Real life.

Det her er en novelle, jeg længe har overvejet at skrive. Det er alt sammen helt rigtigt, og ikke noget jeg har digtet. Så håber i vil læse den, og nogle måske hjælpe :)

13Likes
91Kommentarer
2356Visninger
AA

3. Kapitel 1.

Det første jeg kan huske fra jeg var lille, var en dag jeg sad i vores sofa. Der sad jeg rigtig tit. Det var det jeg brugte det meste af min tid på. At sidde ned og bare glo ud i luften. Af skræk. Af skræk for at min far ville finde mig. Min far som var alkoholiker, som var den farlige i Aalborg Øst. Ham som altid sad i fængsel. Jeg vidste dog at han aldrig ville gøre mig noget. Og det var ikke derfor jeg gemte mig. Det var for at beskytte alle udenfor. Min far var meget kærlig. Ikke på en ond måde eller noget dårligt. Men hvis nogen kiggede skævt på mig, hans lille pige, ville han sætte mig ned og tæve dem syndere sammen.

Jeg sad omgivet af alle mine puder, godt gemt væk, sammen med min lille hvide killing, Chars. Eller den skulle have heddet Charme, men det kunne jeg ikke udtale, så det blev Chars. Jeg strøg stille en hånd over killingens hoved, da jeg mærkede hvordan den pludselig trykkede sig længere ind til mig.

Så blev døren smækket op og min mor skubbede min far ind. Hun vidste tydeligvis ikke at jeg sad der, for hun ville ikke råbe overfor sine børn. Men mine brødre var hos nogle venner, og mine to ældste søskende boede i plejefamilier.

Jeg kunne se, gemt bag alle puderne, hvordan min mor viftede med et brev foran min fars ansigt. Jeg kunne nemt se at han havde drukket igen. Min mor begyndte at råbe, men jeg kan ikke huske hvad hun råbte om. Min mor har dog senere fortalt mig om det, da jeg fortalte hende om brevet. Om hvad jeg havde set.

Min far var alkoholiker, og drak meget. Det min mor råbte op om, var at min far havde brugt alle vores børnepenge, før vi overhovedet havde fået dem. Vi havde ingen penge. Som altid. Min far ødelagde altid alting for mig. Men jeg hadede ham ikke. Det kunne jeg ikke. Selvom, jeg før havde slået en voksen mand, med en kæp, kunne jeg kun holde af alle. Sådan var jeg bare.

Jeg kan huske hvor bange jeg var. Ikke over far eller mor, jeg vidste de ikke ville slås. Det ville de ikke finde på. Sådan var mine forældre ikke. De ville begge beskytte deres børn, og den bedste måde at gøre det, var at være rolige ved hinanden.

Min far stirrede vredt på min mor, og det gjorde mig rigtigt vred. Jeg har altid været en mors pige. Jeg ville myrde folk, hvis de gjorde nar af min mor. Eller familie for den sags skyld. Jeg gik op af puderne og begyndte at råbe af min far. Han stirrede chokeret på mig, det samme gjorde min mor. Jeg kan huske jeg begyndte at slå ham, med mine små hænder.

Det var et trick jeg havde lært mig selv. Min far stirrede bare på mig. Han vidste jeg ikke kunne slå så hårdt, så han bevægede sig ikke. Altså lige ind til jeg sparkede ham hårdt i skridtet. Han tog sig straks til skridtet, mens han bandede højlydt. Mens han var foroverbøjet, løftede jeg en glaskande op og smadrede ned i hans baghoved.

Når man voksede op i Aalborg Øst lærte man at slås, lige fra man kunne gå. Men jeg havde lært mig selv en masse tricks. Når en lille pige går rundt der nede, var det meget sjældent at en mand ikke begyndte at snakke til mig.

Lige hvis folk er i tvivl, så boede jeg i gangsterkvarteret i Aalborg Øst, og ikke i det ’rene’ kvarter. Jeg voksede op det værste sted for et barn i Jylland.

Da jeg havde smadret kanden ned i hans hoved, løb jeg så hurtigt jeg kunne væk. Ikke at det var så hurtigt. Jeg var jo ikke så gammel, men jeg løb gennem krat og andre steder, hvor jeg var sikker på at min far eller andre mænd ville kunne gå igennem.

Jeg kom først hjem et par timer efter. Meget træt, men stolt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...