Himmelbarnet

Af og til kan livet blive for meget - også for børnene.

2Likes
0Kommentarer
836Visninger
AA

3. Himmelbjerget og gården

Bjerget lige under himlen og folket der boede der

En stjernebestrøet plet under hvælvet deroppe

Dette herlige fristed fyldt med latter og varme.

Min barndoms redningsmænd.

Tusindfold bedre end alverdens medaljebehængte helte.

 

 

Gården på bjerget under himlen. Smukke, gamle træbygninger. Holdt i skagengult og rustrødt. Glimt af beroligende mildhed i den grønne natur. Farver jeg stadig omgiver mig med. De giver mig ro i den flagrende sjæl, læger sår og skarpe kanter.

Gammelgård.

Der skulle jeg bo. Sammen med 6 – 8 andre unger, der heller ikke var artige. På eget værelse. Med Lange Jensen og hans kone Kiss, som regerende overhoveder i mit nye, lille kongedømme. For det var det det var for mig. Et lykkeligt Lilleputrige med Lange som gavmild og kærlig konge. Vi havde duer. Og høns. Og marsvin hvis vi ville. En ged nu og da og… og… Det var et barndommens slaraffenland.

Kelly Blomkål, Lillian, Lonnie og Pippi. Sikket firkløver vi var.

Vi fik de fleste dage til at gå med at udtænke gavtyvestreger, måder og metoder til at slippe for skolen, eller opfandt lange, indviklede forklaringer til hvorfor vi bare ikke kunne tåle, at gå til de tvungne dansetimer om onsdagen. Sjældent hjalp det. Med fast, men kærlig hånd blev vi lempet afsted til skole, dans og andre fastlagte aktiviteter. Af og til fik vi lov at skulke – nok mere af omsorg og forståelse, end fordi de troede på vores fantasifulde ”spinderier”.

En knagende kold vinternat, dansede Lillian og jeg rundt i pyjamas ude på plænen foran Gammelgård.  I sne til anklerne – og yderst vedholdende dansede vi rundt til vi var blå af kulde. Det var efter sengetid selvfølgelig, og vi var drevet af det håb, at vi ville erhverve os en lungebetændelse. Det gjorde ondt i fødderne af kulde og vores tænder klaprede i munden. Men intet skete. Selv ikke den mindste antydning af snue fik vi som belønning - og vi måtte finde på nye metoder.

En anden gang havde jeg hørt, at man kunne brække sin arm uden det gjorde ondt, ved at pakke sin arm ind i et varmt håndklæde og slå den mod en kant. Som sagt så gjort. Armen blev pakket ind og jeg hamrede den mod kanten af håndvasken, med hjælp og heppekor fra de andre. Intet skete. Jo, jeg fik hammerondt i armen, men ingen gips og fridage.

På Himmelbjerggården fik jeg lov til at være tvær, glad, sød, åndsvag og spiltosset. Alt sammen uden fysiske konsekvenser. Selvfølgelig var vi i faste rammer og kunne ikke skabe os som vi ville, men det var i en atmosfære af kærlighed og omsorg.

I starten gik jeg i skole på Himmelbjerggården, men det var ingen succes. Utrolig opfindsom har jeg altid været, og sådan nogle vennesæle, socialpædagogiske lærere… De var da lige til at tage røven på. Så det gjorde vi. Vi gik endda så vidt til sidst, at vi ikke engang gad opfinde undskyldninger. Når læreren låste døren ud til gangen for at holde os inde, så åbnede vi blot vinduet, rakte tunge og hoppede ud. At chokere og provokere kunne være lige så sjovt, som løgne, snyderier og bedrag.

Torpe fik mig flyttet til skolen i Ry. Sagde at jeg vist kedede mig for meget og trængte til lidt ”udfordring” og stimulans til hjernecellerne. Det havde han nok ret i.

Det gik bedre derefter, selvom det at gå i normal skole, med normale børn – og så være Himmelbarn – ikke var helt let. Der var mange kilometer på cykel at tilbagelægge, både før og efter skole, så det meste overskydende energi, var nok knoklet af mig ved dagens slut. Der var en syv-otte kilometer hver vej, men jeg har sandsynligvis tilbagelagt den dobbelte afstand.

Skoven kunne jeg skyde genvej, eller omvej, igennem. Søerne skulle checkes for mærkelige, levende væsner. Min fantasiverden var så forunderlig, så rig på muligheder, at jeg sjældent kedede mig – og ofte havde det langt bedre og sjovere… der i min anden dimension. Inde i skoven sneg jeg mig rundt. Den mest lydløse og mest usete af skovens eksistenser. Jeg levede mig ind i selvskabte verdener, hvor jeg var sej, stærk og hamrende heltinde.

Der gik vi så, Lillian og jeg. Med hver sin cykel. Og hold da kæft et vejr. Solskin og varme. Skovens dufte og mystik indhyllede os og besatte vores tanker og tale. Vi digtede lange fabler og drømte så urealistisk og barnligt, som kun børn i den alder kan. Vi var 11 år og alle muligheder stod åbne.

Vi bevægede os rundt på stier og veje i området omkring Himmelbjerget. Digtede små verdener, som små piger gør, lo og var sammen.

Den dag var vi kommet lidt på afveje, så da eftermiddagen begyndte at gå på hæld, og vi satte næsen hjemefter, var der et godt stykke vej tilbage til Gammelgård. Træerne kastede længere og længere skygger og Lillian gyste lidt. Hun var bange for skoven, når solen ikke var fremme og dunkelheden var fremherskende.

Faktisk var hun også bange om dagen… hvis hun var alene. Hun var fra byen ligesom jeg, men havde ikke min hang til ensomme strejftog. Elskede ikke ensomheden og eventyret ved en skovsø… Helt alene i frihed til at bygge en verden efter eget hoved. Lillian var gang på gang blevet låst inde i små rum – ja, endda et skab engang, mens moderen betjente sine kunder. Og hun skulle være stille, ellers faldt der tørre tæsk. Så for Lillian gik alenehed, angst og mørke hånd i hånd Nu kom mørket krybende, rakte sine lange fangarmeskygger ud over stien… Og Lillian ville hjem til Gammelgård.

Vi trampede hårdere i pedalerne og cyklerne skød fart. Så sprang kæden på min cykel… Bare sådan lige. Knæk, boing! Lillian jamrede...

– Jeg venter altså ikke på dig, hvis du skal trække hele vejen hjem.

Jeg var målløs. Vi havde da fulgtes ad hele dagen. Haft det rart. Sjovt. Og så ville hun bare daffe af… Fordi hun var bange.

”Du venter da på mig, Lillian! Selvfølgelig. Du vil da ikke bare sådan forlade mig?”

Desværre nikkede hun som svar på spørgsmålet og jeg blev rasende. Følte mig svigtet og såret. Og rasende.

”Jeg slår mig selv ihjel så. Hvis du kører, slår jeg mig ihjel. Nemlig!” 

Men Lillian var ligeglad, hun troede slet ikke på det. Alle trusler og udbrud af vrede, løfter om hævn eller det modsatte, prellede af på hende. Hun satte sig på cyklen og kørte… Væk fra mørket – og væk fra mig. Sådan en mokke. Sådan en dårlig kammerat. Jeg skulle vise hende, skulle jeg. Jeg skulle fordufte fra denne verden, træde ind i den næste – og sidde der og række tunge af hende. Når hun så blev ked af det alligevel, skammede sig og savnede mig, ville jeg ikke tilgive hende. Stædig som et æsel var jeg. Nu havde jeg jo sagt det, så måtte jeg også gøre det.

At det var det at dø, jeg gik og planlagde, rørte mig ikke synderligt. Enten kunne jeg ikke overskue hvad det indebar, eller var bare ligeglad. Selve det at dø skræmte mig ikke. Men hvordan skulle jeg slå mig selv ihjel? Det var det store spørgsmål. Jeg prøvede først at holde vejret… men kunne ikke længe nok. Jeg blev bare lidt svimmel og blå i bærret. Og endnu mere vred. Hvor svært kunne det være altså?

Jeg mosede mig videre af vejen hjemad… Og kom til en af de sidste bakker… Og så vidste jeg det! Op på cyklen, ræse ned af bakken… Den stejle bakke endte i et T-kryds. Og hvis jeg kørte lige over krydset, var der en grøft.. og så en stejl skrænt. Sandet og hård som beton. Det ville da helt sikkert slå mig ihjel… en slags trafikulykke.

Straks blev der sat handling på tanken. Op på cyklen og så nedad. Hu-hej hvor det gik. Farten steg og det gjorde mine betænkeligheder også. Og min angst. Faktisk blev jeg pissebange og ville af, men turde ikke springe af cyklen, der nu fór nedad med en helt uforudset hastighed… Så ville jeg bare slå mig på asfalten. At jeg lige havde været kold over for tanken om død, og nu var bange for en lille skramme… Tja! Cyklen ræsede nedad, stærkt, ud i krydset, over vejen og forhjulet røg ned i grøften… Jeg røg over styret og smækkede hovedet ind i skrænten… Helt efter planen altså. Der lå jeg så på ryggen – og kunne ikke trække vejret. Der gik fuldstændig panik i mig… Nu var det ikke noget jeg sådan kunne lege lidt med. Nu var det virkeligt… Og grusomt. Pludselig føg luften ned i mine lunger med et gevaldigt sug… Og det gjorde ondt. Hold da kæft, hvor det gjorde ondt. Det gjorde ondt at trække vejret, gjorde ondt i ryggen og indeni, men jeg blev jo nødt til at trække vejret… Ellers ville jeg jo dø!

Der lå jeg så en stund. Græd. Som pisket. Og det gjorde også ondt, men jeg kunne bare ikke lade være. Forsøgte at rejse mig op, men kunne ikke. Smerterne i ryggen, fra lænd til nakke, var for store. Så jeg kravlede – på alle fire. Op af grøften, ud på asfalten og videre… Et stykke længere nede af vejen lå en af medarbejdernes huse. Og jeg kravlede ind i gården, over gruset. Forbi deres store hunde der gloede lidt forundret, hvorpå de forsøgte at slikke mig i ansigtet. De troede, det var en leg og vuffede glade. Jeg græd bare og kravlede videre. Ind i køkkenet hvor konen stod og skrællede kartofler. Hun vendte sig rundt og udbrød – Herre Jemini! Det er det sidste jeg husker… Det der ”Herre Jemini”… Hvem det så ellers er?

I syv uger lå jeg i sengen. Blev passet, pusset og plejet. Og nød det. Kahn besøgte mig nogle gange. Rystede lidt på hovedet. - Jeg ved godt du ikke rigtig ville begå selvmord. Det var vist din stædighed, ikke? Han smilede rart og varmt. - Pas på den stædighed og det raseri. En dag kan det faktisk tage livet af dig, hvis du ikke passer på. Og det var alt der skete. At Kahn kom og snakkede lidt engang imellem. Ellers skulle jeg vist have været indlagt. På børnepsyk. Men Kahn vidste godt jeg ikke var sindssyg eller fyldt med de der ting, der lød som navnet på en blomst. Roser. Neuroser og Syroser. Jeg var bare stædig… Og utrolig vred.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...