More than this - One Direction

Alyssa, Harry, Liam, Niall, Louis og Zayn har kendt hinanden hele livet. De er bedste venner og støtter hinanden gennem alt.
Men bliver venskabet til mere end bare et venskab mellem nogle af vennerne på deres årlige sommerferien sammen?

82Likes
122Kommentarer
12016Visninger
AA

10. Kapitel 9

Første skole dag og jeg lå i min seng og gad egentlig ikke op. Jeg savnede allerede de andre hjemme i UK, især Harry, men nu havde jeg jo selv valgt at gå på en skole i New York. Hvorfor egentlig? Ja det er et super godt spørgsmål. Jeg skulle bo hos en super sød familie i et kæmpe hus, der ikke lå ret langt fra min skole. Familien bestod af Joe og Mary og deres datter på 5 Sophia. De var som sagt super søde. ”Står du op nu Alyssa?” Råbte Mary fra trappen. ”Ja! Jeg kommer nu!” Råbte jeg tilbage. Jeg tog en dyb indånding. Det skulle nok gå. Jeg rejste mig og fandt noget tøj og gik ud på badeværelset. Jeg gik i bad. Efter badet tog jeg mit tøj på, som var jeans og en blå og hvid stribet top. Vejret var vidunderligt udenfor. Skolen lå ret tæt på, så jeg kunne bare gå derhen. Da jeg kom ind i klasse værelset blev jeg præsenteret af læreren. Jeg var jo ny. Jeg skulle sidde ved siden af en pige som ikke gjorde andet end at kigge underligt på mig. Jo, hun sagde hej. Men det var ikke fordi hun lød særlig interesseret. Andet sagde vi heller ikke til hinanden resten af timen. Jeg havde genkende virkelig ikke tænkt over at nu da jeg var begyndt at date Harry så ville folk genkende mig. Heldigvis var der ikke så mange der kunne mig, det troede jeg i hvert fald indtil frokost pausen. Det var en smule akavet. Folk kiggede og jeg valgte bare at finde en plads for mig selv. En eller anden pige fra en klasse over meget pegede på mig og hviskede noget til sin veninde. Jeg prøvede at ignorere det og fokuserede på min kylling sandwich. Lækkert, jeg var faktisk ikke sulten lige nu. Så hørte jeg min mobil ringe. Jeg tog den op af min lomme og så et billede at Harry komme frem. Det var ham der ringen. Jeg smilede stort og blev straks en smule gladere. Så svarede jeg på opkaldet.

 

 

Mig: Harry!!?

Jeg sagde det så højt at folk vendte sig og kiggede på mig. Dem der nu kunne genkende mig begyndte straks at hviske og pege. Igen prøvede jeg bare at ignorere det.

 

 

Harry: ALYSSA!!

Mig: JEG SAVNER DIG!

Harry: Jeg savner også dig!

Mig: Det var helt underligt at vågne i dag uden dig…

Harry: Samme her. Jeg har allerede brug for dig i nærheden af mig..

Mig: Det her bliver overhovedet ikke let…

Harry: Men vi kan godt klare det! Det ved du godt!

 

Jeg grinede lidt. Han lød lige nervøs et øjeblik. Nok bange for jeg ville fortsætte sætningen med noget a la: Måske er det bare ikke os. Eller: Jeg kan ikke klare det, jeg slår op.. Tanken gjorde selv mig bange, så jeg skubbede den fra mig.

 

Mig: Selvfølgelig kan vi det! Lidt afstand kan ikke skille os ad!

 

Jeg kiggede rundt og opdagede at endnu flere nu stirrede. Jeg kiggede ned i bordet.

 

Harry: Behandler folk dig ordentlig på din nye skole? Har du fået nogle venner?

Mig: Hmm…..

Harry: Hvad skal det betyde?

Mig: At jeg ikke rigtig ved det….

Harry: At du ikke ved det.?

Mig: Ja… De er vel søde nok….. Jeg har ikke rigtig snakket med nogen endnu…

Harry: Har du ikke snakket med nogen? Er der virkelig ingen der har sagt noget til dig?!

Mig: Nææh……

Harry: Hvordan kan de ikke det!? Du er så fantastisk og strålende!

Mig: Jeg ved det ikke….. Jeg savner dig bare så meget, jeg har ikke rigtig haft lyst til at snakke med nogen…

Harry: Jeg elsker dig…

Mig: Og jeg elsker dig…

 

Jeg kunne ikke lade vær med at smile.

 

Harry: Jeg bliver nødt til at gå nu.  Vi snakkes ved smukke, okay?

Mig: Ja, det gør vi, hej hej..

 

Jeg lagde på og lagde min mobil ned i min lomme. Jeg lod mine fingre løbe gennem mit hår og fokuserede på sandwichen. Prøvede at ignorere de folk som nu havde vendt sig for at kigge hen på mig. Det irriterede mig en smule – kunne de ikke bare passe sig selv? En pige kom hen og satte sig ved mit bord. Jeg kiggede på hende og hun sendte mig et smil. Jeg sendte hende et lille usikkert smil. Jeg ville helst bare have at hun gik igen. ”Undskyld mig…” Sagde hun og fangede mit blik. Jeg kiggede spørgende på hende. Jeg havde en anelse om hvad hun nu ville sige. ”Det kan godt være det bare er mig… men altså…. Du ligner hende der dater Harry Styles?” Det irriterede mig voldsomt at hun talte så højt, for folk der havde vendt sig væk igen kiggede igen hen på mig da hun nævnte Harry. Jeg bed mig i læben og undgik hendes blik. ”Og da du snakkede i telefon hørte jeg at du nævnte hans navn..” Hvem hørte ikke det? Alt den opmærksomhed gjorde mig faktisk nervøs. Jeg har altid hadet at være i centrum. ”Sååå??” Sagde hun utålmodigt. Jeg kiggede på hende og sagde en smule lavt: ”Jo, det er jeg vel?”  ”Ej seriøst?” Sagde hun begejstret og folk som ikke kiggede før vendte sig for at kigge. Hun råbte det nærmest, hvilket bare irriterede mig endnu mere. ”Ja, det er sandt nok” Sagde jeg og tvang et smil frem. ”Ej hvor vildt!! For resten, så hedder jeg Jennifer” Hun gav min hånden, men trak den hurtigt til sig efter jeg havde givet den et let klem. Jeg sukkede for mig selv. Det så ikke ud som om hun havde tænkt sig at gå igen lige nu, så jeg besluttede at tage chancen og lære hende bedre at kende. Folk var holdt om med at kigge, eller nogle af dem der sad rundt omkring blev ved med at kigge hvert 5. Sekund. Jeg lukkede mine øjne og forestillede mig Harrys hånd i min og hans dejlige grønne øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...