet. ”Åh nej dog, jeg har glemt at hente dit vandfad, jeg henter det lige, Anne, så kommer jeg og klæder dig på. Vejret er så smukt!” Hun forsvandt ned af trappen.

Nu var jeg alene i tårnværelset. Det var rundt, og ikke så stort. Min store, bløde seng stod i midten af rummet. Der var fire vinduer i tårnet. Jeg stod op, strakte mig, og kiggede ud af det første vindue. Det pegede mod Øst. Her kunne man se ud over havet. Slottet lå lige ved havnen, så intet spærrede for udsigten ud over det enorme hav. Så langt man kunne se ud af, var der lyseblåt vand. Solen stod lige over havoverfladen og sendte gule solstråler ned i vandet.  Over vandet var himlen. Den var lyseblå, og uden en sky. Man kunne godt se at det var sidst i August, blade og græs var allerede gyldent, det var ikke midsommer mere. Snart ville efteråret komme. Men det var virkelig smukt vejr.

Jeg gik videre til det næste vindue. Det vendte mod Syd. Her kunne man se ud over havnen. Havnen var stor, og bådene i den var smukke. De mørke, lakerede egetræsbjælker glimtede i solen. De hvide sejl bølgede i brisen. Der var skibe langvejs fra, skibe fra nabobyerne og så lå alle fars krigsskibe i havnen. Havnen var et knudepunkt i byen. Byen strakte sig hele vejen rundt om havnen og slottet. Jeg gik videre til det næste vindue, og så mod Vest. Her kunne man se hele byen. Elfiffa, hed den. Sagnet sagde at byen var grundlagt af en konge, som havde en dronning. Dronningen var smuk, rig og klog. Hende elskede kongen så meget, at han kaldte sin by Elfiffa, for det hed dronningen. Elfiffa var en rigtig havneby. I midten lå byens torv og hele vejen rundt om byen var bymuren. Den kunne jeg se, her fra Vestvinduet. Ved bymuren lå min fars fæstning. Her havde han de fleste af sine soldater, hans våbenlagre og andre ting der skulle bruges i krig. Udenfor bymuren, strakte Elfiffasletten sig. Den var tør, og der boede kun få mennesker.  Efter Elfiffasletten kom bjergene. De var høje og mørke, og bagved dem var det ikke længere min fars rige. 

Ved Nordvinduet kunne man se kysten, der strakte sig helt hen til de fjerne skove. Jeg gik hen til det store skab, der hang Therese altid dagens kjole. I dag var det en lyserød en med røde roser som mønster. Jeg elskede stof og det at sy og skabe smukke tøjstykker. Denne kjole kunne jeg godt lide, jeg begyndte at rede mit hår mens jeg ventede på Therese. Pludselig lød hendes søde stemme ”Anne, gider du åbne døren?” Jeg åbnede døren for Therese, som havde hænderne fulde af vandkander, sæber og et vandfad fyldt med dampende vand. ”Tak. Vi må skynde os at gøre dig klar til morgenbordet, dine forældre og søskende venter”.

Da vi lidt efter gik ned af de snoede trapper og gennem de mange smukke sale i slottet sagde Therese ”Har jeg egentligt fået sagt tillykke til dig?”. ”Mindst 3 gange i dag” svarede jeg smilende. Vi var nået ned i den store spisesal. Det enorme egetræsbord stod i midten med de fine guldstole omkring. Ved bordet sad mine forældre og Claes. Min far rejste sig da han så mig. ”Anne!” sagde han og smilede glad. Hans stærke krop var slank og høj. Hans ansigt mindede om Claes, men han så mere barsk ud. Hans hår var lidt det samme, men hans øjne var mørkebrune og kloge. Kong Vincent, hed han. Hans stemme var dyb da han sagde: ”Tillykke min pige, kom og sæt dig!”. Jeg satte mig på min sædvanlige plads og Therese forduftede. Min mor så på mig. Dronning Daphne var høj og tynd. Hendes hud var hvid og hendes ansigt smukt og mildt. Hendes lyseblå øjne passede til den babyblå kjole. Hendes taljelange, lysegule hår var glat og redt. Hendes hænder var slanke og fine, når de brugte guldbestikket. Det overraskede mig at se hende. Hun var nemlig syg. I to år havde hun fået ildebefindende og kvalme, hovedpine og mavesmerter. Hun holdt sig i sit tårnkammer og kom sjældent ud. Hun deltog ikke i måltiderne og hun var ikke med til festerne. Det var to dage siden jeg havde snakket med hende. ”Godmorgen mor” sagde jeg og smilede til hende. ”Godmorgen Anne. Tillykke med dagen!” svarede hun og så på min far. ”Hvor bliver Amanda Elise af?”. Hun brugte Amandas fulde navn, det gjorde hun altid når hun var vred. I det samme kom Amanda ind. Hun skændtes højlydt med sin tjenestepige, som tappert prøvede at rede hendes hår. Hendes kjole var ikke lukket ordentligt, hendes hår var ligeså filtret, som da hun stod op. ”Amanda Elise!”. Mors stemme var skarp som en kniv. ”Hvor vover du at ankomme til din egen fødselsdagsmorgenmad sådan som du ser ud?!”. Jeg stirrede på mor. Så vred plejede hun ikke at være. ”Gå. Gå ud af dette rum, klæd dig ordentligt på og orden dit hår. Nu, Amanda!”. Mor fulgte Amanda med øjnene, da hun gik ud af rummet med tjenestepigen trippende efter sig. Far begyndte at spise, da Amanda gik. Claes rystede bedrevidende på hovedet. Jeg havde virkelig ondt af Amanda. Hun havde ikke tænkt sig om, og hvad så? Mor behøvede da ikke blive så arrig over ingenting. Det var jo bare en morgenmad for familien. Som om mor kunne læse mine tanker sagde hun: ”Det er princippet, Vincent, hun skal aldrig have lov til at se sådan ud!”. Claes spiste en skive brød. Han drak frugtsaft til og nappede et par vindruer. Det var typisk kost på slottet. Grønsager og oksekød var meget svært at få, fordi her var så tørt.

Amanda trådte ind. Tjenestepigen havde virkelig udrettet noget. Amanda kunne være smuk, når hun ville. Hendes brune hår var sat op i en tyk fletning, den var rullet rundt og lavede en smuk knold. Hendes vinrøde kjole var lang og elegant. Men Amandas blik var lige vildt og spøgefuldt. ”Tillykke Amanda. Du ser dejlig ud”. Far gjorde en gestus mod en guldstol. Amanda satte sig. Mor begyndte at snakke med far om noget med madprisen. ”Anne, Musse er ved at fole! Er det ikke fantastisk? Jeg tror det bliver et hingsteføl! Er det ikke godt?”. ”Jo” sagde jeg. ”Klarer Musse den selv?” ”Det bliver hun nød til. Det sure kvindemenneske derover vil jo ikke lade mig gå ned til hende!”. Amanda himlede og drak af sølvbægeret. ”Amanda! Sådan må du da ikke sige om mor! Og du har vel staldkarle til den slags?”. Amanda sagde med lav stemme ”Ingen af dem har forstand på fødsler. Heldigvis har jeg befalet Den Kongelige Jordmoder at hjælpe Musse”. Hendes øjne glimtede listigt. Jeg kom til at fnise. Claes så spørgende på mig. Jeg sænkede stemmen endnu mere og hviskede til Amanda ”Du er ikke rigtig klog. Hvad hvis mor opdager det? Eller far? Den Kongelige Jordmoder, Amanda dog, hun skal jo kun beskæftige sig med kongelige fødsler!”. ”Nej” sagde Amanda ”Hun skal lystre de kongelige! Og jeg er jo kongelig!”.

”Anne! Amanda! Claes!” Far så på os. ”I må gå til jeres kamre og gøre jer klar til fødselsdagsceremonien. Piger, I får jeres gaver i aften!”. Vi gik ud af salen. Amanda tog min hånd og hviskede ”Lad være at tage gult på, det gør jeg!”. Så smuttede hun op af trappen til sit tårn. Therese ventede ved ”min” trappe. Enhver anden tjenestepige på slottet ville have klaget over, hvor lang tid det havde taget. Vi havde spist i en hel time! Men Therese kritiserede aldrig nogen. ”Jeg så din mor Anne. Hold da op, hvor er hun yndig!”. Jeg nikkede. Mor havde altid været billedskøn.

På trappen mødte vi Benedikte. ”Anne!” sagde den gamle kvinde. Hun havde været min amme, da jeg var lille. Hun var lav, mager, solbrændt og hendes hår var næsten hvidt. Hendes brune øjne strålede stadig. ”Tillykke min lille pige, tretten år hva?”. Hun lo glad, og adskillige rynker glattede sig ud. ”Tak, Benedikte!” sagde jeg og gav hende et knus. ”Jeg har noget til dig, jeg kan måske få et par minutter af din tid lidt senere?”. Benedikte talte lavmælt ind i mit øre. ”Du må få et par timer hvis du vil!” lo jeg og vinkede til hende, da hun trissede ned i køkkenet. Der havde hun arbejdet siden jeg var stoppet med at få bryst. Mig og Therese gik videre. 

Vi nåede op på værelset, og Therese klædte mig på. Hun ordnede mit hår. ”Anne! Du er så smuk!”. Therese kiggede beundrede på mig. ”Se, her er spejlet”. Hun rakte mig et guldspejl. Jeg så ind i mine lysebrune, næsten gyldne øjne. Rundt om dem var der lange, mørke vipper. I panden var der nogle lysebrune fregner. Kinderne var ret runde, men min mund var velformet og lyste op i et smil, da jeg så hvad jeg havde på hovedet. ”Therese! Du har overgået dig selv!”. Mit tykke, mørkebrune hår var sat op i en smuk, krøllet knold. I knolden sad et gulddiadem. Et par tunge, men smukke øreringe hang i mine ører og Therese smilede glad. ”Jeg sagde jo du var smuk!”. Jeg lo af hende og tjattede vand fra vandfadet på hende. ”Anne! Tænk hvis der kom lidt på din kjole!”. Men jeg vidste at Therese ikke ville sprøjte vand på mig. Aldrig i livet. Hun rystede på hovedet. ”Du må se at komme ned til dine forældre. Kareten kører sikkert snart. Tænk, Anne, hele byen venter på dig!”. Jeg mærkede at jeg glædede mig. Det var altid fantastisk, at være midtpunkt for en hel by. Det havde jeg været hvert år til min fødselsdag, men det var stadig noget specielt. Min mave vred sig af spænding da jeg gik ned af trappen. Therese skulle blive hjemme.

Da vi gik ud af slottets store porte, far, Claes, Amanda og mig, lagde jeg mærke til at mor ikke var kommet. ”Hvor er mor?” spurgte jeg. ”Her er jeg!” sagde mor, der var kommet ud af slottets porte. Hun så vidunderlig ud, med en lyserød kjole, opsat hår og gyldne smykker. Efter hende gik hendes tjener, hr. Schüttelfeldt.  Han havde været hendes trofaste tjener lige siden mor kom til slottet for at blive gift med far. Han var altid sur på alle, undtagen mor. ”Dronningen skulle lige have ordnet de sidste detaljer” sagde han og så på mor. ”Du ser bedårende ud, Daphne” sagde far, hr. Schüttelfeldt så vredt på ham. Han hjalp mor op i kareten, og vi andre satte os også ned. Jeg så på Amandas lykkelige ansigt. ”Har Musse folet?” hviskede jeg. ”Ja!” svarede Amanda og strålede. ”Far” sagde hun spændt. ”Ja, hvad Amanda?”. Far kiggede ned på Amandas spændte ansigt. ”Far, Musse har folet!”. ”Øh, hvem er Musse? En tjenestepige?”. Amanda sukkede opgivende. ”Far, Musse er en gråskimlet hoppe, der står i De Kongelige Stalde. Musse er blevet bedækket med Sergio, min hingst!”. Fars ansigt klarede op, da han forstod. ”Det var da dejligt Amanda! Blev det et sundt føl?”. ”Ja far. Det blev et mørkegråt hingsteføl!”. Amandas øjne lyste af begejstring. ”Det var da flot af Musse, at hun klarede det hele selv” sagde far. Amandas smil blegnede lidt. ”Æh, ja” svarede hun og så væk. Jeg kunne mærke at mine mundvige trak sig opad. ”Du ser dejlig ud, Anne” sagde Claes og smilede til mig. ”Tak. Du er altid så flot, Claes”. Han sendte mig et skævt grin, men jeg vidste, at det betød meget for ham. ”Anne og Amanda, nu kører vi hen til torvet, så skal I stige op på den lille scene, der er sat op. Derfra kan alle se jer, og så kommer familien og adelsfolkene og giver jer gaver. Så retter folk deres opmærksomhed mod de stegte okser og vinen der bliver delt ud. Det hele kommer til at tage nogle timer”. Vi havde prøvet de hele før, men fars lille reprimande af hvad der skulle ske var rar. Det var trods alt en hel by vi skulle vises frem for. Efterhånden som vi kom længere ind i midten af byen begyndte vi at møde folk i gaderne. De vinkede, råbte hurra og kastede med ting som roser, sløjfer og små, grønne spirer. Spiren, den lille, lysegrønne en der lige var kommet op af jorden, det var Fars våbenmærke. Den betød håb og glæde ved fornyelse. Det mærke havde fars familie haft lige siden Det Store Oprør, hvor man grundlage det nye kongerige. Man havde brug for fornyelse og håb efter den omgang.

Hurraråbene fra folkene på det store torv var øredøvende. Det nærmest regnede med rosenblade og spirer. Amanda og jeg sad med store smil. Jeg havde det fantastisk. Jeg vinkede til dem alle sammen, mens karaten banede sig vej gennem mængden, hele vejen op til den lille scene. Vi steg ud af kareten og gik af en trætrappe op på den lille scene. En høj mand med en råber, råbte ”Hans Majestæt Kong Vincent!”. Far vinkede og smilede og folk hvinede af glæde. ”Hendes Majestæt Dronning Daphne!”. Folk sukkede af begejstring over mors smukke kjole. Mor skred rank og stolt hen til far. ”Hans Kongelige Højhed Claes Vincent!”. Claes smilede sit charmerende smil og fik en regn af roser tilbage. ”Hendes Kongelige Højhed Amanda Elise og Hendes Kongelige Højhed Anne Sophia!”. Folk gik helt amok. ”Hurra, hurra, hurra” skreg de. Manden med råberen kaldte de adelige op en efter en. De kom alle hen til mig og sagde tillykke. Jeg smilede og sagde tak for de gaver jeg fik. Guldmønter, øreringe og lommetørklæder af silke. Jeg snakkede lidt med et par stykker, jeg kendte. En adelsfrøken, der hed Bianca Von Bratzen, kom hen til mig. Hende havde jeg leget meget med som lille. Hendes forældre var altid med til festerne på slottet, og vi var inviteret til deres. Hendes bror, Bure Von Bratzen, var et år ældre end hun, og han og Amanda var venner. Bianca var stille og en dygtig maler, mens Bure var en ægte ridder. ”Tillykke!” sagde Bianca og smilede sit smukke smil. ”Tak! Hvordan går det med dig, Bianca, det er så længe siden?!”. ”Hos os går det fint, men det handler jo om dig, kære Anne, tag nu imod din gave!”. Jeg smilede og tog imod en lille æske med en sløjfe på. Jeg gik hen til midten af scenen, hvor der stod et bord til gaver. Både mig og Amanda fik masser. Jeg så ud på torvet. Folk stimlede sammen om bordene med mad og vin. Pludselig kom en mand ridende. Han red direkte ind mellem folk. Hans hest stejlede, men han drev den videre. Da han kom nærmere kunne man se hans rustning. Der var en grøn spire på. Jeg stirrede. Hvad lavede han?

Manden steg op af trætrappen. Hans hest stod dampende ved foden af scenen. Manden styrede direkte mod far. Jeg styrede efter. Jeg kunne høre brudstykker af hvad manden sagde. ”Deres Majestæt” sagde manden. Så sagde han noget, jeg ikke kunne høre. Men jeg kunne tydeligt se fars ansigt. Det blev først hvidt af bekymring. Så blev det mørkt af vrede. Nu kunne man se, hvor bange han var. Jeg kunne høre et ord manden gentog. ”Oprør”, sagde manden ”Oprør!”.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...