Unfaithful (The One That Got Away)

"Jeg savner ham. Jeg smed ham væk for dig. Nej, ingenting. Du var ingenting. Bare fordi jeg skulle "satse". Jeg mistede mere end jeg nogensinde fik af dig.. Og du forsvandt, hurtigt.. Jeg savner ham.. Har jeg fortalt det?" | Denne historie handler om at være utro, med nogen du virkelig elsker, som er dit et og alt, og du fortryder, inderligt.. |

3Likes
4Kommentarer
846Visninger
AA

1. Need an undo-button

Jeg så ud ad vinduet. Dugfrøene fra morgengryet gled ned af rudens glatte flade, og dryppede ned på græsset udenfor.

Men jeg så en snebold, der fløj gennem luften.

”Du grinte, da du undvigede bolden. Du samlede hurtigt en ny, af den våde sne, og den smadrede lige i mit ansigt. Jeg veg lidt tilbage, som skulle jeg til at falde, men krummede mig hurtigt sammen foroverbøjet. Du blev forskrækket, og var bange for, det havde gjort ondt. Du kom helt hen til mig, og spurgte mig:”Er du o..”, men jeg afbrød dig, ved at kaste den smuldrede snebold i hovedet på dig. Som snestøv, måske.. Jeg fniste højlydt, og jeg kunne høre en dyb latter fra din side af. ”Din!” sagde du drillende, og væltede mig ned i sneen sammen med dig. Sneen krøb ind i min hue, og ind under min trøje, så det næsten brændte. Men ubehageligt, nej. Din hue var røget af i faldet, den  var jo også for lille til dig efter hånden, men man må have sine ting, som du havde din hue. Dit brune hår var fyldt med den hvide sne, og var drivvåd af den smeltede del. Dit krøllede hår havde sneget sig ind foran din pande, så det dækkede dine glansende grå øjne. Min uldede vante strøg hårene væk fra din pande, og vi grinte begge i sneen. Vi lå overfor hinanden, akkurat tæt nok på, til det yderste af vores næsetipper rørte hinanden. Du overvejede et kort øjeblik at kysse mig, tanken strejfede skam også mig, men det ville være forkert.. Det ville ikke være rart..”

Jeg rejste mig fra den gamle stol, og gik over mod køkkenet. Der var rodet af gammel brød og frugt. Jeg satte mig til at ordne det, man ved aldrig hvornår man får gæster..

” ”Kom ind” sagde Andrew med et smil, og lukkede dem ind. Tre piger, to drenge. Han havde set, jeg var nedtrykt, bare ikke hvorfor.. Så betænksom som han er, havde han inviteret mine nærmeste venner.. Isabella, Ethan, Emma, Alexander og Martina. Tanken var sød nok, men han forstod ikke.. Og de forstod ikke.. Ærlig talt, forstod jeg det nogen gange ikke engang selv.. Han var den sødeste, mest betænksomme person jeg nogensinde har kendt, og nogensinde ville kende..

Så.. Hvorfor vil jeg hellere have dig?”

Jeg tog et æble fra den bananflue-befængede frugtskål. Den var stødt her og der, og der var en ridse på siden, nok fra engang den var blevet ridset mod noget skarpt. Hvem ved?

”Han trak rundt med en stol. Han var forvirret, deprimeret.. Han elskede mig, og hadede mig. Han hadede faktisk sig selv for at elske mig. Andrew smed langt og længe stolen ned mod et hjørne af stuen, tæt ved en bogreol. Han satte sig på den. ”Jeg forstår bare ikke.. hvorfor?” sagde han, og sukkede. Han trak sine hænder mod sit hoved, formentlig for at skjule de kommende tårer. ”Og jeg har gjort.. hvad? Hvad er det jeg har gjort, for at du ikke skal kunne elske mig. For at du skal kunne elske en anden.. Vil du ikke nok være den sødeste lille skat, og sige det.. Måske kan vi reddes..” Jeg gik hen mod ham. Han vendte hovedet den modsatte vej, da han så mig. Jeg satte mig på knæ foran ham. ”Andrew, jeg elsker dig. Men jeg elsker også ham. Og nogle gange må man bare gå den anden vej. Satse. Måske får du jackpot?” ”Men hvad hvis du ikke gør? Hvad hvis du faktisk for det modsatte? Du bliver ensom, du er forladt, forrådt, og deprimeret. Hvad så? Vil jeg stå der?” ”Nej, Andrew, du vil redde dit eget skind. Nej, du skal redde dit eget skind. Jeg må klare mig, hvis det er dét, der sker. Jeg vil ikke trække dig med i faldet..” Andrew vendte sig langt om længe om mod mig. Han så mig i øjnene, prøve på at gennemskue mig, hvorfor. Han opgav, for intet tegn var der. Jeg vidste det jo heller ikke selv. Han tog i stedet mit hoved i sine hænder, så mine kinder blev presset sammen mod min mund, og jeg lignede en fisk. ”Er du gået fra forstanden Mia?!” nærmest råbte han, men han ville ikke være hård, han ville bare vide HVORFOR. Jeg smilte.. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. ”Jeg har aldrig været helt klog. Det her skulle du næsten have forudset, så godt som du kender mig.”

 

Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt.

 

Han slap mit hovedet og gik frustreret rundt i huset. Han kunne ikke forstå.. For hvis han havde forstået, var han gået. Jeg lod ham gå sin gang, han behøvede at gå sin gang. Det gjorde han når han nu en gang var forvirret, eller frustreret. Nu var jeg havde gjort ham begge dele, behøvede han virkelig at gå sin gang.”

 

 Jeg tog en bid. Det var helt brunt, og smagte forfærdeligt af mug og forrådnelse. Men jeg prøvede at tygge det, lige meget hvor dårligt det smagte. Det symboliserede mig selv, synes jeg. Tænk, nogen overhovedet har kunnet holde mig ud.

 

” Jeg sad i min seng og hørte musik. ”Katy Perry – The One That Got Away”, ”Rihanna – Unfaithful”, ”Adelé – Some Like You”. Hvor var jeg dum.. Hvor var jeg stupid.. Hvor var jeg bare.. Argh! ”Who would have know how.. bitterswee---t this would taste.” Jeg tegnede lidt i min blok. Et hoved, med en lidt spids hage og læber. Krøllet brunt hår, en ørnenæse, solbrun hud. Og et smil.. Åh, dit smil..

Jeg rev mine høretelefoner væk og smed blokken fra mig.

”..it kills him inside, to know that I am happy with some other guy.”

”Det havde jeg helt glemt.. Hvad med ham?” sagde jeg sagte for mig selv, og slog mig ned i sengen igen. ”Han.. han har brug for nogen.. Han må have nogen nu.. Han skal have nogen nu.

Men jeg skal ikke besøge ham.. Vil det ikke gøre det værre? Se, jeg ikke klarede det, og han ikke var der for mig, som han havde lovet sig selv..

Jeg lader ham være.. Han klarer den.. Han er jo Andrew..”

Jeg spyttede endelig æblet ud. Nej, det kunne man ikke spise, ikke fordrage. Det kunne du ikke forlange nogen.

 

 Jeg gik ud i haven. Den gamle forfaldne gynge stod stadig og svajede i takt med vinden. Man kunne se havet fra den, og alle de små huse før det. Jeg bevægede mig ned på gyngen, da jeg satte mig, gav det et sæt i gyngen, og den stoppede brat op. Jeg sparkede skoene af, og svingede mine ben i takt med gyngen.

Op, ned, op, ned.

 

Gyngen stoppede. Jeg så op.

Han havde taget fat i gyngens snore. Jeg smilte. Han var her. Jeg var her. Vi var her. Vi var sammen igen. ”Andrew..” sagde jeg, og rejste mig fra gyngen. Mine arme snoede sig automatisk om hans slanke krop, i deres helt egen favorit position. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og han omfavnede mig.

”Jeg har savnet dig..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...