Real life.

Det her er en novelle, jeg længe har overvejet at skrive. Det er alt sammen helt rigtigt, og ikke noget jeg har digtet. Så håber i vil læse den, og nogle måske hjælpe :)

13Likes
91Kommentarer
2365Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Det næste jeg kan huske, var en dag, jeg skulle i børnehave, som altid. Jeg elskede den børnehave. Der kunne jeg slappe af. Jeg følte mig i sikkerhed. Og alligevel fortalt jeg ingen om hvordan jeg havde det der hjemme. Dels fordi jeg ikke var mere end 2. Dels fordi jeg var bange for hvad de ville gøre med mig og mine søskende.

Jeg gik ind i børnehaven, sammen med min mor. Der lå et tykt lag sne, som gik mig op til knæene. Jeg kan huske at jeg grinede, da jeg kom ind i børnehaven. Jeg løb hen til min bedste ven Gustav. Jeg har altid været en drengepige, så jeg var altid sammen med drenge, og næsten aldrig piger.

Vi sad og legede hele dagen, hvor jeg ind i mellem rodede mig ud i slagsmål, som jeg alligevel vandt. Der var ikke så mange i børnehaven, som boede det samme sted som mig. De fleste boede i den ’rene’ del af Aalborg.

Min faster arbejdede i børnehaven, hvilket resulterede i at min mor vidste hver gang jeg havde slået en. Eller bidt, eller sparket. Hvad lille mig nu kunne finde på. Og hun kunne finde på meget. Jeg kan huske at jeg gik ud for at finde mine yngste storebrødre, Patrick og Frederik. Jeg gik sammen med Gustav, som blev hentet af sin mor lidt efter.

Patrick og Frederik stod og snakkede med en mand. Jeg gik forsigtigt der hen. Jeg var utrolig genert, af en pige som var vant til at slås at være. Især da jeg så hvem det var. Min onkel Henrik. Jeg havde aldrig kunnet lide ham. Jeg var god til at se hvordan folk var, og jeg kunne ikke lide den måde han var på. Han kiggede forkert på de små piger.

”Victoria!” smilede Henrik og begyndte at gå hen mod mig. Jeg havde mest af alt lyst til at løbe væk fra ham, men jeg vidste at det ikke ville hjælpe noget. Jeg kunne ikke gemme mig her omkring, ikke før jeg kom hen til skoven, og så hurtigt ville jeg ikke kunne løbe. Så jeg lod ham komme hen til mig og løfte mig op. Han kyssede mig på kinden, og jeg mærkede tårende presse sig på. Jeg var så fucking bange.

”Hej Henrik.” sagde min mors kolde stemme. Hun kunne heller ikke lide min onkel særlig godt. Måske fordi det var min fars bror. Henrik satte mig ned på jorden, og jeg skyndte mig hen til min mor som løftede mig op. Jeg gemte nervøst mit ansigt ved hendes skulder, og Patrick og Frederik kom hen til os. Altså efter de begge havde sparket onkel over skinnebenet.

Mor kiggede en sidste gang irriteret på onkel. Så gik vi stille hjem.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...