Real life.

Det her er en novelle, jeg længe har overvejet at skrive. Det er alt sammen helt rigtigt, og ikke noget jeg har digtet. Så håber i vil læse den, og nogle måske hjælpe :)

13Likes
91Kommentarer
2359Visninger
AA

10. Kapitel 8.

Jeg ved godt jeg springer et stykke nu, men det der skete videre, er ikke så vigtigt, så jeg tænkte at folk var ligeglade. Nå, men det er første gang jeg snakkede med min første sagsbehandler.

”Nå, det er første gang jeg snakker med jer. Vil i ikke fortælle mig jeres navne?” spurgte min første sagsbehandler. Jeg kan ikke huske hans navn, andet end at vi kaldte ham Falken, så det kommer han til at hedde, når jeg skriver om ham.

”Victoria!” sagde jeg med et stort smil. Jeg var ikke et genert barn, men glad for at snakke, og grine. Frederik sagde som altid intet. Han havde altid været meget stille som barn, en fuldstændig modsætning af mig. Altså hvis man så bort fra vores udseende. Der lignede vi tvillinger, hvis man så bort fra min højde, og at mit hår var mørkere end Frederiks.

”Patrick, og det er Frederik.” sagde Patrick lavt, en smule tøvende. Jeg forstod ikke hvorfor de havde så svært ved at snakke med ham. Jeg kunne se at han ville os godt. Det var noget jeg altid har kunnet. Jeg kan se ud over en masse mennesker, og se hvem jeg passer bedst sammen med, og hvem jeg skal holde mig fra. Og Falken udstrålede kun venskab.

”Vil i fortælle mig, hvordan i har det med at være hos jeres weekendfamilie?” spurgte Falken, stadig smilende. Jeg kiggede en smule hen mod Patrick og Frederik. Jeg ville helst ikke snakke om den slags, så jeg forholdt mig tavs, men jeg kunne mærke Falkens blik. Han regnede sikkert med at jeg ville fortælle ham det med det samme. Fortælle ham, hvor meget jeg hadede dem, og mandens tilnærmelser.

”Jeg kan ikke lide det.” mumlede Frederik så. Jeg kiggede op på ham. Han snakkede som regel ikke til fremmede. Men han sad også med hovedet bøjet, og med sit hår liggende som et slør over hans øjne. Ikke at det dækkede meget, men nok til at man ikke kunne se hans blik.

”Jeg vil væk fra dem!” råbte Patrick så. Falken kiggede chokeret på Patrick. Patrick havde rejst sig op og stod i sin fulde højde. Men nu var han jo kun 7, så han var ikke vildt høj. Så kiggede Falken over på mig, med et hævet øjenbrun.

”Hvad med dig Victoria? Hvad synes du om det?” spurgte Falken mig så. Jeg svarede ham dog ikke lige med det samme. Jeg tænkte godt over mit svar. Jeg ville ikke bare sige noget dumt.  Jeg ville ikke virke tåbelig.

”Jeg kan ikke lide det…” jeg tøvede. Skulle jeg fortælle det hele? At det ikke kun var det at være hos weekendfamilien. Det var også det, bare at være HER. At være i Aalborg. At bo i det hus. Men jeg ville ikke.

”Victoria? Er der noget du vil sige?” spurgte Falken. Han vidste helt sikkert at jeg gemte på et eller andet. Men kunne jeg fortælle ham det? VILLE jeg? Det var det der var problemet. Jeg ville gerne, men jeg følte ikke at jeg kunne. Hvad ville de gøre med os, hvis jeg fortalte det? De kunne jo gøre med os som de ville. Man kunne aldrig vide.

”Nej…” sagde jeg med lav stemme. Men han forstod. For nogle få dage efter fik vi alle af vide at vi ville blive flyttet. Ikke bare fra weekendfamilien, men også fra vores mor. Jeg forstod det ikke. Hvorfor skulle vi flyttes fra mor? Kunne hun ikke bare komme med os?

Men selvfølgelig kunne hun ikke det. Derfor blev vi hentet ca. en uge efter. Vi havde fået pakket alt vores tøj, og var klædt i vores pæneste sæt. Altså, jeg havde kjole på, og mine slangekrøller var slået ud.

Men jeg forstod det stadig ikke. Jeg forstod virkelig ikke hvorfor vi skulle flyttes. Det var også derfor jeg slog de voksne der skulle løfte mig. Men det virkede ikke. Jeg blev flyttet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...