Once upon a time (BOYFRIEND fanfic)

Hendes navn var Lara. Hun boede i den by der hed: Caelum terrae. (himmel og jord.)
Hun var barnebarn til dronningen, den øverste nonne i landsbyen, og midlertidig dronning af den sydlige del af landsbyen, indtil Lara en dag overtager sin retmæssige plads som tronarving. Hendes forældre døde for nogle år siden, Da de prøvede at beskytte hende fra dem; The dark knights. De kom fra en anden landsby, kaldt Chilika. Et sted ingen af hendes folk nogensinde ville besøge. Ridderne var ude efter den udvalgte. For at gøre sig selv udødelige, så de kunne herske og sprede rædsel i al evigheden. Den udvalgte, var Lara. Den eneste på jorden der rummer så enorme magiske kræfter.

6Likes
117Kommentarer
3761Visninger
AA

8. Dunk dunk dunk..

Næste morgen vågnede jeg ved at noget dunkede ved siden af mit ben, og jeg kunne høre svage vejrtrækninger. Jeg åbnede mine øjne på klem, og missede mod solen der kom ind af det lille vindue. Jeg satte mig op, og kørte mine fingre gennem mit hår. Dunkene ved mit ben blev kraftigere, så jeg slog mit blik op, og så direkte ind i nogle mørkebrune søde øjne. Jeg gav et lille skrig fra mig, da en lille hundehvalp sprang op på mit skød og slikkede mig i hovedet. Jeg skreg lavt af glæde, og grinede på samme tid. Det lignede en af de hunde som blev brugt til jagt og andet. Var det ikke blodhunde de havde kaldt dem? Den var virkelig sød. Den havde lysebrun pels med  brunlig sort på ryggen, lange øre og et rynket ansigt. Den sniffede glad til mig, og gøede mens den logrede med halen. Jeg smilede og kløede den på ryggen.

Døren til mit værelse blev åbnet, og ind kom Kwangmin. Han løftede et øjenbryn og så på mig. Jeg satte mig forvirret op, og surmulede lidt. Han klappede på hans lår én gang, og så sprang hunden ned af sengen og gik dovent hen for at sidde ved hans side. "Hun plejer ikke at kunne lide fremmede.."Mumlede Kwangmin for sig selv, og kløede sig i nakken. Jeg slog tæppet til side, og svang benene ud over sengekanten. "Vil du have mig undskyldt? Jeg skal have tøj på." Smilede jeg til ham, og rejste mig for at finde min taske.

Jeg ledte på en stol, under sengen og i det store klædeskab der stod i rummet. "Hvor er min taske?" Tænkte jeg højt. Og rettede mig op. Jeg var sikker på at jeg havde efterladt den på stolen igår, før jeg gik i seng. Kwangmin grinede sarkastisk, og vendte sig mod døren for at gå. "Den har min mor smidt ud. Jeg skal nok bede hende om at komme med tøj til dig." Jeg så på ham med store øjne. "Men.. jamen.. jeg.." "Hvad?" Sagde han og så på mig med et granskende blik. Jeg slog blikket ned, hørte da døren blev åbnet og lukket efter sig, og satte mig så på sengen. "Det er nok bedst. For ikke at blive genkendt eller opdaget" Jeg sukkede, og kiggede rundt i rummet. 

Jeg stillede mig op og glattede min kjole ud, da jeg kunne høre skridt på trappen. Det mærkelige var; at jeg ikke kun kunne høre skridt fra en person. Men flere mennesker. Døren blev åbnet og Kwangmins mor trådte ind. Hun smilede sukkersødt til mig, og trådte så til side, så tre piger også kunne komme ind. Jeg kiggede forvirret på.. min umma, og sagde så: "Hvem er de?" Jeg lød lidt oprevet, så jeg prøvede at smile sødt for at rette op på det. "De er her fordi vi skal have fundet noget ordenligt tøj til dig. De er alle døtre af ham der ejer byens største systue." Jeg nikkede, selvom jeg ikke forstod meget.

De trak mig straks om bag omklædnings-skærmen, og fandt en masse kjoler og underkjoler frem. Jeg prøvede kjole efter kjole. De var alle søde og fine, men pigerne rystede bare på hovedet af dem alle. Det var søndag, så de havde alle desværre meget tid. For meget tid.

Jeg var så optaget af at prøve kjoler, at jeg ikke lagde mærke til at Kwangmin kom ind, før umma havde sendt ham ud igen med et slag i hovedet. Jeg holdt mig for munden for ikke at grine, så det blev bare til nogle små søde fnis. Jeg lagde dog mærke til noget mærkeligt. Alle sypigernes øjne skinnede nærmest da Kwangmin kom ind. Nu kunne de slet heller ikke stoppe med at snakke om ham. Ting jeg ikke fik fat i da de stadigvæk fik mig til at prøve kjoler. 

Efter noget der føltes som timer, stod jeg endelig i en smuk lyserød kjole. Den gik mig til lidt over knæet, havde fine blonder og en dyb, rund udskæring. Jeg smilede et stort smil, og drejede rundt endnu engang. Nu var klædeskabet fyldt helt op af fine kjoler, som havde været tiden og umagen værd. Kjolerne var smukke i smaragd grønne, lyserøde, rubin røde, havblå og hvide farver.

Jeg smilede stort da Kwangmin trådte ind af døren igen. Han stoppede og kiggede på mig. Hans blik gled fra mit ansigt, helt ned til jorden, og op igen. Jeg rødmede en smule, og kiggede væk. "Den passer ikke til hende." Sagde han bare og skulle lige til at gå igen, men umma tog fat i ham og slog ham hårdt på skulderen. "Unge dreng, Kan du så tale pænt til søde lille Lara. Gud, hvad har jeg dog gjort for at fortjene så ubehøvlet en søn?!"

Min underlæbe begyndte næsten at bløde så hårdt bed jeg i den. Luften var fyldt af akavethed, og alle kiggede på mig. Min hjerne arbejdede på højtryk, og mit hjerte hamrede hårdt mod mit bryst. "Ehm.." mere nåede jeg ikke at sige, før en person åbnede døren, og kom til at skubbe hårdt til Kwangmin, som straks faldt forover direkte imod mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...