Føelserne strømmer igennem mig.

Kærlighed, et af de mest betydningsfulde ord.
Det her er alt det jeg bærer rundt på ulykkelig kærlighed. Det med at se den man elsker sammen med en anden..

1Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

1. Kærlighed gør blind..

Kærlighed.. Alle kender til kærlighed og alle har kærlighed til personer. Kærlighed kan være den dejligste føelse, men samtidig kan det være den værste smerte når kærligheden ikke er gengældt. Sådan er det i mit tilfælde.

DEt her er hverken en bog eller ligende, det er et blankt stykke papir der har fået en sort farve, med alle mine føleser på. Jeg går ikke efter noget, jeg ville bare ud med mine følser. Der er sikkert masser af stavefejl det undskylder jeg. Men det hele kommer lige fra hjertet...

 

Det hele startede sidste år, vi har gået i klasse sammen i snart 9 år, men først nu fandt jeg ud af jeg havde føelserne for ham. Jeg var lykkelig, vi skrev sammen stort set hver eneste dag, og når han kiggede på mig i klassen og sendte mig et af de der smil man bare ikke kan andet end at elske, så blev jeg helt varm indeni. I starten skete der ikke det helt store, vi nussede lidt i krogene og flirtede ellers bare. Og så.. Det første kys, det uforglemmelig første kys, i et mørkt rum alene, ham og mig. Alt kørte på skinner, vi var ikke kæreste og alt hvad der foregik imellem ham og mig var næsten hemmeligt selvom stort set alle vidste det. Vi snakkede lidt om det der kæreste halløj, ja vi var kærester i vores hoveder uden andre vidste det, men det var fint med mig, for jeg havde jo ham.

Nogle af pigerne havde fortalt mig at han var begyndt at flirte rigtig meget med en pige som vi begge kendte. Jeg tænkte ikke nærmere over det, de var sikkert bare jaloux fordi jeg havde en der kunne lide mig. Men sådan var det desværrer ikke og jeg skulle have lyttet meget mere til dem. Vi skulle til noget stævne i April og der flirtede han rigtig meget med rigtig mange piger. Jeg blev sur og vi snakkede ikke sammen i ca. 2 uger.

Han skrev at det ikke kunne fortsætte sådan og at han gerne ville mødes med mig for at snakke, så det gjorder vi. Han sagde at han ikke havde føelserne for mig mere, jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det, men også utrolig sur. PÅ under to uger havde han mistet alle føelserne for mig, jeg vidste godt det ikke kun var derfor men det sagde jeg ikke til ham.  Jeg spurgte om der var en anden pige men det var der ikke, han kunne bare ikke se os sammen. Vi snakkede om det og sluttede af med et kram og en aftale om at vi skulle være venner. Jeg havde mange føelser indeni mig på det tidspunkt, men jeg turde ikke vise dem. Og jeg kig stille hjem med tårer i øjenene med tanken om at nu var det forbi..

Alt var som før, vi snakkede ikke rigtig sammen men var heller ikke uvenner. Jeg blev ked af det når han kiggede på mig, for jeg vidste ikke hvad han tænkte og det blev en kæmpe plage for mig og jeg begyndte at tænke dårlige ting om mig selv, jeg spiste ikke særlig meget mad mere, og var tit træt og sur. Det er også ham jeg kan give skylden for at min selvtillid er helt i bund nu idag.  Mine veninder lagde mærke til det og var bekymret men jeg sagde at jeg havde det fint, sådan noget gik jo ikke mig på.

 

En dag ville min bedsteveninde tale med mig, vi sad på mit værelse hvor jeg så spurgte hvad det var hun ville tale med mig, hvorefter hun begyndte at græde og fortalte at hun var en dårlig veninde osv. Jeg blev forvirret, men jeg kunne næsten regne det ud.. Ham drenge som havde droppet mig og hende var begyndt at få noget. Jeg blev ikke sur, jeg kunne se hun var ked af det og fortrød, jeg blev bare rigtig ked af det, og vi sad længe og holdte om hinanden, hun fortalte mig at hun ikke ville have noget med ham, for hun vidste jeg var rigtig ked af det. Det blev jeg rigtig glad for...

 

Mine forældre og ham drenges forældre er gode venner, og vi skulle spise sammen. I starten gik det fint, vi havde det fint med hinanden, og var bare venner. Men om aftenen da vi lå ude på trampolinen og snakkede begyndte vi og nusse hinanden lidt, jeg vidste det var forkert for han havde knust mit hjerte og mine veninder synes også han var et fjols. Men jeg kunne ikke modstå det. Næste dag skrev jeg til ham at ikke fortrød det der var sket. Og fik svaret tilbage: Jeg fortryder, jeg er ikke vild med dig men din bedsteveninde, du var lidt en trøst fordi hun ikke gider havde noget med mig. Jeg spurgte  om han så bare blev udnyttede mig, men han synes ikke det som var sket var noget.

For ham ikke, men for mig betød det alt... Jeg droppede samtalen, og vi var endnu engang uvenner. Alt var noget lort igen og jeg havde været svag. Nu fortryder jeg så meget. Alt gik lidt i sig selv og vi blev endnu engang venner, men nu ville jeg ikke være svag over for ham mere. Vi snakkede ikke så meget sammen mere, vi skrev ikke sammen. Han var der bare og det samme var jeg. E dag skrev han til mig og spurgte om han savnede det vi havde haft  sammen. Jeg sad lidt og tænkte og skrev så: Ja, lidt gør jeg vil, hvad med dig? Og han skrev ja, det var jo hyggeligt at have en at hygge sig med, jeg synes det var et latterligt svar, men inderst inde havde jeg det jo på samme måde, jeg savnede at være elsket... Han begyndte at kigge meget på mig igen, og vi begyndte at skrive lidt sammen igen. Men jeg ville jo stadig være stærk. Jeg vil ikke sige jeg var direkte forelsket men jeg havde stadig føelser for ham.

Nu er der næsten gået et år, jeg savner ham stadig og det gør det ikke lettere at vi går i klasse sammen. Men jeg var jo en stærk pige. en stærk pige for et par uger siden. Da han spurgte om han måtte ringe fordi han  kedede sig, det måtte han selvfølgelig gerne for jeg selv kedede mig. Vi snakkede først om ligegyldige ting osv, men vi begyndte stille og rolig at snakke om føelser, jeg spurgte om han stadig var vild med hende, min bedsteveninde. Jeg havde faktisk ikke regnet med at svaret ville såre mig, men det gjorde det da han sagde, ja lidt er jeg. Igen betød jeg ingenting, jeg var der bare til når han havde brug for en at snakke med og flirte lidt med fordi han vidste jeg havde den ene svaghed. Vi lå og snakkede, da han pludselig sagde at han ville ønske jeg lå ved siden af mig. Vi begyndte at snakke lidt frækt til hinanden. Jeg med kærlighed til, for jeg mente det, men jeg er helt sikker på at han bare var liderlig og at han savnede en at sige det til. Jeg føler mig dum. Jeg er flov, flov over mig selv, over at jeg ikke var stærk nok endnu engang. Jeg gav efter. Og jeg er så ked af det. Jeg er hundrede på at det er sidste gang jeg giver efter for ham. Jeg er sur på ham, men han ved det ikke, da jeg lader somom intet er sket. Men mest af alt er jeg sur på mig selv.. Jeg hader ham, men jeg tror at grunden til at jeg gør det er at jeg føle at jeg så formindsker mit savn. Jeg er så forvirret, ked af det, irriteret alle føelser kommer frem i mig. Tanken om han er ligeglad med mig er svær. Men jeg ved at jeg komme over det, jeg ved at jeg en dag finder en dreng som vil elske mig for den jeg er.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...