Killer on the dancefloor ~ Nick Jonas

Victoria Adams er atten år gammel, går i skole, bliver mobbet, og bliver betragtet som usynlig af sin far. Hele hendes verden drejer om døden - døden som hun gerne vil finde. En dag prøver hun at dø, ved at springe ned af en bro, og ned i en sø, men hun bliver standset, af en besynderlig fremmed dreng, med krøllet brunt hår. Words don't come easy, without a melody - Camp Rock 2.

9Likes
51Kommentarer
4443Visninger
AA

5. ♣

Jeg ligger på min hårde seng, under min kolde dyne, og prøver desperat på at sove. Jeg elsker at sove, fordi så kan jeg drømme om en bedre verden. Jeg kan allerede se alle mine drømme for mine øjne, nu hvor jeg prøver at falde godt tilpas under min dyne. Min mund er helt tør, og det irriterer mig grænseløst, især fordi jeg ikke kan gå hen og drikke noget. Stille kan jeg kun se sort, og jeg fornemmer, at jeg drømmer.

”Hvad vil du?” siger jeg med en bange stemme. Jeg står i en mørk blindgyde midt om natten, og kigger på en mand, kun iført sort. Han har dækket sit ansigt til med en hvid maske, så jeg ikke kan se hvem han er.

Han siger intet, men går dog tættere på mig, med sin hånd i sin jakkelomme. Langsomt trækker han en glimtende kniv op af lommen, og går tættere og tættere hen til mig.

Jeg læner mig forskrækket op ad væggen, da manden nu står helt tæt på mig, og nedstirre mig med kniven. Kniven er tæt på at ramme mit bryst, men han står helt stille, og hiver sin maske af.

Det er Nick.

Jeg vågner op med et sæt, og ser at klokken lige har slået ti. Jeg kommer forsent i skole, men jeg er ligeglad, fordi jeg tager slet ikke i skole idag. Jeg rejser mig op og tager noget tøj. Mine hænder og ben ryster, efter det mareridt jeg lige har haft. Jeg finder en lang hvid trøje på, og en brun cardigan, og nogle korte shorts frem, og tager dem på, én efter én. Hele tiden hviler mit blik dog på væggen, fordi jeg hele tiden ser mareridtet for mig. Jeg går nedenunder og ind i køkkenet, for at tage en bolle og et glas vand. Jeg ser min far i stuen, og ser sport, nøjagtig ligesom alle de andre dage. Han ser fodbold som han elsker - Liverpool mener jeg han holder med. Jeg selv, har aldrig interesseret mig for fodbold. Den eneste sport der interessere mig er tennis, fordi jeg synes det ser rigtig sjovt ud. Jeg stiller mit glas ved vasken, og tygger det sidste af min bolle, synker det, og går ud i gangen for at tage min jakke. 

”Jeg går lige en tur,” råber jeg til min far, selvom jeg ved han lader som om han ikke hører mig, og fortsætter med at se fjernsyn. Jeg himler med øjnene, og åbner den slidte dør, og går ud i solskinnet. Det er en dejlig solrig eftermiddag, med fugle der kvidre, og menneskerne der går rundt og griner. Jeg har ingen at grine med, nu hvor jeg ikke engang har Nick's nummer eller adresse. Jeg må bare håbe på at støde på ham, selvom det sikkert er umuligt. Han har trods alt sit arbejde at passe, og han har sikkert ikke lyste til at hænge ud, med en pige som mig, der ikke ønsker andet end døden. Jeg går langs den lille sø tæt på, og skuler hen ud over vandet. Vandet ryger hen over jorden, og gør det vådt. Synet interessere mig meget, men jeg vælger ikke at undersøge det. Jeg går videre, uden at lade mit blik hvile på søen, men i stedet for lade dig hvile på jorden, så jeg kan sikre mig jeg ikke træder på noget klamt.

Jeg mærker min krop støde imod noget hårdt, der får mig til at lande på jorden. Jorden er yderst kold og beskidt, og jeg har derfor temmelig meget lyst til, at skælde personen ud som stod foran mig. Jeg rejser mig op og børster beskidtet af mig, og kigger op på personen, jeg havde stødt ind i. Jeg kunne genkende de brune øjne, og det søde smil. Nick!

”Heej Nick!” nærmest råber jeg, og omfavner ham med det samme. Jeg smiler over jeg stødte på ham, selvom jeg tidligere havde tænkt, at det var umuligt. ”Hej smukke,” siger Nick og krammer mig endnu mere. Jeg trækker mig væk, og kigger forvirret på ham.

”Synes du jeg er smuk?” spørg jeg ham. Jeg er rigtig tæt på at flippe ud. Ingen har nogensinde sagt jeg er smuk før, aldrig nogensinde. Han nikker pinligberørt og kigger ned i jorden. Jeg hvisker nogle par ord, og krammer ham hårdt. Jeg smiler stort imens, og trækker mig ud af krammet. ”Tak,” hvisker jeg. Hans smil breder sig over hele ansigtet.

”Helt ærligt, du er den mærkeligste pige på jorden. Hvordan kan du ikke lide Nick Jonas?”

Jeg himler automatisk med øjnene, da Nick trækker mig ind i en tøjbutik, med det klammeste tøj jeg nogensinde har set. Jeg kigger rundt, og ser en masse lyserøde og røde kjoler, lårkort nederdele, og ikke mavedækkende bluser. Jeg væmmes bare ved tanken om det tøsede tøj. 

”Nick ..” prøver jeg på at sige, men Nick hiver mig rundt overalt i butikken, så jeg slet ikke kan nå at sige noget. Vi stopper op foran en stativer med tøj. Jeg griner falsk, da jeg ser alt det frække tøj, der næsten slet ikke dækker ens krop. Det var ganske enkelt klamt at se på den slags tøj. 

Du skal med mig til en fest, og derfor skal du have noget formelt tøj,” griner Nick, og finder allerede tøj frem til mig, fra stativet med tøj.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...