Et Mærkeligt Skib.

Den er kun et kap. Det var en opgave vi fik i skolen.Vi skulle skrive et kapitel mere til bogen et mærkeligt skib. Forfatteren beskriver alt og skriver ikke hvad de tænker så det var lidt en svær opggave. Lidt om hvad bogen handlede om: Elo er meget omklamrende som barn. Han har ikke en mor men er dog MEGET sammen med hans vens mor. Hun er der for ham. Men på et tidspunkt bliver hun mærkelig og hun vil ikke se ham mere. Elo smadre Maltes - som er Susannes/ Morens søn - værelse. Lige nogle oplysninger; Jeg skriver fra Maltes syn. Og det er 10 år efter! God læse lyst!
Ps. den kan godt være lidt svær at finde rundt i, da i nok ikke har læst bogen ;)

2Likes
0Kommentarer
3346Visninger
AA

1. Slowmotion - Maltes syn.

Et Mærkeligt Skib.


Malte sidder i sin bil. Træerne suser forbi ham. Han kan lige skimte solen i det fjerne. Malte er ikke glad. Selvom folk rundt om ham er glade er han ikke spor.


For omkring en halv måned siden, søgte Malte jobbet som tømrer. Ca. en uge efter fik han at vide at han havde fået jobbet. Han blev selvfølgeilg rigtig glad da han fik det. Malte var på vej hjem fra endnu en fantastisk arbejdsdag. Det var midt i juli måned. Solen skinnede og fuglene sang. Han skulle ud at købe ind, for hans mor, far og storebror kom på besøg.
Malte havde lige været ude at handle og var på vej hjem. Han parkerede på parkerings pladsen, og gik hen mod det store højhus. Den røde farve fra murstenene var begyndt at skalle af. Han gik op af trapperne og hen mod hans lejlighed. Han stod nu foran den rimlig kedelige egetræs dør. Han fandt nøglebundet og låste døren op. Han trådte ind i entréen med favnen fuld af grå brune indkøbsposer. Han tog skoene af og satte varene på plads. Der var ca. to timer til at de kom, så han kunne sagtens nå at komme i bad og gøre sig klar.
Aftenen var gået forygende. De havde bl.a talt om at finde en ny lejlighed til ham. Hans husleje var alt for stor, så han havde derfor ikke råd til at bo der mere. Malte var i færd med at ryde op i køkkenet. De havde rodet en del så det tog lidt tid. Da han endelig var færdig, satte han sig ind i stuen og så lidt tv.
Næste morgen vågnede Malte i stuen. Han var faldet i søvn i sofanen. Han gik ud i køkkenet og tog noget morgen mad. Han hentede avisen og ledte efter en lejlighed. Han fandt en der havde en nogenlunde pris. Der stod et telefon nummer. Han greb ud efter telefonen og tastede nummeret ind. De havde aftalt at han kunne komme mellem klokken to og fire for at se på lejligheden. Klokken var lidt i to, så han blev enig med sig selv om at køre der ud. Efter at have kørt en ti minutters tid var han der. Han gik op mod lejlighederne på den lille grus sti. Lidt længere henne kunne han se nogle børn lege på en legeplads der så forholdsvis ny ud. Han kunne høre de grinte. Han gik op af de mange trapper til 3 etage. Han stod nu udenforan døren. Han bankede ligeså stille på, og kort tid efter blev der åbnet. Manden der åbnede var på hans alder kunne Malte se. Måske et par år ældre. Manden rakte hånden frem og Malte trykkede den. ”Du må være Malte, jeg er Elo” Sagde Elo. Elo. Det minede ham om en.. Hans storebror havde haft en meget omklamrende ven, der også hed Elo. Kunne det være ham? Elo gjorde tegn til han skulle komme ind. Elo viste Malte rundt i hele lejligheden. Der var en stor stue med et åbent køkken, et lille badeværelse og et soveværelse. Malte behøvede ikke mere plads, faktisk var det rigeligt. Malte og Elo blev enige om at sætte sig ind i stuen og snakke lidt. De snakkede bl.a om hvorfor Elo ville flytte. De var nu begyndt at snakke om deres barndom. Elo fortalte at hans far ikke rigtig havde været der for ham, men han havde i en lille periode været sammen med en af hans venner, som havde en virkelig sød mor. Han forklarede at hun havde været der for ham som en rigtig mor, indtil en dag hvor hun ikke ville se ham mere. Det havde været et stort ’tab’ for ham sagde han, fordi hans mor selv var død da han var lille. Det gik op for Malte hvem han virkelig var da han satte navne på hans ven og moren. Nemlig Rune og Susanne. Det kunne jo kun være ham. Han stod i den Elos lejlighed. Vreden begyndte lige så stille at boble inden i ham. Det var ham som havde smadret hans værelse. Malte rejste sig hurgtigt op og råbte; ”Hvordan kunne du? Det var dig der smadrede mit værelse!” Elo så rimlig chokeret ud men svarede så; ”Det var din skyld Susanne ikke ville se mig mere” Elo råbte nu. Det var da ikke Maltes skyld? Det var jo hans mor. Malte vendte om på hælen og løb ud af døren og ned i sin bil. Han køre væk. Han ved ikke hvor hen bare væk.

Malte sidder i sin bil. Træerne suser forbi ham. Han kan lige skimte solen i det fjerne. Malte er ikke glad. Selvom folk rundt om ham er glade er han ikke spor.



// Sarah :-)
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...