Fortidens skygger

Ayla er en helt almindelig kvinde... Måske. Med en helt almindelig fortid... Måske.
For i drømmene kryber de frem fra skyggerne, minderne...

2Likes
0Kommentarer
624Visninger
AA

2. Tæppetyven

Tøj lå i bunker i hjørnerne af de to værelser, beskidt, uvasket, fyldt med abstinenssved. Langs væggen i det ene rum, det lige ved køkkenet, lå der en enkelt madras langs den ene væg med et tæppe, dyne og hovedpuder, uden betræk. Askebæger, tomme sodavandsflasker og slikposer uden indhold var draperet langs siden – alt indenfor en armslængde af madrassen.   Hun var først kommet hjem ved firetiden i nat. I højt humør og meget påvirket. Hun støvede rundt i lejligheden, vendte op og ned på det hele og bandede. Tallerkener, kopper og bestik fik en hård medfart i køkkenet – og det gjorde ikke hendes humør bedre, at der over det hele lå en aura af elendighed.  En stemning, der ikke var til at udholde, når hun var klar i hovedet. En tilstand, hun konstant forsøgte at undgå. Og nu kunne kun ikke finde morgenens dosis af virkelighedsfortrængende stof, heroin.

”Hvor fanden har jeg lagt det… hun rasede, gråden nær. Jeg har sgu da lige lavet det… og hvor er det andet?”. Der var ingen, der kunne blande sig eller give svar. Alligevel talte hun til sig selv hele tiden. ”Du ved hvor det er, du kan godt huske det, husk det nu… NU!” Til sidst fandt hun det, lige før desperationen fik helt tag i hende. Med rystende hænder fik hun hældt op i skeen, lidt vand, koge det op – og så suge det op i pumpen. Så strammede hun stasen om håndleddet, fandt en blodåre, jog nålen i hånden og ind med det. Roen bredte sig som et brusebad fra toppen af hovedet og ned gennem hele kroppen. Hun pustede ud og sank lidt sammen der på madrassen. Det anspændte forlod kroppen. Ensomheden knagede lidt, men rusen vandt og hun gled hen i en vågen bevidstløshed, og dagen forsvandt.

Skyggerne blev lange og aftenen indtog den lille lejlighed. Til sidst var det kun skæret fra gadelamperne, der lyste lidt op. Hun vågnede, så på klokken og var klar over at tiden var inde, til at gøre sig klar. Med øvede fingre hæftede hun lagner på for vinduet ud til gaden, så ingen nysgerrige blikke kunne følge med, tændte så lyset og fandt det mørke tøj frem – og læderjakken. Samlede poser og tasker sammen og så sig selv beundrende i spejlet. ”Ser jeg ikke okay ud?”, spurgte hun kvinden derinde. ”Jo, du er dejlig”, svarede spejlbilledet. Selvom det var løgn. Hun vejede mindst ti kilo for lidt. Og selvom håret var flot og fyldigt, tøjet velsiddende… hele fremtoningen var okay, så kunne det ikke skjule de hærgede linjer i ansigtet og de nervøse bevægelser. Men hun havde brug for løgnen, for hvordan skulle hun ellers kunne klare det hele? At overleve, bare en nat mere. Hun var 24 år gammel. Ikke særlig høj, men velbygget. Selvom det mest var det kantede, der var synligt. Håret faldt fladt og lidt slasket ned ad ryggen. Farven var en slags mørkebrun med et ligesom træt, gråt skær. Det kunne være glansfuldt med smukke fald, men det var længe siden. Hun levede, eller overlevede i isolation og ensomhed. Den eneste hun talte med var sig selv, ”Det andet mig”, som hun kaldte det – og så lige den nødvendige kontakt, når hun skulle hente stof eller afsætte nattens høst af smøger, sprut… hvad som helst hun havde skrabet til sig under de natlige tyvetogter. Der var engang, hvor hun havde været i avisen, som ”Hele børnehavens kæledægge”. Der var engang, hvor hun havde været i avisen som ”14-årig stukket af hjemmefra, forsvundet i narkomiljø i København”. Der var engang, hvor hun havde haft smil i øjnene, lethed i bevægelserne, glans i håret og havde evnet at le, græde, føle og leve. Der var engang… Men det var længe siden nu. De sidste ti år havde sat sine spor. Hu hej vilde dyr i hippiemiljø, Projekthus og senere Christiania. LSD, speed, så opium og nu heroin. Tanken om et helt andet liv, noget med lykke og kærlighed, kunne godt dukke i tankerne, men det var bare ligesom en drøm. Noget, der ikke kunne fastholdes, eller rigtig tro på. Mens hun gjorde sig helt færdig til at gå, snakkede hun halvhøjt med sig selv, formulerede det drømte i ord. ”Måske noget med at komme på kunstskole … eller måske kunstakademiet. Det har jeg altid ønsket mig. Og så få købt nogle møbler… Altså indbo! Så skulle du bare se hvor fint her kunne blive. Rigtig hyggeligt. Med puder og stearinlys… løse tæpper på gulvet… og blomster… og… og… ” Stemmen begyndte at sitre, blev usikker… Så slog hun med det hovedet, så det slaskede fløj, og sagde med en tilstræbt beslutsomhed i stemmen ”Nå, men det har jeg ikke tid til nu. Nu gælder det den der tæppeudstilling. Det skal nok give kassen. Mange penge. Alt er bestilt… det er bare ind, ud, aflevere… og så er jeg faneme rig.” Hun smilede, helt tabt til drømmeland… ”Og så køber jeg selv de methadoner. Nedtrapper mig selv. Indretter lejligheden. Bliver stoffri, får mig et liv…” Igen blev stemmen usikker, for hun anede ikke helt hvad ”et liv” var for noget. Hun havde aldrig prøvet det… eller det var så længe siden, at det var glemt. Det var blot en urealistisk drøm. En sæbeboble. Smuk, fin og sart, men ikke holdbar. Og ingen kunne hjælpe hende med det, ingen kunne råde. Men et sted inde i hende var der noget, der kendte vejen dertil. Vidste hvilken vej hun skulle gå… Hvis hun ville lytte altså… Hun samlede de sidste ting sammen. Skruetrækker og andet værktøj. Grej til at dirke låse med. Små ledningsstumper… ting og sager. Og pumpe, kanyle, ske, lighter… Dam, da, da, dam… Hun nynnede. Var klar. Hendes tanker kredsede om det forestående job. Tæpperne. De ægte tæpper. Så smukke, så mange penge værd. Tasken blev slynget over skulderen, jakken under armen.. og så afsted. Trappen ned blev taget i firspring og rejehop. Hun var som en glad, lille pige. Adrenalinen pumpede, drømmen lå lige et par meter væk…

Golfen blev parkeret på pladsen lige foran den store forretning. Hun trak vejret dybt og steg så ud af bilen. Det var som om det nu var en helt anden kvinde. Fokuseret. Sikker. Effektiv og professionel. Kun to minutter gik, så var døren åben og hun sneg sig indenfor. Stille, stille. Hun mumlede og bandede lidt, da skruetrækkeren smuttede og lavede hul på en finger. Men så var den klaret, alarmen, og hun havde frit spil. Ikke tænde lys, heller ikke lommelygten. Bare lige frem og så til højre midt i forretningen. Belysningen fra parkeringspladsen faldt ind af de store udstillingsvinduer og lavede skyggemønstre på gulv og vægge. Mellem reolerne var der næsten helt mørkt. Hun kunne høre sit åndedræt og hjertets rolige og dog lidt hastige dunk-dunk som de eneste lyde. Hun strakte hænderne lidt frem og blev grebet af en gammelkendt følelse. Det var som kunne hun ”se” med hænderne, ja, med hele kroppen. Hun gik videre og havde en oplevelse af, at være ét med omgivelserne. Og vidste at hun ville vide det, hvis den mindste forandring opstod. Det her slog sgu skæverten ud af kurs. Adrenalinjunk var bare det bedste. Med sikkert blik fandt hun de mest værdifulde af de tæpper, der var udstillet. Det var til at blive svimmel af de høje priser, der sad som små, hvide fugle på tæpperne. Hun susede frem og tilbage mellem Golfen og udstillingen. Fuldstændig sikker på benene og med alle antenner ude. Tog tæpper ned eller frem, rullede og pakkede sammen. Op på skulderen og så af sted. Slå alarmen til, bare for at forvirre og tage lidt gas på dem. Og så var det overstået. Døren var igen lukket og hun var af sted. Hun grinede og slog i rattet. Jo, humøret var højt i den lille krop. Afsted til Århus og få afleveret det bestilte og indkassere penge. Så købe stoffer og mindst en måned ville fordufte i morfintåger… hold da kæft hvor livet gyngede!

Næste morgen kørte hun til så til Århus. Det var et rigtigt møgvejr, men ingenting kunne slå hende ud. Drømme om de mange penge, og hvad de skulle bruges til, var som sæbebobler i hendes sind. De opstod, drejede sig, bristede og forsvandt, mens nye så tog deres plads. Hu hej vilde dyr, livet var fantastisk.

Nederst på Randersvej drejede hun ind i Mejlgade – og det glade glimt forsvandt. En stærk fornemmelse af, at der var noget galt… Hun sagtnede farten og havde alle antenner ude. Der var intet mærkeligt at se i gadebilledet. Ikke noget, der ikke hørte hjemme, eller nogen der holdt øje med hende, og alligevel vidste hun bare, at hun skulle væk. Hun tog en sidegade ned mod havnen og så ud på Grenåvej. Afsted, ligeud mod Grenå. Satans, satans. Så måtte hun hele vejen til Göteborg for at få tæpperne afsat, pokkers også. Det var jo ikke lige enhver hæler, der var interesseret i de dyre tæpper – eller lå inde med så stort et beløb. Desuden havde det helt sikkert været i nyhederne i dag, så tæpperne var brandvarme. Mon de vidste, det var hende? Eller havde de bare overvåget det mest sandsynlige sted, at få varerne afsat? Hun gennemgik det hele i hovedet, og nåede frem til, at de ikke kunne have nogen viden om hendes medvirken i det hele. Kun Henning vidste det, og han skulle nok holde kæft, da det også var ham, der havde bestilt jobbet. Fingeraftryk afsatte hun aldrig, så… Nu ville hun bare lige hjem omkring og hente lidt grej og tøj, og så direkte til Göteborg. Hun satte kursen mod Randers over Mejlby.

Det gik stærkt med at finde de nødvendige ting frem oppe i lejligheden – og lige få sig et fiks også. Så var det ned på gaden igen, rundt om hjørnet og hen til bilen… Lige da hun satte nøglen i låsen på bilen, blev hun grebet i skulderen og klemt op mod bilen. ”Pippi Nordberg, klokken er 11:26 og du er anholdt”. Fælden var klappet og anholdelse var et faktum.

Næste morgen blev hun fremstillet for en dommer. Hun brugte sit snakketøj og fortalte vidt og bredt om, hvordan hun faktisk havde et vikarjob på kontor… at det bare var en smutter… hvor meget hun fortrød osv. osv. Og det fantastiske skete. Hun blev løsladt, og næste retsmøde berammet til to uger senere. Dommeren så strengt på hende og sagde: ”Og nu regner jeg med De møder op, frøken Nordberg”. Selvfølgelig sagde hun ja. Hun var parat til at sige hvad som helst, blot hun kom ud i det fri.

Oppe i cellen startede den irriterende fornuftige stemme i hendes hoved: ”Nu har du chancen, du lille. Tag din straf og kom videre i livet. Et liv uden stoffer og…” ”Hold kæft, jeg orker ikke den der moralske tone”, hun gik og samlede sine få ejendele sammen. ”Nu er jeg jo blevet løsladt, tro det hvem der vil, indtil næste retsmøde, så nu stikker jeg af til Sverige”. ”Jeg vil op til vennerne, nedtrappes og ha´ et liv”. Hun satte sig tungt på jernsengen, ventede nu kun på de skulle komme og låse celledøren op og lukke friheden ind. Jo, jo. Frihed og min bare… Nedtrappes på amfetamin og så ha´ et liv. Skabe sig en tilværelse… Urealistiske, kantede tøs. Men til Sverige ville hun, og til Sverige kom hun. Kørende i sin røde Golf gik turen til Stockholm, hvor hun opsøgte de gamle venner. Og månederne gik…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...