Killer on the dancefloor ~ Nick Jonas

Victoria Adams er atten år gammel, går i skole, bliver mobbet, og bliver betragtet som usynlig af sin far. Hele hendes verden drejer om døden - døden som hun gerne vil finde. En dag prøver hun at dø, ved at springe ned af en bro, og ned i en sø, men hun bliver standset, af en besynderlig fremmed dreng, med krøllet brunt hår. Words don't come easy, without a melody - Camp Rock 2.

9Likes
51Kommentarer
4412Visninger
AA

3. ☻

”Fulgte du efter mig?” spørg jeg noget tid efter, jeg har inviteret Nick indenfor, og op på mit værelse, væk fra min far. Han nikker til mig, og smiler det første smil, jeg nogensinde har set blive smilt til mig. Smilet står på i lang tid, selv da jeg begynder at smile mit forfærdelige smil. Jeg ved ikke hvorfor jeg smiler, jeg kan bare ikke lade være, når han også gør det. Hans smil er udsædvanligt, på en anderledes måde. Han nikker smilende, dog denne gang, med røde kinder. Jeg smiler bare større af at han rødmer.

”Stalker,” hoster jeg falsk drillende, og griner. Nick griner også, på en sød måde. Normalt vil jeg være fuldstændig bange hvis en dreng pludselig kom til mit hjem, men denne gang er det anderledes. Jeg går tættere imod Nick, og kigger ham i øjnene. Jeg har set ham før, men hvor? Jeg rusker ham i håret, og i dét øjeblik, ved jeg hvordan jeg kan finde ud af, hvem han er. Jeg løber ud af værelset, og ind på min søsters gamle. Hendes ting er der stadig, fordi min far savner hende så frygtelig meget, og fordi hun var englebarnet. Jeg sætter mig på sengen, og kigger ud i luften. ”Nick, hvem er du?”

Jeg kunne se på Nick han skulle til at sige noget andet. ”Hvad laver .. Årh.” Nick klasker sig selv i panden, ”jeg har vist helt glemt at sige, jeg er Nick Jonas.” Jeg kigger forfærdet på ham. Jeg har hørt om ham mange gange, faktisk rigtig mange gange. 

”Ham Nick Jonas er bare så sød! Jeg kan ikke fatte du ikke kan lide ham, Victoria!”

Jeg hvæser stille ad ham, og gemmer mit ansigt i mine hænder. Jeg kan mærke et bump på sengen, da Nick sætter ved siden af mig. Jeg kan mærke hans blik, hans gennemborende blik. Jeg kunne stadig mærke stikket i hjertet, fra da Nick svarede på mit spørgsmål. Jeg kan huske at alle pigerne på min skole, bare forguder Jonas Brothers, og over halvdelen af dem, forguder Nick. Jeg har aldrig kunne lide ham, fordi jeg vil skille mig ud, og ikke have det idol, som alle de andre har. At så møde ham, alle andre tror man hader, er ikke just mit største ønske. Jeg tager mine hænder væk, og kigger hen på uforstående Nick.

”Troede du jeg var en anden, eftersom du ser så skræmt ud? Eller er du bare en glemsom fan? ”spørg Nick. Jeg kigger væk fra ham, og klemmer mine tænder i. Han er den dreng, jeg mindst ønskede at møde. Jeg er godt nok atten år gammel, men jeg er også ekstrem barnlig. 

”Jeg er ikke en fan - og er ikke engang tæt på at være det,” mumler jeg irriteret med en kold stemme. Jeg laver knæklyde med mine fingre, men stopper, da jeg finder ud af, at jeg ikke kan finde ud af det. Jeg sukker dybt, og kigger tilbage hen på Nick, der nu ikke kigger på mig. 

”Jeg har fået billetter til en Jonas Brothers koncert! Er jeg ikke bare heldig? Nu kan jeg endelig se Nick i virkeligheden!”

Stemmerne i mit hoved driver mig til vanvid. Stemmerne tilhører de provokerende snobber på min skole, og min gamle. De opfører sig alle som nogle små børn, især når de taler om deres idoler. De er på min alder, og alligevel lyder de som nogle på otte. Jeg kan mærke noget varmt på min hånd, jeg har lagt på sengen. Nick kigger på mig, og jeg finder ud af, at det er ham der har varmet min hånd, ved at ligge sin i min. Jeg er overbevist om han snart kan mærke alle de ar på min hånd, da det faktisk er det sted jeg har flest ar - mit håndled. Straks kan jeg se hans pupiller vokse sig større, og han stille begynder at ryste. Han kigger forskrækket på mig.

”Bare hold mund,” siger jeg, da jeg allerede har gennemskuet, at han har tænkt sig til at spørge ind, til de mange ar jeg har. Jeg har skæret i mig selv, rigtig mange gange. Jeg har ladet kniven snitte mit blod, og set på blodet der strømmede ud. Og lugten af tørt blod, gør bare det hele bedre. 

”Jeg bryder mig ikke rigtig om Nick Jonas. Han er bare endnu en af de der forkælede idioter.”

Jeg har lyst til at bede Nick om at tage hjem, men jeg har en speciel plan. Klokken er halv syv om morgenen, og jeg skal snart i skole. Det vil være så fedt, at se alle pigernes blikke, når jeg træder ind på skolens gang, med Nick Jonas ved min side. Hvis Nick da gerne vil med, men det vil han sikkert ikke. Jeg er kommet ind på mit værelse hvor Nick er, med noget brød, som han selv bad om.

”Nick, jeg tænkte på ..” Nick lyser op som en sol, ”om du vil mig i skole .. idag?” Hans blik bliver mindre glad, og han smiler ikke længere. Det kommer sikkert som overraskelse for ham, eftersom jeg har behandlet ham som lort, derfor regner jeg heller ikke med han siger ja.

”Ja da! ”udstråler Nick med en glad stemme, og er tæt på at kramme mig, men jeg skubber ham tilbage, og ryster modvilligt med hovedet. Jeg smiler til ham, så han ved, at jeg værdsætter ham for at sige ja. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...