Himmelbarnet

Af og til kan livet blive for meget - også for børnene.

2Likes
0Kommentarer
773Visninger
AA

1. Himmelbarnet

Hvor var det lige det gik galt?

Hvornår gik jeg den gale vej?

Hvornår trak jeg mig ind i mig selv

og blev til den svageste tone,

en tanke, en drøm

uden forbindelse til den krop, jeg boede i?

 

Hvis jeg skal fortælle helt fra begyndelsen, så må jeg sige, at vi ikke er af ”fin” eller bare jævn familie. Rødderne går tilbage til kulsviere, tatere, daglejere – jordens bærme, de dengang kasteløse.

Morfars familie var ”udenlandsk”. Der gik en historie om, at de var kommet til Danmark ved, at en energisk forfader svømmede fra Tyskland til Fyn. På flugt fra hvem ved hvad. Det med flugten skal nok passe, men svømmeturens længde… Tja! Virkeligheden var også ligegyldig, historien var god og blev bedre for hver gang morfar fortalte den. Han kunne fortælle, så billederne fløj rundt i luften og maven sved af latter, eller øjnene flød over med tårer, når fortællingerne var triste.

Mormors forældre, mine oldeforældre, havde et lille hus i Ejstrup. Oldefar kørte med mælk. Først med hestevogn, senere på jernbanen, trinbræt for trinbræt. De havde lidt høns, en urtehave og deres bare næver. Så vidt jeg ved, fik de elleve børn, hvoraf otte overlevede.

Mormor fik et barn udenfor ægteskab i en ung alder, og det fik man ikke ustraffet dengang. Oldefar og oldemor tog drengen til sig og mormor… Ja, det melder historien ikke noget om, men med den viden vi har i dag om den tids normer og fordømmelse, så har det ikke været let. Familien, hendes søskende, forældre, andre, var resten af hendes liv nedladende overfor hende, og jeg ved det pinte hende. At hun aldrig følte sig god nok eller ligeværdig.

Morfar opvoksede uden sko. Halm i træskoene og hø i ørerne, sagde han selv. Stak af til søs i en ung alder og hu hej hvor det gik. Han berettede om skonnerter og fuldriggere. Om opiumshuler i verdens fjerneste afkroge, og skorpioner i Ægypten, så store som hunde, der jog ham på flugt. På kamelryg. Morfar altså, ikke skorpionerne. Senere, tilbage i Danmark, fik han arbejde på et gods. Som hestepasser. Han fortalte om Baronen og Baronessen, hestene og dyrene. Og hvor stolt han var, da han blev forfremmet til kusk. Han elskede hestene, det sås i øjnene og hørtes i hans stemme, når han talte om dem. Kærligheden i morfar var stor, til dyr, mennesker, livet.

De fandt hinanden og blev gift, mine bedsteforældre. Mormor arbejdede som malkepige og morfar som daglejer på endnu et gods på Fyn. Hvor ”omrejsende” de var, ved jeg ikke, men fastboende kunne de vist ikke betegnes som. De fik to piger, Anni og Lone. Og så skete tragedien. En lade brændte ned, morfar fik skylden og blev dømt til to år i Nyborg Statsfængsel. Forbedringshus hed det vel dengang. Mormor måtte rykke hjem på nådsens brød, nedværdiget endnu en gang. Om morfar var skyldig ved jeg ikke. Ingen ved det. Min mor spurgte engang mormor, efter morfar var død, og hun svarede, at det vidste hun ikke. Hun havde aldrig spurgt ham. Fortielsen har været enorm – og tung. Og for morfar må bebrejdelserne have hængt tykt i luften. Og skyldfølelsen…

De flyttede til Randers hvor morfar arbejdede som nattevagt på Skandia under krigen. De boede i Laurentigade i det værste slum. Trange kår var det dengang. Min mor husker en del fra den tid. At de hver morgen varmede sandsække i gasovnen, så mormor kunne komme ud af sengen. Hun var plaget af gigt og skulle have varmet leddene op. Moster Anni der engang havde brugt nogle af mønterne til gassen til slik – dengang skulle de komme mønter i en automat i køkkenet for at kunne få gang i komfuret. Sikken ballade der blev. Hvornår de flyttede til Vejle, er jeg ikke helt sikker på, men det var i Vejle min mor gik i Realskole – og mødte min far. Fræk som en slagterhund var han. Charmerende som bare pokker og sømand på det tidspunkt. Mor var en flot pige, lille, mørk, køn og med glimt i øjet, så hende ville han bare have – og det fik han. De blev gift på kongebrev. Mor var kun 17 og gravid. Og barnet skulle i hvert fald fødes indenfor ægteskabets respektable rammer, familien havde nok af dårlige erfaringer med det modsatte.

Mor prøvede flere gange at slippe af med mig. Besøg hos mennesker der foretog illegal abort. Saltvand og kørsel på jernbanesveller. Åh jo, hun var ihærdig, men intet hjalp, jeg hang ved med næb og klør. Og historien gentog sig – på trods af det ”respektable” ægteskab. Far var slet ikke forsørgertypen – og meget dameglad. De blev skilt og så stod mor der… Fraskilt, 18 år gammel, Realskolen knapt afsluttet og alle fremtidsplaner spoleret. Og der var jeg. Lille, energisk, krævende – og det synlige, hørlige og irriterende bevis på al elendigheden.

Mor tog til Århus, hvor hun gik i lære som kontorassistent, efterlod mig hos morfar og mormor, uønskede børn var familiens speciale. De holdt af mig, elskede mig inderligt og gav mig nogle gode, trygge barndomsår. Jeg har erindringsglimt fra disse første fire år af mit liv. Siddende på den høje stol morfar lavede til mig, en trebenet taburet. I køkkenet ved vinduet. Havregrød, smil, latter og knus. Mormors bløde, varme favn. Morfars knoklede skelet og benede omfavnelser. Kærlighed helt nede på jorden. Mor der kom på besøg. Med en ny mand. I lejet bil. Og jeg var syg den dag de ville hente mig, heldigvis. Gud, hvor var jeg glad. Stående i nattøj på den franske altan i boligforeningen og vinke glad. Jeg ville jo bare blive hos mormor og morfar. Martin. Martin Bonde. Det hed mors nye mand. Hun kunne ikke få lejlighed som fraskilt, enlig mor. Dengang skulle man være gift. Så det blev hun. Med en alkoholisk sømand der ikke kunne få børn, på grund af syfilis, sagde han. Jo, jo. Så jeg blev hentet og bragt til Århus. Vi skulle bo i kælderen i hans mors hus indtil de fandt en lejlighed. Jeg husker godt min ”farmor”. Husker den lidt syrlige lugt i hendes hus, den skarpe stemme, robåden der var hængt op som gynge i den store have – og gruekedelen i kælderen. Den var jeg bange for. Troede jeg ville blive kogt deri, hvis jeg ikke opførte mig ordentligt. Gud ved, hvor jeg havde fået den idé fra…

Mor var gravid. Det der ikke skulle kunne ske, det skete. Så der sad hun. I ny lejlighed på femte sal i Bruunsgade. Med en alt for nysgerrig, alt for undersøgende og spørgende, alt for energifyldt datter. En alkoholisk mand hun ikke hverken elskede eller respekterede. Og en lille ny på vej. Surt!

Ida blev født og var syg fra starten. Hun havde astma og det var vist slemt. Jeg husker bare tæskene jeg fik. Også af min stedfar, Martin. Husker at al opmærksomhed og omsorg var rettet mod den der lille, skrigende klump – og jeg savnede min mormor og morfar.

De flyttede så til Århus. Mormor og morfar. Og det var dejligt. De var mine helt alene og altid parat til at tage mit parti. Jeg var bare fem år og havde allerede været en tur på børnepsykiatrisk. Børnehavens initiativ. Jeg var for fremmelig, sagde de, men sygehuset sagde der intet var galt med mig. Blot meget intelligent, fantasifuld, utrolig nysgerrig og med et stort behov for kærlighed.

Endelig blev mor skilt fra ham Martin. Jeg husker alt det fuldemandsævl der var. Stanken af øl og spiritus og de vrede ord. Husker dengang da jeg gemte Ida bag døren og stillede mig for, så han ikke kunne se hende – og mor der skubbede ham ud af døren, så han røg ned af den stejle trappe… og brækkede hånden. Den skid! Han forsvandt med bilen og det halve økonomiske grundlag. Og så skulle det jo blive hårdt – og det blev det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...