Constance

Constance er halvt dyr og halvt menneske. Hun er ensom; hendes far dræbte hendes mor inden han selv døde. Der er ingen andre end skovens dyr og stammens mennesker i nærheden. Men spørgsmålet er, om hun virkelig ved, hvad det er, hun søger.

0Likes
0Kommentarer
423Visninger

1. Constance.

”The most important thing a father can do for his children is to love their mother,” -Henry Ward Beecher, preacher.

 

 

                                                                                              1. Constance Jeg tænker tit på, hvad det er, jeg vil med mit liv. Hvor jeg skal lede efter mit livs kærlighed, som jeg ikke engang er sikker på findes, om jeg skal drage mod nord til de isbeklædte bjerge og frosne søer eller mod syd til de tropiske, regnfyldte skove som vrimler med gode skjulesteder. Der er bare lige ét problem. Jeg orker ikke rygterne og snakken igen. Jeg ved, at jeg ikke vil holde til det endnu engang. Alle de latterlige forsøg på at gætte hvem jeg er eller hvor jeg kommer fra. Og vigtigst af alt. Hvad jeg er. De burde faktisk lade være – for selvom jeg igennem hele mit liv har rejst tværs over kontinenter om kap med rygter og sladder, er der ingen, der nogensinde har gættet rigtigt. Jeg sukker og stryger irriteret en bølget lok kulsort hår væk fra panden. Jeg bliver nødt til at koncentrere mig, tænker jeg, mens jeg langsomt dypper den nøgne, tykke ende af en blåsort duefjer i en lille vandpyt ved siden af mig, tørrer den i det nederste af min kjole, presser den langt ind i et løg, jeg fandt tæt ved vandløbet tidligere i dag, og begynder at skrive mine budskaber ned med lange sirlige bogstaver, mens solen faretruende hurtigt nærmer sig trægrænsen, og tusmørket lægger en beskyttende hånd over skoven. Jeg slutter mit brev med at lave et abstrakt C, så pakker jeg løget ind i bregner for at holde så meget som muligt på saften og lægger brevet til tørre på nogle hjemmeflettede bambusmåtter. Jeg har så meget, jeg skal nå, inden solen går ned, men jeg har lovet mig selv, at brevet er et af de ritualer på dagen, jeg ikke må sløse med. Jeg skynder mig at springe op til en lille grotte, der putter sig i en stor klippe, som man med venlige ord kunne sige, jeg havde indrettet mig i. Gulvet er delvist dækket af flere måtter, der er et lille bål i midten af hulen aftegnet af en cirkel af gråbrune sten og henne ved bagvæggen har jeg et lille forråd af tørret kød. Jeg skynder mig at gribe min vandbeholder og en nyligt udhulet træskål, så lægger jeg kødet i blød i skålen, så det er nemmere at tygge. Jeg hader at spise, når det først er blevet mørkt, for mine menneskeinstinkter afskyr tanken om råt kød. Desværre er det kun tidligt forår, så natten er for lang, og dagen er for kort. Der er så mange ting, jeg gerne vil gøre, mens jeg stadig har arme og hænder, og efter en lang nat på fire ben, tager det også lige et stykke tid, før jeg igen er helt tryg ved mine menneskelemmer. Skålen med kød stiller jeg på en lille ’hylde’, jeg har sat op i nærheden af mit primitive hjem. Dels til at stille ting på, når jeg skal fylde min vandbeholder eller i bad, dels for at holde større rovdyr på afstand, når jeg lægger stykker af byttedyr fra mig, mens jeg vasker og renser skindet, selvom det i betragtning af min baggrund kunne virke en smule ironisk. I én bevægelse glider jeg ud af kjolen, hænger den på en gren og vader ud i floden, der løber parallelt med rækken af klipper, der faktisk er klippesiden på den lille, beskyttede dal, jeg har valgt at slå mig ned i – både fordi her er masser af kød, grønt og vand, men også fordi der ikke er andre mennesker end en lille stamme, der endda kun har vinterboliger hernede. De bruger sommeren oppe på de græsfyldte stepper, hvor der er store flokke på over tusinde individer og i det hele taget større dyr med kraftigere muskler, der nemmere kan brødføde noget nær hundrede mennesker. Om natten har jeg nogle gange overvåget dem, men efter jeg kom til at skræmme et lille barn og fik et helt følge af jægere efter mig, fordi det var høvdingens søn eller sådan noget, har jeg holdt mig mere på afstand, selvom det ville være at lyve at sige, at jeg ikke er ensom. Jeg overvejer tit, om jeg skal slutte mig til dem, men jeg har besluttet, at forskellene er for store. Når de sover, er jeg aktiv, mine øjne er som gyldent rav, mens deres er brune og fløjlsagtige som pelsen på et rådyr, min hud er hvid som sne, deres er svagt olivenfarvet med en kraftig rødlig glød. Det eneste vi har tilfælles er det sorte hår, og dér er der også en forskel. Deres hår er kraftigt og tykt og kan holde til lidt af hvert, mens mit er fint og sart. Floden er tynd, der hvor jeg bader, men ikke desto mindre næsten dobbelt så dyb som mig med en bund af slimet mudder og skarpe sten. Den er omringet af silkebløde piletræer, der mod syd breder sig til en tropisk skov. Floden løber mod øst og danner en kæmpemæssig sø på den anden side af et lille højdedrag, jeg for det meste bruger som udkigspost, når jeg skal på jagt. Søen hjælper mig på mange måder - den samler vandet i regntiden, så jeg kan leve i fred, selv når det regner allerværst, den tiltrækker byttedyr, som jeg kan nyde godt af, og den sørger for, at menneskestammen slår sig ned det samme sted hvert år, tæt på den, så jeg er fri for, at jeg bliver nødt til at flygte eller leve i skjul. Jeg vader ud, til vandet går mig til hoften. Jeg ville ønske, at jeg havde nået at samle noget sæberod, men solen har ikke været oppe i meget mere end seks timer – og jeg har så meget, jeg skal nå på en dag. Snart springer det hele ud igen, dyrene dukker op fra deres vinterhi og får unger, fuglene lægger saftige æg, og jeg bliver nødt til at være klar med kurve til at samle og spyd og pile til at jage. Jeg dykker ned, så mine fødder akkurat strejfer bunden, så sætter jeg af og bryder overfladen. Jeg lægger mig på ryggen og flyder, men tillader ikke mig selv at slappe særlig meget af; jeg har travlt, og har ikke tid til den slags luksus om dagen. Jeg vender mig rundt, vader op på land og begynder at gnide min krop med en håndfuld sammensyede kaninskind. Jeg ser skuffet på, hvordan solens sidste orangerøde stribe forsvinder, mens jeg rydder op. Jeg når lige at bære alle tingene ind i hytten og flå min kjole af, da jeg mærker magien hvisle langs min rygrad. Først en rislen af iskold luft, derefter en brændende varme som hænder, der river i mine knogler og muskler og strækker dem ud, så jeg ikke kan undgå at strække ud og falde forover. Jeg lander blødt ned på alle fire poter, mens jeg ryster pelsen. Jeg hvæser irriteret – brevet ligger stadig på bambusmåtten inde i hulen, og inden dagen skifter, bliver jeg nødt til at have brevet transporteret til Den Hellige Grotte, hvor jeg kun udfører de vigtigste ritualer, jeg har lært af min menneskelige mor. Jeg bliver nødt til at tage brevet mellem mine tænder, meget forsigtigt, og roligt spadsere over mod grotten, som min mor fandt til mig og omdøbte. Min mor sagde altid til mig, at det var hende, jeg skulle knytte mig til. Det var hende, jeg var sammen med om dagen, og det var hende, der lærte mig alt, hvad jeg skulle vide. Om natten var jeg sammen med min far, og min træning dér bestod mest af leg og jagt af mindre smådyr, eftersom evnen til at dræbe lå i mine instinkter fra starten af. Min mor fortalte mig tit, at hun syntes, jeg skulle glemme min far. Da jeg spurgte hvorfor, svarede hun, at det ville være dumt at lære ham at kende, netop i tide til, at han skulle dø – hun fortalte mig, at hun ville blive meget ældre end ham. Hun sagde også, at det ville være dumt at stifte et for godt bekendtskab med dyret i mig, fordi hun regnede med, at hun kunne få lovet mig væk til en af stammens højtstillede børn. Jeg prøvede at forklare hende, hvilke komplikationer, det ville give, men hun sagde bare, at det skulle jeg ikke bekymre mig om, og så gik hun over for at snakke med hendes gud, Cleo, og bede hende om at adskille menneskepigen i mig fra katten. Det virkede bare aldrig. ”Når først du er blevet stor nok til selv at tjene Cleo, finde en mand og føde børn, der kan tjene hende, vil hun slippe dig fri,” havde hun sagt og strøget mig over håret. Jeg havde spurgt, hvornår jeg var stor nok til at få en mand, fordi jeg glædede mig til andet menneskeligt selskab. Jeg vidste ikke dengang, at ’slippe fri’ indebar, at jeg mistede en del af mig selv. Jeg kan huske, at hun tøvede med at svare mig. ”Før eller siden. Vi skal nok finde en mand til dig. Så du ikke ender som mig.” Den dag i dag, forstår jeg godt, hvorfor hun tøvede, men det gjorde jeg ikke dengang. Jeg så meget op til min mor, og når jeg så på hende, ønskede jeg, at jeg ville blive lige sådan. Hun var en velformet kvinde med stort, rødt krøllet hår og marineblå øjne med en ring af turkis i midten. Hendes læber var velformede, overlæben en smule større end den nederste med en tydelig amorbue under en lille, lige opstoppernæse. Fortænderne var lidt for store, men det passede på en måde ind. Hendes næse og høje kindben var prydet af en håndfuld små fregner. Hendes hår var strøget tilbage med et hårbånd, som var flettet af nogle stærke, smidige pilegrene. Øjenbrynene var to små, harmoniske streger midt i den rynkeløse pande. Hendes hud var en mellemting mellem de umodne ferskner, der voksede frem midt på sommeren på træerne i nærheden og den fede mælk, indianerstammens geder donerede til stammens mennesker. Hun var som en tropisk blomst, der lyste op, når hun gik hen til de rødhudede mænd for at handle med skind, salt og flet.  Men mig? Jeg har hendes næse og hendes læber. Men resten har jeg arvet fra min far; kulsort langt hår, der går mig til midt på ryggen, markeret kæbe og ikke mindst to store, vagtsomme ravgyldne katteøjne midt i ansigtet, der er en smule hjerteformet. Over øjnene er to store, sorte øjenbryn, der lyser som et neonskilt. Jeg troede ellers engang på, at jeg var ligesom min mor, men jeg så mit ansigt spejlet i floden en dag, da jeg skulle ned for at hente vand til te. Jeg løb grædende hjem til min mor og fortalte, hvad jeg så. Hun kaldte mig smuk, hun sagde, jeg var køn på min egen måde, men hun løj. Stammens mennesker er smukke på den normale måde: de ligner hinanden og deres ansigtstræk er kraftige, men kønne. Min mor var en tropisk blomst med fine, bløde linjer. Men jeg er en mellemting, uden definition og klassifikation. Jeg finder indgangen til den Hellige Grotte, finder den lille velkendte bule i væggen, der med lidt fantasi former et alter, og hvor jeg lægger de højest hellige ting. Jeg stiller mig på bagbenene, lægger roligt brevet ned, og mens det finder sig til rette i det lille hulrum, lader jeg mig falde ned på fire igen. Egentlig åndssvagt, at jeg går så meget op i det. De andre breve er forsvundet, men jeg er en grævling mistænkt for at rive dem op og sprede dem ud over hele skoven. Det kan også være, det er vinden, der tager dem, for der er svagt gennemtræk gennem hulen. Jeg lusker stille ud og opdager, at jeg bliver nødt til at vade over floden, hvis jeg skal over til de gode jagtsteder. Det er så besværligt at bade om natten, for det er svært at tørre mig uden arme, og pelsen filtrer, så når solen står op, bliver jeg nødt til at bruge endnu en dyrebar time på at vaske og redde ud. Jeg kigger op. Langs det her stykke af floden er der ikke andet end piletræer, og de er svære at klatre i, og så har jeg heller ikke helt vænnet mig til min dyrekrop endnu. Men jeg bliver nødt til at finde et større byttedyr, for jeg har ikke fået noget siden morgen, jeg nåede ikke at spise det opblødte kød, og jeg kan lige så godt opgive det nu. Jeg ved ikke hvorfor, men om natten kan jeg ikke spise noget menneskeføde. Jeg ville sikkert godt kunne lide det, men noget forhindrer mig i at synke det. Jeg kan ikke indtage andet end råt kød. Jeg krydser floden, ryster mig så tør, som det nu kan lade sig gøre og klatrer op i det nærmeste egetræ, så jeg har fordelen ved at være højere placeret. Jeg springer fra træ til træ, til jeg når til søen. Den er en smule oval, og laver en krumning der, hvor floden munder ud. Bunden består af groft grus, der fortsætter lidt op på jorden, hvor det bliver erstattet af saftigt græs. Cirka tre-fire meter fra søen begynder træerne, undtagen på nordsiden, hvor indianerlejren er så tæt på, at man kan skimte husene og lyset derovrefra. Jeg lader kløerne få et godt fat i træstammen, skynder mig ned og plasker hovedet ned i overfladen, mens min næse forsøger at hive så meget luft ned i lungerne som muligt. Jeg må skynde mig at forsvinde igen, både for ikke at efterlade for mange duftspor og for ikke at skræmme dyrene væk. Når mørket virkelig har sænket sig over skoven, mødes de svageste ved søen for at drikke i ly af skyggen. Men de er aldrig alene. Jeg hopper op i det nærmeste træ og inspicerer et par grene, for at finde en, der er tyk nok til at kunne bære mig. Da jeg endelig finder en og krummer mig sammen, er der allerede dukket et par store vilde hingste op, og et lille stykke væk hyler et par ulve. Der står en krikke lige under mig, men jeg venter. Man kan roligt sige, at jeg ikke lige er den største fan af genbrug; selvom jeg sagtens kan, holder jeg mig fra at dræbe større dyr. Jeg prøver at finde de bytter, der lige præcis har nok kød til at mætte mig. Både fordi jeg hellere vil spise som menneske, fordi jeg har respekt for dyrene og fordi jeg helst ikke vil efterlade noget til ådselæderne, som jeg finder direkte afskyelige. Lidt efter dukker nogle hjorte frem fra buskadset under mig. Det er en familie på fem, der tæt sammen bevæger sig frem mod vandet. Det er så let som ingenting at fange en af dem; med min menneskehjerne og min stærke krop, ville det ikke være noget problem at dræbe hele bundtet. Kunsten er at gøre det uden at få blod på pelsen, så jeg bliver nødt til at bade og gøre min pels våd igen. Jeg spænder hver muskel i bagbenene, fryder mig over at mærke i mine lemmer, hvor stærk jeg er. Min mund er allerede åben og klar til at bide fat i luftrøret, og mine forben er klar til at skubbe kroppen bagud, så snart jeg lander, så jeg så vidt som muligt undgår det varme, sprøjtende blod. Det hele er allerede planlagt, da et af de naive dyr springer over mod træet for at nippe af en lille, vild busk, der har nydt godt af søens nærliggende vand og står med store, saftige knopper. Selvom hjorten er næsten to meter fra selve stammen, er det let at dale ned med kløerne udspilede. Den når lige at løfte hovedet, inden jeg griber fat i pelsen med kløerne og river den ned mod jorden, mens jeg trækker mig bagud. Hjorten hvæser og hviner, mens den flænser luften med sine klove. Den har fået fire lange, parallelle linjer på hver side af ryggen, og den har også et nær øjet. Det skuffer mig lidt, at skindet er ødelagt, men bugen kan vist godt redes. Jeg tvinger tænderne fra hinanden, lukker øjnene i og prøver at tænke som rovdyret i mig, da jeg smækker kæberne sammen om luftrøret. Hjortens skrig dør over i en rallen, da blodet begynder at løbe ud i min mund. Jeg spytter og kigger op. Nogle ulve står på den anden side og stirrer lidt misundeligt på mit bytte. Det er en lille bande på tre, der ikke udgør nogen trussel for mig. Hjortene er forsvundet, men hestene er trukket mere over mod mig. En hyæne holder øje med mig oppe fra sin yndlingsklippe, venter muligvis på, at den kan nyde godt af resterne. Harer og hermeliner pusler i skoven, og en grizzlybjørn prøver at fange laks ved flodens munding. En fjeldrype står med næbet i søen og drikker, mens den holder et vågent øje med alle mulige rovdyr. Et par måger svæver roligt over søen, mens en pelikan på træk med hurtige bevægelser fanger fisk i vandet. Jeg bider sammen om låret og river dens ene bagben af. Jeg får lidt blod på min pote, men den er nem at vaske. Jeg flår bugen op, men sørger for at bevare skindet så pænt som muligt, da jeg forsigtigt bøjer det væk fra maven, og jeg begynder at flå indvoldene ud. Jeg sørger pænt for at lægge hver eneste uspiselig legemsdel ud i vandet, så det hverken er hyæner, ulve eller jærve, der kommer til at nyde godt af mit bytte. Da jeg er færdig, skubber jeg kadaveret ned i vandet, renser mit ansigt og mine poter. Jeg må se at komme hjem; nogle af stammens mennesker er kommet ud fra hytten med spyd, buer og kogger fyldt med pile, de griner og larmer, og de har kurs mod søen. Det er nemt for dem at se over på den anden side af søen, og de har endnu ikke glemt episoden, hvor jeg nærmest havde skræmt en lille dreng til døde. Det var første gang, min far syntes, det var på tide at lære mig noget om adfærd. Jeg springer op i det nærmeste træ, og hopper fra træ til træ næsten hele vejen rundt om søen til stammens lejr. Det har jeg tit gjort. Man er jo lidt nysgerrig... Jeg ved ikke hvorfor, men de tænker ikke på at kigge op i træerne. I hvert fald ikke efter mig. De er samlet foran et stort, rundt telt, som de mødes i, når de skal drøfte vigtige ting. De går ikke ind – de står bare og diskuterer med høje stemmer og vilde fagter. Jeg aner ikke, hvad de siger, men jeg ser på deres spyd og store sæk, at de skal på jagt og derefter lade en hest trække byttet tilbage efter sig. De har mange heste, næsten tredive. Jeg havde engang en, men da jeg kom til at ride ud lidt for sent og forvandlede mig på ryggen af den, løb den skrigende bort og kom aldrig tilbage. Jagtgruppen samler sig sammen, finder de sidste spyd og begiver sig mod nord, hvor der ikke langt fra deres lejr til et bjergpas, hvor det er nemmere at komme gennem klipperne op til de dyrerige stepper. Jeg gætter på at deres shaman eller gud eller åndelig guide eller hvad det nu er, har set nogle bison- eller urokser tæt på dalen, da de store dyr er deres foretrukne bytte. Jeg ånder lettet op, for det er altid så besværligt at komme hjem til hulen uden at støde på den jagende hob, hvis de løber rundt. Da de er forsvundet mellem husene og træerne, og lyden af deres ophidsede råb er døet ud, hopper jeg ned, tager en sidste slurk koldt vand, før jeg lusker hen mod floden, der næsten går lige forbi vinterlejren. Jeg skal netop til at hoppe over en væltet træstamme, da en efternøler kommer løbende ud fra lejren. Han råber en masse underligt volapyk til en bag ham, mens han i fuldt firspring skynder sig efter de andre. Og den vej går praktisk taget lige igennem mig, der er stivnet. Det er barnet. Ham. Den lille dreng, jeg skræmte, da jeg selv kun var en lille unge. Jeg kan tydeligt se det på de opspilede, mørkebrune øjne. Han har ikke set mig… Han hamrer hælene ned i jorden, da han er cirka syv meter fra mig. Han stirrer blindt ud i mørket, holder en lille fakkel frem. Jeg hvæser, mens jeg trækker mig tilbage mod skovgrænsen. Han træder et par skridt frem mod mig, men da jeg i det samme vender mig om og spurter gennem underskoven, følger han ikke efter. Jeg stopper ikke med at løbe, før jeg er nået over floden og står lige foran min grotte. Jeg kan svagt høre mændenes råb, mens jeg puster ud og springer op i hulen, der er næsten fire meter oppe. Da jeg lægger mig til at sove bagerst i hulen, tænker jeg på drengen. Hvordan ville jeg reagere, hvis jeg så en så stor kat? Jeg er næsten dobbelt så stor som leoparderne og løverne, der jager på savannen. Jeg har vist givet ham et chok for livet – han vil sikkert altid være bange for kattedyr. Jeg er ret sikker på, at jeg har regnet ud, hvorfor han er udstødt. Da jeg skræmte ham som lille, kan jeg huske han råbte på en kvinde, ved navn Amitola, smuk med fyldige former, stærke lemmer og kraftige ansigtstræk. Hun kom ud iført en lang, lysebrun kjole af urokseskind med broderinger af sole, stjerner, regnbuer og måner, der absolut tydeligt viste, at hun var højt stillet; og da hun kaldte på sin mand, og høvdingen i egen høje person brød ud af sit telt, blev det bekræftet. Jeg ved ikke præcist, hvad der skete med hende, men en dag begyndte de at spille høj musik og synge sørgelige sange, og jeg nåede lige tidsnok frem til lejren til at se, hvordan hendes kiste blev sænket ned i et stort hul, mens en ældre kvinde sang højt for at velsigne hendes rejse til den næste verden. Høvdingen har senere fået en ny kvinde, Cholena, som har givet ham en halv snes børn. Amitola blev ikke nævnt igen; hun havde aldrig eksisteret. Derfor må denne denne dreng, selvom han er ældre end de andre, være udenfor, glemt, betegnet som et uægte barn. Jeg lukker øjnene i og tænker på, hvordan et liv i indianerstammen ville være. Det er en klassisk dagdrøm, jeg tit forvilder mig i, når jeg er ensom. En drøm, hvor jeg går klædt i fine klæder, spiser velnærende, dampende mad, har en mand, som jeg elsker og der elsker mig og glade børn med mørke øjne, olivenfarvet hud og hvide smil. Jeg ser for mig, hvordan min jæger kommer hjem til mig med en urokses bagben, hvordan jeg med glæder flår skindet af den, koger og steger og fylder huset med indbydende dufte, mens han spiller knoglespil med børnene. Jeg tænker på, hvordan jeg mæt og tilfreds vil kunne lægge mig i hans favn og sove roligt i hans arme som kvinde. Jeg ved ikke, hvornår søvnen overtager mine tanker. Det ene øjeblik mærker jeg min fantasimands søde, maskuline ånde tæt ved min kind og ser hans mørkebrune øjne, der er så fyldt med kærlighed, at det er helt overvældende, det næste øjeblik er jeg i en tæt, våd nåleskov. Jeg løber og løber, borer kløerne ned i jorden og sætter af. Der er hverken fugle, fisk, insekter, pattedyr eller mennesker, hverken sø, flod, klippe eller sand, kun en panter på vej væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...