My Umbrella Love

Abbie lever sit liv på gaden. Hun tjener de få penge hun har ved at synge og spille på gaden. Den berømte sanger Nathan opdager hendes smukke stemme. Abbie og Nathan forelsker sig, og Nathan hjælper Abbie med at vise verden sit talent. Men kan deres forhold klare det hårde liv i spotlightet, eller vil misundelsen vinde?

1Likes
1Kommentarer
1110Visninger
AA

1. His eyes

Folk tog farten ned, da de gik forbi mig. Deres telefoner blev taget væk fra øret et øjeblik, for at kunne høre om jeg kunne synge. Hurtigere end lynet var de videre, og efterlod kunne en halv krone i kassen. Hvordan skulle jeg leve af det? De fostod det ikke. I deres travle liv med en mand, to børn, en villa og en hund, var der ingenting der hed fattigdom. Fattigdom var noget man så i reklamerne fra Afrika på deres fladskærms TV, inden der kom et dårligt reality program. De kunne slet ikke forestille sig, at leve på gaden. Som mig. 

Selvom det regnen blev ved med at komme, blev mig og Jade ved med at spille. Min bedste ven, og musikpartner, sad bag mig og slog på en trækasse. De hurtige rytmer blandede sig med min stemme, og blev til en festlig reggae melodi. Jades lang dreadlocks isolerede ham godt med regnen. Mit korte pagehår, virkede ikke så godt. Regnen drev ned ad ryggen på mig, og hele min krop var gennemblødt. Vi havde lukket guitarens itui til penge, for at de få mønter ikke skulle blive våde. Flok blev så i den tro, at vi bare af lyst sad ude i øsende regnvejr og spillede. Ikke engang en 50 øre blev det til.

VI gav op for idag, og begyndte at pakke sammen. Der var alligevel kun en tilskuer. En dreng der stod over på den anden side af den smalle gade og så på os. Han havde stået der i snart en halv time nu. Måske ventede han på nogen? Han havde store mørke solbriller på, og en stor frakke. Hvem har solbriller på i regnvejr. Jeg samlede guitarkassen op, og bakkede lidt bag ud, så Jade også kunne være der. Spidsen af guitarkassen, styrede direkte end i den fremmeds dreng mave, så han bukkede sammen ved maven, og hans solbriller landte på jorden. 

Jeg skyndte mig ned for at tage hans solbriller op, mens han ømmede sig. "Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg er virkelig ked af det. Er du okay?" fablede jeg mens jeg forvirret prøvede at få fat på hans solbriller på jorden. Jeg havde altid været dårlig til at komme med en ordenlig undskyldning, når jeg skadede nogen. Jeg lød altid som en sindsforvirret høne. Han nikkede, men jeg kunne se at det virkelig gjorde ondt på ham. jeg gav ham solbrillerne, men da jeg mødte hans øjne, stod vi begge stille. Hans sart grønne øjne der var utroligt smukke, fik mig til at stoppe op. Han var smuk. Virkelig smuk.

En rømmen fra Jade, afbrød vores stirren. Jeg smilte forlegent og rakte ham brillerne. "Beklager" sagde jeg. Drengen gav mig bare et smil igen. Jade begyndte så vores hjemtur til vores "hjem", hvis man kunne kalde det det. Vi boede i en gammel lagerbygning, på loftet. Selvom der var rotter og mus, var det det rareste sted vi havde mulighed for at være. Jade plaprede som selvanlig på vej hjem, men jeg hørte ikke hvad han sagde. Mine tanker havde stoppert fra det øjeblik jeg så ind i hans øjne. de var som ætset i min nethinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...