Real life.

Det her er en novelle, jeg længe har overvejet at skrive. Det er alt sammen helt rigtigt, og ikke noget jeg har digtet. Så håber i vil læse den, og nogle måske hjælpe :)

13Likes
91Kommentarer
2368Visninger
AA

11. Kapitel 9.

Jeg forstod helt ærligt ikke hvad der skete. Jeg var for pokker også kun 4. Det eneste jeg vidste, var at vi skulle et sted hen, som hed Vesterlund. Der skulle vi bo til vi fandt en plejefamilie. Jeg var ikke sikker på noget. Jeg havde svært ved at lære folk at kende. Ganske enkelt af angst. Jeg var skide bange for folk.

Mig, Frederik og Patrick blev vidst ind i børnehjemmet. Der kunne vi så kigge os omkring. Frederik og Patrick vidste udmærket hvorfor vi var der. Derfor begyndte de stille at kigge sig omkring. Jeg blev bare stående, og kiggede mig nervøst omkring. Jeg forstod helt ærligt ikke hvad jeg lavede her. Jeg var her bare, fordi min mor var her.

”Velkommen. Skal vi ikke finde jeres værelser?” spurgte en høj kvinde. Hvem hun var, vidste jeg ikke, men jeg ville ikke i nærheden af hende. I stedet greb jeg min mors hånd. Jeg ville helt ærligt ikke nærme mig dem. Men for en lille pige, der altid havde været vant til ikke at stole på folk, ville selvfølgelig ikke løbe lige i armene på nogen. Ikke med mindre de havde kendt dem længe. Derfor holdt jeg mig langt væk fra dem.

Min mor gik sammen med mig, hen til et værelse. Jeg kan tydeligt huske det værelse. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det står printet ind i min hukommelse. Derfor har jeg tænkt mig at skrive en lille beskrivelse af værelset.

Væggene var solgule. Oppe på væggen var der en række, hvor der var gule blomster. Sengen var af mørkt træ, med gult dynebetræk. Så ovre i hjørnet stod en flettet stol, med en hvid pude. Mit skab var, ligesom sengen, af mørkt træ.

De næste par timer skete der ikke noget. De voksne snakkede, og jeg sad samme med mine brødre. Lige til min mor rejste sig, og sagde farvel til os. Jeg forstod bare ikke hvorfor hun sagde farvel, for hun ville da ikke gå fra mig, vel?

Men det gjorde hun. Hun blev nød til det, for hun vidste selv hun ikke kunne passe godt nok på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...