Lost in The Dark [SHINee]

En pige blev skabt for mange tusinde år siden. Hun blev skabt af Guderne og Gudinderne. Men de forlod hende, da hun havde magten til at dræbe de ellers udødelige guder. Hun er nu forbandet til at være i skyggerne for evigt. En gruppe piger blev også senere fanget i Mørket, og Gudernes og Gudindernes datter, Amy, tog sig af dem som hun ville, hvis hun var deres mor. Men er der en chance for, at den rigtige person kan redde hende ud af Mørket og ud til den verden menneskene boede i? Og ligeså med hendes venner? Har de alle en sjælefrænde derude, som bare venter på at finde dem?

10Likes
41Kommentarer
2015Visninger
AA

2. ~Amy~

Amy's synsvinkel:

Jeg gik gennem byens gader. Usynlig som altid. Men det der bekymrede mig var ikke Mørket, det var ændringen i Mørket. Det var helt tydeligt, at et nyt menneske var fanget herinde. Dette mørke fængsel var kun tilegnet mig, men nogle få gange skete der en fejl, som gjorde, at andre blev fanget i Mørket. Helt almindelige uskyldige mennesker.

Da jeg endelig nåede frem til det store hus - det hus, hvor mennesket gemte sig i (det vidste jeg, fordi tre andre var dukket op der, så det var tydeligvis dér de alle ville være - gik jeg forsigtigt ind. Jeg vidste, at ingen ville se mig, men de ville stadig se døren åbne sig og lignende ting.

Jeg løb hurtigt op af trapperne og kom ind i et lille værelse. En lille pige sad dér på gulvet og græd. Jeg smilte opmuntrende til hende og trak hende op fra gulvet.

"Du... Du kan se mig?" spurgte hun forvirret. Jeg nikkede og smilte svagt. Det var nok kun for kort tid siden gået op for hende, at ingen andre kunne se hende.

"Jeg hedder Amy. Hvad hedder du?" spurgte jeg og smilte stort nu. Jeg ville få et nyt 'barn' nu. Hun så op på mig, tydeligvis forvirret.

"Hvorfor kan ingen andre se mig?" spurgte hun med tårerne løbende ned af kinderne. Så sukkede hun og kiggede mig direkte ind i øjnene. "Kald mig Ena" sagde hun bare.

Jeg tog forsigtigt hendes hånd og trak hende med udenfor. Jeg kunne tydeligt se, at hun ikke brød sig om at være usynlig.

"Ena, jeg har faktisk nogle veninder, som har samme problemer som dig" sagde jeg. Hun kiggede om med store øjne. Det ville sikkert hjælpe på hendes humør, hvis jeg fik hende til t snakke med Chou Mi, Victoria og Kiuna.

Da vi endelig nåede frem til Victorias hytte som lå midt ude i skoven (hun købte den før hun blev fanget i Mørket, så teknisk set ejede hun den stadig), trak jeg Ena med ind og kaldte samtidig på mine 'børn'.

Kiuna kom hen til os først. Hun så bare hurtigt på Ena og skulede så ondt til hende. Una brød sig ikke om andre der så nuttede ud, at de måske kunne udnytte deres nuttethed mere end hende.

Så kom Mi-Mi skøjtende ned ad trappegelænderet. Hun kiggede på Ena i et minut eller to, hvorefter hun løb hen og krammede hende.

Victoria dukkede dog ikke op. Det undrede mig utroligt nok ikke, da hun altid ledte efter bacon.

Jeg havde dog ikke regnet med, at Victoria ville komme brasende ind af døren. Jeg stirrede vredt på hende i nogle sekunder, hvorefter hun så på mig og smilte stort. "Jeg stødte ind i nogle drenge... De kunne se mig! Og nej, de var ikke fanget i Mørket som os! Og ham drengen jeg væltede ned... Han så mig! Han sagde 'undskyld'... HAN SÅ MIG!" skreg hun vildt glad.

Okay, nu skulle vi åbenbart finde de her mystiske drenge, som kunne se gennem mørket...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...