Distance please, distance.

Hayley Green lider af Haphefobi, angst for berøring. Indtil nu har familie, terapeuter og venner gjort så meget for hende som muligt, men der mangler en sidste ting, at finde en fyr som kan hjælpe hende de sidste skridt videre.
Hayley er ikke en model og er måske ind i mellem lidt grov, så det kan være svært for hende at finde den fyr som vil tage skridtet videre. Men ville hun turde at indrømme at han er hendes første - i det hele? Og at hun lider af Haphefobi, en angst som måske altid vil ligge og lure under overfladen.

10Likes
72Kommentarer
4011Visninger
AA

2. Haphefobi.

"Haphefobi, at være bange eller angst for at blive berørt følelsesmæssigt eller rørt ved fysisk.

Haphefobi, at være bange eller angst for at blive berørt følelsesmæssigt eller rørt ved fysisk."

Jeg gentog orderne igen  og igen. Haphefobi, mit helvede, mit handicap. Jeg sad i min seng, jeg var på facebok.

Hayley Green, hundredefemogtres centimeter høj, langt, tykt mørkebrunt hår, grågrønne øjne, spids lidt opstoppernæse, tynde øjenbryn, pærformet men atletisk. Skæve fingre, stort modermærke på højre ben.

Profilbilledet var nyere, et min mor havde taget da vi var ude at gå med min hund Lucca i bakkerne. 

Pigen på billedet, mig, sidder knælende med et dyrt kamera i hånden, mens hun ser udover landskabet. Billedet er taget fra en skrå vinkel og er i sort hvid, ved hendes side står en fuldt udvokset schæferhund, ørerne er flot rejste. Pigen har fletninger, en stribet hue holder hendes lille hoved varmt.

Et billed siger mere en tusind ord. Sandt, også dog. For ingen kan se at pigen på billedet er angst for alle mennesker, undtagen hende selv, ingen ved hvad hun har kæmpet med i ti år, brugt ti år af sit liv på.

Ingen kan se hvor meget det smerter pigen på billedet.

Jeg loggede ud af facebook.

"Haphefobi, et helvede." jeg snerrede orderne i så hvæsende tone at den schæferhund som pigen på billedet havde, rejste sig fra min seng. Hun så på mig med de ravbrune øjne jeg elskede højt.

"Det er ikke noget Lucca, bare rolig. Der sker ikke noget." Jeg lod en hånd føre ned langs siden, hunden brummede da den hoppede ned af min seng. Den varme næse blev puttet dybt ind i min hånd, et lille slik på håndledet. Hun lod mig ae hendes bløde skæg let, før hun med et veltilfreds brum hoppede op i sengen.

Jeg havde fået Lucca som fjortenårig, egentlig ville jeg ikke have en hund og brød mig da slet ikke om hende da min bror Chris og min mor kom hjem med pelsklumpen. Især ikke da hun tvang mig til at tage den med mig ud i stalden hvor min gnavpotte af en hest var. Det huede mig ikke.

Da Lucca var et år, besluttede mor sig for at vi skulle træne hende lidt selvom min mor er rutineret hundeejer og ved hvordan de skulle tages, syntes hun det kunne være rart. Mor kunne ikke andet end hver anden lørdag og Chris havde jo sine venner han skulle tage sig af, og da det eneste jeg skulle om lørdagen sagtens var noget som kunne vente til senere på dagen, blev det mig som trænede hund.

De første tre gange var et helvede, men folk holdt sig på afstand af hinanden grundet hundene endelig ikke skulle filtre sig ind i hinanden, så den eneste fysiske kontakt med nogen var med hundene. Der gik ikke ret længe før at træneren kunne se fremskridt hos hunden og jeg, vi blev sat på et bedre hold. Træneren vi fik her, var en tidligere politibetjent og det huede ham ikke ret meget at jeg gik med så fin en schæferhund.

Han ville en dag tjekke hvor godt vores hund passede på os, for inde ved politiet var det hunden som valgte dem og ikke omvendt, selvfølgelig skulle den have nerver af stål, men den skulle ville os, og ikke andre.

Jeg så over skulderen på Lucca, hun lå fladet ud på min seng, et tyggeben lå ved min hovedpude, hun gloede dovent tilbage på mig, et enkelt suk kom fra hende. Hun havde fra første dag altid rendt i mine hæle, det var først indtil den tidligere politibetjents forsøg med at se hvor godt vores hund passede på os, at jeg fandt ud af hvor god en ven jeg havde.

Det var en lørdag, som altid, en lørdag med solskind. Vi stod allesammen på det stykke græs som var blevet givet til hundeklubben og ventede på træneren. Han havde sin søn med, en ung fyr på vel omkring de tyve år, han var høj med let lyst hår, fregner og blå øjne, han var pakket ind som når vi så i fjernsynet at politiet prøvede deres hunde af med indfangning af tyve.

Han startede med den tykke dame med den store newfoundlænder, det skulle ligne et overfald, så den unge fyr skulle komme fra siden og vælte os omkuld. Den stakkels newfoundlænder blev så rad at den løb væk, og den tykke dame måtte ind og lede efter den. Den tidligere betjent ævlede i en strøm om at sådan en hund aldrig ville blive indlemmet hos strømerne. Den næste hund var en golden retriever, til forskel fra newfoundlænderen begyndte den da at gø, men ikke på nogen måde nærme sig 'overfaldsmanden'

Endnu et langt foredrag om at dette var en god advarselshund, men heller ikke en hund som ville blive lemmet ind hos strømerne. Der var endnu et par hunde før Lucca og jeg, men sveden var allerede ved at dryppe ned af min pande, Lucca mærkede, til min frustration, min nervøsitet og begyndte at hive i snoren for at komme væk.

Da det, til min skræk, blev min tur, rykkede Lucca så hårdt i snoren at hun nær havde hevet den ud af min hånd. Træneren så på mig med et fnys, mumlede surt. "Tøsebørn burde ikke have en ordentlig hund, de burde holde sig til skødehunde." Jeg ignorerede ham. Vi fik besked på at gå forbi det nye gemmested, imens sønnen havde gemt sig et nyt sted, havde vi holdt hundenes opmærksomhed beskæftiget med med tricks. "Pigebarn, langs ydersiden, slap af og lad som om du er ude at gå." Han brummede surt af mig og med en finger pegede han langs banen.

Hunden og jeg gik et par omgange inden at sønnen sprang frem. Angsten åd mig hurtigt og råt da han rørte ved min skulder, da han væltede mig, kunne jeg ikke få en lyd over mine læber, smerten havde for seglet dem. I det han ville sætte sig på knæerne, så jeg ud af øjenkrogen Lucca vende sig om for så med blottede tænder at springe i armen på ham. Hendes tænder borede sig ned igennem det tykke stof, da han ville falde forover, trak hun ham bagover for han ikke skulle ramme mig. Tænderne slap for kun igen at bore sig ned i hans skulder. Trænerens søn skreg i vilden sky. "Få den til at holde op! Få den til at holde op!"

Jeg var mundlam, jeg kunne se hundens vrede over at han havde rørt ved mig, få gange så hun over på mig, for så igen at bore tænderne ned i fyrens skulder. "Få hunden til at holde op!" Træneren stod lænet over mig, det smertede ham at min hund var ved at flå hans søn fra hinanden. Da kæberne klappede tæt bagved træneren trak han sig, Lucca satte sig med det samme ved min side, stadig betragtede hun trænerens søn, men ind i mellem så hun på mig.

"Ja.. Det kalder man en hund som passer på sin ejer." Træneren smilte for første gang til mig, mens han hjalp sin søn op. Siden dengang havde Lucca og jeg været uadskellige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...