My lovely angel {Justin Bieber}

Det gør ondt at miste en man elsker. Helt afsindigt ondt hvis man elsker for alvor. Men hvor mange tårer skal der trille? Hvor længe skal man lide og mindes? Hvornår er man parat til at elske igen? (Dette er forresten 2'eren til "I'll always love you")

135Likes
198Kommentarer
8004Visninger
AA

8. Kapitel 6

"Er vi der ikke snart?" spurgte jeg min mor for 17. gang. Vi sad inde i min bus og var på vej til det sted jeg skulle spille min koncert. Faktisk den første siden Valentina døde, og derfor følte jeg for første gang en slags nervøsitet brede sig i kroppen. For hvert sekund vi gik, desto nærmere var vi, og jo mere nervøs blev jeg. Det var bare ikke rigtigt mig at være nervøs før en koncert. Jeg ved at jeg kan synge, jeg ved at mine fans elsker det jeg laver og jeg ved at mine tætteste venner og familie altid vil støtte mig - men når jeg ved at jeg skal stå oppe på en scene, og udtrykke mig så meget og vise så mange følelser imens jeg synger "Next To You", så sætter det straks en masse tanker igang; hvordan mon mine fans tager imod sangen? Hele verden? Hvordan har de det med, hvis jeg fælder en tåre eller to? Så mange spørgsmål susede igennem hovedet på mig, og ikke en eneste var til at sætte svar på.

"Vi er der om en times tid skat," sagde hun og kiggede smilende på mig. Sådan meget moragtigt. Stolt, lykkelig og bare i det hele taget muntert. Det beskrev min mor meget godt! Stolt var hun i hvert fald. Jeg har i den sidste tid, bare prøvet at glemme Valentina, og komme over det - og bare hele tiden tænke på at mit liv fortsætter, om så Valentina er her eller ej. Om så jeg gider eller ej. Det har gjort min mor ekstremt stolt og fået hende til at se anderledes på mig. Måske som en meget mere moden dreng. Altså, jeg har virkelig kæmpet de sidste mange uger. Næsten ligefør at jeg droppede hele min karriere, og måtte være nødt til at skuffe 18 millioner mennesker, som hver evig eneste dag sidder og tænker på mig, og bruger tid på mig. Tanken om at ødelægge så mange liv, fik mig til at sige; "stop med den tanke Justin," - og det var egentlig grunden til, at jeg nu er på vej til at holde min første koncert i L.A. 

"Justin, vågn op skat," hørte jeg min mor sige en time efter, og nærmest ruskede i mig, for at få mig til at vågne. Jeg udstødte et hurtigt gab og strakte mig. Af en eller anden grund følte jeg mig nu ikke parat til at stå på en scene, foran 100.000 mennesker. Var det fordi at jeg var træt, eller havde jeg bare mistet lysten? Skal jeg skuffe mine fans, og fremstå som en nar. Hellere skydes, end at skuffe mine fans. 

"Mor?" spurgte jeg meget stille. Nærmest hviskende. Jeg tror min mor havde svært ved at høre det, for hun så i et øjeblik fuldstændig forvirret ud. 

"Hvad så?" spurgte hun undrende. Jeg rømmede mig lidt og kiggede dernæst op på hende. På hendes smukke ansigt, med de smukke blå-grønne øjne, og det dejligste smil på læben. 

"Hvis Valentina levede..." skyndte jeg at sige, "hvad tror du at hun ville have gjort ligenu?" spurgte jeg så endelig. Min mor kiggede ud af vinduet i et par sekunder. Hendes blik fokuserede på noget udenfor, for hun nærmest stirrede på et eller andet. Var der en død flue på vinduet?

"Skat," sagde hun beroligende og kærtegnede mig kærligt på kinden, "altså jeg ville ikke have siddet her, hvis hun var i live," Jeg kiggede undrende på hende, mens jeg hævede det ene bryn, for jeg forstod det ikke rigtigt. Så udstødte hun et utydeligt grin, "hun ville have siddet her, hvor jeg sidder. Og bare... Bare sidde og beklage sig over sit hår eller et andet," Vi udstødte begge et grin, men min mor stirrede stadigvæk på vinduet. Hun flyttede ikke blikket, siden hun begyndte at snakke. "Ej, hun ville med garanti have siddet og aet dig på armen, for at berolige dig, før koncerten. Bare siddet og være i færd med at fortælle hvor meget hun elsker dig, og at du altid kan regne med hende,"

"Som hun altid plejer," sagde jeg og rettede blikket ned mod mine fingre, som var foldet over hinanden. Ligesom når man skulle bede. Min mor lagde armene blidt omkring mig og trak mig hen til sig, imens hun kyssede mig i panden. 

"Shh..." tyssede hun på mig og vukkede mig lidt frem og tilbage med hovedet, da hun hørte mig snøfte et par gange. Mine tårer trillede langsomt ned ad mine kinder, og direkte ned i min mund. Der kom flere og flere. De var nærmest ustoppelige.

"Mor, tror du at hun sidder og kigger på mig?" fremstammede jeg, og græd videre. 

"Ja Justin. Jeg tror at det er det eneste hun er interesseret i at gøre,"

"Mor?" spurgte jeg og satte mig op, mens tårene stadig dalede ned. Min mor udstødte en lyd, som et tegn på at jeg skulle fortælle det.

"Jeg bliver aldrig lykkelig igen - aldrig,"

Idet jeg sagde det sidste ord, kom det som et chok for os, da bussen bremsede hårdt op. Det eneste jeg kunne høre var min mor skrige panisk. Alt sortnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...