Real life.

Det her er en novelle, jeg længe har overvejet at skrive. Det er alt sammen helt rigtigt, og ikke noget jeg har digtet. Så håber i vil læse den, og nogle måske hjælpe :)

13Likes
91Kommentarer
2347Visninger
AA

8. Kapitel 6.

I nogle weekender skulle jeg hen til et par voksne mennesker. Jeg kan ikke huske deres navne, men håber i vil forstå det alligevel.

Mig og mine brødre sad i en bus. Mest af alt havde jeg bare lyst til at stikke af. Før jeg kom ind i bussen, havde jeg grædt og tigget min mor om at jeg ikke ville af sted. Jeg ville virkelig ikke. Jeg skulle hen til min weekendfamilie sammen med Frederik og Patrick.

”Velkommen!” sagde kvinden der åbnede døren. Jeg stirrede lige ned i jorden, og gik ind uden at sige hej. Det gjorde jeg aldrig. Jeg ville ikke hilse på folk jeg ikke kunne lide. Og det vidste min mor. Hun vidste det hele. Også at manden gjorde nogle forkerte tilnærmelser til mig.

”Hej igen. Jeg kommer igen på søndag.” sagde min mor, kyssede mig på panden, og gav mig et kram. Hun vidste godt hvor hårdt jeg hade det. Hvor hårdt jeg havde det her i livet. Men hun var stolt af mig. Over at jeg i stedet for at skrige, bare var helt stille.

Men inderst inde, ville jeg bare græde, skrig og tigge min mor om at tage mig med hjem. Men det ville ikke hjælpe noget. Det eneste jeg kunne gøre var at blive her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...