Himmelbarnet

Af og til kan livet blive for meget - også for børnene.

2Likes
0Kommentarer
837Visninger
AA

2. Den lange rejse

Det var en dejlig junidag i 1965. Himlen var dybblå og den sene aftensol kastede sine stråler over Århus-bugtens vande. På molerne ved havnen sås de sædvanlige lystfiskere – der var altid en form for lunt og roligt liv derude. Ingen hast, intet jag.

På den yderste af molerne, næsten ude ved pladsen hvor Benneweis hver sommer satte teltpælene i, stod en enlig fisker og tyggede lidt i sin pibe, mens han med sammenknebne øjne så ud over vandet. Han hed Hans og var vel egentlig bare det der kaldtes en bums. For mig var han meget andet. Altid et lyttende øre, fuld af fup og gamle aviser. Og når han nåede det ubehagelige stadie af beruselse, så var jeg, i en alder af ni, allerede hjemme og forskånet for oplevelsen. Den dag hoppede jeg rundt på de store sten. Armene flagrede og benene dansede. Jeg lavede en slags aparte stepdans, skoene tappede på stenene og min mund sang tonen med. Hver sten sin lyd, sin tone. Tap, tap, tip, tøp, tap. Der var så meget der skulle siges farvel til. Ting, mennesker og steder som jeg måske aldrig ville se igen. Det var lidt vemodigt, men beslutningen var taget og skulle – fanden tage mig – føres ud i livet. At blive hjemme var ikke til at holde ud. Morfar og Mormor måtte jeg ikke flytte op til for Heksen. Gud fri mig, den blotte tanke på hende kunne give mig mavekramper. Jeg var bare ni, men allerede en lille kantet ting rent følelsesmæssigt. Fyldt med angst, trods – og had. Glad for alenehed og ensomme strejftog langs med Århus Å eller havnen. Og med små røde piller til at holde maven i ro, når ængstelsen over disse strejftures konsekvenser, meldte sig.

Det havde været en lang dag. Op af sengen straks der blev kaldt på mig. Modtage dagens uendelige liste af gøremål og medfølgende formaninger. Få min lillesøster Ida op, klædt på og fulgt i dagpleje hos Mor Jepsen. Så i skole. Tasken vejede godt til, fuld af samtlige bøger der var udleveret til året. Opdagede først at jeg havde glemt at pudse sko, da jeg fræsede ind af porten – som altid i sidste øjeblik. Oppe i klassen gled den røde Lones blik straks ned til skoene. Hun vrængede på næsen og vendte hånligt hovedet den anden vej. Kom igen Lone vigtigmås. Det var sgu ikke hende, der var udstyret med en mor, der forventede himlen og gav helvede. Ikke hendes mor der slog til, uanset hvor godt man gjorde det. I trods satte jeg mig på min plads og smækkede mine ellers udmærkede og moderigtige, men altså ikke pudsede, fodformere op på bordet. Sådan! Kig så din ko! Og så var stilen lagt for resten af den skoledag. Som sædvanlig. Pigerne i deres lille klike, mig i vild leg med drengene. Aldrig vise tøserne, hvor brændende jeg ønskede, at være en del af det fællesskab de havde. Og samtidig hvor megen afsky jeg følte for deres intriger og konstante langen ud efter de svage. De havde altid noget at udsætte på dem der ikke lige levede op til deres ”idealer”. Som dengang vi fik en ny i klassen, et ordentlig skur af en pige. Hanne hed hun. De moppede hende lige fra starten. Sagde hun lugtede af tis. Nå, det gjorde hun også, men jeg havde været hjemme hos hende og det var altså det hele der stank. Det var ikke Hanne, der var urenlig. Det var nok mange små søskende, der tissede i bukserne – og en mor der var ligeglad eller ugidelig. De boede i en treværelses henne i Montanagade. 5 børn i køjesenge og beskidt vasketøj over hele lejligheden. Vi blev en slags veninder i løbet af de første måneder, men så trådte tøserne til. De regnede med, at så stor en pige kunne banke mig – og det var noget de gerne ville se. Hanne blev listet over i deres lejr. Ikke at jeg gjorde noget for at forhindre det. Faktisk tror jeg ikke, jeg bemærkede noget, før Hanne i et frikvarter, kom gående truende hen mod mig, med en hale af tøserne, med forventningsfulde ansigter, efter sig. Min naivitet var allerede dengang ligeså stor, som min evne til at gennemskue var veludviklet. Nå, hun fik altså bank. Ikke meget, bare nok til at få hende på retræte. Vi blev aldrig helt gode venner igen. Det var nok bedraget der sved i mig. Og i hende.

Og en anden gang hvor cykelsmedens Pia, forsøgte at stjæle min kæreste Jørgen. Det var i tredje klasse. Jeg trak hende hen til gelænderet ned til toiletterne. Tvang hende til at sutte på det. Ordentligt altså. Med tunge, læber og det hele. Gelænderet var af jern. Det var vinter og godt med minusgrader. Så der hang hun så. Sad godt fast. Det var ikke fordi Jørgen selv, var noget særligt, men hans mor havde slikforretningen henne i Odensegade – og den forbindelse var værd at kæmpe for. Selvfølgelig røg der seddel hjem til mor og jeg fik tæsk, men det havde jeg nok fået alligevel – af en eller anden grund.

Efter skoletid havde jeg sprunget med de 88 aviser, jeg dagligt delte ud for Demokraten. Og fået min løn. 44 kroner. En hel herregård var det. Derefter hjem, vaske op, skrælle kartofler – og så lidt kvalitetstid. Jeg gik op på loftet. Der var varmt efter solens bagen på taget – og støvet dansede i lysstriberne fra tagvinduerne. Mit helt private paradis. Det var fyldt med herligt skrammel. Og ulækre, gyselige edderkopper. Jeg var hundeangst for det småkravl, men mit behov for et fristed var større. I det fjerneste hjørne, der hvor Heksen aldrig kom, havde jeg indrettet mig. Det var heroppe jeg engang havde fundet en gammel, blå lærredsrygsæk. Med seler, bændler og spænder. Igennem lang tid fyldte jeg mine små skatte i den. Klar til flugt. Små pelshaler, mink og hermelin tror jeg. Sådan nogle som damerne satte på deres frakkerevers. Dem havde jeg stjålet nede i Magasin. En fire – fem stykker.  Når jeg så sad i min dyrebare fred på loftet, så strøg jeg mig ned over kinden med dem. De var så bløde, det føltes næsten som kærtegn mod huden. Lukke øjnene og lade sig omslutte af ømhed og tryghed, med kinden mod det bløde pelsværk.

Oftest når mor kom hjem og åbnede vores fordør, så kaldte hun på mig med irriteret stemme, allerede inden fordøren var lukket igen. Det undrede mig engang, at hun helt derude i gangen kunne finde noget at sætte sin vredes finger på andre steder i lejligheden – derfor gav jeg hende tilnavnet Heksen, det måtte vel være magi – men nu ved jeg, at hun altid kunne finde noget at kritisere. Fordi hun bare ville. Pia! Piaaaa! Hvorfor har du ikke dit og dat. Jakke-di-jak! Hvis det ikke var for de skarpe jag i maven og min ringe alder, kunne jeg have grinet af så megen smålighed og forfølgelsestrang. Havde jeg dengang kunnet se angsten og smerten i hende, ville det have kaldt på min medfølelse, men jeg var bare en lille pige og jeg grinede ikke. Jeg listede hen over loftet, ned af stigen og ind af bagdøren. Der stod hun. Hun var ved at tage overtøjet af.  ”Så hjælp dog Ida med overtøjet. Skal jeg da også gøre alting selv”, vrissede hun. Jeg lod som om, jeg skulle binde mine sko. Hvis hun opdagede, at det var kramper der fik mig til at krumme mig sammen, så fik jeg bare et fur. Så hen og hjælpe Ida. Hun kunne nu godt selv – og ville gerne, men jeg sagde ingenting. Efter aftensmaden fik jeg lov til at gå ned og lege. Jeg snuppede cyklen og kørte ned på havnen. Ned og sige farvel til Hans. Og tage min sidste dans på stenene. Alting var klart til min rejse. Nu skulle det være. 4.

Næste morgen fulgte jeg Ida hen i dagplejen og susede så afsted på cyklen, kurs mod havnen. Da jeg drejede om det sidste hjørne nede ved badeanstalten, så jeg op. Wow. Der lå den så. Stor og spændende. Jo nærmere jeg kom, jo mere syntes den at tårne sig op over mig. Var jeg først derinde, kunne ingen nå mig mere. En ren kæmpe i jern var hun. Morfar havde sejlet med skonnerter, dengang der var rigtige skibe til, og fortalt mig, at alle skibe er hunkøn, så det vidste jeg. Og Oslobåden var stor. Og spændende. Glemt var al morgenens kvaler ved at forlade Mormor og Morfar. Glemt var alle tænk-nu-hvis´ere. Nu var det eventyrlysten der boblede i mig.

Hen til billetlugen, bede om en enkeltbillet til Oslo. Fremvise mit, på mors skrivemaskine tilrettede, sygesikringsbevis som legitimation. Man skulle være elleve år, for selv at kunne købe billet. Det havde jeg fundet ud af nogle dage i forvejen. Sondere terrænet og planlægge derefter, var en evne jeg tidligt udviklede. Jeg havde begået mit første tilfælde af dokumentfalsk, og nu skulle jeg se om bedrageriet holdt. Nok så uskyldigt, men målet helligede midlet. Samtidig var der, uden jeg var klar over det, blevet åbnet en dør i mit sind. En erfaring der senere skulle føre mig ad mange omveje i livet. Det gik fint. Damen smilede venligt og sagde jeg skulle skynde mig, båden afgik om 30 minutter. Juhuu! Friheden vinkede lige om hjørnet. Og Moster Karen ville helt sikkert blive glad ved, at jeg kom for at bo hos hende. Hun blev altid lidt vred over mors konstante hakken på mig, og var altid klar med masser af sukker til vores indsamlede skovbær. Jo, jeg var sikker på, at jeg ville være velkommen.

Oslobåden havde vi ofte sejlet med. Mest sammen med Mormor og Morfar. De tog mig altid med til Norge. De havde en Fiat 1100, blå, og den tøffede vi af sted i.

Engang på vej til Norge på sommerferie havde jeg opholdt mig i nærheden af kiosken. Mennesker, forskellighederne ved dem, har altid fascineret mig – og i de lange køer var der nok at se på. Der var nogle gelændere, der skulle holde folk ”på række” - og nok også ”på rette vej” mod kioskens toldfrie fristelser. Der havde jeg fundet på noget sjovt. Jeg greb fat om den lodrette stolpe, drejede hurtigt rundt om den og dukkede mig under gelænderet. Svinge, dukke, svinge, dukke… rundt, rundt, rundt i barnlig glæde over svimmelheden, rusen, rundtossetheden. Pludselig fik jeg øje på en mand med den største jordbærtud, jeg nogensinde havde set. Jeg bare gloede, drejede rundt – og glemte at dukke mig. Wham! Pandeskallen med fuld knald ind i gelænderet, flænge i panden og blodet flydende. Mormor kom bekymret til, mor også. Med et irriteret drag om munden. Op på broen hvor jeg fik plaster på af en flinker mand i uniform med blanke knapper. Så irriterede, skarpe negle i min arm, mens hun kæmpede med mimikken. ”Hvorfor kan du ikke bare opføre dig som andre søde børn…”. Jakke-di-jak. Hold kæft hvor var jeg træt af, at høre om de der artige børn.

Denne gang var jeg alene og på eventyr. Jeg tog gangbroen i rejehop. Her kommer Pippi! Klar til at sejle på de syv verdenshave. Stærk og uovervindelig. Først var det hele bare spændende og nyt. Fagre nye verden på egen hånd. Båden lagde fra og jeg smilede over hele femøren. Men senere… Da det blev mørkt – og jeg blev sulten – da var det spændende ikke så tiltrækkende mere. Jeg savnede mine bedsteforældre noget så forfærdeligt. Kom til at tænke på, hvor bange de ville blive, når jeg bare var væk. De ville græde og Morfar havde dårligt hjerte. Helt oppe på øverste dæk havde jeg fundet mig en plads. Der sad jeg så. Knugede min rygsæk og græd. Mange tanker kørte igennem hovedet. Gå op til Kaptajnen og bede ham vende skibet. Få Kaptajnen til at ringe til Mormor, men ikke til mor. Gå ud i køkkenet og tigge lidt mad. Sulten var jeg. Ensom og forladt. Sådan følte jeg det. Ikke den gode alenehed, men en knugende, desperat følelse. Det gjorde ondt i brystet og strammede i halsen.

Det eneste der forhindrede mig i at melde mig på broen, var tanken om Hende. Hvis jeg vendte tilbage til Århus, skulle jeg også hjem til Bruunsgade – og det ville jeg ikke for alt i verden. Jeg tænkte ikke på om min mor var bekymret for mig, det ville nok se sådan ud på hendes overflade, men indeni… Indeni ville hun skumme af raseri og hævntørst. ”Nu vil folk tro jeg er en dårlig mor”. Det var en af hendes standardbemærkninger. Jo, hun ville græde salte tårer og få en masse sympati og medlidenhed. Hun ville give mig alt for hårde knus og ”undre” sig over ”hvad der dog havde fået mig til, at gøre sådan noget” – og når vi så blev alene og maskerne faldt, så ville helvede åbne sig for mig. Og så ville de små, røde ikke være nok.

Så jeg holdt ud. Da det blev for meget med sult og kulde, sneg jeg mig ned i Cafeteriaet, fyldte en tallerken med mad, tog en sodavand og gik forbi kassedamen, som om mine forældre tog sig af betalingen. Det var så let. Alt for let. Det gik op for mig, at folk så og hørte det de forventede at se. Bedrageriets ædle kunst. Hemmeligheden lå i mimik og kropssprog. Endnu en erfaring var gjort til årelang forledelse og overlevelse. Efter sulten var stillet, søgte jeg ned i bunden af skibet. Hernede fandt jeg mig en mørk krog, hvor der var mere varmt end bekvemt. Jeg rullede mig sammen og vågnede først, da travle passagerer hastede rundt og larmede. Der var kun en lille time til ankomst til Oslo. Som en raket røg jeg op og gennemførte, uden anger, endnu en lille proviantering. Så ud på dækket. Solskin, blåt hav og åben himmel. Det var livet det her. Aftenens sørgmodighed var glemt. Nu fløj mine tanker i land. Tværs gennem Oslo og ud på landevejen mod Lillehammer. Tog eller bil? Se det var store beslutninger. Jeg kunne altid fortælle en historie om, at have tabt min billet eller… Mulighederne var utallige, nu da jeg havde forstået fordelen ved, at være bare en lille pige. Mine historier blev taget for pålydende. Fantastisk.

Endelig blev landgangen sat til. Fra min plads ved rælingen, kunne jeg overse hele havneområdet. Jeg bemærkede nogle små, sorte folkevogne – og nogle mænd i mørke frakker. Erfaring med lovens lange arm, havde jeg ikke, men der bredte sig en utryg fornemmelse i mig, når jeg så på dem. Jeg trak det ud så længe jeg kunne, inden jeg gik i land. Og se, nu bevægede de sig. Mændene. De havde ellers stået helt stille og betragtet strømmen af passagerer, men først nu satte de sig i bevægelse. Hen imod mig.

Derefter skete alt i en døs. Det var som om verden udenfor mig, var hyllet i tåge. En masse spørgsmål, ubehagelige rum, en sød dames ankomst. Hun var socialrådgiver, gav lagkage og husrum til næste morgen, hvor de satte mig på båden – retur til Århus. Min plan var gået i vasken og fremtiden styrtet i grus.

Overfarten var en plage. Mørk, så mørk at det må have stormet og regnet – selvom jeg ikke husker det. Bange, meget bange. Alligevel købte jeg mig et karton billige cigaretter, som jeg knugede ind til mig. Jeg røg slet ikke. Men klø ville jeg få, det vidste jeg. Og det var ikke forkert, i min begrebsverden, at stikke af hjemmefra. Så cigaretterne var en sikkerhed for dog at få tæsk for noget forkert.

Da båden lagde til i Århus, havde jeg gemt mig dybt nede i skibets bug, mellem nogle rør. Der var varmt og lugtede. Jeg håbede, at de ville glemme mig – eller tro jeg var kommet uset i land. Åh, hvor jeg håbede, og bad til gud. Men de fandt mig. Og jeg mistede troen på en gud. De førte mig i land hvor mor ventede. Helt pæonrød i hovedet. Så nu havde jeg igen bragt skam over hende. Hun havde måske ventet, jeg ville gå i land som en sød og artig pige?

Hun hev mig hen i bilen, Morfar og mormors Fiat. Sammenbidt fik hun gang i køretøjet og jeg kunne se vi ikke var på vej hjem Men da jeg spurgte hvor vi skulle hen, fik jeg at vide, at mit tøj lå i bagagerummet, og at jeg skulle på børnehjem. Jeg blev glad. Hun kunne vel ikke slå løs på mig, hverken verbalt eller fysisk, sådan et sted med andre mennesker. Alle hendes konstante trusler om børnehjem og malende beskrivelser af disse gyselige steder, havde aldrig haft den ønskede, afskrækkende virkning på mig. Det var jo steder udenfor hendes indflydelse – og dermed ok. Verbale tæsk fik jeg hele vejen – og vejen var lang. Hele vejen til Himmelbjerggården. Himmelbjerggården. Bare navnet var rart at sige. Nede ved Himmelbjerget. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes et bjerg med så smukt et navn.

Jeg græd en del af vejen. Ikke fordi jeg var ked af det, men for at stille hende tilpas. Det var det hun forventede. Et bevis på, at jeg var ked af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...