Killer on the dancefloor ~ Nick Jonas

Victoria Adams er atten år gammel, går i skole, bliver mobbet, og bliver betragtet som usynlig af sin far. Hele hendes verden drejer om døden - døden som hun gerne vil finde. En dag prøver hun at dø, ved at springe ned af en bro, og ned i en sø, men hun bliver standset, af en besynderlig fremmed dreng, med krøllet brunt hår. Words don't come easy, without a melody - Camp Rock 2.

9Likes
51Kommentarer
4445Visninger
AA

9. ♫

Jeg ligger på min seng derhjemme, og tænker over hvad der skete igår. Det er frustrerende slet ikke at vide, om jeg har følelser for Nick, og om han har følelser for mig. Sådanne ting plejer man vel at finde ud af, når man kysser. Jeg lukker mine øjne i, og prøver at drømme mig ind i en bedre verden. Det er en tidlig morgen, derfor nægter jeg at stå ud af sengen nu. Jeg ved jeg vil støde på Nick, på en eller anden måde, og det er bare ikke noget jeg har overskud til lige nu. Jeg har endelig fået hans nummer, og min mobil ligger lige nu ved siden af mig. Jeg har helt selv sparet op til mobilen, ved at have et job, jeg faktisk hader. Jeg blev dog fyret efter jeg fik mobilen, fordi jeg blev mere og mere ligeglad med penge. Min mobil er en lille Sony ericsson, som ikke engang kan gå på internettet, kun Youtube. 

Jeg rejser mig op fra min hårde seng, og går hen til mit klædeskab, for at finde noget tøj frem. Jeg vælger at tage nogle sorte leggins på, med læder der formede en diamant inderst ved benet, og en kort-ærmet trøje, hvor der med forskellige farver stod peace. Jeg tager min mobil med mig nedenunder, hvor jeg finder et rugbrød frem med smør på, og læner mig op ad en køkkendisk mens jeg spiser. Jeg kan hører min far er i bad, fordi jeg kan hører vandet fra bruseren, dikke på gulvet. Jeg kan se min far åbne døren, og gå ind på sit værelse ved siden af sig, med et håndklæde omkring sig. Dengang mor levede, plejede han altid at sige hej når han så mig, uanset hvad han var ved at lave. Han var en fantastisk far, indtil mor gik borte. Jeg forstår ham. Det måtte havde været ekstremt hårdt for ham, ikke bare at miste sin kone, men også at miste sit førstefødte barn. Jeg vil aldrig kunne klare at miste mit livs kærlighed, selvom jeg endnu ikke ved hvem det er. Så vidt jeg har forstået, falder jeg for de søde fyre, der forhåbentlig kan leve længe. Nu hvor fjernsynet for en gangs skyld er ledigt, sætter jeg mig på sofaen i stuen, og tænder for fjernsynet. Fjernsynet ligger allerede på tv2 zulu, så jeg vælger bare at se det der var. Jeg mener det er en prisuddeling udsendelse de sender, som er live. På skærmen ses en masse billeder af forskellige bands. Jeg mener prisen de bands kunne vinde, var årets band. Jeg når kun at se U2 er en af de nominerede, før at en kvinde skal råbe vinderen op. Jeg får et mindre chok, da jeg lytter til hvad kvinden siger, og bagefter ser tre drenge gå op på scenen. 

”Vinderen af kategorien "Årets artist" er .. Jonas Brothers!” havde kvinden råbt ud til tilskuerne, der sad på de forskellige pladser og klappede, mens de iagttog Nick, Joe og Kevin træde op på scenen. Det hele starter ud med, at kvinden giver plads til at Joe kan snakke i mikrofonen. Joe starter med en takketale, og bagefter giver han mikrofonenpladsen videre til Nick, som er den eneste jeg rigtigt kigger på.

”Jeg ved faktisk slet ikke hvad jeg skal sige, andet end sige tak! Tak til vores fans, vores venner, og selvfølgelig vores elskede familie. Jeg kan bare ikke forstå, at vi virkelig har vundet denne pris! Det er jo .. så stort! Det er helt fantastisk, tusind tak!” siger Nick i mikrofonen, og lader så mikrofonen gå videre til Kevin, så de alle kan snakke. Jeg nyder at se smilet på Nick's læber, de læber, som jeg kyssede igår. 

Jeg kan se på min mobil, at der er en der ringer op til den, siden den vibrere så voldsomt. Jeg sidder oppe på mit værelse, og skriver på en opgave til skolen, selvom jeg ikke plejer at lave lektier. Jeg tager fast om mobilen, og ligger den op til mit øre, og siger hallo. 

”Hej Victoria!” små råber Nick i mobilen. Det får mig til at grine. Jeg rejser mig op fra min kontorstol og går lidt rundt på mit værelse, mens jeg snakker med Nick. Jeg nyder at gå og tale i telefon på samme tid.

”Hej Nick. Jeg så den der prisuddeling som du deltog i for noget tid siden. Tilykke med prisen! I fortjener den,” siger jeg glad og sætter mig tilbage på kontorstolen, og venter på Nick siger noget. 

”Tak,” er det eneste han siger. Jeg læner mig tilbage på kontorstolen, og prøver på at finde på noget at sige. Det er selvfølgelig okay han bare har sagt tak, men jeg havde forventet lidt mere. Hvis han havde sagt noget mere, ville der højst sandsyligt ikke være denne pinlige tavshed imellem os. 

”Nick, det der kys igår ..” starter jeg ud med, men bliver afbrudt af Nick, der endelig havde noget på hjerte. Det er træls at han afbrudte mig, men det er også okay, fordi han har jo noget at sige. Hvis det er vigtigt, har han altid lov til at afbryde mig. ".. Betød ikke noget," afslutter Nick. Jeg ville havde sagt at kysset betyder meget for mig, men hvis det ikke betyder noget for ham, kan han da også bare glemme det, og glemme mig.

”Kysset betød faktisk meget for mig, fordi det var første gang nogensinde at jeg kyssede med en, som jeg rent faktisk er vild med,” siger jeg hurtigt og koldt, og lægger på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...