Real life.

Det her er en novelle, jeg længe har overvejet at skrive. Det er alt sammen helt rigtigt, og ikke noget jeg har digtet. Så håber i vil læse den, og nogle måske hjælpe :)

13Likes
91Kommentarer
2357Visninger
AA

7. Kapitel 5.

Der går noget tid, inden jeg kan huske noget igen. Jeg gik lidt rundt i stuen, da telefonen ringede. Jeg kunne mærke en trykkende nervøsitet i mit bryst, uden at jeg forstod hvorfor. Jeg kan huske jeg gik ud i køkkenet til min mor, som havde taget telefonen. Hun stod og snakkede lavt, og hidsigt til personen på den anden side. Det gjorde knuden i mit bryst værre.

”Fjante?” sagde min mor. Jeg gik stille hen til hende. Jeg er altid blevet kaldt Fjante af min mor, fordi dengang jeg var baby grinede jeg i stedet for at græde.

”Hej?” sagde jeg med nervøs stemme, ind i telefonen. Jeg var bange. Meget bange. Men jeg kunne ikke huske hvorfor. Men sådan havde det været længe, når telefonen ringede.

”Hej skat! Det er far.” svarede stemme fra den anden side. Det gjorde mig bare ked af det. Jeg vidste hvad der ville komme nu. Det var sket op til flere gange i mit liv, at min far ringede til mig, men kun med dårlige nyheder.

”Jeg er sgu, lige røget i fængsel. Fordi jeg havde sprunget et hus i luften. Men jeg kommer ud igen. Snart forhåbentlig. Kan du nu opføre dig godt skat?” fortsatte han. Jeg havde vidst det lige fra starten. Jeg kunne hører at han lagde på og straks kom tårerne. Hvorfor kunne jeg ikke have en anden far? Jeg hadede ham! Mest af alt havde jeg lyst til at lade som om dette opkald ikke havde fundet sted, men det havde det og det kunne ikke laves om.

Jeg smed telefonen og løb ind på mit værelse. Der begyndte jeg rive alt ned, mine ting på hylerne, mit tøj, alt! Jeg var vred. Det var den måde jeg kunne undgå ikke at gå ud og springe lige ind i en slåskamp. Det kunne godt være at jeg ikke var gammel, men jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste meget mere end et barn burde vide og tænke over.

Jeg vidste at jeg hadede min far, og at det nok ikke ville blive anderledes på noget tidspunkt. Og jeg vidste at jeg elskede min mor, højere end noget andet. Lige efter hende kom mine søskende. Vi er en stor flok på 7 børn, hvor jeg er den yngste, og den med værst problemer, for mine søskende kan ikke huske hvad der er sket, og de reagerede ikke på samme måde som jeg gjorde, ved det jeg oplevede.

De næste par uger, ignorerede jeg verden. Jeg var skuffet på min far, og over at han ikke kunne tænke sig bare en smule mere om. Men efter nogle måneder kom han igen ud. Jeg nægtede dog stadig at snakke med ham. Jeg ville ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...